|
Vejen til Champions League Lagt p 25/05-08 Med det danske mesterskab sikkert i hus kan man nu så småt kigge fremad mod kvalifikationsturneringen til Champions League, som for AaB's vedkommende begynder i anden kvalifikationsrunde, med første kamp programsat til 29. eller 30. juli. Der er lodtrækning til de to første kvalifikationsrunder den 27. juni, men allerede nu ligger de fleste mulige modstandere fast.
Hollænderen Bert Kassies har en hjemmeside, hvor han løbende holder styr på resultaterne i de europæiske klubturneringer og opdaterer de klub- og lande-koefficienter, som seedningen til turneringerne laves ud fra. Siden kan findes her og er i sig selv et besøg værd, men specielt aktuel er Champions League-seedningerne for 2008/09. Her kan man finde navne og koefficienter på alle de kvalificerede hold, når man ser bort fra en håndfuld østeuropæiske lande, hvor turneringen ikke er helt overstået endnu.
AaB er på grund af Danmarks placering på ranglisten kvalificeret til anden runde af kvalifikationen, og på baggrund af klubbens resultater (sammenholdt med de andre danske klubbers) i europæisk sammenhæng er man seedet i denne runde. Det betyder, at man i første omgang undgår hold som Glasgow Rangers, Panathinaikos, Fenerbahçe, Anderlecht, Dinamo Kiev og Dinamo Zagreb, men i stedet kan blive parret med hold fra Island, Makedonien, Letland, Georgien, Finland og deslige, mens de stærkeste modstandere ligner IFK Göteborg, Beitar Jerusalem eller - afhængigt af hvem der bliver ungarske mestre - Rapid Wien.
Dermed må AaB næsten uanset lodtrækning være favoritter til at gå videre til den tredje og sidste kvalifikationsrunde, hvor modstanden ser noget vanskeligere ud, idet AaB til denne runde ikke er seedet i den bedste halvdel. Af andre hold i nederste seedningslag vil være Atlético Madrid, Galatasaray, Standard Liège samt en række af de seedede hold fra anden runde (hvis de går videre), og disse hold kan altså ikke blive AaB's modstandere.
Til gengæld hedder listen over mulige modstandere Liverpool, Barcelona, Arsenal, Schalke, Juventus, Marseille, Steaua Bukarest, Olympiakos, Shakhtar Donetsk, Fiorentina og Spartak Moskva. Udover disse hold, vil Glasgow Rangers, Panathinaikos, Basel, Fenerbahçe og Anderlecht være med i hatten, hvis de klarer sig videre fra anden runde. I modsat fald vil deres modstandere overtage deres seedning, da lodtrækningen finder sted inden anden kvalifikationsrunde er afviklet.
Umiddelbart skal de danske mestre altså være mere end almindeligt dygtige for at klare sig videre til Champions League-gruppespillet, med mindre man er heldige med lodtrækningen. Steaua Bukarest, Basel og Anderlecht ligner hold, AaB har en nogenlunde chance imod, men ellers ser det vanskeligt ud. Omvendt kunne det være meget spændende at komme op imod hold som Liverpool, Arsenal, Barcelona, Juventus eller Fiorentina og opleve nogle af de helt store stadions, og der er jo altid UEFA Cuppens gruppespil at falde tilbage på - hvis det ellers lykkes at komme forbi den første modstander. |