Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

21/08-05 AaB-Silkeborg 1-1 (1-0)

Lagt p 23/08-05

AaB's række af kampe mod de formodet svagere hold i rækken fik en skidt start, da det blev til skuffende 1-1 hjemme mod Silkeborg. I første halvleg var man ellers klart bedst og viste periodevist spil af høj klasse, men som det er blevet for vane var anden halvleg langt under niveau, og i den sidste ende skal man være glade for det ene point.

Plads på kanterne

Michael Jakobsen var tilbage efter karantæne, og derfor kunne Thomas Augustinussen igen optræde på midtbanen, hvor Rasmus Würtz manglede efter sin skade fra den forrige kamp. Heller ikke Poul Hübertz var klar igen efter sin sygdomsperiode, mens Jeppe Lund Curth gik glip af sin debut, da han blev sorteret fra som 16.-mand.

Derfor var der igen kun to angribere i truppen, og det nødvendiggjorde en flad og bred midtbaneopstilling, hvilket også passede godt mod modstanderen. Silkeborg spillede som altid med diamantopstilling på midtbanen, og det giver plads på kanterne, hvis man kan skifte spillet hurtigt. Med mange sideskift lykkedes det at få Silkeborg-midtbanen ud at løbe, og det gav også plads til Martin Ericsson, som ellers plejer at få meget lidt tid med bolden på grund af tæt opdækning fra den defensive midtbanemand, Thomas Olsen.

Martin Ericsson boltrede sig på den megen plads og var indblandet i det meste, men søgte forholdsvist langt ned i banen for at deltage i spillet og kunne derfor ikke nå ind i straffesparksfeltet, som derfor var tyndt besat. Af den grund blev det godt spil ikke omsat til specielt mange chancer, omend man godt kunne have fået mere end ét mål ud af første halvleg, hvor udeholdet det meste af tiden blev holdt langt væk fra straffesparksfeltet.

Hurtig føring

AaB kom bedst fra start, og selvom flere stikninger i dybden løb ud i sandet var der hele tiden optræk til at det kunne blive farligt. Den første afslutning kom fra Martin Ericsson, da han holdt Thomas Olsen væk i en duel og kunne vende rundt og sparke på mål. Skuddet blev rettet af og gik lige forbi, og det efterfølgende hjørnespark endte med en skudmulighed, som Thomas Kortegaard hamrede et stykke over mål.

En lidt sløset tilbagelægning fra Michael Jakobsen endte med at den fra Glasgow Rangers nytilkomne Bajram Fetai smuttede fra Trond Andersen, der dog fik tacklet, hvorefter Jimmy Nielsen var først over den løse bold. På angrebet efter sikrede AaB sig føringen, da meget hurtigt spil endte med en åben hovedstødsmulighed til Simon Bræmer, som han sikkert satte ind.

Angrebet startede med en dyb aflevering fra Thomas Augustinussen til Martin Ericsson, der var løbet imod bolden. Ericsson vendte rundt og spillede ind på midten til Thomas Kortegaard, som brugte Simon Bræmer som bande og kunne spille Jacob Sørensen fri på kanten til det afgørende indlæg. De sidste fire afleveringer skete på første berøring, og når det lykkes, er det svært at dække op, især når afleveringerne er fremadrettede, men det kræver også stor bevægelse af spillerne.

Koncentrationssvigt

Efter scoringen kørte AaB's hurtige spil med uformindsket styrke, og første gang man var i boldbesiddelse efter scoringen endte det med, at Jonas Troest måtte lave et frispark til en advarsel for at bremse Jacob Sørensen. Forud var gået 12 afleveringer, og godt nok var de første på tværs i forsvaret, men da man satte tempoet op og satte angrebet ind, kom Silkeborg slemt på hælene.

Silkeborg nåede lige for første gang at spille sig ind i feltet, før Mattias Lindström med en fræk afslutning fra midterlinjen sendte bolden i nettaget. Lindström lignede med sit frække spil sig selv lidt mere end han har gjort hidtil, men offensivt var stadig mange ting, der ikke lykkedes. Han har ikke mistet troen på sig selv, og løber stadig en masse de rigtige steder, men helt godt er det ikke endnu.

Presset fra AaB-spillerne svandt herefter en smule i sommervarmen, og Silkeborg-anfører Ulrik Pedersen begyndte at tage sig af udeholdets opspil fra sin position i forsvaret. De to backs var ikke så offensive, men trak ind mod midten, hvorfor Pedersen kunne støde med frem og fungere som en dygtig playmaker. Silkeborg fik mere spil på AaB's banehalvdel og var et par gange i feltet, men formåede ikke at spille sig til åbne chancer.

AaB hurtigt tilbage på sporet

Efter små ti minutter med Silkeborg i mest boldbesiddelse tog AaB igen over og vendte tilbage til det lejlighedsvis flotte kombinationsspil og en række chancer. Jacob Sørensen havde den næste, da Martin Ericsson ved sidelinjen spillede en skarp aflevering, hvor Taz kunne løbe bolden ind mod midten og aflevere et godt skud, som David Preece ikke kunne holde men fik styr over inden Simon Bræmer kunne nå den. Jacob Sørensen spillede en fin første halvleg, hvor han oftest spillede den sikre aflevering og kun udfordrede, når der var plads.

Preece kunne heller ikke holde den næste afslutning, hvor Mattias Lindström driblede forbi Anders Veller og fra baglinjen spillede ind foran, hvor Simon Bræmer ved forreste stolpe fik afsluttet. Lindström havde fået bolden af Martin Ericsson ude ved sidelinjen, og derfor var der ingen i straffesparksfeltet til at følge op. Den centrale midtbane med Thomas Augustinussen og Thomas Kortegaard var meget sjældent i feltet, så presset mod Silkeborgs mål kunne sagten have været større. Der var eksempelvis en situation, hvor Simon Bræmer lagde et indlæg fra Jacob Sørensen tilbage med hovedet, men der var ingen til at afslutte på hans glimrende aflevering.

Chancer kom man dog til alligevel, og Allan K. Jepsen kom i to tilfælde til afslutning fra hjørnet af straffesparksfeltet, da angreb i højre side gav skudmuligheder modsat. Første gang strøg den flade afslutning lige udenom stolpen, mens det næste forsøg blev blokeret. Derudover var Simon Bræmer i to tilfælde meget tæt på at komme alene med målmanden, men Mattias Lindströms aflevering blev afværget af en lang tå fra Jonas Troest, og afleveringen fra Martin Ericsson blev misforstået.

Varsel før pausen ikke taget alvorligt

Før pausen nåede Silkeborg også lige at sende et par signaler om, at de ikke var helt ude af kampen, da Muhammed Akinci snittede et indlæg fra Thomas Poulsen, men Jimmy Nielsen var rolig i situationen og afventede afslutningen fra nært hold og kunne samle bolden op. Akinci havde også et godt gennembrud, hvor han til sidst spillede bolden igennem AaB's forsvarskæde til Bajram Fetai, der blev dømt offside. Jimmy Nielsen reddede dog hans skud alligevel.

I anden halvleg stod der Silkeborg på de første gode afslutninger. AaB afværgede i første omgang en dødboldsituation, men Ulrik Pedersen opsnappede forsøget på at spille sig ud af vanskelighederne og lobbede bolden ind foran mål til Muhammed Akinci. Akinci fik prikket bolden udenom Jimmy Nielsen, men Trond Andersen - hvem ellers - havde forudset situationen og kunne sparke bolden væk fra stregen.

Jimmy Nielsen reddede selv det næste Akinci-forsøg, som opstod efter et godt indlæg fra Thomas Poulsen i venstre side, som Bajram Fetai headede på tværs. Akinci headede tilbage i den side, hvor Fetais aflevering kom fra, men Jimmy lod sig ikke fange på det forkerte ben og kunne med en hurtig reaktion afværge det bløde hovedstød.

Silkeborg spillede ikke ret meget over kanterne, men forsøgte for det meste at komme igennem på midten, enten ved at spille op nedefra eller med en lang bold fra en af backerne. AaB dækkede en tand for bredt, og derfor var der plads til at spille igennem midtbanen, hvorfor forsvaret blev presset for langt tilbage.

Begivenhedsløst

AaB kom lidt tilbage, og Mattias Lindström stod bag en farlig tværpasning, da han på fremragende vis tog et indlæg ned og forbi Anders Veller, men igen var der ikke nok folk i feltet. Langsomt fik hjemmeholdet bedre styr på defensiven og kunne spille lidt med bolden igen. Angrebene havde dog slet ikke samme kvalitet som i første halvleg, for der blev spillet for meget dybt og for lidt bredt, og så kunne midtbanen ikke nå med frem. Løbedueller med Jonas Troest slipper hverken Martin Ericsson eller Simon Bræmer godt fra.

Jacob Sørensen kunne ikke få gang i sine udfordringer efter pausen og blev midtvejs erstattet af helten fra sidste weekend, Kasper Risgård. Risgård løber mere end de fleste og er også udfordrende i sit spil, så det var ikke noget dårligt bytte, når den megen stilstand på grund af varmen tages i betragtning. Også Silkeborg skiftede ud, og den anden udskiftning, der sendte Muhammed Akinci ned på midtbanen, havde en vis effekt.

Efter mere end tyve minutter uden tempo eller vellykkede aktioner fik Silkeborg greb om spillet igen, da løbestærke Akinci med succes fik gjort sig fri i rummene bag AaB's midtbane, der stadig dækkede for bredt. Den største chance kom dog ved en lille tilfældighed, da Bajram Fetai fik skubbet Michael Jakobsen på det helt rigtige tidspunkt, så Ulrik Pedersens clearing gik over hovedet på Jakobsen. Alene med Jimmy Nielsen overplacerede Fetai sit skud, men gjorde kampen igennem et fint indtryk med sin eksplosive hurtighed og gode teknik.

Chancer for at afgøre kampen

En træt midtbane fik et nyt frisk pust, da Súni Olsen med et kvarter igen kom ind for Mattias Lindström. Der gik ikke længe inden Súni fik chancen for at afgøre kampen, da Simon Bræmer spillede ham fri med David Preece efter en kontra startet af et godt set sideskift fra Kasper Risgård, men afslutningen sad lige på Preece. Inden da havde Súni erobret bolden på kanten af feltet, hvilket gav Kasper Risgård en skudmulighed, der desværre endte på overliggeren.

Muhammed Akincis løbevilje gjorde, at AaB ændrede på midtbanen, så friske Súni Olsen kom til at ligge centralt, mens Thomas Kortegaard røg ud i venstre side med Kasper Risgård i højre. Kortegaard var ved at være træt efter en god kamp på midtbanen, hvor han var meget sikker i sine pasninger, selvom han også forsøgte med de sværere afleveringer og havde flere gode afleveringer på kanten og i dybden. I nærkampene er han meget stærk og også god til at bruge armene til at komme til. Det er næsten synd at sende ham ud på bænken, når Rasmus Würtz og enten Poul Hübertz eller Jeppe Lund Curth bliver klar igen.

AaB misbrugte sine to store chancer, og pludselig stod det så 1-1, da indskiftede Søren Ulrik Vestergaard kom højest på Silkeborgs eneste hjørnespark i kampen. Thomas Augustinussen nåede ikke op til unge Vestergaard ved forreste stolpe, og med kun fem minutter tilbage af kampen var der ikke lang tid til at komme med et svar.

Åbning til sidst

Svaret blev et pres mod Silkeborgs mål, som kastede flere halve chancer af sig, oftest i forlængelse af høje bolde, der blev pumpet ind i feltet. Marco Reda blev skiftet ind som target man til allersidst for at gøre sig gældende i hovedspillet, men nåede dårligt at røre bolden. Martin Ericssons frispark blev blokeret på kanten af det lille felt, Simon Bræmers følte skud fra kanten af feltet gik lige udenom hjørnet, og Martin Ericsson havde en skidt afslutning fra samme distance.

I den sidste ende var Silkeborg dog tættest på sejren, da Trond Andersen tabte en hovedstødsduel med Søren Ulrik Vestergaard. Bajram Fetai udplacerede Jimmy Nielsen, der dog ikke gjorde alverden for at forhindre bolden i at gå ind via stolpen, fordi der var dømt offside på Fetai. Til allersidst faldt Simon Bræmer omkuld i en hovedstødsduel i straffesparksfeltet, men den hoppede kampens glimrende dommer Henrik Kragh ikke på.

Uafgjort hjemme mod Silkeborg er langt fra noget godt resultat, især med tanke på den dårlige sæsonstart. Der er allerede elleve point til København og Brøndby i toppen, otte til Viborg, der dog næppe holder i længden, og fire til OB på fjerdepladsen. De øverste topplaceringer har lange udsigter, men en god stime kan stadig bringe en fornuftig placering med sig rimeligt hurtigt. Man kunne for eksempel starte med at spille godt i begge halvlege.

AaB-Silkeborg 1-1 (1-0)

9. 1-0 Simon Bræmer
85. 1-1 Søren Ulrik Vestergaard

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Michael Jakobsen, Allan K. Jepsen - Mattias Lindström (77. Súni Olsen), Thomas Augustinussen, Thomas Kortegaard (90. Marco Reda), Jacob Sørensen (65. Kasper Risgård) - Martin Ericsson, Simon Bræmer.

Silkeborg

David Preece - Henrik Schnedler (90. Jens Berthel Askou), Jonas Troest, Ulrik Pedersen, Anders Veller - Simon Nagel (71. Søren Ulrik Vestergaard), Thomas Olsen, Thomas Raun, Thomas Poulsen (65. Dennis Flinta) - Muhammed Akinci, Bajram Fetai.

Mere i samme kategori

Kampe mod Silkeborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk