|
Kvartfinalerne Lagt p 29/06-04 Efter at både Tyskland, Spanien og Italien røg ud i den indledende runde, var der kun England og Frankrig tilbage af de fem store fodboldnationer i Europa, og de blev begge fortjent elimineret i kvartfinalerne. Også to af den lande, som har gjort det bedst, røg ud, nemlig Danmark og Sverige.
Engelsk fedtspil sendte dem ud
Efter i den seneste kamp at have vist, hvordan englænderne kan spille, når de er bedst, var de i kvartfinalen tilbage i den gamle rille. Med to stramt organiserede kæder lige foran eget straffesparksfelt satsedes der kun på kontraangreb og dødbolde. Efter to et halvt minut røg et udspark fra David James hele vejen hen over midtbanen, og efter et mislykkedes forsøg på at heade bolden i sikkerhed, og Michael Owen var hurtigt opfattende og fik med ryggen mod mål sparket bolden ind bag Ricardo. Målet ændrede selvfølgelig ikke på Englands taktik, så Portugal havde svært ved at skabe chancer, men midt i halvlegen blev Wayne Rooney skadet, og herefter havde det engelske angreb svært vad at fastholde bolden så længe, at midtbanen kunne nå at komme frem.
Det engelske forsvar koncentrerede sig om at stå kompakt og forhindre potugiserne i at spille småspil omkring felterne. Samtidig var der stor sideforskydning på midtbanen, hvor de yderste skulle hjælpe backerne med at holde Portugals kanter fra at slå indlæg. Taktikken virkede, men efterhånden blev midtbanen træt, så Portugal kom til flere og flere indlæg, og ti minutter før tid endte et af disse i panden på indskiftede Helder Postiga, som ikke blev presset af ellers hovedstødsstærke John Terry og Sol Campbell i det engelske centerforsvar.
I den forlængede spilletid forsøgte England igen at spille på kontra efter en anden halvleg, hvor de to angribere skulle klare det på egen hånd, så der kom gang i kampen for alvor. Rui Costa scorede et flot langskudsmål efter en af de få gange, portugiserne var i kontraangreb. Englænderne var meget trætte og levede på enkeltmandspræstationer og deraf følgende dødbolde, og på en af dem fik de udlignet. Et hjørnespark blev headet ned for fødderne af Frank Lampard, som kunne score det mål, der skaffede straffesparkskonkurrence. Her blev det afgørende, at England skulle sparke først, for på det første spark hobbede bolden, da David Beckham satte foden i jorden for at sparke og brændte derfor, og herefter var skytterne meget opmærksomme på baneforholdene. Først i syvende spark blev det afgjort, da Darius Vassell brændte, og Ricardo efter at have reddet skuddet skubbede den næste portugisiske skytte væk og scorede selv.
Frankrigs held ophørte
Grækenland skabte sensationen ved at sende de regerende mestre, Frankrig, ud. Frankrig har ikke i en eneste af deres kampe vist det spil, der var forventet af dem, ja faktisk har de ikke en gang for alvor været dominerende. Grækenland har derimod vist sig som et godt organiseret hold, som er parate til at udnytte chancerne, når de har fået dem. Mod Frankrig kom den chance, der gav det afgørende mål, midtvejs i anden halvleg, da anfører Theodoris Zagorakis brød igennem i højre side og sendte den ind i pandebrasken på Angelos Charisteas, som uimodståeligt hamrede bolden i målet med hovedet.
Frankrig skabte ikke alverden af chancer, for igen var spillet for langsomt og smalt. Det er for lidt gang i kantspillet, og erobringsspillet startes for langt tilbage på banen til at kunne sætte effektive kontraer i gang. Der har generelt under slutrunden været en tendens til, at det kan betale sig at lægge pres på modstanderne på deres egen halvdel og komme hurtigt til afslutninger, og det har Frankrig ikke for alvor forsøgt.
Holland videre på straffe
Sverige-Holland kan jeg ikke skrive så meget om, da jeg holdt fødselsdag på det tidspunkt, kampen blev spillet. Det var meningen, jeg ville se kampen på video, men fra de gæster der så kampen og den halve times tid, jeg så selv, kunne det udledes, at kampen var en enormt kedelig 0-0-kamp. Derfor gjorde jeg ikke noget ud af at hente videoen, som jeg glemte at få med hjem, da jeg søndag var i min fars lejlighed for at se Danmarks kamp. Holland gik videre efter en straffesparkskonkurrence, og ellers er der vist ikke så meget at skrive hjem om.
Danmark udnyttede ikke overtaget
Efter et kort tjekkisk pres i den sidste kvartfinale, overtog Danmark fuldstændig kampen, og Tjekkiets spillere så ikke bolden resten af første halvleg. Fra starten havde de ellers med god succes presset på for at erobre bolden på Danmarks banehalvdel, men efter ti minutter med et par muligheder på skud udefra, holdt de altså op med den taktik. Danmark kørte herefter bolden rundt i små kombinationer, men fløjspillet kom ikke til at fungere ordentligt, og der var ikke nok folk i feltet til at skabe farlige afslutninger.
Tjekkerne gentog det indledende pres fra starten af anden halvleg, og denne gang gav det succes. Efter fem minutter gik både Martin Laursen og Thomas Sørensen fejl af et hjørnespark, som kæmpestore Jan Koller derfor let kunne score på, og et kvarter senere havde Milan Baros scoret to gange mere efter hurtige kontraer på bolderobringer højt på banen. Herefter troede Danmark ikke på sejren, og Tjekkiet gjorde ikke meget ud af at udbygge føringen.
En indskiftning af Peter Madsen med tyve minutter igen satte lidt fut i løjerne igen. Han kom ind som hængende angriber i stedet for Claus Jensen, der som ventet var startet inde som hængende angriber i Ebbe Sand skadesfravær, hvorfor Jon Dahl Tomasson spillede helt på toppen. Peter Madsen er meget mere fokuseret på at score mål, og kom derfor meget mere ind i feltet, mens Claus Jensen hellere søger ned i banen eller ud på kanten for at deltage i småspillet. Madsen kom til tre afslutninger i den tid, har var på banen, så måske havde det været bedre at sætte ham ind tidligere. Morten Olsen ville ikke risikere at overgive det store overtag med en udskiftning, så derfor fik Madsen ikke mere tid på banen. Selvom Jensen var med til at holde bolden på danske fødder, førte det ikke til så meget, så måske burde han være ofret noget før. Tjekkiets forsvar lå rimeligt bredt for at dække af for de danske fløje, og derfor var der plads til at true med dybdeløb igennem midten af banen, hvilket Peter Madsen gjorde langt bedre end Claus Jensen, og derfor burde han have fået mere spilletid. |