Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

AGF-AaB (ynglinge) 4-5 (0-3)

Lagt p 11/06-05

AaB's ynglinge spillede i dag mod AGF, og som bosiddende i Århus var det nærliggende at tage en smut forbi Fredensvang for at tage et kig på næste generation af AaB-spillere. Det blev til en spændende kamp med hele ni mål, og fortjent nok stod der AaB på godt halvdelen.

At dømme ud fra dagens kamp er der stor forskel på ynglingefodbold på højeste plan og seniorfodbold på højeste plan. Flydende spil ses der ikke meget af, for meget få spillere på midtbanen tør eller evner at vende med bolden, og derfor er det på kontraangreb, chancerne opstår. Kontraangreb fører ofte til dødbolde, og seks af kampens mål kom på netop dødbolde, og så er AGF's straffesparksscoring ikke en gang talt med.

AaB startede kampen bedst og havde også et farligt forsøg (på hjørnespark) inden føringsmålet, som faldt efter et lille kvarter, da centerforsvareren Johnni Sørensen kom højst på et hjørnespark. De bedste situationer kom efter sideskift fra højre side, men de førte oftere til dødbolde end til afslutninger. Dødboldene kastede endnu et mål af sig, da Patrick Kristensen sparkede en ripost fra en dødbold ind efter at målmanden havde reddet hans første forsøg.

Patrick Kristensen benyttede med tre mål kampen til at bringe sig alene i spidsen af ynglingeligaens topscorerliste, og det andet mål faldt efter en god aflevering i dybden fra Thomas Enevoldsen. Alene med målmanden svigtede Patrick Kristensen ikke, og det gjorde han heller ikke, da han i anden halvleg havde opsnuset, at et frisparksindlæg fra Daniel Christensen ville blive forlænget til bageste stang.

På det tidspunkt havde AGF allerede fået reduceret to gange ved Michael Vester, der var blevet skiftet ind i pausen og nåede at score hattrick på en halvleg - alle tre scoringer efter dødbolde. I sidste minut kom også anfører Michael Lumb på scoringstavlen, da han sikkert sparkede et straffespark ind bag Kenneth Stenild Nielsen, men AaB's knebne føring holdt til slutfløjtet. Stenild spillede en fin kamp trods de fire indkasserede mål, men mangler endnu en del i luftrummet, hvor han bokser bolden væk oftere end han griber. Han er dog god med fødderne og har hurtige reflekser.

Som tilskuer troede man ellers, at kampens bedste spiller havde bragt sejren endeligt i land, da Thomas Enevoldsen sparkede en god aflevering i dybden fra den energiske midtbanespiller Semir Cankusic op i det korte hjørne til stillingen 2-5. AaB brillerede i den periode med massevis af farlige kontrastød, hvor de teknisk dygtige offensivspillere fik vist deres individuelle færdigheder.

Udover målfarligheden med de tre mål viste Patrick Kristensen også, at han er en hurtig lille spiller, der har et godt fodskifte og dribler godt. Det samme kan man sige om venstrekanten Daniel Christensen, som sparker de fleste dødbolde med sit farlige venstreben. I driblingerne kommer han dog af og til så tæt på forsvarsspillerne, at han ikke kommer forbi, selvom finterne lykkes.

Som sagt var den offensive midtbanespiller Thomas Enevoldsen banens bedste spiller, og det var han på grund af sin fine spilforståelse og boldkontrol. Ingen spiller var teknisk i nærheden af Enevoldsen, og hans vendinger, løb med bolden, driblinger og flade pasninger var på et højt niveau. Samtidig har han en utroligt naturlig omgang med bolden og spiller stadigvæk med indersiden af hovedet i pressede situationer. I den henseende minder han lidt om Stefan Schmidt, selvom en sammenligning med farmand, Peter Enevoldsen, nok ligger mere lige for.

Juniorerne spillede i øvrigt også mod AGF og vandt med 3-1, så det var en god dag for AaB. Lad os håbe, det også bliver det i morgen i Odense.

Matchfacts:

AGF-AaB 4-5 (0-3)

0-1 Lasse Nielsen
0-2 Patrick Kristensen
0-3 Patrick Kristensen
1-3 Michael Vester
2-3 Michael Vester
2-4 Patrick Kristensen
2-5 Thomas Enevoldsen
3-5 Michael Lumb
4-5 Michael Vester

AaB:

Kenneth Stenild Nielsen - Kasper Torp (Henrik Pedersen), Johnni Sørensen, Lasse Nielsen, Casper Fallingborg Hansen - Semir Cankusic (Nicolai Nygaard), Jens-Kristian Sørensen - Morten Borregaard (Christian Nürnberg), Thomas Enevoldsen, Daniel Christensen - Patrick Kristensen.

Mere i samme kategori

Indlæg om fodboldkampe

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk