Sære folk

Lagt p 30/03-07

I går tilbragte jeg hele min arbejdsdag på skolebænken, hvor jeg har lært en masse om et sygt, sygt folkefærd: koreanerne. Et par af vores større kunder er fra Sydkorea, og for at forbedre vores evne til at kommunikere og samarbejde med dem var der altså blevet arrangeret et kursus for de ansatte, der er involveret i projekterne.

Kurset var sådan set utroligt interessant, men hold da op, hvor er koreanerne anderledes end danskere, og som dansker er det meget svært at lade være med at ryste vantro på hovedet over dele af deres kultur. Især deres usandsynligt store autoritetstro og deres paniske angst for at tabe ansigt ligger langt fra dansk mentalitet.

Koreanske virksomheder er meget hierarkisk opbyggede, og der er et utal af niveauer i virksomhedernes organisationsplaner. Folkene på de nederste niveauer har absolut intet ansvar og kan ikke tage nogen som helst beslutninger - og kan heller ikke påtage sig en opgave uden at få præcist at vide, hvad der skal laves og hvordan det skal gøres. Selvstændighed er ikke noget man opdrages til, og selv eksamener i skriftligt engelsk udføres som multiple choise-test.

Enhver ansat lever på sin chefs nåde, og den eneste måde at komme frem i virksomheden på, er at udvise total loyalitet overfor chefen - kompetence betyder ikke det store. Det er chefen der bestemmer, om man kan blive forfremmet, og hvis man har været i samme stilling i mere end to-tre år uden forfremmelse, har man ingen fremtid i virksomheden. Er dette tilfældet, bliver man fyret, og i så fald er det næsten umuligt at få job et andet sted, fordi ingen virksomheder vil tro på, at man er en loyal medarbejder.

Den totale afhængighed af den overordnede gør de underordnede så underdanige, at de ikke engang kan finde på at sige noget til deres chef, hvis han laver en fejl eller siger noget åbenlyst forkert. Alt hvad chefen siger opfattes som rigtigt, så hans kommandoer bliver efterfulgt til punkt og prikke uden at stille spørgsmål.

Planlægning er heller ikke noget, koreanere 'spilder' tid på. I stedet forsøger de sig frem indtil de finder en tilfredsstillende løsning, og deres opfattelse af effektivitet er, at de er hurtige til at droppe idéer, når de viser sig ikke at være opfyldelige. Det er ikke til at forstå, at de kan drive forretning på den måde.

En anden langt-fra-europæisk tankegang er, at hvis man taber ansigt, taber man alt. Det betyder, at man for alt i verden vil undgå at komme i situationer, hvor man kan komme til at gøre noget galt. En koreaner vil hellere undlade at svare end risikere at svare forkert, og derfor kan man komme ud for at der slet ikke kommer noget svar, eller at svaret er meget længe undervejs, fordi man skal mange niveauer op i hierarkiet for at finde en person, der har ansvar nok til at kunne svare på spørgsmålet.

Derudover fik vi en masse at vide om koreanernes kultur og moral, og den ene ting var mere rystende end den anden for en frisindet vesteuropæer. Man får absolut ikke lyst til at bo i Korea efter sådan en omgang, men det har da givet et indblik i deres reaktionsmønstre og en forståelse for, hvordan man skal kommunikere med dem. Men hvor er de da mærkelige.