Replay: Kiev-AaB 2-2 (0-1)

Lagt p 10/08-04

I dag flyver jeg til Vilnius for at se AaBs UEFA Cup-kvalifikationskamp mod FK Žalgiris Vilnius og for at besøge min nabo Nerius fra mit gamle kollegie, som er fra Vilnius og hjemme på ferie. Til de af jer, som har været så fjollede ikke at benytte chancen til at komme lidt væk fra 'kolde' Danmark og få en fodboldoplevelse, genudsender jeg hermed et referat af turen til Champions League-kvalifikationskampen i Kiev i 1999, som jeg skrev til AaB Support Clubs blad, Supporteren. Så ved I, hvad I går glip af. Jeg har rettet lidt i referatet for blandt andet at fjerne skrivebøffer, men artiklen lød nogenlunde som følger:

Tirsdag d. 24. august kl. 7.00 mødte de ca. 100 rejsedeltagere (spillere, ledere, sponsorer, pressefolk og syv supportere) i Aalborg Lufthavn, hvorfra rejsen til Kiev skulle starte. Bortset fra Jacob Krüger var de fleste der nogenlunde til tiden, men Jimmy Nielsen så heller ikke ud som om han var stået op i alt for god tid - han havde et gevaldigt morgenhår. Det forhindrede dog ikke Jimmy og andre i at give interviews til TV2/nord, der ikke var med, fordi TV2 så sent valgte at sende kampen, at de ikke kunne nå at få lavet visa. Dermed var det eneste filmhold fra TV Danmark Aalborg, der var repræsenteret ved Mikkel Ottesen og en fotograf ved navn Søren.

Kl. 8.00 kunne vi dog planmæssigt flyve mod Kiev, en tur på ca. to timer. Ombord var de udsendte fra TV Danmark så geniale at begynde at filme ca. 20 sekunder før måltidet ombord blev delt ud, så de måtte pænt pakke sammen igen for ikke at stå i vejen for flypersonalet. Spillerne brugte det meste af tiden på at indhente den forsømte søvn. Da vi ankom til lufthavnen i Kiev brugte vi mere end en time på at få tjekket vores pas, selvom lufthavnspersonalet kunne betjene fire ad gangen. Stina Hofman, en af de medrejsende supportere, var så uheldig, at en af spillerne stjal hendes taske på bagagebåndet, fordi den lignede spillernes tasker - de røde adidas-tasker, man kan købe i AaB-shoppen.

Derefter blev vi fragtet ud til hotellet i en forfalden oldsag af en bus, der senere blev berømt (og frygtet) som Den Røde Bus. Vi blev budt velkommen af vores guide, men den bageste halvdel af bussen kunne ikke høre hende på grund af larmen fra bussen. Nogle af sæderne i Den Røde Bus kunne ikke lænes tilbage, mens de fleste af de andre var så slidte, at de 'automatisk' lænede sig bagud, når man satte sig. Vi overlevede alle turen til President Hotel Kyivsky, selvom Den Røde Bus knirkede mistænkeligt i flere tilfælde. Spillerne boede på et andet hotel, så dem så vi ikke meget til.

Vores hotel var dog et glimrende, fire-sjernet hotel med swimmingpool, træningscenter, kasino og flere barer. Vi fik et dobbeltværelse hver, og på værelserne var der både altan, fjernsyn og badekar, og det hele var af en standard, som man ikke forventer i et østland. Efter at have pakket ud gik fem af supporterne, Stina Hofman, Lars B. Dahl, Bo Peter Hansen, Lars Brenk og mig selv, en tur over på Republikanska. Det store stadion, som vi kunne se fra vores hotel og kun var et par hundrede meter derfra, er normalt Dinamo Kievs hjemmebane, men var vist nok under ombygning, selvom det var svært at få øje på.

Vi kunne uden problemer komme ind på stadion, som var imponerende stort - 100.000 siddepladser og ikke mindre end 528 kæmpelamper på lysmasterne (jeg har selv talt dem). Siden sidst AaB var i Kiev var de gamle træbænke blevet skiftet ud med rigtige sæder, som dog så ud til at have været brugt før. Herefter gik vi ned på et marked tæt på Republikanska, som blev afholdt i anledning af en nationaldag. Vi havde ikke turdet tage AaB-trøjer på af frygt for at blive overfaldet af fattige ukrainere. Alligevel kunne adskillige godt se på os, at vi kom for at se fodbold, og kom over for at sludre lidt og give deres bud på kampens resultat. Vi var dog sjældent enige om den sag med de flinke ukrainere...

Ved fem-tiden var vi tilbage på hotellet, hvor vi sammen med journalisterne tod Den Røde Bus til træningen på Dinamo Stadion, hvor kampen skulle spilles dagen efter. Supporterne blev hurtigt og bestemt gennet op på tribunerne af en militærmand, og journalisterne fik af samme mand forbud med at gå ind på banen. Træningen var ikke noget at prale af, og en mand forsøgte at sælge alle mulige piratting med Dinamo Kiev. Han fulgte endda efter os tilbage til hotellet, hvor han igen forsøgte at overtale hos til at købe noget af hans l***.

Dinamo Stadion var skørt indrettet, sådan at de forreste 10-12 rækker ikke kunne se den ene halvdel af banen fordi udskiftningsboksene ikke var gennemsigtige. Heldigvis skulle vi sidde på den modsatte side, mens de danske journalister sad på nogle højere rækker. Der blev også tid for spillerne til at blive interviewet af flere medlemmer af pressen.

Senere ud på aftenen var vi nede på en resaurant, hvor AaB holdt officiel middag. Alle medrejsende pånær spillerne var med til middagen, hvor der var underholdning i form af skiftevis fem unge piger og en ældre mand, der ikke rigtig kunne synge. Nogle af sponsorerne kaldte manden for Arthur, og ham gjorde især Børge Bach meget grin med resten af turen, fordi han ikke var forfærdelig pæn, og fordi han trak de tre piger fra AaBs kontor, Ulla Søndergaard, Jette Randrup og Gitte Tribler, ud på dansegulvet. Til sidst blev underholdningen sunget ud af lokalet til taktfaste Så'r u'- og Go' tur hjem-råb, hvilket de selvfølgelig troede, var et ønske om ekstranumre...

Tilbage på hotellet kunne vi se fodbold i fjernsynet, hvor der på Eurosport, som vi blandt flere andre kanaler kunne se på hotelværelserne, blev vist Montpellier-Hamburger SV. Desværre brændte HSV tre straffespark i straffesparkskonkurrencen, så de røg ud af Toto Cupen - så derefter gik vi ned i baren, hvor vi var, indtil vi gik i seng.

Morgenen efter gav AaB morgenmad, hvorefter der var sightseeing for dem, der ville se lidt af Kiev. Vi så lidt historiske bygninger og en masse kirker, men det var en smule svært at holde sig vågen, fordi de fleste ikke havde fået så megen søvn aftenen før. Børge Bach og de andre AaB-ledere var til officiel Champions League-banket ved middagstid, men de, der var med Den Røde Bus, blev ved til ca. 13.30. Derefter var nogle så trætte, at vi trængte til at hvile lidt, mens andre var en tur nede på strøget for at kigge på butikker. Der mødte de for øvrigt endnu en gang ham, der ville sælge falske Dinamo-souvenirs!

Kl. 16.00 gav AaB middag, hvorefter turen gik til Dinamo Stadion, hvor kampen skulle spilles kl. 19 ukrainsk tid (18 dansk tid). Der blev vi mødt af talstærkt politi og militær, så der ikke var fare for, at vi led overlast. Vi havde de to forreste rækker, og bagved sad der en række fyldt med militær. Også når vi skulle på toilettet eller købe kampprogrammer blev vi fulgt af kontrollører.

Der var masser af ukrainere, der ville bytte pins, halstørklæder og trøjer, og jeg var selvfølgelig så dum at bytte mit eneste rød-hvide halstørklæde væk inden kampen gik i gang. Der var ikke helt udsolgt til kampen, men priserne var også meget højere end normalt, fordi den ikke blev spillet på Republikanska. Dinamo havde udnyttet pris-mængde-relationerne til at tjene flere penge end de kunne med normale priser. Som på de fleste stadions var der musikalsk underholdning i højttalerne før kampen, og til vores overraskelse spillede de såmænd også 'Simply the Best'.

Kampen forløb ganske efter planen, og især i de første 30 minutter spillede AaB fremragende og holdt helt Dinamo Kiev fra chancer. Da AaB kom foran med 2-0 var Dinamo rystede, og tilhængerne begyndte så småt at pifte af holdet. Det var dog heller ikke sådan, at Dinamo begyndte at satse, for på grund af respekten for AaB holdt de fortsat mange folk tilbage, også når de var i angreb. Efter reduceringen ved Husin blev tilskuerne dog vækket, og når Kiev havde hjørnespark, piftede så godt som alle tilskuere, samtidig med at de trampede i tribunerne, så det næsten lød som tordenvejr. Og ved udligningen gik de helt amok.

Selvom dommeren lagde et par ekstra minutter til for at hjælpe AaB, formåede de ikke at score. AaB var dog ved stillingen 1-2 uheldige at få et mål annulleret, fordi bolden var ude over baglinjen, hvilket fra vores pladser så meget tvivlsom ud. AaB havde en del giftige kontraer, med led en krank skæbne. Hele kampen var vi nervevrag, og jeg sad og rystede hele tiden.

Efter kampen var vi helt nede, og flere græd. Selv havde jeg mest lyst til at løbe skrigende ind på banen og blive ved med det, indtil jeg faldt om, men det ville vagterne nok ikke have brudt sig om. Vi blev tilbageholdt i over en halv time, indtil alle tilskuere var ude af stadion, og flere tilskuere på vej ud sagde til os, at AaB var et godt hold, men hvad hjalp det, når de ikke vandt?

På vej til lufthavnen blev der ikke sagt mange ord, for folk sad og kiggede tomt ud i luften. I lufthavnen checkede vi ind en halv times tid før spillerne kom, for de skulle til pressemøde efter kampen. Vi skulle vente en times tid på flyveren, og den brugte vi i en bar, hvor vi snakkede med spillerne, der naturligt nok var lige så skuffede som os. Blandt andet snakkede jeg med Jari Pedersen, der (til overraskelse for mange) fortalte, at han ikke har været i Jomfru Ane Gade hele denne sæson, mens Thomas Gaardsøe erkendte, at han var tæt på at få krampe hen mod slutningen af kampen.

Der var en, der havde ringet hjem for at høre stillingen i Boavista-Brøndby (0-1), og alle var enige om, at 'det var vel nok synd' efterfulgt af et frydefuldt smil. Turen hjem blev brugt på at studere aviser og sove, indtil vi kl. 2.00 var i Aalborg, hvor TV2/Nord igen ville have interviews med spillerne. Alt i alt var det en kanon tur, selvom resultatet ikke var optimalt.

Matchfacts:

Динамо Київ-Ольборг 2-2 (0-1)

9. 0-1 Aндpecc Oпep
47. 0-2 Аллан Горде
74. 1-2 Андрій Гусін
90. 2-2 Максим Шацьких

AaBs startopstilling til kampen:

1. Джиммі Нільсен - 18. Брайан Пріске, 15. Йозо Матовіч, 3. Томас Белум, 13. Йєнс Йєссен - 8. Aндpecc Oпep, 2. Ларс Томсен, 14. Андерс Андерссон, 22. Томас Гордсе, 6. Аллан Горде - 25. Френк Страндлі