|
29/11-07 Tottenham-AaB 3-2 (0-2) Lagt p 03/12-07 En intet mindre end fantastisk første halvleg og en deraf følgende 2-0-føring var ikke nok til at skaffe AaB så meget som ét point på White Hart Lane. Tottenham Hotspur kom ud til anden halvleg med et helt andet tempo, men havde også marginalerne på deres side ved de tre scoringer, som forhindrede AaB i at frembringe en mellemstor overraskelse mod en af de tunge drenge i engelsk fodbold.
Perfekt start
Startopstillingen til AaB's anden gruppekamp i UEFA Cuppen var kun ændret på en enkelt plads, idet Thomas Enevoldsen blev foretrukket frem for Jeppe Lund Curth som venstre kant i den europæiske 4-5-1-opstilling. Der havde inden kampen været lidt gisninger om, at man overvejede en 4-4-2-opstilling á la den mod Midtjylland, men mod et engelsk hold, der måtte forventes at angribe for fuld kraft fra starten, valgte man den sikre og afprøvede løsning.
Det forventede stormløb mod AaB's mål så man ikke noget til, og heller ikke efter at gæsterne bragte sig foran i kampens andet minut var der spor af det dræbende tempo, engelsk fodbold er berømt for. Målet kom efter et indkast midt på Tottenhams banehalvdel, som Andreas Johansson modtog og spillede videre til Thomas Enevoldsen, der løb på tværs og skruede bolden over i modsatte side af målet, hvor den engelske landsholdsmålmand Paul Robinson ikke kunne nå den.
AaB viste fra start en enorm selvtillid, og ingen af spillerne var bange for at tage kampen op mod de langt mere kendte modspillere hverken fysisk eller spillemæssigt. Eksempelvis havde AaB i kampens syvende minut et angreb, hvor både Siyabonga Nomvethe, Thomas Enevoldsen og ikke mindst Kasper Risgård fik udfordret deres direkte modspiller, hvorefter Martin Pedersen kunne spille en flad bold igennem hjemmeholdets midtbane. Andreas Johansson vendte med bolden og spillede på kanten til Rade Prica, hvis indlæg blev sparket til indkast, men sekvensen viste alligevel, at AaB havde tænkt sig at gribe chancen.
Defensiven som fundament
Det var med udgangspunkt i en stærk defensiv at AaB greb kampen an, og der blev arbejdet stenhårdt på at lukke rummene ned, så Tottenham ikke kunne komme ind og spille imellem AaB's forsvar og midtbane. Forsvarskæden var placeret lige foran straffesparksfeltet for at der ikke skulle være noget bagrum at spille frem i, så alt i alt måtte englænderne sende bolden ned at runde deres forsvar for at skifte spillet fra den ene side til den anden, og det sænkede deres opspil gevaldigt.
Når bolden så blev erobret, var man gode til at bevare roen og spille den rundt med førstegangsafleveringer langs jorden. Græsplænen på White Hart Lane var som en golfgreen og fik Danmarks flotteste græstæppe på Aalborg Stadion til at ligne en pløjemark, og her havde de pasningsstærke AaB'ere ingen problemer med at ramme hinanden i fødderne, ligesom førsteberøringerne havde gode vilkår.
Første gang der var antydning af revner i forsvaret var efter ti minutter, da Tottenham fik frispark i deres venstre side. Danny Califf headede Jermaine Jenas' indlæg væk, men forinden havde Martin Pedersen hægtet Michael Dawson og i princippet lavet straffespark, men dette var umuligt for den portugisiske dommer Pedro Proenca at se. Protester var der heller ikke nogen af, men det gør det ikke mindre dumt at lave en sådan forseelse på en spiller, der ikke en gang kunne have nået bolden.
Overtal på midtbanen
Med en mand i overtal på den centrale midtbane var der ikke kun basis for bolderobringer, men også for at spille pasningsspil i midtbanen, og det gjorde det noget lettere at spille sig ud af vanskelighederne. Andreas Johansson var fremragende som mellemrumsspiller, hvor han hele tiden fandt et sted at modtage bolden på, og samtidig var han dygtig til at dække bolden af, så modspilleren ikke kunne komme til at tackle ham.
Johanssons placering gjorde det hele muligt at spille sig udenom Tottenhams første pres og ad den vej få ro på spillet. Tottenhams forsvar lå ikke ret tæt på deres midtbane, og når AaB's midtbane så samtidig stod langt tilbage, var der ingen til at lægge pres på kantspillerne, når AaB spillede bolden derud. Der var plads til at spille tilbage til backen, som så kunne spille igennem midtbanen til Andreas Johansson, som fik tid til at vende med bolden og starte AaB's angreb.
Efter et lille kvarters spil fik Jermaine Jenas med et flot gennembrud bragt sig igennem til et fladt indlæg fra højre side, men Danny Califf nåede først på bolden. Det var generelt over højresiden at Tottenham skabte problemer og kom til indlæg, men oftest kom udfordringerne fra Aaron Lennon, som med sin hurtighed og sine driblefærdigheder skabte problemer for Martin Pedersen, når han ikke havde opbakning fra en medspiller.
I den anden ende havde AaB en god mulighed, da Allan Olesen med en god stikning fandt Rade Prica i et dybdeløb på ydersiden af centerforsvaret, men Pricas førsteberøring blev ikke god nok til at komme til afslutning. Kort efter blev Andreas Johansson spillet til en god afslutning, da Thomas Enevoldsen var løbet ind i banen og stak bolden imellem midterforsvarerne, men Johansson valgte desværre at spille på tværs til Rade Prica, der lå i offsideposition.
Truet over kanterne
Tottenhams første reelle afslutning kom efter næsten 27 minutter, da de for en gangs skyld fik truet med korte afleveringer inde foran AaB's forsvar, som måtte samle sig omkring midten. Derfor lå Martin Pedersen alene med Aaron Lennon, da bolden blev spillet ud i højre side, og Lennon brugte sin speed til at gå til baglinjen, men bag bageste stolpe blev vinklen for spids til at Robbie Keane kunne ramme målet.
Martin Pedersen var overmatchet mod den engelske landsholdsspiller Aaron Lennon, som han var meget fokuseret på ikke at give plads til at modtage bolden. Det gav en farlig situation, da Young Pyo Lee fandt Dimitar Berbatov med en stikning indenom backen, men der var AaB'ere nok i straffesparksfeltet til at samle bolden op, da Berbatov spillede skråt bagud.
I Tottenhams venstre side var det den offensive back Gareth Bale der stod for indlæggene, idet Steed Malbranque som højrebenet oftest trak ind i banen, men den unge waliser var også ivrig efter at komme med frem. Således var det et indlæg fra hans venstreben, der gav Dimitar Berbatov en afslutning, da indlægget blev afvist, men Berbatov sparkede langt forbi.
AaB farligst
Hos AaB var backerne heller ikke blege for at komme med frem, og efter en halv time leverede Allan Olesen et indlæg, som Andreas Johansson headede et stykke forbi mål. Chancen opstod efter at Michael Dawson mistede overblikket på en aflevering ind bag forsvaret og derfor endte med at spille bolden lige hen for fødderne af Rade Prica, og generelt var hjemmeholdets midterforsvar ikke særligt dygtige med bolden.
En bolderobring på midtbanen gav en ny kontramulighed, og Rade Prica holdt i venstre side længe nok på bolden til at midtbanen kunne komme med frem. AaB vandt andenbolden efter Pricas indlæg, og Thomas Enevoldsen og Allan Olesen fik med førstegangsafleveringer givet Siyabonga Nomvethe muligheden for at udfordre. Nomvethe spillede bande med Andreas Johansson, der lagde bolden af med hælen, med Jermaine Jenas fik tacklet sydafrikaneren idet han skullet til at afslutte.
Danny Califf havde en afslutning på et hjørnespark, som han dog headede over, men målet til 2-0 faldt kort efter. Thomas Augustinussen brød en aflevering ind mod midtbanen, og med dybe løb af Kasper Risgård Andreas Johansson fik først Thomas Enevoldsen og siden Johansson muligheder for at spille fremad. Johanssons aflevering frem mod Risgård lykkedes ikke helt, men bolden passerede videre til Rade Prica i venstre side af straffesparksfeltet, og han spillede Risgård fri midt for mål, hvor han i to forsøg fik skramlet bolden i mål.
Det kunne endda være blevet til endnu en scoring kort efter, da Thomas Enevoldsen forsøgte sig med et gennembrud á la det han scorede på, men denne gang var der ikke helt den samme plads. AaB fastholdt dog bolden, og Allan Olesen slog et indlæg over bagest i feltet, hvor Rade Prica forsøgte at heade over Paul Robinson og over i modsatte side af målet, men han fik ikke vinklet den svære afslutning nok.
Fem minutter før pausen var det så igen hjemmeholdets tur til at skabe fare, da Robbie Keane gik ned i banen og vendte med bolden for at stikke Jermaine Jenas ind bag forsvaret, hvor han stødte sammen med en årvågen Karim Zaza. Et godt frisparksindlæg fra Gareth Bale gav senere et hjørnespark, hvor Pascal Chimbonda headede lige over mål, og i overtiden forsøgte Robbie Keane sig med et saksespark. I mellemtiden havde AaB dog haft en pæn mulighed, da Rade Prica holdt godt fast i bolden og spillede skråt bagud til Andreas Johansson, som dog overplacerede sit skud.
Vendt på hovedet
Tottenham kunne ikke være tilfredse med første halvleg og sadlede helt om i pausen, hvor Tom Huddlestone erstattede Jermaine Jenas på midtbanen, mens højrebacken Young Pyo Lee blev byttet ud med angriberen Darren Bent. Englænderne gik over til en 3-5-2-formation, hvor anfører Robbie Keane lå som offensiv midtbanespiller med frihed til at bevæge sig over hele banen.
Hjemmeholdet fik også et ordentligt skud håb lige med det samme, for allerede efter 40 sekunder lå bolden i nettet bag Karim Zaza. Danny Califf var faldet efter duellen om en lang bold og var for længe om at komme på plads igen, og derfor var der hul til at Tom Huddlestone kunne stikke bolden ind i straffesparksfeltet, hvor Dimitar Berbatov kastede sig frem og fik prikket bolden udenom Zaza og ind via indersiden af stolpen. Hullet i forsvaret blev ikke mindre af at Michael Jakobsen snublede i kamp med Darren Bent og derfor ikke kunne bakke op.
AaB virkede ikke synderligt rystede over reduceringen og havde også et udmærket skudforsøg af Thomas Enevoldsen, men fem minutter senere var der alligevel udlignet. Siyabonga Nomvethe fik ikke afsluttet en AaB-kontra, og i stedet kunne Tottenham starte et hurtigt angreb. Dimitar Berbatov mistede egentlig bolden med en dårlig førsteberøring, da han ville udfordre Martin Pedersen, men Pedersen fik ikke dækket bolden af, og så kunne Berbatov gå den anden vej omkring og sende bolden ind foran mål. Danny Califf reddede i første omgang ved at tackle Darren Bent, men riposten røg hen til Robbie Keane, der spillede Steed Malbranque fri, og han kunne score via Karim Zazas hænder og undersiden af overliggeren.
Højere tempo
Tottenham var med ændringerne ikke længere i undertal på midtbanen, og det gav dem mulighed for at skrue tempoet i vejret ved at spille hurtigere fra side til side og komme til indlæg fra kanterne. AaB'erne kunne ikke på samme måde komme ind og forstyrre boldholderen og forsinke opspillet, og derfor blev de presset længere tilbage end de havde lyst til.
Den ekstra midtbanespiller gjorde behovet for sideforskydning på AaB's midtbane større, og dermed blev der mere plads på kanterne, hvor Tottenhams backs trods kun tre mand i forsvaret stadig havde lov til at gå med frem. Med AaB's lavere forsvarsspil og Tottenhams forbedrede kantspil var det oplagt at sende en masse indlæg ind i straffesparksfeltet, og det var da også devisen fra hjemmeholdets side, og der begyndte at opstå flere tilfældige situationer foran mål.
Samtidig havde AaB nu mindre plads at spille på, når man fik fat i bolden, og det betød at man ikke formåede at få samme ro på spillet som før pausen, hvorfor bolden hurtigt blev mistet. Kun en enkelt gang i perioden efter udligningen lykkedes det at holde fast i bolden i mere end et par afleveringer, og da endte det med at Thomas Enevoldsen kunne sende et glimrende skud en halv meter forbi mål. Indskiftede Mattias Lindström var med i opspillet og så ud til at kunne give AaB lidt mere ro i spillet.
Et lidt unødvendigt frispark af Thomas Augustinussen skulle dog vise sig at blive afgørende for kampens resultat, og nok en gang var marginalerne på Tottenhams side. Gareth Bales frispark blev rettet af i muren og tvang Karim Zaza til at give en løs bold i feltet, som Aaron Lennon sparkede hårdt ind foran mål. Bolden gik imellem benene på Michael Jakobsen og endte lige i fødderne på Darren Bent, der i det lille felt kunne skubbe den det sidste stykke over stregen.
Omrokeringer
Med en føring i rygsækken tog Tottenham foden en lille smule af speederen og begyndte at tænke på at forsvare sig også. Didier Zokora blev trukket en tand tilbage, og hjemmeholdet gik igen over til at spille med fire i bagkæden. Dermed kom AaB atter i overtal på midtbanen, og det blev muligt at vinde andenbolde og spille sig ud af det første pres, når bolden var blevet erobret.
Mattias Lindström bevægede sig godt rundt i højresiden og fik i flere tilfælde udfordret Gareth Bale, og selvom det ikke altid endte godt, kom der alligevel fine indlæg og nogle hjørnespark ud af anstrengelserne. På et af disse hjørnespark endte bolden med at blive afværget ud for fødderne af Thomas Enevoldsen, men hans hårde skud blev blokeret på vej mod mål.
Skuddet blev Enevoldsens sidste aktion, for kort efter blev han erstattet af Jeppe Lund Curth, hvormed AaB gik over til at spille med to angribere, mens Andreas Johansson måtte ud på venstrekanten. Samtidig foretog Tottenham en defensiv udskiftning ved at erstatte Dimitar Berbatov med den centrale midtbanespiller Kevin-Prince Boateng, så Robbie Keane igen kunne skubbes frem i angrebet.
Uden at slå over i at spille udelukkende på lange bolde begyndte AaB nu at bringe bolden lidt hurtigere frem mod angriberne og presse spillet frem ad den vej. Andreas Johansson og Mattias Lindström på kanterne trak lidt ind for at hjælpe Kasper Risgård og Thomas Augustinussen med at få fat i andenboldene, og herefter var man godt til at spille bolden rundt indtil der var plads til at komme til indlæg fra en af backerne.
Åben for kontraangreb
Indlæggene var Tottenham stærke til at forsvare sig imod, og det lykkedes kun en enkelt gang at komme til afslutning, nemlig da Rade Prica headede Martin Pedersens frisparksindlæg over mål. I den anden ende var Didier Zokora tæt på at score efter et hjørnespark, men Danny Califf fik snittet bolden til et nyt hjørnespark, hvor Michael Dawson profiterede af at Karim Zaza ikke kom så godt ud af målet, men denne gang stod Michael Jakobsen i vejen.
Efterhånden som afleveringerne frem mod angriberne blev længere, fik Tottenham lettere ved at forsvare sig og køre hurtige kontraer, og Kevin-Prince Boateng afsluttede en af disse med et tørt hug fra distancen, som Karim Zaza havde visse problemer med at holde. Zaza måtte også træde til som redningsmand, da englænderne i overtiden var to mod to i et kontraangreb, og med en god reaktion fik han reddet Aaron Lennons skud. Til allersidst fik han også forhindret Steed Malbranque i at score i en en-mod-en-situation, hvor han holdt sig på benene.
Personlige fejl blev altså afgørende for at AaB ligesom i første gruppekamp mod Anderlecht kunne gå fra banen med færre point end der var indenfor rækkevidde. Man fik dog endnu en gang vist at man ikke har problemer med at spille med mod de store hold, og kan dette gentages mod Getafe og Hapoel Tel Aviv, er der stadig chancer for at avancere. Men først gælder det superligaens bundprop Lyngby i efterårets 30. kamp. |