|
12/08-04 Žalgiris-AaB 1-3 (1-0) Lagt p 15/08-04 Allan Gaarde var den afgørende spiller, da AaB i Vilnius besejrede FK Žalgiris med 3-1 i det første opgør i den anden og sidste kvalifikationsrunde til UEFA Cuppen. Som der nærmest er tradition for i AaB i europæisk sammenhæng, skulle man bruge en halvleg før man for alvor troede på sig selv og åbnede for posen.
Overlegent hoved- og forsvarsspil
Med Trond Andersen og David Nielsen tilbage i startopstillingen lignede AaB-holdet det stærkest mulige. Kun Martin Ericsson, som stadig ikke er tilbage på holdet efter dødsfald i familien, manglede, og hans plads blev igen spillet af Thomas Kortegaard.
Kortegaard var manden med AaBs første chance efter fire minutter, da en løs bold efter et indkast havnede for fødderne af ham, men hans afslutning endte i sidenettet. Kort efter havde Žalgiris deres eneste chance i kampen, da Bård Borgersen og Jimmy Nielsen ikke fik kommunikeret ordentligt og derfor kun fik ekspederet en løs bold lidt udenfor feltet, men Trond Andersen var på plads og blokerede skuddet.
At der skulle en fejl til at skabe den eneste farlige situation var typisk, for AaB-forsvaret var aldrig i problemer over for et svagt Žalgiris-hold, som slet ikke magtede at true målet hos Jimmy Nielsen. Bolden blev sådan set spillet rundt hurtigt nok rundt, men det foregik på midten af banen eller ude ved sidelinjen. Man kom ikke ind foran straffesparksfeltet, hvor det kan blive farligt, og indlæggene fra siderne tog midterforsvaret sig af uden problemer.
Efter elleve minutters spil kom den næste gode mulighed for AaB, da et tidligt indlæg fra Allan K. Jepsen og en vundet duel af David Nielsen gav Christian Lundberg mulighed for at afslutte. Afslutningen blev blokeret, men Lundberg var først over returbolden og fik bag om sit eget støtteben sendt bolden ind foran mål, hvor Thomas Augustinussen i medløb afsluttede ved forreste stolpe, hvor Malinauskas dog fik pareret.
I det hele taget var duelspillet en detalje i spillet, hvor AaB var hjemmeholdet klart overlegent. Litauerne kom ikke en eneste gang til afslutning på deres indlæg og de lange bolde fra forsvarskæden til angriberne var lige så lidt succesfulde. I den anden ende af banen var det modsat, og de fleste frispark og hjørnespark samt de fleste indlæg gav afslutninger. Thomas Augustinussen og David Nielsen havde de bedste forsøg på hovedstød, men begges afslutninger blev reddet.
Initiativet overladt
En fin start på kampen blev afløst af en smule panik. Overtaget i luftrummet blev en sovepude, som resulterede i, at man glemte at spille bolden rundt langs græsset. De lange bolde blev slået fra egen halvdel, så midtbanen kunne ikke nå frem og vinde returboldene, og derfor satte Žalgiris sig på spillet. De fik i et par perioder presset spillet ned omkring AaBs felt, men stadig uden at blive farlige.
Alligevel lykkedes det dem at komme foran godt ti minutter før pausen, da linjevogteren så noget, ingen andre på stadion havde set. Efter et hjørnespark markerede han pludselig for straffespark, idet bolden åbenbart havde ramt en AaBer på armen på vej ind i feltet. Vidas Kaušpadas havde ikke problemer med at score på den store chance, da Jimmy Nielsen gik meget tidligt til den ene side.
Målet gav Žalgiris et løft i de efterfølgende minutter, hvor de igen fik sat AaB under det vist pres, hvilket resulterede i nogle frispark, uden at der kom mere ud af det. Christian Lundberg fik puttet bolden i kassen kort før pausen efter et fikst lob fra Gaarde, men målet blev annulleret for off-side. Senere fik han endnu en mulighed på en løs bold efter en vundet duel, men han sparkede over mål på den store chance.
Skabet sat på plads
Straks efter pausen blev kampen afgjort. I det første minut modtog Allan Gaarde bolden på midten af banen og sendte den ind over til David Nielsen, der headede den ind via stolpen. Bolden ramte ned på stregen og røg ind, og her lukrerede man altså på, at banen var i en meget dårlig beskaffenhed. Den dårlige bane havde sin del af skylden for det manglende gode spil, men ved målet blev det altså en fordel, at den var ujævn.
Kun tre minutter senere spillede Allan Gaarde endnu engang David Nielsen fri til scoring, denne gang med en dyb stikning igennem forsvarskæden. Bolden var blevet erobret gennem godt presspil og var et tydeligt tegn på, at AaB satte sig mere igennem efter pausen, både i nærkampene, gennem hurtigere spil og større løbevillighed offensivt. Det virkede som om, at man i pausen var blevet enige om, at man var et langt bedre hold end modstanderne og begyndte at spille sin chance for alvor.
Efter scoringen gik der igen blot tre minutter inden Gaarde lavede sin tredje geniale aflevering efter pausen, og denne gang var det Christian Lundberg, der nød godt af den. I stedet for at afslutte selv spillede han med endnu en Maradona-aflevering David fri på midten, hvor han desværre blev dømt off-side, og AaB fik for anden gang et mål annulleret.
Allan Gaarde var gennem hele anden halvleg den dominerende spiller på AaBs hold. Generelt lå han lidt længere ude i siden, hvor han stort set hver gang kunne modtage bolden i fri position efter bolderobringer. Ligesom i Herfølge spillede han hele kampen, så forhåbentlig er han nu ved at være i så god form, at han kan spille for fuld damp i 90 minutter hver gang.
Gaarde nød godt af, at bolden blev spillet rundt langs jorden, og han sprudlede som chanceskaber. I første halvleg havde den mest iøjnefaldende spiller været Thomas Kortegaard, som med mange dybdeløb på kanterne og i midten af banen var en vigtig brik i kontraspillet, og også var god til at opfange andenboldene. Hans makker på den centrale midtbane, Rasmus Würtz, fik ikke nogen god debut på den europæiske klubscene, da han lavede mange fejl gennem kampen og ikke virker ret god med bolden for tiden. Til gengæld var der som sædvanligt ikke noget at pege fingre af i hans defensive arbejde.
Chancer til flere mål
Midtvejs i halvlegen blev den dobbelte målscorer David Nielsen, som havde fået nogle knubs i løbet af kampen, erstattet af Túlio de Melo, uden at det gik ud over det offensive bid. Tværtimod kom der ekstra overtag i hovedspillet og flere afslutninger på dødbolde. Túlio var også med i målet til 3-1, da han forlængede bolden til bageste stolpe, hvor Christian Lundberg i to omgange kunne prikke bolden ind. Også Bård Borgersen blev taget ud for at skåne ham efter et vrid i anklen i første halvleg.
Túlio havde også selv et godt hovedstød, ligesom han lagde op til et forsøg fra Allan Gaarde. Lundberg havde et godt skud fra kanten af feltet, men forsøgte blev reddet til det hjørnespark, der gav slutresultatet. Derudover løb Christian Lundberg to gange ind i snævre off-sides i situationer der kunne have ledt til friløbere, og som nævnt blev to mål annulleret undervejs i kampen.
En sejr på 3-1 i den første kamp på udebane er normalt er rigtigt godt resultat, og set i lyset af Žalgiris' manglende evner til at skabe chancer bør AaB gå videre, selv hvis der fortsat er strejke på det tidspunkt, hvor returopgøret spilles. Et ynglingehold forstærket med tre-fem udlændinge fra førsteholdstruppen, der ikke er med i Spillerforeningen, samt nogle unge seniorspillere (for at blive eftertilmeldt til UEFA Cuppen, skal man være født i 1983 eller senere) burde være nok til at forhindre et tremålsnederlag på hjemmebane. |