|
25/11-07 AaB-Midtjylland 1-0 (0-0) Lagt p 27/11-07 I en tæt og intens topkamp vandt AaB 1-0 over Midtjylland efter fire nederlag på stribe mod denne modstander. Siyabonga Nomvethe blev matchvinder med sit mål midt i anden halvleg, og det var da også AaB der havde de fleste og største chancer i en kamp, som man styrede det meste af tiden.
Flad midtbane
Overraskelsen til dagens kamp var at AaB gik bort fra den sædvanlige diamantopstilling og i stedet stillede op med en flad midtbane med Andreas Johansson i venstre side. Her var Martin Pedersen tilbage efter karantæne, og derfor måtte Steve Olfers tilbage på bænken, hvor han havde selskab af Thomas Enevoldsen, idet Kasper Risgård var foretrukket som makker til Thomas Augustinussen.
Midtjylland lå før kampen kun ét point efter AaB i tabellen, og kampens betydning var også til at få øje på i kampens indledning, der var spækket med nærkampe, duelspil og frispark. Dommer Nicolai Vollquartz fløjtede for de værste forseelser men lod ellers spillerne bruge deres fysik, og trods denne linje havde han så meget styr på begivenhederne, at han ikke behøvede at vise det gule kort i første halvleg.
Det var ikke nogen overraskelse at kampens første forsøg kom på netop et frispark, som Rade Prica knaldhårdt og fladt sparkede tæt på stolpen fra lang afstand. Han scorede et tilsvarende mål i sidste sæsons sølvkamp, men denne gang lod Martin Raska sig ikke overrumple, og han har måske også kunnet bruge Pricas mål mod Sampdoria til at gætte, hvor sparket ville sidde.
Afvekslende start
Gæsternes første tilbud kom fem minutter senere, da Martin Pedersen kiksede et indspil til Thomas Augustinussen, hvorfor Mikkel Thygesen kunne bryde bolden og Danny Olsen sendte Claus Madsen til baglinjen. Vestjydernes anfører slog bolden hårdt og fladt ind foran mål, hvor Thygesen sparkede forbi bolden midt for mål.
Minuttet efter var det AaB's tur til at have en afslutning, da Kasper Risgård samlede den løse bold efter et frispark op og sendte tilbage i feltet, hvor Andreas Johansson dog ikke fik dirigeret bolden den rigtige vej. Også Midtjylland havde en farlig standardsituation, men Simon Poulsen headede Mikkel Thygesens knaldhårde hjørnespark forbi bageste stolpe.
AaB stod for det meste sammenhængende spil i første halvleg og fik flyttet bolden godt rundt med hurtigt spil uden at forcere. Andreas Johansson fungerede godt i venstre side, hvor han havde mange boldberøringer og dækkede sin bold fremragende, mens der med to sideordnede midtbanespillere også var gode muligheder for at spille bolden op nedefra, ligesom banen var dækket godt af til bolderobring.
Der var spillet et lille kvarter, da bolden var i nettet for første gang. Martin Pedersens frisparksindlæg fra højre side blev headet på tværs af Kasper Risgård, og på midten kunne Jeppe Lund Curth prikke bolden over stregen. Risgård havde dog haft fat i Claus Madsen og revet ham omkuld i bestræbelserne på at gøre sig fri, så derfor blev der dømt frispark i stedet for mål.
Kun truet i bagrummet
Udeholdet havde ikke helt så megen boldbesiddelse, fordi de hele tiden forsøgte at komme til at løbe om kap med AaB-forsvaret ved meget hurtigt at spille bolden i bagrummet. Ofte endte det med at bolden løb ud over baglinjen, men når de kom ned bag forsvaret - som regel over kanterne - var de med deres aggressive løb så farlige, at AaB måtte give hjørnespark eller sparke til indkast.
Udover at Mikkel Thygesen kunne slå nogle præcise og hårde indlæg havde Midtjylland også et våben ved deres indkast i og med at Winston Reid kunne kaste utroligt langt. Dermed var der i disse situationer hele tid pres på i AaB's straffesparksfelt, og i perioder holdt de AaB langt tilbage på denne måde - godt hjulpet af vinden, som var i ryggen på Midtjylland før pausen.
Muligheden for at true i bagrummet opstod til fordi AaB pressede forholdsvis højt på banen og dels fordi begge backs gerne ville med frem og lave indlæg. De tætte markeringer på gæsternes kanstpillere tvang Midtjylland til at spille ind i midten, hvor Thomas Augustinussen og Kasper Risgård oftest kom først på bolden, eller sparke direkte frem mod deres angribere, som sjældent kom først på bolden og aldrig fik lov at vende med den.
Manglende kantspil
Et hurtigt taget frispark af Thomas Augustinussen var tæt på at bringe Siyabonga Nomvethe alene med Martin Raska, men afleveringen hen over forsvaret var akkurat for lang til at selv en akrobatisk sydafrikaner kunne pille den ned. AaB var hurtigst i tanke og handling over det meste af banen, men lige præcis Nomvethe ramte ikke sin bedste dag og kom sjældent til at udfordre Christopher Poulsen for alvor.
Kort efter fulgte en endnu større chance, da Thomas Augustinussen spillede forbi Midtjyllands angreb, hvorefter Kasper Risgård med sålen trillede bolden igennem midtbanen, hvor Andreas Johansson lidt heldigt slap forbi Claus Madsens tackling. I stedet kunne han spille imellem de to midterforsvarere, hvor Rade Prica var løbet dybt, og Prica gjorde chancen endnu større ved at spille på tværs til Jeppe Curth, som traf bolden dårligt og derfor sparkede forbi.
Selvom bolden befandt sig mest på AaB-fødder og på gæsternes banehalvdel, fik man aldrig rigtigt truet deres mål, ligesom det ikke blev til mange indlæg fra siderne. Andreas Johansson søgte oftere ind i banen end mod baglinjen, og Siyabonga Nomvethe kunne ikke få hverken driblinger, indlæg eller afleveringer til at køre, så kantspillet var den del af spillet, der fungerede dårligst.
Andreas Johansson var tæt på at score efter gode udfordringer i venstre side af Rade Prica, men chancen opstod for pludseligt til at han kunne sparke ordentligt til bolden, og på stregen var Martin Raska hurtig. Det var dog typisk at indlægget kom som anden- eller tredjebold efter en lang fremlægning og ikke efter etableret opspil, og at Johansson som kantspiller var manden i feltet.
Chancer til begge hold
En farlig hjørnesparkskombination efter en halv time gav Christopher Poulsen en løs chance, der mindede om at gæsterne også var med i kampen, og kort efter sendte Ajilore Oluwafemi at langskud lige i favnen på Karim Zaza. Efter en lang periode uden succes med deres offensive tiltag begyndte de nu igen at få held med at spille bolden ned bag forsvaret, og på et indlæg fra højresiden appellerede gæsterne straffespark, da Frank Kristensen og Danny Califf tumlede omkuld i kamp om bolden.
Straffespark blev der ikke noget af, og i stedet spillede AaB sig frem til en stor chance i den anden ende, da Jeppe Curth holdt godt fast i bolden og spillede bagud, hvorefter Kasper Risgård kunne stikke Siyabonga Nomvethe af sted i rummet bagved. Nomvethe valgte at spille ind bag forsvaret, hvor Martin Raska kom ned og fik afværget for snuden af Rade Prica, i stedet for at spille skråt bagud til en totalt fri Andreas Johansson.
Fem minutter før pausen havde Siyabonga Nomvethe igen næstsidste fod på en AaB-chance, som blev startet af et meget energisk pres af Martin Pedersen og efterfølgende et hårdt genpres af Nomvethe og Jeppe Lund Curth, da det første forsøg på en chancegivende aflevering mislykkedes. Bolden endte hos Nomvethe, som trillede på tværs til Kasper Risgård, hvis hårde skud ikke ramte målet.
De sidste minutter af halvlegen havde Midtjylland igen en periode, hvor de formåede at holde pres på AaB og spille sig til en masse standardsituationer. En tilfældigt opstået chance til Frank Kristensen og et forsøg fra Mikkel Thygesen, som Simon Poulsen var tæt på at kunne glide i mål, var det chancemæssige resultat af dette pres, men begge hold kunne gå til pause uden at have scoret.
Rodet start
Anden halvleg startede med et halvdårligt skudforsøg fra Kasper Risgård, mens Michael Jakobsen var tæt på at score selvmål efter et farligt indlæg fra Simon Poulsen, som Mikkel Thygesen også næsten nåede frem til. Ellers var det en rodet start, hvor ingen af holdene var indstillet på at give den mindste plads til modstanderne, og der hele tiden var pres på boldholderen.
Heldigvis betød den fornyede gejst også stor villighed til at tage de lange løb, når bolden blev sendt af sted, og Frank Kristensen kom til en chance i en spids vinkel efter at have vundet en kamp om bolden mod Michael Jakobsen, der undervurderede situationen lidt. Karim Zaza klarede ærterne, ligesom han gjorde med en glidende tackling et par minutter senere, da Mikkel Thygesen var blevet sendt af sted med en flad bold i dybden.
I mellemtiden havde et kontraløb i den anden ende betydet at Rade Prica fra baglinjen kunne sende et hårdt indlæg ind foran mål, og da bolden kun blev halvklaret, fik han et nyt forsøg, som han dog tordnede forbi. I halvlegens niende minut opstod så kampens absolut største mulighed, da Allan Olesen slog et perfekt indlæg over mod bageste stolpe, men Andreas Johansson, som kunne løbe lige ind i bolden, headede forbi.
Bagrummet lukket
Ellers kom AaB til at stå langt tilbage på banen efter pausen, hvor man overlod lidt af initiativet til Midtjylland for at satse på kontraangreb. Man var gode til koldblodigt at spille sig ud af det første pres, når bolden var erobret, og så gik det hurtigt den anden vej. Et af de få længerevarende angreb endte med at Andreas Johansson lagde bolden tilbage til Martin Pedersen, som fra tyve meter sendte et hårdt skud lige forbi fjerneste stolpe.
Ved at trække sig længere tilbage for at gøre rummet bag forsvaret mindre, gav AaB mere tid med bolden til modstanderne, som begyndte at komme så langt frem, at der kunne laves farlige indlæg fra kanterne. Til gengæld stod man nu med ryggen mod eget mål, når bolden kom indover, så det var lettere at afværge uden at bolden røg ud af banen.
Helt undgå standardsituationer kunne man dog ikke, og på et hjørnespark lykkedes det også vestjyderne at få bolden i nettet, men som det var tilfældet i første halvleg, blev målet ikke anderkendte. Danny Olsen havde med en screening forhindret Karim Zaza i at komme ud af målet, og derfor havde Magnus Troest let ved at heade Christopher Poulsens hjørnespark i mål.
Under pres efter føringsmål
Minuttet efter kom så, hvad der skulle vise sig at være kampens eneste scoring, da AaB med et hurtigt taget indkast blev fire mod fem foran udeholdets straffesparksfelt. Thomas Augustinussen lagde bolden over bagest i feltet, hvor Siyabonga Nomvethe kunne tæmme bolden ned til Andreas Johansson, hvis skud blev blokeret. Bolden ramte dog svenskeren igen og endte for fødderne af Nomvethe, som fra en offsideposition kunne score sit sjette superligamål denne sæson.
Midtjyllands svar på at være kommet bagud var en belejring af et hårdt kæmpende og viljefast AaB-hold, som måtte kaste sig i ishockey-tacklinger for at blokere det bombardement af skud, der blev sendt af sted i de efterfølgende minutter. Serghei Dadu blev sendt på banen for at skabe mere tyngde i straffesparksfeltet, mens løbestærke Mikkel Thygesen røg ned på midtbanen.
Hos AaB erstattede Mattias Lindström den svagt spillende matchvinder Siyabonga Nomvethe, og senere kom Thomas Enevoldsen ind for Jeppe Lund Curth, hvormed man gik over til den 'europæiske' opstilling med fem mand på midtbanen. Med denne ændring fik man noget bedre styr på især andenboldene efter de mange indlæg og skudforsøg, og samtidig var der flere spilmuligheder på midtbanen, så man kunne holde gang i bolden og få tiden til at gå.
Sejren kørt hjem
Ved at spille bolden rundt holdt man Midtjylland fra at sætte et afgørende pres ind, og i stedet kunne man lukrere på at gæsterne tænkte mere offensivt end defensivt. Thomas Enevoldsen fandt Kasper Risgård i et kæmpe område midt på banen, så Risgård kunne løbe ned mod forsvaret og med to skarpe træk sætte Magnus Troest af, men hans forsøg på at løfte bolden over Martin Raska mislykkedes.
Et frisparksforsøg fra Serghei Dadu skabte visse problemer for Karim Zaza, men ellers udeblev det helt store pres mod AaB's mål, blandt andet i kraft af et godt gennembrud af Mattias Lindström, som på egen hånd kom forbi fire modspillere tæt på baglinjen, men ikke lykkedes med sit indlæg. To minutter inde i overtiden fik Frank Kristensen kampens sidste chance på en løs bold i straffesparksfeltet, men afslutningen trillede forbi.
Sejren var hårdt tilkæmpet, og den fokuserede indsats må også give en vis fortrøstning om, at man kan modstå det forventeligt hårde pres på White Hart Lane på torsdag. Der bliver virkeligt kæmpet for hinanden inde på banen, og bare det at man kan holde en så vigtig kamp som den mod Tottenham ude af hovederne vidner om stor mental styrke. |