29/08-04 København-AaB 3-2 (3-2)

Lagt p 31/08-04

AaB spillede sæsonens hidtil bedste kamp, men på grund af dårligt forsvarsspil blev det ikke til points mod de forsvarende danske mestre, København. Selvom København vandt, ligger de stadig tredjesidst i tabellen, og det siger lidt om, hvor langt AaB er bagefter de andre hold allerede efter fem kampe. Selv en sejr hjemme over Brøndby i næste kamp vil ikke bringe AaB væk fra nedrykningspladserne, så det begynder at blive alvorligt. Heldigvis har der over de sidste kampe været fremgang at spore, og i søndagens kamp burde der være kommet flere points på kontoen.

Svækket hold kostede sejren

Holdet til udekampen mod København var et stykke fra det optimale, og endvidere blev der forsøgt en ny opstilling med mere fokus på kantspillet. Den ene af de normale kantspillere Allan Gaarde sad over på grund af en skade i lysken, mens den anden, Thomas Augustinussen, spillede på den defensive midtbane sammen med Rasmus Würtz. Det gav plads på kanterne til Allan K. Jepsen og Jacob Sørensen, mens Jepsens venstre back var overtaget af Martin Pedersen.

Jacob Krüger afløste igen en endnu ikke helt frisk Bård Borgersen i midterforsvaret, og i angrebet spillede Martin Ericsson for første gang i sin AaB-tid som hængende angriber. Hans makker i front var David Nielsen, og de to fandt omgående ind i et godt samarbejde og var store profiler i kampen og trusler mod Balázs Rabóczki i København-målet.

Som antydet bestod den venstre side af forsvaret af Martin Pedersen og Jacob Krüger, og de to havde det svært over for Jesper Bech og Sibusiso Zuma i højresiden af Københavns midtbane og angreb. Krüger var meget personfikseret, hvilket skabte ubalance i firebackkæden, og var desuden ikke konsekvent nok i nærkampene. Jeg tror ikke, Bård Borgersen havde ladet Zuma spille bolden fremad i optakten til Københavns første og tredje mål som Krüger gjorde det.

Martin Pedersen var ikke god nok til at trække ind mod midten, når Krüger forlod bagkæden for at følge Zuma ned i banen. Derfor var der plads til at Álvaro Santos og Jesper Bech kunne løbe ind i et frit område i venstre side, og det blev udnyttet ved de to førnævnte mål. Til Martin P's forsvar skal siges, at det var Allan K. Jepsen der spillede venstre back i situationen omkring det tredje mål.

De to venstrebacks byttede plads flere gange i første halvleg, men lige inden pausen røg Jepsen derned permanent, fordi Martin P. måtte udgå, da han fik et spark og efterfølgende vrid efter at have taget bolden fra Bo Svensson. I den situation lå han og bed i græsset i et stykke tid, og det var også et generelt problem i hans forsvarsspil, at han for ofte lå ned. Selvfølgelig er det et tegn på, at han giver sig fuldt ud i tacklingerne, men det er en gylden regel for forsvarsspillere at holde sig på benene så længe som muligt, for er man først nede at ligge, er det umuligt at komme tilbage, hvis modspilleren kommer forbi.

Målrig start

Som nævnt kom Københavns første mål i en situation, hvor Sibusiso Zuma trak ned i banen for at modtage bolden. Han snød Jacob Krüger, der var fulgt med ham, og kunne spille Álvaro Santos, der var rykket ind i det frie rum bag Krüger. Álvaro snød Trond Andersen ved med hælen at spille ind mod midten til Zuma, som var løbet i dybden i midten af banen. Jimmy Nielsen burde nok have holdt Zumas halvsvage skud, men riposten røg hen for fødderne af Magne Hoseth, som kunne score fra en meters afstand.

AaB var dog allerede kommet foran ved Jacob Sørensen, som sparkede en nedfaldsbold i nettet efter et hjørnespark. David Nielsen kom først på indlægget og fik godt træf på bolden, men ramte København-spilleren ved forstolpen, hvorpå bolden røg ud til Taz. Det var første gang i efteråret, at AaB scorede på en dødbold, mens der omvendt er blevet scoret et par gange den anden vej, og det er en del af forklaringen på, hvorfor holdet ligger så skidt placeret. Vi har måttet kæmpe meget hårdt for vores mål, fordi modstanderne ofte har pakket sig.

Efter udligningen svarede AaB hurtigt igen ved påny at bringe sig foran. Trond Andersen slog en lang bold på kanten af forsvaret, og Martin Ericsson opfangende den afværgede bold og spillede den i dybden til David Nielsen. David brugte sin fysik til at holde på bolden og komme ind i feltet, og i mellemtiden var Ericsson løbet ind på midten, hvor han kunne modtage bolden og efter en fantastisk førsteberøring med ydersiden udplacere Rabóczki på sædvanlig kølig vis.

Det er tit en god idé at slå de lange afleveringer ud på kanten af forsvaret, hvor der ikke er så mange forsvarere til at tage duellen op og ej heller så mange midtbanespillere til at samle bolden op. Begge angribere var søgt over i samme side og kunne derfor hjælpe hinanden frem til scoring, selvom alle Københavns forsvarsspillere faktisk var på plads. Centerforsvaret er som regel bedre hjulpet af en eller to defensive midtbanespillere, men spilles der frem på kanten kan det udnyttes, at området bag kantspillerne på midtbanen ikke ligger så lavt, og der derfor vil være længere til nærmeste medspiller. Desuden er der større chance for at vinde duellen på ydersiden af forsvaret, fordi centerforsvarere generelt er klart bedre headere end backs.

Heller ikke føring nummer to holdt ret længe, for på et hjørnespark fik Dan Thomassen lov til at heade bolden ned til Álvaro Santos ved bagstolpen, som med hovedet kunne dirigere den det sidste stykke over stregen. AaB-spillerne var for længe om at komme ud af deres zoner i opdækningen, og derfor kunne Thomassen upresset komme til vejrs. Havde enten Thomas Augustinussen, Trond Andersen eller Allan Olesen været lidt tættere på situationen, kunne målet have været undgået. Udligningen var i øvrigt tæt på at komme noget før, da Jacob Krüger ramte bolden helt skidt ved en væksparkning og havde scoret selvmål, hvis ikke det var for en vågen Jimmy Nielsen.

Fem minutter før pausen kom så kampens sidste mål, da Zuma igen havde lidt for let ved at modtage bolden og spille den videre mellem benene på Krüger. Jesper Bech løb indenom en lidt uopmærksom Allan Jepsen og kunne næsten fra baglinjen sparke bolden op i ansigtet på Jimmy Nielsen og i mål. Det var ikke første gang, Jesper Bech var kommet tæt ind under mål i et tæt befolket straffesparksfelt, og generelt kom København for tæt på AaBs mål og straffesparksfelt, når de angreb, og ofte var kantspillerne helt nede ved baglinjen.

Modigt forsvars- og kontraspil

Nu skal det ikke lyde som om, at Jacob Krüger og Martin Pedersen spillede dårligt, men der er bare et niveau op til dem, som normalt spiller, hvilket naturligvis også er grunden til, at de er på hold. De spillede faktisk med stort mod i forsvarsspillet og var på den måde med til at holde bolden på jorden og på AaB-fødder. Den store spiller i den henseende var dog en karakterstærk Allan Olesen, som spillede med en uvant boldsikkerhed og turde sætte modspillere af og spille de svære afleveringer, og også deltog meget i offensiven.

Ved bolderobringer blev bolden oftest spillet op gennem midten af banen, hvor der var to defensive midtbanespillere at ramme. Det modige spil i forsvarskæden blev fulgt op af Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz, som enten kunne spille bolden videre op ad banen til en modløbende Martin Ericsson eller over kanten til Allan Jepsen eller Jacob Sørensen. Af og til kunne man godt savne lidt mere vilje til at løbe dybt fra Jacob Sørensens side, men der var dog klar fremgang at spore i forhold til Thomas Augustinussen, som har spillet pladsen tidligere på sæsonen. Især er han bedre til at komme til indlæg, fordi han er mere villig til at bruge sit venstre ben, og fordi han er en bedre dribler.

Med to kantspillere, som helst opholder sig tæt ved linjerne, er der helt andre (ikke nødvendigvis bedre, men andre) muligheder for at komme til afslutninger i kontrafasen. Når bolden køres op gennem midten skal afslutningerne helst komme i første bølge, mens et lidt langsommere opspil over kanten også giver mulighed for at vente på fremløbende midtbanespillere. En anden fordel er, at forsvarskæden bliver nødt til at sprede sig lidt mere ud, hvorfor der er mere plads at spille på og bedre plads til at afslutte.

Som altid afhænger kontrafasen dog først og fremmest om viljen til at løbe mod modstandernes mål, om at komme derop før modspillerne når hjem, og om at være agressive i duellerne om at komme først på bolden. Det kan også sagtens opnås med langsommere kantspillere som eksempelvis Allan Gaarde, som er meget villig til at komme frem.

Fordelen ved Gaarde frem for eksempelvis Jepsen er, at han er bedre, når det handler om at skabe spillet. Det er fint nok med hurtige spillere i kontrafasen, men når det handler om at spille modstanderne tynde i de etablerede angreb, er det vigtigt med boldsikre spillere, der forstår at finde og udnytte frie rum. Det optimale ville være kantspillere med alle disse kvaliteter, men den slags hænger ikke på træerne, og ville i så fald hurtigt ryge til udlandet.

God start på anden halvleg

Fra starten af anden halvleg var det AaB, der var i teten. Københavns angreb blev brudt langt tidligere, så de nåede aldrig op, hvor det var farligt. Omvendt forholdt det sig for AaB, som stadig levede højt på kontrachancerne, men nu også var mere i boldbesiddelse.

På de første tre minutter havde AaB to gode muligheder, men Thomas Augustinussen skød over efter Thomas Kortegaards gode indlæg, mens Jacob Sørensens indlæg blev en anelse for høj til David Nielsen. I begge tilfælde kom kantspilleren altså til baglinjen, og der var folk nok i feltet til at chancen for at afslutte var rimeligt stor.

Af kontrachancer kan nævnes en stikning igennem forsvaret fra Jacob Sørensen, som David Nielsen afsluttede resolut på, og en tilsvarende stikning fra Martin Ericsson, som David akkurat ikke nåede. David Nielsen og Martin Ericsson spillede store roller i kontrafasen og virkede allerede som et makkerpar. Den indbyrdes forståelse for, hvor makkeren spiller bolden hen eller løber, var stor, så misforståelser så man nærmest ingen af.

Begge spillere har også individuelle kvaliteter og kan true forsvaret på egen hånd. David Nielsen kan gøre sig selv farlig i kraft af hans opportunistiske stil, speed og fysiske styrke, mens Ericsson mere bruger sin teknik på at holde på bolden og gøre medspillerne gode. Lige så Vigtigt er dog, at de begge udnytter enhver mulighed til at komme frem ad banen og op i den ende, hvor målene scores.

I den anden ende var der mere konsekvens end i første halvleg, så efter pausen var København så at sige ikke i nærheden af at komme til afslutning, hvis der ses bort fra en situation fem minutter før tid, da Jesper Bech i en kontra blev spillet fri i venstre side af feltet og afsluttede lige på Jimmy.

Udvisning kostede farligheden

Da Magne Hoseth efter tyve minutter blev udvist for at sparke til en liggende Trond Andersen troede man, at det afgørende tryk skulle sættes ind. Istedet gav det København lov til at stille sig ned og koncentrere sig om at forsvare, og som det tidligere er set, gav det problemer for AaB, som nu spillede meget langsommere.

Fem minutter efter udvisningen satsede Erik Hamrén ved at tage Jacob Krüger ud til fordel for Túlio de Melo, og satse på tre spillere i bagkæden, hvoraf de to yderste stadig havde beføjelser til at gå med frem. Augu og Túlio blev lagt op ved siden af David Nielsen, mens Martin Ericsson gik ned på midtbanen. Med tre hovedstødsstærke angribere var der nu lagt op til, at der skulle satses på et bombardement af Københavns straffesparksfelt, og det tog det meste initiativ fra AaBerne.

Midtbanespillerne kom ikke med ret mange modløb, og derfor var det for svært at spille bolden op nede bagfra. Samtidig var ingen af angriberne villige til at løbe ud på kanten for at tage imod bolden, og dermed var der nærmest ingen andre muligheder end at sparke langt og centralt, hvilket var forholdsvist let at afværge. De gange, det ikke blev afværget, var der imidlertid pres på Københavns mål, og at angriberne lå så samlet gav også mange spillere i feltet til at kæmpe om andenbolde, hvilket var med til at give flere dødbolde og returer, som kunne spilles på kanten og herefter til indlæg.

Chancer blev det også til en gang i mellem, og mod slutningen var det for alvor AaB, der havde overtaget. Der blev også spillet højt og konsekvent erobringsspil, så Københavns spillere så ikke meget til bolden. Enkelte gange var de heldige at overspille presset med individuelt arbejde, men hver gang stod en kølig Trond Andersen i vejen.

Kasper Risgård kom ind for Thomas Augustinussen og skulle spille på midtbanen, hvilket gav endnu bedre muligheder for at generobre bolden og også for at spille den rundt og komme til bedre indlæg. Thomas Augustinussen havde ellers gjort det godt på den centrale midtbane, hvor han sammen med Rasmus Würtz og til dels Martin Ericsson fik lagt et stort pres på Københavns midtbane. Offensivt kneb det lidt mere efterhånden som han blev træt, og han var for dårlig til at løbe sig fri og forsvandt derfor ud af kampen.

I overtiden kom så de to åbne chancer, der skulle have givet mindst ét point. Først fik Ericsson med en genial boldmodtagelse bragt sig selv fri til skud, men hans afslutning røg lige over. Senere fandt Allan Olesen Kasper Risgård i modsatte side af feltet, og med en fiks dribling bagom sit eget støtteben kom han forbi sin modspiller, men skuddet blev blokeret til hjørnespark. Jimmy Nielsen var tæt ved at få ram på hjørnesparket, men Rabóczki kunne nå højere, og så endte bundkampen - som mere lignede et topopgør - med en hjemmesejr.