Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

05/04-07 AaB-Midtjylland 0-2 (0-1)

Lagt p 06/04-07

Medaljedrømmene for denne sæson blev så godt som slukket allerede efter 16 sekunders spil, da andenplacerede Midtjylland bragte sig foran på Aalborg Stadion. De resterende 90 minutter var en parodi på en fodboldkamp, hvor ingen af holdene kunne styre bolden i den hårde vind, så målchancerne fåtallige, mens det samme bestemt ikke kan siges om de dårlige afleveringer og misforståelserne.

Bagud inden man rørte bolden

Både Danny Califf og Allan Olesen vendte tilbage til holdet efter karantæne, så det lignede et AaB-hold i stærkeste opstilling, når der ses bort fra, at Cacá og ikke fortsat skadede José Mota lå fremme som makker til Rade Prica, og at Thomas Augustinussen stadig ikke kan være med. Til gengæld var omrokeringerne i forsvaret så store, at der i forhold til kampen i Odense ikke var en eneste forsvarsspiller, der spillede samme position.

Man kan kun gætte på, om rokeringerne var skyld i det, men AaB kom usædvanligt skidt fra start og nåede ikke at røre bolden, før Jimmy Nielsen kunne fiske den ud af nettet efter Superligahistoriens hurtigste scoring. Vestjyderne startede med bolden og spillede den tilbage for derefter at sparke frem i hovedet på Frank Kristensen, som lagde den tilbage til Baba Collins. Nigerianeren tog et lille træk til venstre og sparkede bolden ind helt ude ved stolpen fra kanten af feltet.

Den tidlige scoring var lige vand på møllen for det løbevillige og dermed kontrastærke udehold, der brugte målet til at sætte sig på spillet. Med udgangspunkt langt tilbage på banen stod de og ventede på at AaB lavede fejl i opspillet, hvorefter det gik hurtigt den anden vej. Og fejlene skulle de ikke vente længe på, for hjemmeholdet kunne nærmest ikke mønstre to sammenhængende afleveringer frem ad banen.

Idéforladt

AaB-spillerne var underligt stillestående og idéforladte, så det var ikke muligt at få gang i nogen som helst form for flydende fodbold. På egen banehalvdel blev der ikke lave de store fejl, men lige så snart bolden skulle spilles frem over midterlinjen, blev den mistet, fordi det ikke lykkedes at finde frie rum at spille i, da ingen tog løbene væk fra deres positioner.

Desuden kunne AaB'erne ikke styre noget så simpelt som deres indersideafleveringer, så bolden befandt sig for det meste i en halv meters højde, når den da ikke blev spillet lige hen til en modspiller. Skulle det en enkelt gang lykkes at holde en aflevering ved græsset, blev den modtaget med så dårlig en førsteberøring, at den røg op i luften igen, og når man skal bruge så lang tid med bolden, er det meget nemt for modstanderne at forsvare sig.

Opspillet blev yderligere forsinket af, at man ofte forsømte at spille hurtigt igennem kæderne, når man havde muligheden for det efter en bolderobring. Dermed fik Midtjylland tid til at komme tilbage og stå kompakt med de to firekæder, som AaB havde så svært ved at gennemtrænge. Havde man bare en gang imellem kunnet komme i løb mod deres bagkæde, ville man i det mindste kunne tilkæmpe sig indlæg, hjørnespark og frispark, men også denne mulighed for at true gæsterne blev forspildt.

Pres fra gæsterne

I begyndelsen af kampen havde Midtjylland stort held med at komme af sted i kontraangreb, når AaB lavede en af deres mange fejl, og flere gange fik de truet i bagrummet. Dette kastede en del hjørnespark af sig, ligesom Danny Califf en enkelt gang måtte sætte en glidende tackling ind for at bremse Frank Kristensen, der var sluppet fri i venstre side.

Især på deres hjørnespark var gæsterne farlige, idet ikke mindst Dennis Sørensen, Frank Kristensen, Kristian Bak Nielsen og Magnus Troest rager godt op i luften. Deciderede redninger fra Jimmy Nielsen var ikke nødvendige, men de havde et par hovedstød forbi målrammen, mens der et par gange var småpanik, fordi bolden ikke kunne sparkes ordentligt væk. Gæsterne var hurtigst i tanke og handling, så de fik også samlet de fleste returbolde op, hvorfor AaB ikke kunne slippe ud af presset.

Efter et lille kvarter aftog gæsternes dominans, da målscorer Baba Collins måtte udgå med en forstrækning i låret. Der gik en god håndfuld minutter inden Simon Poulsen blev tilstrækkeligt varm til at blive sat på banen, og i den mellemliggende periode benyttede AaB muligheden til at komme en lille smule op i gear, i det mindste defensivt.

Lille og kortvarig AaB-opblomstring

Heller ikke da Midtjylland blev fuldtallige igen formåede de at komme af sted i kontraangreb som de havde gjort i starten af kampen, for også de havde problemer med at holde fast i bolden. AaB fik dem ofte presset til bare at sparke bolden højt op i luften, og nedfaldsboldene var jævnt fordelt mellem de to hold. I det hele taget var det noget rod at kigge på, hvor kun den defensive del af de to hold så fornuftig ud - og kun indtil de fik fat i bolden.

Der gik over tyve minutter inden AaB havde deres første afslutning, og det var efter et indlæg fra Michael Jakobsen, som Rade Prica fik headet tilbage til Mattias Lindström, hvis flugter blev blokeret. AaB forsøgte undervejs at åbne spillet lidt op ved at bytte om på de to kantspillere, uden at det gjorde den helt store forskel.

Mattias Lindström nåede dog at lægge op til halvlegens bedste mulighed, men Rade Prica behandlede ikke indlægget efter fortjeneste, da han headede for meget nedad, så bolden mistede sin fart og ikke voldte Lasse Heinze store problemer. Optakten til indlægget var, at Simon Poulsen var gået frem for at presse Allan Olesen, som spillede ind til Rasmus Würtz, der udnyttede at Poulsen var ude af position, så Lindström havde masser af plads til at lægge bolden til rette.

Minuttet efter var der fare på færde i den anden ende, da Jimmy Nielsen ramte Frank Kristensen med bolden, da han ville bokse en lang bold væk. Den løse bold røg ud i siden, hvor AaB-anføreren fastholdt presset på den lange angriber indtil Michael Jakobsen kom til og tacklede til hjørnespark. I det sidste kvarter af halvlegen var spillet én stor tilfældighed, hvor ingen af holdene var dygtige nok til at gå gang i noget fodboldspil.

Kun glimt af håb

Fra anden halvlegs start så AaB ud til at være meget opsatte på at komme ud og indhente det forsømte, men aggressiviteten forsvandt hurtigt igen, og kun i korte glimt så det ud til, at spillerne troede på sejren. Midtjylland spillede rundt regnet lige så dårligt som AaB, så hvis et af holdene kunne få en lille smule greb om deres spil, ville de kunne sætte sig tungt på kampen.

Hver eneste gang der havde været en målchance eller et velspillet angreb var der således et lille håb om at AaB var ved at finde frem til deres spil. Håbet var dog hver gang kortvarigt, for man faldt tilbage til at lave dårlige fejl eller misforstå hinanden, så spillet blev hurtigt noget rod igen. Det samme gjaldt for presspillet, hvor man ikke fik løbet de ekstra meter, så medspillerne kunne følge op, når førsteforsvareren havde lavet et godt pres. Jeppe Lund Curth blev skiftet ind i stedet for Cacá, og selvom han vandt mange flere dueller og var mere aggressiv på de løse bolde, kunne han ikke løfte spillet.

Bortset fra et par hjørnespark, som aldrig rigtigt blev til noget, skulle man et kvarter ind i halvlegen inden AaB blev farlige. Spillet havde været lejret i højresiden i et stykke tid, hvorfor der var mange mennesker i den side, så da Fredrik Winsnes fik spillet bolden ind på midten, havde Michael Jakobsen frit skud, men den hårde afslutning gik lige forbi målhjørnet.

Igen mål på første angreb

Da så gæsterne kom på 0-2 første gang, de viste tænder, blev det for alvor svært at tro på, at hjemmeholdet kunne få point. Kolja Afriyie sendte en lang bold ned bag AaB-forsvaret, og indskiftede Christian Olsen vandt løbeduellen med Danny Califf og formåede også at holde amerikaneren væk fra at tackle, og så var det ingen sag at drible udenom Jimmy Nielsen og lukke kampen.

AaB var tæt på at svare igen et minut senere, da Fredrik Winsnes' langskudsforsøg ramte overliggeren og slog ned foran mållinjen, men heldet var ikke på AaB's side. Midtjylland var gode til at lukke spillet ned, så de havde mange mand omkring boldholderen, men i denne situation fik Rade Prica kæmpet bolden hen til Winsnes, der akkurat havde plads til at skyde.

Fredrik Winsnes havde stort set lige så mange dårlige afleveringer som holdkammeraterne, men da Jeppe Lund Curth vandt bolden på forsiden af forsvaret, kunne Winsnes sende Mattias Lindström af sted på kanten med en god en af slagsen. Svenskeren fik kantet sig forbi Kolja Afriyie og kom fri i venstre side af straffesparksfeltet, men hans afslutning/aflevering gik forbi fjerneste stolpe og kunne ikke nås af hverken Jeppe Curth eller Rade Prica.

Den sidste halve halvleg blev det ikke til flere farlige aktioner fra AaB's side, mens Midtjylland ligesom i resten af kampen var mere end tilfredse med at forsvare sig godt og spille uden risiko i den hårde vind. De skulle også runde kampen af med en stor mulighed, da Christian Olsen efter et afværget hjørnespark sprintede over en halv banelængde med bolden, men afleveringen på tværs til Danny Olsen blev for upræcis, så han kun kunne sparke i sidenettet.

Alt hvad der kendetegner dårlig fodbold blev indkapslet i de 90 minutter på Aalborg Stadion, som ser ud til at have kostet chancerne for at vinde medaljer i denne sæson, og på den korte bane også kostede femtepladsen. Med elleve runder igen er der syv, ti og seksten point til medaljepladserne, så det ser unægteligt svært ud.

AaB-Midtjylland 0-2 (0-1)

1. 0-1 Baba Collins
63. 0-2 Christian Olsen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Kasper Risgård (74. Martin Pedersen), Michael Jakobsen - Siyabonga Nomvethe (74. Patrick Kristensen), Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes, Mattias Lindström - Rade Prica, Cacá (54. Jeppe Lund Curth).

Midtjylland

Lasse Heinze - Kolja Afriyie, Kristian Bak Nielsen, Magnus Troest, Leon Jessen - Danny Olsen, Ajilore Oluwafemi (71. Thomas Røll), Jesper Mikkelsen, Dennis Sørensen - Frank Kristensen, Baba Collins (21. Simon Poulsen (46. Christian Olsen)).

Mere i samme kategori

Kampe mod Midtjylland

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk