Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

21/03-04 AaB-Viborg 2-0 (1-0)

Lagt p 22/03-04

I en meget lidt intens - til tider ligefrem kedelig - kamp vandt AaB søndag fortjent forårssæsonens anden ligasejr over et tamt Viborg-mandskab, som stort set ikke kom til afslutninger i løbet af kampen. For anden gang i træk blev der ikke scoret mod AaB, som ser ud til at have fundet en rigtig god stopperduo.

Stærkt midterforsvar

AaB stillede op med tre ændringer i startformationen i forhold til forårspremieren i Århus. Stefan Schmidt erstattede en småskadet Allan Gaarde på den defensive midtbane og Rasmus Würtz fik en pause på grund af det hårde program i denne uge med to kampe mod Esbjerg. I hans sted spillede Jacob Sørensen, og endelig havde Christian Lundberg presset Thomas Augustinussen ud af startopstillingen.

Lundberg blev dog som forventet skiftet ud midt i anden halvleg, til stor utilfredshed fra ham selv. Han ville sikkert gerne have haft en hel kamp i benene efter ikke at have fået megen spilletid i træningskampene på grund af hans fodskade. Udskiftningen skal mest ses i samme sammenhæng som Würtz' bænkevarmertjans, nemlig at der er to vigtige kampe i løbet af ugen, og at onsdagens pokalkamp er den vigtigste kamp. Lundberg havde inden udskiftningen været med i begge AaBs mål, og der var i det hele taget ingen grund til at være utilfreds med hans indsats. Han starter helt sikkert inde i Esbjerg på onsdag.

Viborg havde det meste og pæneste spil i første halvleg, men blev aldrig rigtigt farlige. Hele tiden kom de over kanterne, men det kom ikke afslutning på et eneste indlæg, for Bård Borgersen og Trond Andersen var lige så suveræne i luftspillet som mod AGF. Og da Viborg aldrig fandt ud af at spille boldene langs jorden, kom de eneste afslutninger på langskud, hvilket kun i ét tilfælde var ved at skabe problemer. Mikael Gustavsson, som virkede som en rigtig god spiller på højre back, ramte stolpen på et skud udefra, men Jimmy Nielsen så ud til at have styr på det.

De fleste indlæg kom fra Viborgs højre side, hvor Morten Poulsen og Mikael Gustavsson havde forholdsvist let spil, fordi Mads Bro Hansen havde en af sine dårlige dage. Når han ikke er i hopla, går han ikke ind i nærkampene med hundrede procent og løber ikke hurtigt nok hjem, og det lider holdet under. Når man spiller med diamantformet midtbane, er der i forvejen god plads på kanterne, og yder kantspilleren så ikke den indsats, man kan forvente, bliver det nemt for modstanderne at skabe overtalssituationer.

Nemt at komme til chancer

I den anden ende af banen kommer Mads Bros dårlige spillehumør til udslag i, at han ikke tør tage de fysiske udfordringer i nærkampssituationerne og derfor falder så snart der er nogen, der rører ham. Når det så er sagt, var Mads Bro faktisk AaBs farligste mand i første halvleg og kom til tre afslutninger, hvoraf to af dem blev lidt for forkølede til at give mål. Ved den sidste afslutning kom han igennem i venstre side, mens hans flade skud blev pareret af Jesper Christiansen i Viborgs mål.

Før det havde han haft et hovedstød, da han var søgt ind i feltet. Desværre blev Allan K. Jepsens indlæg en tand for langt, så Mads Bro måtte hoppe en smule baglæns for at nå bolden, og fik derfor ikke ordentligt træf på. I det hele taget kom de fleste AaB-chancer ved bolde, der blev slået ned bag Viborgs forsvarskæde. Bortset fra Thomas Tengstedt i venstre side kunne forsvarsspillerne slet ikke følge med AaBerne, som havde let ved komme ned bag forsvarslinjen og modtage bolden med front mod mål.

En undtagelse fra dette mønster var et Trond Andersen-skud lige forbi efter at AaB havde fastholdt presset efter en dødbold. Til gengæld kom målet også efter en dyb stikning, denne gang spillet af Stefan Schmidt på første berøring. Bolden var lige ved at løbe ud, men Christian Lundberg nåede den på baglinjen og fik hurtigt vendt rundt og slået et indlæg ind i feltet, hvor både Martin Ericsson og David Nielsen var søgt ind. Bolden gik dog til bageste stolpe, hvor Jacob Sørensen efter en lidt kikset førsteberøring kunne trille bolden forbi Jesper Christiansen.

Jacob Sørensen havde ellers ingen god dag i højre side og kom vel aldrig rigtigt forbi sin direkte modstander, Thomas Tengstedt. Spillet foregik også meget sjældent på kanterne, hvilket skyldtes, at AaB ikke fik spillet til at flyde. Når først Viborg kom på plads, kunne AaB ikke udfordre deres forsvar, så alle chancerne kom på omstillingsspil.

Anden halvleg uden spænding

Efter pausen var der ikke mere i Viborg. De kom ikke længere til indlæg, og dermed var det AaB, der sad på det hele. Efter en times spil kom 2-0-målet efter en dødbold, hvor Lundberg fik skubbet sin oppasser væk og lagt bolden ned til David Nielsen, som hamrede bolden ind. Måske var Lundbergs skub ikke helt efter bogen, men dommer Johnny Røn (som i hvert fald ikke kan beskyldes for at være imod AaB) dømte ingenting.

Med målet forsvandt den sidste snert af spænding ud af kampen. Bortset fra en enkelt kontra, hvor Morten Poulsen kom fri til skud fra en spids vinkel, skulle man helt hen til slutningen af kampen, før der kom flere chancer. Erik Hamrén var ikke tilfreds med spillernes tænding og var flere gang ude på sidelinjen for at opildne spillerne, så de ikke faldt i søvn.

Kort før tid var der et klumpspil efter et Viborg-hjørne, hvor det var lige ved at blive spændende, men jeg tvivler på, sejren var kommet i fare, selvom de havde scoret på den chance. AaB var tæt på 3-0, da Martin Ericsson, som havde mange boldtab men også ind imellem viste lækkerier, blev headet fri at indskiftede Thomas Augustinussen. Ericsson og David Nielsen fik ikke ordentlig kontrol over bolden, som istedet til sidst blev skramlet væk på stregen.

Næste opgave bliver udekampen i Esbjerg i pokalturneringen, og herefter en hjemmekamp i ligaen mod samme modstander. Spillet skal være bedre end i kampen mod Viborg, hvis Superligaens førerhold skal besejres, men forsvaret har nu holdt stand i to kampe, så der er håb om, at Esbjerg ikke scorer tre eller fire mål, som de gjorde i de to kampe i efteråret.

AaB-Viborg 2-0 (1-0)

38. 1-0 Jacob Sørensen
62. 2-0 David Nielsen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Bård Borgersen, Allan K. Jepsen - Jacob Sørensen (75. Rasmus Würtz), Stefan Schmidt, Martin Ericsson, Mads Bro Hansen (86. Jacob Krüger) - David Nielsen, Christian Lundberg (66. Thomas Augustinussen).

Viborg

Jesper Christiansen - Mikael Gustavsson, Jesper Andersen, Michael Gravgaard (56. Thomas Andie), Thomas Tengstedt - Morten Poulsen, Jacob Glerup, Stefan Bidstrup, Christian Magleby - Søren Frederiksen (61. Christian Keller), Bernard Tchoutang (61. Klaus Kærgård).

Mere i samme kategori

Kampe mod Viborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk