|
16/04-05 AaB-Esbjerg 0-0 Lagt p 18/04-05 AaB og Esbjerg havde stor respekt for hinanden og gav derfor ikke hinanden plads til at spille fodbold. Der blev spillet med lav risiko, så kampen blev en lidt tam affære, selvom der var fuld knald på nærkampene. Gennem kampen var der et utal af indkast, en masse frispark og et fåtal af chancer, så der var ikke noget at sige til, at det endte med 0-0.
Fin start
I forhold til kampen før var der kun den ene ændring, at Thomas Kortegaard fik chancen på venstrekanten i stedet for Jacob Sørensen, der var henvist til bænken. Allan Gaarde var altså ikke nået at blive klar til denne kamp heller, og hans idérigdom og gode pasningsspil var hårdt savnet.
I de første minutter var der ellers ikke noget der tydede på, at det skulle blive en chancefattig kamp, for allerede inden det første minut var gået, var AaB nærgående for første gang. Simon Bræmer modtog et indkast fra Allan Olesen og spillede den med brystet til Mattias Lindström, der med det samme spillede dybt til Martin Ericsson. Ingen var dog nået med frem i feltet til at modtage tværpasningen, og det var generelt for kampen, at ingen rigtigt turde løsrive sig fra deres positioner.
Martin Ericsson var minuttet efter tæt på at komme til afslutning, da han lavede tunnel på Anders Møller Christensen, men Ericsson er ikke den allerhurtigste, så han blev tacklet, da han skulle til at skyde. Også Esbjerg havde en mulighed, da Jan Kristiansen fik en løs bold efter en hovedstødsduel mellem Trond Andersen og Michaël Murcy. Trond kom selv frem og fik blokeret skuddet, og i det efterfølgende klumpspil fik Allan Olesen og Michael Jakobsen i fællesskab raget kastanjerne ud af ilden.
Ingen risiko
Den fine start blev ikke fulgt op, og i resten af kampen blev det ikke til mange højdepunkter. Der blev ikke taget chancer i forsvarsspillet, så bolden røg meget ofte ud til indkast, og dermed kom der ingen rytme i kampen. De to midtbaner gav ingen plads til boldspil, så angrebene fra begge hold blev meget korte og direkte, og i duelspillet var forsvarsspillerne klart angriberne overlegne.
Forsvarsspillerne sørgede også for at spille sikkert, så frem for at forsøge at ramme en medspiller blev bolden hellere sparket ud over sidelinjen. Pasningsspil forudsætter, at man tør tage chancer, såsom at løbe væk fra sin udgangsposition, at vende med bolden, at spille på et lille område eller at forsøge en dribling. Sikkert spil og pasningsspil harmonerer altså ikke med hinanden, og det var kampen et godt eksempel på.
Esbjerg har en meget farlig og hurtig angriber ved navn Fredrik Berglund, så for at undgå at komme i løbedueller med ham stod AaB lavt med forsvarslinjen. Dermed fik han ingen plads i bagrummet, og de par gange Esbjerg forsøgte at spille ham i dybden, var Jimmy Nielsen hurtigt ude og få fat i bolden. Normalt har Berglund Jess Thorup ved sin side til at flække bolden videre eller holde fast i bolden, men denne gang var franske Michaël Murcy valgt som makker, og han blev også pakket godt ind.
Det var nu heller ikke lette bolde, de to angribere fik at arbejde med, for AaB's hårdtarbejdende midtbane tillod ikke Esbjerg at spille bolden rundt på græsset på AaB's tredjedel af banen. Midtbanen og forsvaret stod meget kompakt og gav ikke frie rum at løbe i, og de lange bolde fra Esbjergs forsvarskæde blev enten afværget af forsvarerne eller samlet op af midtbanespillere.
Svære betingelser for angriberne
Man kan ikke tale om målchancer, men de fleste tilløb til AaB-chancer kom i kontrafasen, selvom langt de fleste AaB-angreb blev bremset af et Esbjerg-forsvar, der var lige så påpasseligt som AaB's. Simon Bræmer måtte søge langt ned i banen for at kunne tage del i spillet, mens Martin Ericsson ofte modtog bolden med to modspillere i ryggen og skulle skabe chancerne på egen hånd. Med undtagelse af Mattias Lindström var medspillerne længe om at komme med frem, så oftest var bolden mistet inden det blev farligt. Til gengæld havde man så tilstrækkeligt med folk tilbage til at kunne holde Esbjerg fra at blive farlige.
Thomas Kortegaard i venstre side formåede aldrig at sætte sit aftryk på kampen, blandt andet fordi hans driblinger ikke lykkedes over for en hurtig Kolja Afriyie, der også er stærk i mand-mand-situationerne. Kortegaard opholdt sig lidt for statisk ude ved sidelinjen og kom derfor ikke med i pasningsspillet, men blev også syltet af holdkammeraterne, når der endelig var plads ude på kanten. Defensivt arbejdede han derimod godt, og det er imponerende, at en lille og spinkel spiller kan skubbe så mange modspillere væk med kroptacklinger.
I den anden side var Mattias Lindström bedre til at gøre sig fri og havde derfor næstsidste fod på mange AaB-angreb. Mod et godt spillende forsvar skal både afleveringer og førsteberøringer være meget præcise, og derfor blev det oftest kun til lige ved og næsten. Lindström havde eksempelvis en aflevering igennem forsvarskæden, hvor Simon Bræmer og Martin Ericsson misforstod hinanden og derfor ikke nåede bolden, og en god aflevering efter en af sine karakteristiske glidende tacklinger, men afleveringen blev for lang, og senere var han manden bag Martin Ericssons forsøg på at lave tunnel på Lars Christian Nielsen, hvilket desværre mislykkedes. På samme måde fik Simon Bræmer ikke kontrol over en hård aflevering fra Martin Ericsson, og Thomas Kortegaard nåede ikke frem til et Lindström-indlæg tidsnok til at kunne afslutte på det.
Anderledes ansvarsfordeling på midtbanen
Mange af AaB's angreb blev sat i gang af en rigtigt godt spillende Rasmus Würtz, der som en af de få turde og magtede at vende med bolden og på den måde sætte modstandere af. Han har virkelig taget skeen i den anden hånd her i foråret og forsøger nu at gøre en forskel offensivt også, med vendinger og gennembrud. Würtz' makker på midtbanen, Thomas Augustinussen, var ikke så synlig i kampen mod Esbjerg, men nåede alligevel at være med i et par gode offensive situationer.
Augu og Würtz har normalt ligestillede roller på den centrale midtbane, men det virkede som om, Augustinussen denne gang havde fået til opgave at tage en mere offensiv position i det etablerede spil, hvor Würtz så skulle starte spillet nedefra. Således kunne Thomas Augustinussen spille Martin Ericsson til skud, da han spillede en flad aflevering helt ned fra Trond Andersen videre på første berøring, og senere var det et løb gennem Esbjergs midtbanekæde der gjorde, at han kom fri til at spille Ericsson til skud, men både hans og Lindströms efterfølgende skud blev blokeret.
I den sidstnævnte situation var det en god aktion fra Simon Bræmer, der satte Thomas Augustinussen i scene. Han løb ned i banen og modtog bolden, vendte rundt og spillede igennem midtbanekæden, og det var generelt med løb ned i banen, Bræmer gjorde sig bedst bemærket i selve spillet. Afslutninger kom han heller ikke i denne kamp frem til ret mange af, men som spidsangriber arbejder man også mest med ryggen til modstandernes mål, og man kan sagtens være værdifuld for holdet alligevel, både som spilstation og som presspiller. Hans eneste afslutning kom i starten af anden halvleg, da han kastede sig frygtløs ind i en løs chance efter gode driblinger af Mattias Lindström, men han har endnu sit første AaB-mål til gode.
Vindens betydning
Esbjerg havde på grund af en kraftig rygvind et lille overtag i første halvleg, men ud over mere eller mindre farlige langskud fra Jan Kristiansen, Jerry Lucena og Anders Møller Christensen, nogle løse afslutninger på hjørnespark og et frispark fra Hans Henrik Andreasen blev det kun til en afslutning fra Michaël Murcy, hvor Jimmy Nielsen måtte diske op med en god redning efter at Hans Henrik Andreasen og Anders Møller Christensen i fællesskab fik trampet bolden hen til Murcy, samt et annuleret mål på grund af offside. Kolja Afriyie sendte en lang bold frem, som Trond Andersen fejlbedømte, og fra midt i feltet kunne Murcy sparke bolden ind via overliggeren.
Efter pausen kom der lidt mere flow over spillet, og bolden røg ikke helt så ofte ud over sidelinjerne. AaB satte sig på spillet ved at skære lidt ned på sikkerhedskravene, og Esbjerg måtte ty til lange bolde frem mod Fredrik Berglund, som ene mand ikke fik fat i mange bolde. AaB fik ikke mange chancer ud af overtaget, men både Allan K. Jepsen og Trond Andersen kom til afslutning i forbindelse med dødbolde, Thomas Kortegaard skød i sidenettet efter en god detalje af Martin Ericsson, og Thomas Augustinussen fik afsluttet ved forreste stolpe efter hurtigt, småt spil i højre side og et efterfølgende Lindström-indlæg.
Udskiftninger til Esbjergs fordel
Erik Hamrén forsøgte at sætte lidt mere fut sagerne med indskiftning af Túlio og Jacob Sørensen, men de to spillere gjorde ikke den store forskel. Jacob Sørensen havde lidt mere held med til at udfordre Kolja Afriyie, men Túlio gjorde ikke meget væsen af sig. Han er i sine tre kampe endnu ikke kommet op på samme niveau som i efteråret, har problemer ved jorden, og er ikke så dominerende i luften. Hans hofteproblemer i optaktsfasen bærer sikker sin del af skylden.
Mod slutningen begyndte Esbjerg at røre på sig igen, da Jess Thorup var kommet på banen, men det var AaB, der havde den største chance. Fem minutter før tid opfangede Thomas Augustinussen en dårligt afværget bold og fandt Martin Ericsson på kanten af feltet. Ericsson vendte rundt og sparkede første gang, men som det ofte er tilfældet for hans skud, røg det over. Jimmy Nielsen fik også lidt at lave til sidst, da han måtte afværge et forlænget hjørnespark, og senere da Fredrik Berglund fik en løs chance efter at Michael Jakobsen gik fejl af bolden.
Heldigvis nåede Esbjerg ikke at få et ufortjent mål, og dermed sluttede kampen som den startede, 0-0. Forsigtigheden vandt, så med mindre man var på stadion og oplevede den intense stemning i kampen, må det have været en dårlig oplevelse at se kampen i lørdags. Nu venter der udekampe mod nedrykningstruede Randers og Herfølge og en hjemmekamp mod AGF, så det skal til at være, hvis vi skal højere op i tabellen. |