|
01/04-07 OB-AaB 1-1 (1-1) Lagt p 04/04-07 AaB forpassede en stor chance for at bringe sig ind i topstriden for alvor, da det kun blev til 1-1 mod et ellers sløjt spillende OB-hold. Første halvleg var en rodet affære præget af lange bolde fra begge sider, men da AaB fik bolden ned på jorden efter pausen, satte man sig tungt på kampen. Spillet var dog for langsomt til at nedbryde OB's forsvar, så AaB fik alt for lidt ud af det store overtag efter pausen.
Fart fra start
Danny Califf afsonede den anden og sidste karantænedag efter udvisningen mod Viborg, og herudover var AaB også uden Allan Olesen, der pådrog sig en karantænegivende advarsel i Horsens-kampen. Olesen blev erstattet af Súni Olsen, der var med før første gang i næsten elleve måneder, mens der var genvalg til Michael Jakobsen i centerforsvaret og Martin Pedersen på venstre back, og i øvrigt til resten af holdet.
OB var på hjemmebane for første gang siden Bruce Riochs pludselige afgang, så Michael Hemmingsen stod for første gang med hele ansvaret på Fionia Park. Også Thomas Helveg var et nyt ansigt på Fionia Park, som hed Odense Stadion og så helt anderledes ud, da landsholdsspilleren drog til udlandet for 13 år siden. Den 104-foldige landsholdsspiller kom senere gevaldigt i fokus, da han i to omgange var på nippet til at blive udvist, men han fik lov at spille kampen til ende.
Kampens indledning var begivenhedsrig, idet der allerede efter seks minutters spil var blevet scoret to mål. Rade Prica bragte AaB foran efter halvandet minut, da han fik god plads til at heade bolden i mål på en dødboldskombination lignende den, han scorede på mod Horsens. Fredrik Winsnes spillede en kort hjørnesparksbold til modløbende Mattias Lindström og fik den tilbage, og fra hjørnet af straffesparksfeltet kunne han sende et farligt indlæg ind mod mål. Lindström havde fremtvunget hjørnesparket med et afrettet skud som han fyrede af efter at være sluppet imellem to OB-spillere med en fantastisk førsteberøring.
Der gik dog kun fire minutter inden føringen var udlignet, og også dette mål opstod efter en standardsituation, men inden da havde Fredrik Winsnes og Rasmus Würtz haft hvert deres halvkiksede forsøg udefra. Martin Borre blev nedlagt af Martin Pedersen, og da Michael Jakobsen ramte Chris Sørensens frisparksindlæg dårligt, kunne den nyindkøbte serber Srdjan Radonjic sparke den løse bold i mål.
Uskøn forestilling
Begge hold virkede fra starten opsatte på at komme frem og lægge pres på modstanderne, og allerede efter 40 sekunder havde bolden skiftet hold 11 gange. Der blev ikke spillet mange afleveringer i de to bagkæder inden bolden blev tvunget frem af banen, og det skete ofte med lange bolde direkte mod angriberne.
AaB lå med en diamantformet midtbane, så Fredrik Winsnes var hele tiden tæt på angriberne og kunne samle andenbolde op, og hos OB lå Martin Borre, Morten Fevang og Jonas Borring bag Srdjan Radonjic og var klar til både dybe løb og til at gå efter nedfaldsbolde. Det var dog Esben Hansen der havde deres første forsøg, da han tog chancen udefra på et afværget indlæg, men bolden gik et stykke over og forbi.
Tempoet var højt i kampens indledning, som var præget af en masse duelspil og deraf følgende nærkampe. I det tolvte minut opstod OB's næste mulighed, da de vandt et par dueller og Chris Sørensen endte med bolden. Siyabonga Nomvethe pressede kun halvhjertet, og da Súni Olsen gled inde i straffesparksfeltet fik Jonas Borring plads til at vende med Sørensens aflevering, men hans hårde afslutning gik lige over målhjørnet.
Med afbrænderen var skaden ikke stor, men Súni Olsen gjorde den god igen, da han sparkede kort forbi mål på et skud langt ude fra efter at han i første omgang havde sendt et frisparksforsøg i muren. Dødbolde var der mange af som følge af de mange nærkampe, og efter godt tyve minutter gav det igen en stor mulighed, men Kasper Risgård headede ved bageste stolpe lige forbi på Fredrik Winsnes' indadskruede frisparksindlæg.
OB-dominans på spil i bagrummet
Hjemmeholdet var farligst når de fik flækket bolden ned bag AaB-forsvaret og kunne løbe om kap, og den recept fik de blandt andet en chance på midt i halvlegen, da en bold fra dybt i banen blev snittet videre af Morten Fevang, men Kasper Risgård fik med en glidende tackling blokeret Srdjan Radonjic' afslutning til hjørnespark. OB-forsvaret var bedre til at falde tilbage og skubbe ind, så AaB's forsøg på at gøre det samme kastede ikke chancer af sig på samme måde.
En stor del af OB's kontraåbninger opstod, fordi gæsternes bagkæde var utroligt dårlig til at sparke de lange bolde, som i øvrigt må siges at være en dårlig idé mod et OB-hold af tårnhøje spillere - og især når der var så mange skæve afleveringer imellem. På den måde kunne OB vinde boldene på forsiden af deres forsvar, og da deres kantspillere lå rimeligt langt fremme for at presse AaB's forsvarere, skulle de ikke løbe så langt for at lave de farlige dybe løb.
At værterne også kan bruge fødderne fik de vist, da de med et par hurtige op-ned-op-kombinationer efter en bolderobring lidt inde på deres egen banehalvdel fik spillet Jonas Borring op til et tidligt indlæg fra venstre side. Bolden lå perfekt lige uden for målfeltet, hvor Srdjan Radonjic kom op imellem Kasper Risgård og Michael Jakobsen, men heldigt for AaB gik hovedstøddet lige forbi fjerneste stolpe.
Lidt mere stille
Kort efter havde AaB en næsten lige så stor chance, da de for en gangs skyld fik fastholdt noget spil på OB's banehalvdel. Mattias Lindström fik snoet sig imellem et par OB-forsvarere og spillet over i modsatte side, og selvom Siyabonga Nomvethes indlæg i første omgang blev blokeret, endte bolden for fødderne af Fredrik Winsnes, som spillede bagom Ulrik Laursen til et rum, som Lindström var på vej ind i. Fra en spids vinkel fik svenskeren drejet bolden over mod modsatte stolpe, men Arek Onyszko fik med en fremragende redning drejet bolden uden om stolpen.
De sidste tyve minutter blev det stort set ikke til afslutninger, da AaB fik en lille smule mere luft efter at hjemmeholdet havde kørt hårdt på fysisk for at lægge nordjyderne under pres. Ti minutter før pausen havde Olsen et nyt frisparksforsøg, som denne gang var farligere, men stadig gik forbi.
Dermed var status efter første halvleg to store chancer til hvert hold ud over de mål de scorede. Derudover havde OB en lille overvægt i småchancer i forbindelse med dødbolde, men Jimmy Nielsen havde omvendt ingen redninger, så decideret farlige kan de ikke kaldes på en af deres normale spidskompetencer. Fynboerne havde dog set over hele halvlegen et lille overtag, ikke mindst fordi AaB spillede med på deres præmisser.
Fodboldspil efter pausen
Anden halvleg startede også med meget direkte spil, men AaB kom ud med mere aggressivitet, og ret hurtigt fik de bragt spillet ned på jorden. I stedet for at spille bolden frem luften ramte man nu angriberne i fødderne, og her var Jeppe Lund Curth og Rade Prica væsentligt bedre end Ulrik Laursen og Jonas Troest. Det betød at AaB ikke mistede bolden så ofte som før pausen, og det gav mere ro, ligesom OB's kantspillere blev trukket længere tilbage, hvorfor værternes lange bolde mistede deres effekt.
Man skulle hen til det trettende minut for at finde anden halvlegs første chance, og den opstod første gang OB fik skabt et angreb, hvor mange spillere nåede med frem. Efter et afværget hjørnespark kom Ulrik Laursen højest på det næste, og selvom han ikke fik ret meget fart på hovedstøddet, røg bolden hen til Srdjan Radonjic, som dog kun kunne heade lige på Jimmy Nielsen.
AaB's første chance kom efter et kvarter, da Rade Prica forsøgte sig udefra, men sparkede forbi. Næste mand med et skudforsøg var Mattias Lindström, hvis skud dog blev blokeret og gik til hjørnespark, men generelt fik man ikke alverden af chancer ud af det store overtag. Godt midtvejs i halvlegen kom næste forsøg, da Lindström forsøgte at løfte bolden over i modsatte målhjørne efter en hjørnesparkskombination, men bolden gik over mål.
Godt pres
Fordi AaB fik mere ro over spillet, blev det også muligt at lejre spillet på hjemmeholdets banehalvdel, og dermed blev det muligt at lægge et godt pres, når bolden blev mistet. Presspillet blev oftest sat i gang i venstre side, hvor Lindström som sædvanligt var god til at se de rigtige tidspunkter at gå i pres på, og bag ham var Martin Pedersen hurtig til at reagere, så bolden ikke kunne spilles frem langs linjen.
På grund af AaB's pres blev Srdjan Radonjic isoleret i frontkæden med langt til nærmeste medspiller, når de blev tvunget til at sparke lange bolde fremad banen. Det gjorde det let for Michael Jakobsen og Kasper Risgård at pille bolden fra ham, og skulle Radonjic få fat i bolden, var Rasmus Würtz og Fredrik Winsnes hurtigt med hjemme og klar til at fortsætte presset på boldholderen.
Et hurtigt tilbageløb vil ofte være en god investering, for kan man nå hurtigt tilbage, kan man komme i overtal og hurtigt genvinde bolden, hvorfor man undgår at skulle forsvare i så lang tid ad gangen. Det koster lidt ekstra i første omgang, men til gengæld får man mulighed for selv at bestemme tempoet i spillet (at hvile med bolden), hvilket ikke er muligt, når modstanderne har bolden.
Würtz og Winsnes var hele tiden i ilden både offensivt og defensivt, og Rasmus Würtz udmærkede sig især i defensiven, hvor han vandt rigtigt mange nærkampe, mens Fredrik Winsnes nok en gang lå som den offensive. Nordmanden var dog ikke helt så dominerende som mod Horsens og lavede en del fejl i spillet, men var god til at beskytte bolden indtil der var plads til at aflevere.
Manglende gennembrudkraft
Den gode defensiv gav AaB masser af tid med bolden, men denne tid blev ikke udnyttet særligt godt, for kom som nævnt ikke mange målchancer ud af det. OB er som hold ikke bange for at stå langt tilbage og forsvare sig, idet de har mange dygtige headere og også en målmand, der er god i feltet. Derfor er det vigtigt at man slår til, når man har muligheden for at komme af sted inden forsvaret kommer på plads, men det fik AaB ikke gjort.
Især Siyabonga Nomvethe var en hæmsko på den front, for der var ingen vilje bag hans aktioner, der som regel endte med at han stoppede op og spillede baglæns, forsøgte noget smart med en fesen ydersideaflevering, eller slet og ret mistede bolden. Han virkede bange for at slå sig og holdt sig langt væk fra alt der lignede nærkampe, og fik ikke en gang udfordret, når han havde chancen mand mod mand for at komme til baglinjen. I den anden side var der mere drev over tingene hos Mattias Lindström, og Martin Pedersen var også mere end villig til at komme med frem i overlap.
Evnen til at slippe imellem de mange store OB-forsvarere blev forsøgt forbedret, da Cacá kom på banen i stedet for Jeppe Lund Curth, som ikke for alvor fik sat sit aftryk på kampen trods en ihærdig indsats. Den lille brasilianer fik dog heller ikke sat sig igennem, og holdet mistede en smule i presspillet, men han tilkæmpede sig et par frispark undervejs.
Udvisning udeblev
AaB havde sikkert kunnet true værterne mere med en mand i overtal, men Thomas Helveg slap i to omgange for advarsel nummer to efter at han havde hevet Jeppe Lund Curth omkuld efter en times spil. Med tyve minutter igen lænede han sig kraftigt op ad at se gult-rødt, da han højt oppe på banen bremsede Mattias Lindström i sit fremløb ved en kontramulighed. Senere tog selvsamme spiller bolden med hånden i forbindelse med en nærkamp, men det så mere tilfældigt ud.
Elleve mod elleve fortsatte mønstret dog med AaB som spilstyrende uden at få meget andet end en masse frispark ud af det, og i luftrummet havde de ikke meget at byde ind med. Først i overtiden kom der en chance ud af et frispark, og uheldigvis tilfaldt chancen Cacá, som vist ikke kan kaldes hovedstødsspecialist og i hvert fald dirigerede bolden over mål.
Med en sejr havde AaB kunnet bringe sig kun ét point efter OB på tredjepladsen, og med en god anden halvleg var muligheden absolut til stede. Nu er kravet til gengæld en Skærtorsdags-sejr over Midtjylland, som er syv point foran AaB, hvis medaljedrømmene ikke skal fortone sig i horisonten. |