Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

19/06-05 Midtjylland-AaB 4-1 (2-0)

Lagt p 21/06-05

Der var effektiviteten til forskel, da bronzekampen på SAS Arena endte med en sejr til Midtjylland. AaB misbrugte et hav af chancer i første halvleg og spillede hjemmeholdet ned under græstæppet, men alligevel måtte man gå til pausen bagud med 2-0. Efter 3-0-målet i anden halvleg troede man ikke rigtigt på sejr længere, og der var ikke meget andet at glæde sig over end et afskedsmål fra Allan Gaarde.

Afbud fra landsholdsspiller

I de seneste tre kampe havde AaB stillet med den samme startopstilling, men Allan K. Jepsens skade fra onsdagens kamp gjorde ham ukampdygtig til sæsonens sidste opgør. Hans plads blev ligesom i anden halvleg mod København overtaget af Michael Jakobsen, mens Marco Reda gik ind i centerforsvaret. Martin Pedersen måtte altså tage til takke med en bænkeplads trods fraværet af hans direkte konkurrent til en plads på holdet, men fik med det sidste kvarter på banen trods alt forårsdebut.

Kampuret havde ikke engang rundet et minut, før David Nielsen af alle spillere havde bragt hjemmeholdet foran. Det var hans kun anden scoring siden fyringen i AaB, men som det er sædvanen når spillere forlader klubben, måtte Jimmy Nielsen se sig passeret af en tidligere holdkammerat. Frank Kristensen lavede et stort frispark på Trond Andersen som dommeren overså, og så fik David Nielsen frit løb på den lange aflevering fra Rasmus Daugaard. Marco Reda kunne ikke følge med Davids antrit, Allan Olesen nåede akkurat ikke ind og få tacklet, og Jimmy Nielsen fik kun snittet lobbet over ham.

Kort efter indløb meldingen om, at København var kommet bagud i hjemmekampen mod Herfølge, så på det tidspunkt så det ud til, at AaB skulle forspilde en stor chance for at kvalificere sig til UEFA Cuppen. København havde dog igen dommeren på deres side i en tvivlsom straffesparkssituation, så de reddede lige det uafgjorte resultat hjem, der gav dem de vigtige sølvmedaljer. Dermed var nederlaget til at bære, selvom et sæt medaljer selvfølgelig havde været at foretrække.

Flot angrebsspil

Efter en agressiv start fra hjemmeholdet begyndte AaB at tage over, og snart sad man fuldstændigt på spillet. Midtjylland stillede med en midtbane uden spillere med defensive spidskompetencer, og stillede dem oven i købet op i en diamantform, hvilket kan være svært at forsvare sig med, fordi det er svært at dække hele banen i bredderetningen.

Og svært ved at forsvare sig, det havde de. AaB kunne spille sig igennem midtbanen med én eller to afleveringer, og når Midtjylland fik afværget et angreb, stod der som regel en AaB'er til at samle bolden op. Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen spiller efterhånden rigtig god fodbold, så selv svære boldmodtagelser og hårdt pres fra en modspiller ender oftest med en aflevering til en holdkammerat.

Dermed blev mange af AaB's angreb af længere varighed, og spillet foregik på Midtjyllands tredjedel af banen, hvor en agressiv bagkæde måtte arbejde hårdt for at holde AaB væk. Især hurtige Kristian Bak Nielsen gjorde det svært for AaB-angriberne at modtage bolden og Ulrik Lindkvist havde rimeligt godt fat i Mattias Lindström, mens Rasmus Daugaard havde det sværere over for Allan Gaarde, som jo bevæger sig meget rundt på banen.

Chanceorgie

Dødboldsituationer blev det også til mange af, for med det store overtag kom AaB frem til mange indlæg, der skulle afværges. Rigtigt farligt blev det kun sjældent, og Allan Gaardes helflugter på Trond Andersens frispark røg lige forbi, mens Marco Redas hovedstød på et Mattias Lindström-hjørnespark og Simon Bræmers forsøg fra hjørnet af feltet blev reddet på målstregen. Rasmus Würtz, Simon Bræmer og Michael Jakobsen havde også behjertede forsøg på riposter efter hjørnespark, men enten stod der en forsvarer i vejen eller også blev der skudt forbi.

Heldigvis var der så mange andre måder, AaB kunne skabe chancer på. Mattias Lindström bragte sig med en retningsbestemt tæmning med låret fri til et indlæg, som Simon Bræmer kastede sig frem til og sparkede lige over. Allan Gaarde forsøgte sig med et lob langt udefra, Martin Ericsson var offside da Michael Jakobsen spillede ham i dybden, samme Ericsson sparkede et frispark lige over efter at Simon Bræmer var blevet fældet på vej igennem til en friløber, og var hurtig opfattende, da han efter en løs bold driblede sig igennem til et indlæg, som ingen nåede. Mattias Lindström sparkede et godt frispark, hvor Anders Rasmussen måtte give en lille ripost og havde også efterfølgende et godt, fladt skud efter at have driblet sig fri i venstre side.

Et par af de største chancer kom efter indlæg fra højre side. Først var det Mattias Lindström, der sendte et perfekt indlæg ind i panden på Michael Jakobsen, der var søgt ind i straffesparksfeltet og med et kraftfuldt hovedstød burde have gjort det bedre end at heade lige over. En tilsvarende stor chance fik Martin Ericsson, da Lindström trak backen med helt ud til sidelinjen, så der blev plads til Allan Olesens aflevering til Simon Bræmer på kanten. Bræmers indlæg lå lige til Ericsson, hvis hovedstød ramte indersiden af stolpen og røg på tværs af målet. Bolden kunne lige så vel være røget tilbage til Ericsson, have ramt Anders Rasmussen i ryggen og gået ind eller være røget ud til Allan Gaarde, men heldet var ikke med AaB hverken i denne situation eller generelt.

Ny afgørende dommerfejl

Hjemmeholdets forsøg kom udelukkende i kontrafasen eller deraf følgende dødbolde. Mikkel Thygesen lå i kraft af sin fremskudte position på midtbanen godt for at bolden kunne spilles frem til ham, og ellers blev der satset på at David Nielsen eller Razak Pimpong i venstre side kunne løbe fra forsvaret. AaB-forsvaret havde generelt styr på midtjydernes angreb, men en manglende offsidekendelse gav Mikkel Thygesen mulighed for et godt, flyvende hovedstød på David Nielsens oplæg.

Ellers havde Jesper Mikkelsen et frisparksforsøg, Razak Pimpong og Ulrik Lindkvist havde skud udefra, og Frank Kristensen kom til et svagt hovedstød fra nært hold, da forsvaret ikke fik skubbet hurtigt nok op efter i første omgang at have bremset et angreb. Og så scorede de også et mål mere, da Pimpong var hurtigt opfattende, da Jesper Mikkelsen uventet sparkede et fladt frispark ind foran mål, hvor Pimpong kunne snitte bolden udenom Jimmy Nielsen.

I situationen havde AaB'erne travlt med at brokke sig over at frisparket var tyndt, men det nytter jo ikke noget. Sindene var ved at komme i kog lige inden pausen, da Ulrik Lindkvist slap gratis fra et overfald på Allan Olesen efter en karakteristisk Olesen-tackling, der dog kom for sent. Olesen burde have haft en advarsel for tacklingen, mens Lindkvist burde være vist ud efter at have skubbet Olesen omkuld, men han fik ikke engang en advarsel, som i øvrigt havde været hans anden i kampen. Utroligt ringe dømt af Peter Rasmussen, der lavede mange fejlkendelser og brugte flest kræfter på at sørge for, at frisparkene blev sparket fra de rigtige steder frem for at sikre en flydende afvikling af kampen.

Færre chancer efter pausen

Anden halvleg startede meget rodet. Simon Bræmer fik en advarsel for at sparke bolden væk i frustration over en ny fejlkendelse, og begge hold fik et hav af dødboldsituationer, men det kneb lidt mere med at blive farligt. Michael Hansen havde to ufarlige frisparksforsøg, inden Rasmus Würtz forsømte at sparke på et oplæg fra Mattias Lindström efter godt spil i venstre side. AaB fastholdt bolden og Würtz fik igen chancen for et skud fra kanten af straffesparksfeltet, men denne gang fik han for lidt fart i bolden, så Anders Rasmussen kunne redde det yderligt placerede skud.

I stedet stod der kort efter 3-0, da Midtjylland pressede på i højre side, og et blokeret skud røg over til en fri Razak Pimpong i modsatte side. Med et enkelt træk satte han både Allan Olesen og Trond Andersen af, og så kunne han sparke bolden op i modsatte målhjørne fra kanten af feltet.

Midtjyderne havde allerede inden målet trukket sig længere tilbage på banen og gjort rummene på midtbanen mindre. Efter målet blev de selvfølgelig ikke mere offensive, og da de samtidig begyndte at spille med mere selvtillid og holdt bedre på bolden, lignede AaB ikke et hold, der kunne score fire mål. Tværtimod var hjemmeholdet med langskudsforsøg fra Frank Kristensen og hovedstød fra Nicolai Jørgensen og Frank Kristensen tættere på scoring.

På grund af det kompekte hjemmehold blev AaB tvunget til at spille mere efter de to angribere, og dem havde Kristian Bak Nielsen og en forudseende Jesper Mikkelsen fint styr over. Samtidig var der oftere midtjyder på andenboldene, så spændingen forsvandt ud af kampen. Undervejs udskiftede man derfor nogle af de spillere, der lå på grænsen til at starte næste sæson med karantæne, for der var ingen grund til at risikere noget.

Mål at slutte af på

Med ti minutter igen kom der en lille smule spænding, da AaB reducerede hjemmeholdets føring. Efter udskiftningen af Martin Ericsson spillede Allan Gaarde angriber, og en vundet hovedstødsduel fra hans side gav Simon Bræmer muligheden for at spille en god bold i dybden til Jacob Sørensen. Fra baglinjen sendte han bolden ind over, hvor Allan Gaarde ved bageste stolpe let kunne heade sit sidste mål for klubben ind.

AaB havde mod slutningen en række rimelige forsøg i form af langskud fra Allan Gaarde, to resolutte skud fra Simon Bræmer i forbindelse med dødbolde, Michael Jakobsen i to omgange efter et hjørnespark og en inderside fra Jacob Sørensen, men til allersidst blev det i stedet 4-1 på en lille foræring. Michael Hansen blokerede en aflevering fra Rasmus Würtz, og så havde Razak Pimpong pludselig frit løb mod mål og svigtede ikke.

Sejrscifrene var helt misvisende i en kamp, hvor AaB i en stor del af kampen viste rigtigt godt positionsspil og spillede sig frem til rigeligt med chancer til at hive medaljerne hjem. Manglende skarphed og alvorlige fejl fra dommeren ved 1-0-målet og den manglende udvisning var udslagsgivende, og AaB slutter sæsonen som nummer fire. Kvalifikationen til Royal League giver forhåbentlig så mange penge at der er råd til at fastholde det meste af det nuværende hold, som spiller så god fodbold og bør kunne blande sig i medaljestriden igen næste år.

Midtjylland-AaB 4-1 (2-0)

1. 1-0 David Nielsen
45. 2-0 Razak Pimpong
58. 3-0 Razak Pimpong
82. 3-1 Allan Gaarde
90. 4-1 Razak Pimpong

Midtjylland

Anders Rasmussen - Rasmus Daugaard, Kristian Bak Nielsen, Jesper Mikkelsen, Ulrik Lindkvist (77. Thomas Rathe) - Dennis Sørensen, Michael Hansen, Mikkel Thygesen (77. Thomas Frandsen), Razak Pimpong - David Nielsen (65. Nicolai Jørgensen), Frank Kristensen.

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen (77. Martin Pedersen), Trond Andersen, Marco Reda, Michael Jakobsen - Mattias Lindström, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen (81. Thomas Kortegaard), Allan Gaarde - Martin Ericsson (77. Jacob Sørensen), Simon Bræmer.

Mere i samme kategori

Kampe mod Midtjylland

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk