Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

17/08-04 Strejke

Lagt p 17/08-04

I dag har spillernes fagforening Spillerforeningen indledt en strejke, som truer med at lægge dansk fodbold øde i længere tid og kan have konsekvenser langt ud i fremtiden. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i sagen for at finde ud af, hvad jeg skal mene om det hele, blandt ved at kigge på spillerforeningens hjemmeside, hvor man kan finde overenskomsten.

Baggrund (se flere detaljer på allehaderos.dk)

Spillerforeningen er de danske fodboldspilleres fagforening, mens Divisionsforeningen er en brancheforening bestående af divisionsklubberne i Danmark. Foreningen har til opgave at repræsentere klubberne som en samlet flok, så blandt andet tv-aftaler kan forhandles igennem med bedst muligt resultat for klubberne. Divisionsforeningen er medlem af DBU på lige fod med lokalunioner som JBU og er derfor med i diverse udvalg med indflydelse på dansk fodbold. Spillerforeningen er ligeledes repræsenteret i udvalg under DBU.

De to parter i sagen, Spillerforeningen og Divisionsforeningen, indgår i 1999 den første overenskomst i dansk fodbolds historie, og med den får klubberne eksempelvis pålagt at skulle forsikre spillerne mod invaliditet. I overenskomsten står endvidere, at alle spillere transferfrit kan skifte klub efter kontraktudløb. Der er også flere punkter, men de to nævnte er en del af årsagen til den nuværende konflikt.

To år senere opfinder FIFA efter drøftelser med nationale fodboldforbund (eks. DBU), ligaforeninger (eks. Divisionsforeningen) og FIFPro (den internationale spillerforening) et nyt transfersystem, som blandt andre FIFPro og EU godkender. Blandt reglerne kan nævnes, at klubberne har krav på træningskompensation for spillere under 23 år, der skifter klub - også efter kontraktudløb. FIFAs regler åbner for lokale særregler, som de enkelte landes forbund kan indføre af lokale hensyn, og slår fast, at de ikke kan overtrumfe lokale love og overenskomster. Eksempelvis har man i England vedtaget, at klubskifter i de lavere divisioner kan foregå hele året.

Samme år, altså 2001, udløber den daværende overenskomst, som dog gælder indtil 2008, hvis parterne ikke bliver enige om en ny inden da. Det næste års tid går med forhandlinger, der ikke fører nogle vejne. Divisionsforeningen vil have fjernet reglerne om forsikring af spillerne, fordi det er blevet alt for dyrt i forsikringspræmier, og i øvrigt er der store problemer med at få penge ud af forsikringsselskaberne. De ønsker også FIFAs nye regler indført i overenskomsten, men det vil spillerne ikke være med til.

I august 2003 beslutter DBU så at indføje de nye transferregler i DBUs standardkontrakt. Muligvis har de ifølge den gamle overenskomst ret til det, idet der i den stod, at DBU skal godkende alle kontrakter og tilse, at de lever op til DBUs og FIFAs regler. Dermed har overenskomstens parter ifølge DBU accepteret DBUs Kontraktudvalgs (bestående af to personer valgt af DBUs bestyrelse, to personer valgt af Spillerforeningen samt to personer valgt af Divisionsforeningen) kompetence til at justere indholdet af standardkontrakterne, herunder klubskifteregler, efter godkendelse af DBUs bestyrelse. Spillerne mener, at regelændringen foretaget af DBU strider mod Divisionsforeningen og Spillerforeningens overenskomst, og lægger sag an mod DBU.

Divisionsforeningen opsiger overenskomsten og varsler lockout af spillerne fra 1. december 2003, men dette erklæres ugyldigt, idet overenskomsten ikke kan opsiges med så kort varsel. Istedet udskydes konflikten til januar, og Spillerforeningen går med på galejen og varsler modstrejke. Inden det når så vidt, bliver FIFA inddraget i forhandlingerne og kommer med et forslag til kompromis.

Forslaget går ifølge Danske sportsjournalister ud på, at FIFAs regler skal gælde for internationale klubskifter, mens spillere uanset alder kan skifte til andre klubber indenfor landegrænserne efter kontraktudløb. Desuden skal Spillerforeningen droppe deres sag mod DBU. Forslaget godtages omgående af både Divisionsforeningen og DBU, mens Spillerforeningen skal have tid til at tænke over det. Tilsyneladende har de afslået FIFAs kompromisforslag, for ellers ville der vel ikke være konflikt nu.

Stridspunkter

Status er nu, at ingen af parterne vil give sig på nogen af deres punkter. Divisionsforeningen ønsker, at kravet om at klubberne skal forsikre spillerne skal afskaffes, fordi det er blevet for dyrt. Spillerforeningen mener, de høje priser skyldes en unaturligt lav pris i starten, og at prisudviklingen har ændret sig i takt med andre lønmodtageres ulykkesforsikringer.

Spillerforeningen ønsker en fordanskning af transferreglerne, så klubberne ikke skal have dispensation for spillere, hvis kontrakter er udløbet. De er endda kommet med forslag om kompensation til klubberne uden at spillerne bindes til klubberne, eksempelvis i form af en puljeordning, men hvor pengene til denne pulje skal komme fra, ved jeg ikke. Divisionsforeningen ønsker FIFAs regler indført, men er også villige til at følge FIFAs kompromis, hvor de indenlandske transfers er fri.

Ligeledes ønsker Spillerforeningen, at alle forhold vedrørende deres arbejdssituation indfældes i overenskomsten, blandt andet forsikring, opsparingsordning, doping, ferieafvikling og løn. Disse forhold er allerede en del af overenskomsten og burde derfor ikke være noget problem, hvis ikke det var fordi, de også mener, transferreglerne hører til løn- og ansættelsesforhold og derfor skulle skrives ind i overenskomsten. DBU skriver i denne artikel at transferreglerne omfatter forhold, der ikke kan betegnes som løn- og ansættelsesforhold, og at transferreglerne derfor ikke hører til i overenskomsten.

Hvad er DBUs rolle?

I det hele taget er den væsentligste tvist i sagen DBUs medvirken. DBU er hverken arbejdsgiver eller -tager, og er derfor egentlig ikke part i sagen. Alligevel er de som lovgivende magt i stand til at lave regler, som kan påvirke den ene eller den anden part, eller endda dem begge. Man kan sammenligne deres position med Folketingets. For eksempel kan Folketinget ændre i Lukkeloven og på den måde påvirke en masse butikker og arbejderes situation, og de kan gøre det uden at spørge nogen. Normalt vil de inddrage arbejdsmarkedets parter i beslutningsprocessen, men i princippet behøver de ikke gøre det.

På samme måde kan DBU gennem standardkontrakterne udstikke reglerne for ansættelsen og transfers. Overenskomsten kan uddybe nogle af reglerne og tilføje flere regler, men i den sidste ende skal DBU godkende kontrakterne og efterse, at de lever op til deres egne samt FIFAs og UEFAs love. Eftersom det er DBU, der vedtager transferreglerne, kan Spillerforeningen og Divisionsforeningen ikke forhandle sig frem til noget andet, for så bliver kontrakterne bare ikke godkendt af DBUs Kontraktudvalg.

Det kan diskuteres, om Spillerforeningen og Divisionsforeningen har anerkendt DBUs kompetence i forhold til udfærdigelse af kontrakter og transferregler. DBU mener i denne artikel, at kompetencen anerkendes i kraft af, at overenskomsten udtrykkeligt siger, at DBU skal godkende kontrakter i forhold til deres og FIFAs regler. Det er ifølge FIFAs regler tilladt at lave lokale regler, så længe man overholder FIFAs regler ved skifter mellem landene. Spørgsmålet er blot, om det er de nationale fodboldforbund der laver reglerne, eller om det skal bestemmes i en overenskomst. DBU mener, overenskomsten siger, at transfervilkår bestemmes af fodboldforbundet, og i så fald er der ikke noget at diskutere. Så er det bare at følge DBUs regler.

Et andet spørgsmål er, om transferreglerne hører ind under løn- og ansættelsesforhold. Gør de ikke det, er det ikke aktuelt at skrive disse regler ind i overenskomsten. Om DBU har ret eller ej, har jeg ikke nok indsigt i jura til at kunne afgøre, men Spillerforeningens retssag mod DBU er sat i værk for at få afklaret spørgsmålet.

Transfers ved klubskifte efter kontraktudløb

Et af Spillerforeningens krav er, at transferreglerne indføjes i overenskomsten. Som situationen er nu, kan DBU ændre transferreglerne fra den ene dag til den anden, og det kan have indflydelse på løbende kontrakter. Spillerforeningen ønsker, at de transferregler, der gjaldt da kontrakten blev indgået, forbliver gældende gennem hele kontraktperioden. Desværre kan Divisionsforeningen ikke give efter for dette krav, da DBU har kompetencen til at bestemme reglerne, og eftersom Spillerforeningen står fast på kravet, er det umuligt at nå frem til en overenskomst. Reglerne blev ligeledes indført henover Divisionsforeningens hovede, så de har også grund til at føle sig forurettede. I hvert fald er det ikke Divisionsforeningen, som Spillerforeningen skal være sure på, for det er DBU, der har været skyld i de ændrede vilkår, og i øvrigt sidder de selv med i det udvalg, der udarbejder standardkontrakten, hvorfor de ikke kan siges af være udenfor indflydelse.

Spillerforeningens forslag om ikke at opkræve transferbeløb i Danmark er i øvrigt ret så fjollet, for den giver de danske klubber dårlige vilkår sammenlignet med klubber i andre lande. FIFAs forslag med at indføre fri transfer ved kontraktindløb for klubskifter indenfor landegrænserne er noget bedre, men i princippet er det meget forkert, at man kan kræve penge for en spiller, som man ikke har kontrakt på. EU har dog erkendt, at idræt er så specielt, at der bør være særregler for arbejdsmarkedet, og det er også det, der er baggrunden for de nye regler, som de forhandlede igennem sammen med FIFA og nu udgør stridens kerne i konflikten i Danmark.

FIFAs transferregler gælder stadig ved transnationale klubskifter, og det kan betyde dårlige vilkår for mange spillere. Eksempelvis vil en ung englænder, som har opgivet at spille sig på hold i en Premier League-klub, have svært ved at starte på en frisk i en klub i eksempelvis Danmark. Spillerens tidligere klub skal nemlig have kompensation som svarer til det, det har kostet at uddanne spilleren, og det er noget dyrere i England i Danmark. Derfor vil spilleren være alt for dyr for en dansk klub, og han kan have svært ved at komme videre i karrieren.

Vent med strejken

Under alle omstændigheder er det ikke noget, Spillerforeningen og Divisionsforeningen kan gøre noget ved gennem deres overenskomst, så derfor skulle de hellere droppe at forhandle om det punkt og koncentrere sig om det, de har indflydelse, såsom forsikringsvilkår. Så kan de snakke transferregler med dem, der kan ændre dem, nemlig DBU.

I virkeligheden burde Spillerforeningen have ventet på en afgørelse i den retssag, de har kørende mod DBU. Når retssagen er slut, vil man have fundet ud af, om DBU har ret til at fastlægge transferregler. Hvis de ikke har det, kan man begynde at diskutere med Divisionsforeningen for at finde frem til det, der skal stå i overenskomsten.

Divisionsforeningen står stejlt på, at de ikke kan bestemme transferreglerne, og Spillerforeningen står lige så stejlt på, at DBU ikke har ret til at fastlægge disse regler. Først når denne sag er blevet afgjort, kan de to parter gå ind i forhandlingerne på samme grundlag, og herefter kan man finde en løsning. Så kunne man strejke, hvis der gik knude i forhandlingerne, i stedet for nu, hvor man ikke engang er enige om, hvad man diskuterer.

Mere i samme kategori

Indlæg om fodboldverdenen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk