Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

13/05-04 Nordsjælland-AaB 0-0

Lagt p 15/05-04

For anden gang i træk spillede AaB en kamp på grænsen af det håbløse, og denne gang formåede modstanderne at holde elleve mand på banen kampen igennem, hvorfor AaB ikke magtede at score et mål. Defensivt blev der arbejdet tilstrækkeligt til at holde Nordsjælland fra at score, og derfor endte en kedelig kamp spillet på en stemningsforladt Farum Park som det begyndte, 0-0.

Her en uge før pokalfinalen er det meget svært at bevare optimismen med henblik på netop den kamp. Spillet har længe ikke fungeret, og AaB-spillerne virker slidte og skaber derfor ikke ret meget frem ad banen. Modstanderne i finalen, København, klarer sig pænt for tiden og har samtidig med Nordsjælland-AaB vundet 1-0 over Brøndby og overtaget førstepladsen fra Esbjerg, og det kan blive AaBs redning. Bliver København mestre, kommer AaB med i UEFA Cuppen som tabende pokalfinalist, og det virker lige nu mere sandsynligt end at AaB vinder pokalen.

Igen ændringer i startopstillingen

Som det på grund af diverse skavanker, overbelastning og karantæner er blevet mere reglen end undtagelsen, var der flere ændringer i startopstillingen i forhold til kampen før. Denne gang fik Trond Andersen pause, og Martin Ericsson fik sin offensive midtbaneplads tilbage, Jacob Sørensen spillede i venstre side i stedet for karantæneramte Stefan Schmidt, mens Martin Pedersen overtog en småskadet Allan Olesens højre back.

Jeg har før skrevet det, og nu gør jeg det igen: Det er klart at foretrække at spille med de samme elleve hver gang. Skiftes der i hver kamp to-tre spillere, går det ud over rytmen i spillet, og det har det gjort den seneste tid, hvor det godt nok er blevet til pænt mange sejre, men hvoraf kun de to mod ligaens to svageste hold, AB og Frem, har været overbevisende.

Det er dog også klart, at man kun kan spille med de samme elleve hver gang, hvis de er klar, og med det tætte program, der har været i foråret, er det naturligvis ønsketænkning. De seneste knap fire uger har AaB spillet syv kampe, og heraf har de fire været trættende udekampe på Sjælland. Dertil er kommet en landskampspause, hvor blandt andet en af de mest slidte, Rasmus Würtz, var en tur i Spanien.

Dårligt offensivt spil

Ligesom mod Viborg spillede AaB en gyselig kamp, når de havde bolden. Denne gang kom der aldrig ro over spillet, og derfor blev bolden mistet lige så hurtigt som den blev erobret. Kun Allan K. Jepsen (igen) og Bård Borgersen forsøgte at spille bolden rundt langs det i øvrigt lidt ujævne græs, og de var også klart de bedste til vinde nærkampene konstruktivt. De to spillere er altid garant for en 100 procents indsats, og det kunne medspillerne godt lære noget af.

Holdkammeraterne holdt ikke niveau, men forfaldt til hele tiden at bringe bolden fremad. Ofte blev det til lange afleveringer, men Nordsjælland var meget aggressive i forsvarsspillet, og med Jacob Rasmussen og Francis Dickoh i midterforsvaret fik David Nielsen og Christian Lundberg ikke meget ud af det i hovedspillet.

Blev bolden ikke spillet frem i luften, blev den forsøgt løbet frem. Det blev tit til enkeltmandspræstationer, og det er AaBs spillere ikke gode nok til. Især Jacob Sørensen mistede bolden ved mand-til-mand-udfordringer, og han spillede stort set ikke bolden bagud. Nu skal jeg ikke hænge Taz ud, for de fleste holdkammerater spillede stort set lige så skidt, men han er et godt eksempel på, hvordan AaB spillede kampen igennem.

AaB kom kun frem til et enkelt nærgående forsøg, og det kom efter en kontra, hvor David Nielsen fra højre side spillede Christian Lundberg på midten. Lundberg fik holdt sin modspiller væk, og kunne herefter affyre et skud mod Jan Hoffmanns mål, som dog blev reddet. Det var stort set også den eneste gang, kontraerne blev ført frem over kanterne.

Erik Hamrén forsøgte at ændre slagets gang i løbet af anden halvleg. Thomas Augustinussen og Jacob Sørensen byttede side, Klebér Saarenpää kom ind på den defensive midtbane, og der blev for første gang skiftet over til en flad firekæde på midtbanen. Det hjalp ikke på det offensive spil, og defensivt var der heller ingen effekt at spore. Nordsjælland var gennem kampen ikke ret farlige, så 0-0 var ikke noget uretfærdigt resultat, selvom AaB i hvert fald ikke fortjente en sejr.

Vi må nok erkende, at AaB med spillere som Jacob Krüger og Martin Pedersen i forsvaret og Thomas Augustinussen og Jacob Sørensen på midtbanen er langt fra at kunne spille det hurtige, flydende pasningsspil, mange af os går og drømmer om. Der er for langt op til de spillere, som sædvanligvis spiller deres pladser, nemlig Allan Olesen, Trond Andersen, Stefan Schmidt og Mads Bro Hansen.

Nordsjælland-AaB 0-0

Nordsjælland

Jan Hoffmann - Martin Birn, Francis Dickoh, Jacob Rasmussen, Rasmus Marvits - David Rasmussen, Ulrich Vinzents, Anders Alding (60. Teppe Tengbjerg), Niels Lodberg - Thomas Andreasen, Tommy Olsen.

AaB

Jimmy Nielsen - Martin Pedersen, Jacob Krüger, Bård Borgersen, Allan K. Jepsen - Thomas Augustinussen, Rasmus Würtz, Martin Ericsson (69. Thomas Kortegaard), Jacob Sørensen (62. Klebér Saarenpää) - David Nielsen, Christian Lundberg.

Mere i samme kategori

Kampe mod Nordsjælland

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk