Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

22/09-04 AaB-Randers 3-0 (1-0)

Lagt p 24/09-04

De fleste AaB-fans ville have stillet sig tilfredse med langt mindre end en flot kamp og en 3-0-sejr. Efter en miserabel pointhøst med kun fire af slagsen efter syv kampe var tre flere kærkomne, men alligevel gjorde AaBerne alt for at give publikum noget for pengene, og det fik vi. Godt nok er der stadig tre point til Herfølge lige over nedrykningsstregen, men omvendt er der kun fire point til fjerdepladsen, så med et par gode kampe mere kan AaB komme op hvor det sker, omend ikke helt i spidsen. Der ligger AaBs kommende modstander OB, som har ni point flere end de Røde.

Tidlig udvisning

For fjerde kamp i træk stillede AaB med de samme elleve fra start, men der gik ikke lang tid, før der måtte laves om i planerne. Bård Borgersen fik nemlig det røde kort allerede i det tiende minut for at sparke ud efter Kim Østergård efter en hård nærkamp. De kom løbende imod hinanden og gik begge ned i en glidende tackling for at nå en løs bold først. Bård nåede den først, og herefter tumlede de to spillere ind i hinanden. Bård var arrig, da han rejste sig efter tacklingen og lavede et lille spjælt med benene, hvilket Claus Bo Larsen takserede til et rødt kort. Det var Bård Borgersen ikke enig i, og han reagerede ved at puffe hårdt til dommeren, hvilket med stor sikkerhed vil give ham en lang karantæne.

Heldigvis har AaB lejet Kristoffer Arvhage, så tabet i de næste kampe bliver ikke så stor som det tidligere har været. Arvhage kom ind fem minutter efter udvisningen, hvilket gik ud over stakkels Thomas Kortegaard, som blev ofret på taktikkens alter. Arvhage fulgte op på de gode takter fra debuten mod Brøndby og spillede en god kamp som midterforsvarer, hvor han viste konsekvent spil, konstruktive bolderobringer og ikke mindst godt hovedspil. Det er utroligt, som den mand kan hoppe.

Før udvisningen havde AaB sat sig på kampen med flot spil langs jorden. Det virkede som om, bagkæden havde fået forbud mod at sparke bolden langt, og Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen viste sig også mere for boldholderen end i de foregående kampe. Man nåede dog at en af årsagerne til, at bolden ikke har kunnet spilles rundt, for Jacob Sørensen havde meget svært ved at modtage bolden i fødderne. Den største chance kom i det syvende minut, da Martin Ericsson slap igennem på baglinjen og blev revet omkuld, men der blev ikke fløjtet for straffespark i situationen.

Endelig diamantmidtbane igen

Kristoffer Arvhage kom som sagt ind for Thomas Kortegaard, og det betød, at Martin Ericsson blev hevet ned på midtbanen, mens Thomas Augustinussen røg ud i venstre side. Martin Ericsson kom dermed for kun tredje gang i denne sæson til at spille som den offensive spiller på en diamantformet midtbane, og det bekom ham vel. Kampen igennem lavede han det ene gode løb efter det andet, og skabte virkeligt store problemer for Randers-forsvaret.

Martin Ericsson er efter min mening bedst på den offensive midtbane, og AaB er også bedst med Ericsson på den position. Hans boldmodtagelser og vendinger er af en anden verden (i hvert fald i dansk målestok), og han er altid fri, så han kan spilles. På den måde er der sjældendt nogen grund til at sparke lange bolde, og bolden kan spilles op i de områder, hvor det er farligt, fremfor at blive trillet rundt i bagkæden til en eller anden beslutter sig for at give den et los.

Tingene er selvfølgelig sat på spidsen, men det offensive spil er bedre og flottere, når der er gode boldspillere på midtbanen. Med en diamantformet midtbane bliver der også bedre spilmuligheder efter bolderobringer, fordi midtbanen er mere forskudt i banens længderetning, og der derfor er et naturligt bindeled i omstillingen til angreb. De gode takter i de foregående kampe har først og fremmest været på indsatsen, men spillet med bolden fungerer efter min mening bedst med en midtbanediamant.

Thomas Augustinussen gjorde det også bedre end længe set på den venstre midtbaneplads, og fortsatte de takter, han har vist som central midtbanespiller. God omgang med bolden, god indsats og også den vilje til at deltage i kontraspillet, der tidligere har været savnet. Han har jo et godt blik for spillet, og er desuden god til at skabe plads til at Allan K. Jepsen kunne skyde med frem. Med Allan Gaarde tilbage efter karantæne, kunne det være fint at se ham i venstre, Augu i højre og Würtz og Ericsson centralt på en boldsikker og bevægelig midtbane. Så mangler der bare en skarp angrebsmakker til David Nielsen, så ser det rigtigt godt ud.

Stærkt kontraspil

Netop Allan K. var opmanden til det vigtige føringsmål, der gav roen på holdet. Han var med fremme i et kontraløb og fik midt på Randers' banehalvdel bolden fra Rasmus Würtz, som holdt fast i bolden til det rigtige tidspunkt. Jepsen fortsatte løbet med bolden, satte et par mand af med en kropstackling og et skarpt træk, og spillede så bolden skråt bagud til Martin Ericsson. Ericssons første berøring blev ikke alt for god, men alligevel lykkedes det at sparke bolden ind mellem benene på en Randers-spiller.

Det var kontrafasen, AaB levede på, og det foregik med kvivt spil langs jorden. Kun få spillere havde mere end én berøring per gang, og alligevel turde alle at holde på bolden og vende med den, når det var nødvendigt. Desuden så man et meget beslutsomt AaB-hold, som var ivrige efter at komme med i kontrafasen og tage de dybe løb, godt illlustreret af Thomas Augustinussen, som normalt gemmer sig lidt i den fase af spillet.

Faktisk blev han sammen med Trond Andersen og Martin Ericsson efter kampen i tv fremhævet for at være en individualist, hvilket vist aldrig er sket før. Det var randrusianeren John Jensen, der udtalte sig så rosende om de tre spillere, som han mente var afgørende for AaBs sejr. Det var dejligt at høre en modspiller udtale sig positivt om AaBs hold og spillere, for den slags er meget sjældent, og ikke kun når det drejer sig om AaB.

Ericsson var uden tvivl kampens bedste spiller, og Augu har jeg allerede rost, men det er længe siden, jeg har udtalt mig positivt om Trond Andersen, som jeg har været lidt træt af. Han er en fremragende forsvarsspiller og har en lige så god boldbehandling, men med bolden har han alt for ofte valgt en unødvendig, lang bold. Lange bolde i sig selv er ikke nødvendigvis en katastrofe, men præcisionen har ikke været der, og så har de ingen effekt. Normalt er det mere end nok, hvis man hele tiden sørger for at spille bolden fremad, men Trond har desværre haft en tendens til at spille den langt frem i luften fremfor en kortere, men stadig fremadrettet, aflevering langs græsset.

På jorden er det nemmere at få kontrol over bolden og spille den videre, og samtidig har medspillerne gode muligheder for at nå med frem, hvis de altså tør tage de lange løb. Ved lange bolde er det nødvendigt at ramme en enkelt eller to angriber over for ofte fire forsvarsspillere, og angriberen bliver så nødt til at holde på bolden, indtil holdkammeraterne kan nå med frem. Og selv med meget agressive midtbanespillere, der løber med frem for at hjælpe til i kontrafasen, vil effekten ofte ikke være så stor som ved spil langs jorden nede fra. Det hænger sammen med, at det er langt lettere at tage en bold med sig, som bevæger sig i samme retning som en selv, når man sammenligner med at modtage en bold, der kommer imod en, når man er i fuldt løb i den modsatte retning.

Istedet for at holde på bolden og spille den tilbage til en fremløbende midtbanespiller, kan angriberne eventuelt forsøge at vende med bolden, men det er svære betingelser, når modstanderne er i overtal i forsvarszonen. Michael Silberbauer er et eksempel på en spiller, som selv med en mand i ryggen evner at få front mod målet, hvilket skyldes rigtigt gode førsteberøringer, hurtighed, fysisk styrke og vilje. Et fjerde alternativ i kontrafasen er at få bolden helt ned bagved modstanderforsvaret, eventuelt ved at den flækkes videre, men det kræver, at angriberne er enormt hurtige, hvilket ikke er tilfældet i AaB.

Tandløse Randers

For at kunne løbe kontra er det naturligvis også nødvendigt at erobre bolden, og det havde AaB ikke de store problemer med mod et Randers-hold, som langt fra lignede et hold med lige så mange point som AaB og en mand mere på banen. Gennem hele kampen blev det kun til tre afslutninger, og de var allesammen skud udefra, hvor Jimmy Nielsen kunne nå at få hele kroppen bag bolden og gribe den.

Spillet med bolden kom aldrig til at køre for udeholdet, som lavede mange fejl i opspillet, sjældent kom til indlæg og heller ikke var i nærheden af at komme igennem midten. Dødbolde fik de heller ikke rigtigt nogen af, så de lignede aldrig et hold, der ville udligne. Alligevel kom de ganske tæt på tyve minutter før tid, da de blev snydt for et straffespark. Allan Olesen, som ellers endnu en gang spillede en rigtig god kamp, og Trond Andersen kunne ikke blive enige om, hvem der skulle sparke bolden væk, og ved det efterfølgende klumpspil nedlagte Allan Jepsen den tidligere AaBer Tommy Markussen. AaB blev snydt for et straffe i starten af kampen, så det gik lige op på den konto, men det ville nu have skabt panik, hvis de havde scoret et ufortjent mål.

Kun halvandet minut senere blev kampen afgjort, da Martin Ericsson tog et frispark midt på banen hurtigt. Rasmus Würtz var modtager af afleveringen, og kunne uhindret løbe ned mod Martin S. Jensens mål og afslutte fra cirka 30 meters afstand. Det er meget sjældent, hans skud udefra bliver det mindste farlige, men han kan altså godt, ligesom han godt kan bidrage med meget i opspillet, når det meste ansvar ligger hos andre spillere.

Her tænkes selvfølgelig på Martin Ericsson, som havde en fod med i de fleste AaB-chancer. I første halvleg havde han slået et indlæg, som David Nielsen akkurat ikke nåede frem til, og midt i anden halvleg var det snævert spil af Ericsson, der førte til et indlæg fra Allan Olesen, som David behandlede på samme måde.

Sjov udskiftning

David havde ikke den allerheldigste dag, da mange af hans dribleture løb ud i sandet eller ud over sidelinjen. Derfor kunne det ikke undre, at han blev erstattet af Christian Lundberg, som dog slet ikke virker skarp i dette efterår. Han misbrugte således en friløber, da han blev spillet fri af Ericsson, og riposten røg hen til ligeledes indskiftede Martin Pedersen, som i to omgange misbrugte den store chance - første gang ved at sparke lige på Martin S. Jensen, og efterfølgende ved at hamre returen på stolpen.

Udskiftningen af David Nielsen var i øvrigt en meget sjov episode. Han vidste, at han skulle skiftes ud, så da bolden gik ud af spil, sprintede han over til modsatte sidelinje, så der kunne gå så lang tid som muligt med udskiftningen. Udskiftningsskiltet blev som sædvanligt hevet op, og han begyndte at gå over mod udskiftningsboksen. Dommeren syntes, det gik for langsomt, så han bad David om at sætte i løb, og så fik vi at se, at man faktisk kan lunte langsommere end man går...

Martin Pedersen misbrugte senere en chance af lidt mindre dimensioner, men desværre lykkedes det ham til sidst at heade bolden i kassen på et indlæg fra Martin Ericsson (nok en gang). Mage til usympatisk og selvglad fodboldspiller skal man lede længe efter, så målet i sidste minut var et lille skår i glæden over en god og vigtig sejr.

AaB-Randers 3-0 (1-0)

10. Udvisning Bård Borgersen
27. 1-0 Martin Ericsson
73. 2-0 Rasmus Würtz
90. 3-0 Martin Pedersen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Bård Borgersen, Allan K. Jepsen - Jacob Sørensen (66. Martin Pedersen), Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen, Thomas Kortegaard (15. Kristoffer Arvhage) - Martin Ericsson, David Nielsen (76. Christian Lundberg).

Randers

Martin S. Jensen - Mikkel Rask, Ralf Pedersen, Søren Holdgaard, Rene Carlsen - Kim Østergård (62. Tommy Markussen), John Jensen, Jesper Thygesen, Kasper Rasmussen (46. José Mota) - Lars Larsen, Karsten Johansen.

Mere i samme kategori

Kampe mod Randers

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk