Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

16/05-04 AaB-Herfølge 7-2 (3-1)

Lagt p 17/05-04

Efter to elendige kampe var AaB pludselig på toppen igen og ydmygede Herfølge, som blev sendt hjem med en sæk på 7-2. En sejr i pokalfinalen virker du ikke længere som en fjern drøm, for det har åbenbart ikke været træthed på grund af det tætte program, der var årsag til det dårlige spil.

Flydende og varieret angrebsspil

For første gang i et stykke tid var praktisk talt alle mand til rådighed, og det gav den ekstra boldsikkerhed, der skal til for at kunne udspille modspillerne. Trond Andersen, Allan Olesen og Stefan Schmidt var tilbage og var klare forstærkninger på et fuldstændigt forvandlet AaB-hold, som fra start skabte chancer som det passede dem. Da 1-0-målet faldt efter fem minutters spil havde der allerede været tre hjørnespark til AaB der gav chancer. Thomas Augustinussen havde først en afslutning fra nært hold, som blev blokeret af Morten Cramer, og på næste hjørnespark havde han et knaldhårdt hovedstød, som også blev reddet.

Tredje gang var lykkens gang, og denne gang var det ikke en AaB-spiller, som kom først på bolden. Herfølge-spilleren fik dog kun headet bolden ud til Stefan Schmidt, som efter et kort træk sendte bolden mod fjerneste hjørne. Bolden ramte stangen og røg på tværs af målet, og ved den anden stolpe var Christian Lundberg (hvem ellers) klar til at heade riposten ind via stolpen. Det ser ud til, dødboldene er blevet gennemøvet meget, så måske venter der noget mere på den kant i pokalfinalen.

Herfølges forsvar blev bogstaveligt talt løbet over ende af en pludseligt meget bevægelig AaB-offensiv, hvor angriberne søgte meget ud på kanterne, og også midtbanespillerne søgte ofte ud på kanterne eller ned bag forsvarskæden. Også de to backs søgte med frem, og især Allan K. Jepsen førte bolden meget frem. Kanterne stod som sagt meget bredt, så der blev meget plads til at løbe igennem Herfølges midtbanekæde.

Opspillet var meget tålmodigt og især sideskiftene fungerede godt, så der blev hele tiden fundet ny plads at spille bolden rundt i. Der var også plads mellem Herfølges forsvars- og midtbanekæder, så angriberne kunne modtage bolden på forsiden af forsvaret, og dermed var det ikke nødvendigt at slå bolden til duel, hvilket ofte kan resultere i boldtab. Hurtige igangsætninger ved målspark var også med til at gøre det nemmere at holde bolden på jorden, og her har Jimmy Nielsen forbedret sig meget efter Hamréns tilkomst.

Hurtig udligning

AaB forfaldt selv i pressede situationer ikke til at spille på det sikre, men forsøgte hele tiden at spille sig ud af situationerne langs græsset. Det var med til at give det store spillemæssige overtag, men er også risikabelt, idet boldtab ofte vil ske på farlige steder af banen.

Herfølge var også hurtige til at stille om efter bolderobringer, og Poul Hübertz og Bora Zivkovic var gode til at flække bolden videre til fremstormende midtbanespillere. Udligningen til 1-1 kom dog minuttet efter føringsmålet fra opspil langs jorden efter en bolderobring, hvor AaBs venstre side var helt væk, og hvor Bård Borgersen gled i duellen med en af de tre Herfølge-spillere i deres højre side. Trond Andersen kunne ikke nå over og presse Poul Hübertz, som hamrede bolden op i det lange hjørne.

Som målene rullede ind fra AaBs side blev Herfølge mere og mere opgivende, selvom de defensivt fortsatte med deres brutale spil. David Nielsen har tit været skældt ud for sit hårde spil, men mod Herfølge trak han tre advarsler inden han skadet måtte udgå tyve minutter før tid. De opgivende attituter kunne ses på kontrafasen, hvor Poul Hübertz godt nok blev ved med at vinde hovedstødsduellerne, men der ikke længere var nogen til at samle boldene op.

Længe inden David Nielsen måtte udgå fik han scoret til 2-1. Bolden blev erobret højt oppe på Herfølges banehalvdel, og christian Lundberg fik bolden med sig - muligvis med hånden. I hvert fald gik han til baglinjen, hvorfra han serverede bolden til en fuldstændigt fri David, som ved bageste stolpe let kunne heade den i nettet.

Midt i første halvleg var Herfølges trænerduo blevet træt af at se, hvor let AaB kom til chancer, så Jeppe Vestergaard måtte gøre plads for Anders Jochumsen, så Bora Zivkovic kunne komme ned i midterforsvaret. Det hjalp en smule, men AaB var stadig overlegen. Det blev også 3-1 inden pausen, da AaB kom afsted i en kontra, hvor den aggressive AaB-offensiv betød, at man var fire mod fire. Bolden endte i venstre side hos Stefan Schmidt, som fladt og køligt kunne udplacere Morten Cramer. Martin Ericsson havde lige brændt en tilsvarende chance.

Rolig start på anden halvleg

Efter pausen fik Herfølge lidt bedre styr på forsvaret, men kom heller ikke frem på banen. Alligevel fik de reduceret, da et par store fejl førte til et Allan Nielsen-skud, der blev rettet af og snød Jimmy Nielsen. Først fik Trond Andersen ikke sparket bolden ret godt væk, og Bård Borgersen headede bolden på tværs til Allan Olesen. Afleveringen blev helt skæv og røg hen til Allan Nielsen, som ikke blev presset hårdt nok af Olesen, der altså rettede bolden af.

Der gik dog ikke mere end ét minut, før AaB igen havde en tomålsføring, og herefter gik Herfølge i opløsning. Rasmus Würtz modtog bolden på midten af banen og løb forbi først midtbanen og herefter forsvaret, der var ude af balance på grund af bredt liggende kantspillere og et krydsløb af Lundberg, som åbnede et hul stort nok til at Würtz kunne komme fri med målmanden og afslutte fladt.

Ugen før havde der været masser af muligheder for at gøre det samme, da Viborg var en mand i undertal, men det blev forsømt, og det viste meget godt forskellen på AaBs spil mod Herfølge i forhold til den senere tid. Muligvis har der været snakket noget om det, for Würtz pegede i hvert fald ud mod bænken efter målet.

Flere mål

Det samme gjorde Allan Jepsen efter målet til 5-2, hvor hans flade frispark fra højre side gik hele vejen igennem forsvaret. Målet mindede meget om målet i sæsonpremieren mod AGF, hvor det var Martin Ericsson, der blev noteret for scoringen. Igen viser det vigtigheden af, at den slags frispark sidder indenfor målrammen.

Kort efter havde AaB et frispark fra samme position, og denne gang sparkede Ericsson. Bolden røg hen til en fri Thomas Augustinussen, som burde havde scoret men sparkede over. I første halvleg havde han også et par hovedstød, hvor han kun fik snittet bolden, så den røg på tværs af målet. Han havde altså chancer til mindst et par mål, men hvis han scorer i pokalfinalen istedet, er han tilgivet.

Herefter vadede AaBerne i chancer, og overtaget blev ikke mindre af, at der kom et par unge, friske kræfter ind. Den sidste scoring stod Jacob Sørensen for, efter oplæg fra en anden indskifter, Thomas Kortegaard, som spillede sin bedste kamp af de fire, han foreløbig har fået. Inden da havde Jacob Sørensen selv lagt op til en scoring, da han spillede Stefan Schmidt fri til skud i venstre side. Schmidt forsøgte at spille tilbage i højre side, men en Herfølge-spiller kom i vejen og skubbede bolden i mål med brystkassen.

Sejren giver virkelig optimisme med henblik på torsdagens pokalfinale, hvor spillerne må have fået et ordentligt skud selvtillid. Forhåbentlig er David Nielsens skade ikke så slem at han ikke kan spille i finalen, for et AaB-hold i stærkeste opstilling ligesom mod Herfølge vil have gode muligheder for at vinde. At dømme efter de seneste kampe, er de elleve startende mod Herfølge de eneste med et tilstrækkeligt højt teknisk niveau til at kunne byde København trods.

AaB-Herfølge 7-2 (3-1)

5. 1-0 Christian Lundberg
6. 1-1 Poul Hübertz
13. 2-1 David Nielsen
42. 3-1 Stefan Schmidt
62. 3-2 Allan Nielsen
63. 4-2 Rasmus Würtz
72. 5-2 Allan K. Jepsen
77. 6-2 Selvmål Herfølge
83. 7-2 Jacob Sørensen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Bård Borgersen (84. Jacob Krüger), Allan K. Jepsen - Thomas Augustinussen (80. Thomas Kortegaard), Rasmus Würtz, Martin Ericsson, Stefan Schmidt - David Nielsen (70. Jacob Sørensen), Christian Lundberg.

Herfølge

Morten Cramer - Anders Feldstedt, Kenneth E. Pedersen, Jacob Bresemann, Jeppe Vestergaard (24. Anders Jochumsen) - Michael Rytkønen (46. Mads Westh), Christian Nielsen, Allan Nielsen, Kenneth Jensen (61. Thomas Høyer) - Bora Zivkovic, Poul Hübertz.

Mere i samme kategori

Kampe mod Herfølge

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk