|
24/03-04 Esbjerg-AaB 1-2 (1-0) Lagt p 25/03-04 AaB er videre til kvartfinalen i pokalturneringen, som Skærtorsdag spilles hjemme mod Viborg, efter en 2-1-sejr ude over Esbjerg. I anden halvleg spillede de nok det bedste pasningsspil i flere år, og Superligaens førerhold fik ikke et ben til jorden på deres egen bane.
Tøvende start
I forhold til kampen mod Viborg havde Rasmus Würtz fået sin normale plads tilbage, mens Allan Gaarde var klar igen efter sin skade. Det betød, at Stefan Schmidt overtog Mads Bro Hansens venstrekant, mens Gaarde fik den defensive midtbane. Som ventet var der genvalg til Christian Lundberg i front sammen med David Nielsen.
Første halvleg var langt fra tilfredsstillende fra AaBs side. Bortset fra to korte perioder kom spillet aldrig til at flyde, og selv det bomstærke forsvar så uopmærksomme ud i flere situationer. Trond Andersen, Bård Borgersen og Allan Gaarde burde kunne vinde de fleste hovedstødsdueller, men var meget passive i flere situationer.
En af disse situationer gav Esbjerg føringen. På et frispark fra Jerry Lucena fik Hans Henrik Andreasen lov til uhindret at stige til vejrs og heade bolden ind fra otte meters afstand. Ingen fulgte med ham i hans løb ned bag forsvarskæden, og så var det ikke svært for ham at score det første mål mod AaB i dette forår. Senere havde Esbjerg chancen for at komme yderligere foran, da Kjetil Pedersen saksesparkede fra kort afstand, med en fantastisk refleksredning fra Jimmy Nielsen holdt AaB inde i kampen.
De fleste Esbjerg-chancer kom efter boldtab fra AaB side. Det korte pasningsspil var ikke præcist nok, og de lange afleveringer havde Esbjergs store midterforsvar let ved at afværge. Dermed fik de mange muligheder for at slå de kontraer, som ud over dødboldene er deres farligste våben. Når bolden er erobret, kommer der en bølge af blå-hvide spillere rullende ned mod modstandernes mål, og de er gode til at få indlæg og afslutninger på angrebene, og at fastholde presset. Det minder lidt om Brøndby, dengang de var gode, men evner ikke på samme måde at skabe chancer, når modstandernes forsvar er på plads.
Som halvlegen skred frem, fik Trond og Bård fundet aggressiviteten frem, hvilket medvirkede til at gøre Esbjerg mindre farlige, fordi Jess Thorup ikke fik så let spil. Det var dejligt at se spillerne skælde ud på hinanden, når modstanderne kom til chancer, for det er tegn på, at de er meget opsatte på at vinde. Samtidig er det med til at øge aggressiviteten, som jo er meget vigtig for at spille godt.
I modsætning til forsvaret, blev det offensive spil ikke meget bedre, og det blev ved et par behjertede forsøg udefra fra Gaardes og Würtz' fødder. Især i de to gode perioder burde det være blevet til flere afslutninger, men i stedet blev det til lidt for meget trilleri i og omkring Lars Windes straffesparksfelt.
Sprudlende angrebsspil
Straks fra anden halvlegs start gik det hele op i en højere enhed, og Esbjerg kom aldrig ind i kampen igen. Der var stadig fejl og misforståelser i pasningsspillet, men generelt blev angrebene af en længere varighed, og bolden blev hurtigere erobret tilbage. Jess Thorup blev nu sat helt ud af spillet, og så er Esbjerg et meget ordinært hold.
Allan Gaarde spillede en fremragende anden halvleg og fordelte boldene til begge sider og i dybden. Halvlegen viste tydeligt, hvorfor Erik Hamrén vil have netop Gaarde til at ligge som playmaker på den defensive midtbane, for han har den bedste spilopfattelse og et kanon overblik.
AaB spillede bolden rundt langs græsset i små trekanter, og Allan Olesen og Allan Jepsen på backpladserne fik rig mulighed til at komme med frem. Det er den slags angrebsfodbold, vi allerhelst vil se. Alle spillere ville have bolden, alle skillede sig fornuftigt af med den,
og tilmed fik vi set udfordringer fra folk som Allan Olesen og Rasmus Würtz, som normalt ikke gør sig meget i den gebet. Dermed var det heller ikke nødvendigt at slå lange bolde til duel. Istedet foldene angrebene sig ud over kanterne, og i kontraangreb blev boldene spillet på ydersiden af forsvaret frem for op i hovedet på angriberne.
Udligningen kom efter et længerevarende angreb, hvor Allan Olesen endte med at trække ind over midten på kanten af feltet. En fiks yderside spillede Martin Ericsson fri i dybden, og han udplacerede Lars Winde med et fladt skud helt ude ved forreste stolpe. Kort forinden havde Christian Lundberg haft en tilsvarende chance, som dog blev reddet. Olesen havde også senere et gennembrud, hvor hans hårde indlæg var tæt på at blive rigtigt farligt. God kamp af ham også.
Også sejrsmålet kom fra højre side. Martin Ericsson slog fra kanten af feltet et indlæg bagom forsvaret, og i den anden side af feltet helflugtede Lundberg bolden i nette ved fjerneste stolpe. I mellemtiden var Mads Bro Hansen blevet skiftet ind, og han gjorde en god figur med mange dybdeløb og var en vigtig brik i omstillingsspillet.
Flere afslutninger
Selvom AaB var overlegen og havde bolden meget på Esbjergs banehalvdel, var det så som så med store målchancer. For mange indlæg blev for upræcise eller lå for tæt på målmanden, og ligesom i første halvleg blev der nipset lidt for længe og afsluttet for lidt udefra. Et så stort spilovertag burde udmønte sig i flere målchancer, selvom Esbjerg har et af de bedste forsvar i Superligaen.
Spilsystemet er dog stadigvæk forholdsvist nyt, så det bliver forhåbentligt bedre, som tiden går. Kommer der en lille smule mere præcision i den sidste aflevering, og spillerne løber lidt bedre for hinanden, kan de med det spil, de leverede i anden halvleg, køre hvilket som helst hold over.
Esbjerg havde en enkelt stor chance efter pausen, men Jimmy Nielsen var hurtigt ude i fødderne af Jan Kristiansen, så afslutningen blev ikke så god. Ellers var det først til allersidst, da AaBs straffesparksfelt blev bombarderet med indlæg og fremlægninger, at der var fare på færde. Det blev dog ikke til det helt store, for forsvaret ofrede sig virkeligt godt og fik blokeret det meste. Jacob Krüger var kommet ind i stedet for Lundberg for at støtte Allan Gaarde på den defensive midtbane, og AaB gik over til at spille 4-2-3-1, hvilket var med til at holde Esbjerg stangen.
På baggrund af anden halvleg må AaBs sejr siges at være fortjent. Godt nok havde Esbjerg et vist overtag før pausen, men deres pasningsspil var ikke stort bedre end AaBs, og deres chancer kom på kontraer og dødbolde. AaBs spil efter pausen gav mindelser om Real Madrid eller Deportivo la Coruña, og er det bedste spil fra AaBs side i flere år. I bussen på vej hjem var folk også helt oppe at køre, og optimismen blomstrer nu. Jeg har før sagt, at AaB skal gå efter at blive det bedste hold i foråret og vinde pokalen, og det tror jeg stadig på, kan lykkes.
Viborg i kvartfinalen
I dag var der så lodtrækning til kvartfinalerne, og AaB trak Viborg i en kamp, som skal foregå på Aalborg Stadion den 8. april. Det må siges at være en god lodtrækning, for Viborg plejer ikke være et hold, der volder store problemer. Det gjorde de heller ikke i søndags, selvom AaB spillede en dårlig kamp, så der skulle være muligheder for at avancere til semifinalen. |