Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

13/06-04 Danmarks startopstilling mod Italien

Lagt p 13/06-04

Så er EM i gang. Flere af favoritterne har været i aktion, og det med blandet succes. I optakten til en af kampene hørte jeg, at mange vil blive overraskede over den danske startopstilling i morgen mod Italien. Det lyder til, at man vil prøve noget uventet fra kampens start, og at man allerede tidligt i kampen vil være parat til at foretage udskiftninger, hvis konceptet ikke viser sig at virke. Med fare for at blive fuldstændigt til grin, vil jeg her give et bud på, hvordan danskerne kunne tænkes at stille op.

Jeg tror, at vi starter i en 3-5-2-formation, som rent faktisk har været afprøvet enkelte gange i dele af kampene, men som ligger langt fra den normale opstilling. Denne opstilling vil først og fremmest have til formål at stække Italiens stærke offensiv med Alessandro del Piero og Mauro Camoranesi på kanterne samt Francesco Totti og Christian Vieri på toppen. Med en 3-5-2 vil der være en direkte oppasser til alle fire kreative kræfter, og Totti vil ikke kunne finde så megen fri plads, fordi der altid er en mand til at dække ham.

Udgangspunktet bliver altså at slå italienerne på kontra, og her er det Jon Dahl Tomasson, en meget formstærk og skarp Ebbe Sand, der sammen med den bagvedliggende Martin Jørgensen skal stå for det offensive. I forsvaret bliver der plads til Per Krøldrup sammen med Martin Laursen og René Henriksen, mens wingbackerne dækkes af Niclas Jensen og enten Brian Priske eller Thomas Helveg. Hvis Helveg skal spille central midtbane sammen med Christian Poulsen, bliver der plads til Priske, og ellers vil den anden midtbaneplads tilfalde Daniel Jensen.

I forhold til hvordan det danske landshold normalt spiller, er det en satsning af de større, og derfor vil opstillingen komme bag på de fleste (pånær mig). Fungerer det ikke, kan Dennis Rommedahl sættes ind i stedet for Per Krøldrup, som stadig er lidt grøn på landsholdsplan, og der kan skiftes tilbage til den normale 4-2-3-1, som spillerne kender så godt. Det er i hvert fald mit gæt.

Åbningsnederlag til Portugal

Der er nu spillet fire kampe, og blandt kandidaterne til EM-titlen har Portugal, Spanien, Frankrig og England spillet deres første kamp. Portugal tabte overraskende åbningskampen mod Grækenland med 2-1 efter en sløj indsats. Måske var nervøsitet årsagen, men i hvert fald kom spillet aldrig til at flyde, og bortset fra et hav af langskud, hvoraf ingen ramte målet, blev der næsten ingen chancer skabt.

Grækerne virkede langt mere opsatte og vandt de fleste nærkampe, og så længe kræfterne rakte havde de også vilje til at forsøge noget, når de erobrede bolden. Portugal havde næsten ingen indlæg, og der var ingen spillere i feltet, når der endelig kom et. Først til allersidst fik Portugal reduceret på et hovedstød af Christiano Ronaldo, som ellers havde spillet en dårlig halvleg, efter han kom ind i pausen. Godt nok lavede han mange tryllerier, men han vidste ikke hvornår han skulle stoppe igen, og når han kom til indlæg, blev de konsekvent for lange, så alt i alt en skuffende kamp fra værtsnationens side.

Sprudlende spansk angrebsspil

Så var der langt mere drev over Spaniens spil i deres kamp mod Rusland. Spaniolerne er meget bedre til at spille bolden hurtigt rundt og komme over kanterne, i dybden og ind i feltet. Meget varieret angrebsspil blev der vist, men desværre blev det ikke til så mange mål, fordi Fernando Morientes ikke rigtigt gad. Han virkede ukoncentreret, og blev da også skiftet ud med matchvinderen, Juan Carlos Valerón. I øvrigt en imponerende bænk, Spanien stillede op med, med Xavi, Joaquin, Valerón, Luque, Cañizares og Fernando Torres.

Spaniens kanter, Vicente og Etxebarria, var meget løbevillige og udfordrende, og to normalt giftige herrer som Raúl og Morientes kunne godt forventes at score flere mål i sådan en kamp. Russerne var generelt overmatchede, men viste i glimt, hvor gode fodboldspillere også de er, og eftersom der gik en time inden målet blev scoret, var der spænding om udfaldet. Efter målet gik kampen fuldstændigt kold, og spanierne begyndte at spille med hæl og tå og gad ikke længere bevæge sig for hinanden. Der blev ikke risikeret noget i organisationen, så Rusland kom heller ikke frem til noget af betydning.

Kroatien rådvilde

Søndagens første kamp i Gruppe B var Schweiz-Kroatien, og det blev en rigtig 0-0-kamp uden den store spænding. Første halvleg var ellers okay med afvekslende spil og pæne muligheder i begge ender, men anden halvleg blev noget af en ørkenvandring. Efter fem minutters spil blev schweizeren Johann Vogel udvist, og herefter satsede Schweiz mest på at forsvare sig og slå til på deres sparsomme kontraer.

Kroaterne gik i baglås og kunne slet ikke få spillet til at køre - det gik så langsomt, at selv ti mand nemt kunne dække op for det, og spillerne forfaldt til enkeltmandsgennembrud, hvilket heller ikke kan udfordre et forsvar mærkbart. Typisk for østeuropæere ikke at kunne bevare overblikket, når spillet ikke fungerer, og frustrationerne var tydelige hos flere spillere, som spillede alt for voldsomt i stedet for at spille fodbold.

Fransk overtidssejr

Begge lande ligger alligevel højere placeret i puljen end England, som i overtiden smed en føring væk og tabte 2-1 til Frankrig. Kampen startede meget livligt med spil i begge ender af banen, med Frankrig som det farligste hold. De magtede i langt højere grad end englænderne at komme tæt på målet, fordi de har flere spillere, som er gode til at finde plads i mellemrummet mellem forsvar og midtbane, og også evner at spille bolden igennem midtbanekæden.

England trak sig længere tilbage på banen og koncentrerede sig næsten udelukkende om at forsvare sig ved at gøre de to bageste kæder så kompakte, at der ikke kunne spilles fodbold, og trak sig langt tilbage, så der heller ikke var plads til at udfordre i dybden. Angrebsspillet blev overladt til Wayne Rooney og en næsten usynlig Michael Owen, og det lykkedes Rooney at få tilkæmpet sig et frispark, som David Beckham kunne sende ind i panden på Frank Lampard til en 1-0-føring kort før pausen.

I anden halvleg fortsatte de taktikken, og franskmændene kunne fortsat ikke skabe ret mange chancer mod et kompakt forsvar med fyrtårnene Ledley King og Sol Campbell i midterforsvaret. Også i anden halvleg fik England enkelte kontraer, og på et af dem blev der lavet straffespark mod Rooney, som Beckham dog brændte. Frankrig udlignede til sidst på et frispark af Zinedine Zidane, og i sidste tillægsminut opfangede Thierry Henry en dårlig tilbagelægning fra Steven Gerrard, og David James måtte lave straffe på Henry. Også denne gang sendte Zidane bolden i nettet til højre for James, som blev fuldstændig snydt.

På begge spark kom Zidanes tilløb meget fra siden af bolden, så det så ud som om, han ville forsøge at sparke i højre side, men det lykkedes begge gange at få så meget vinkel på skuddet, at det røg ind i den anden side. Selvom Frankrig ikke sprudlede i kampen, og spillere som Zidane, Henry og William Gallas lavede mange fejl, var det godt, at de vandt. England havde ingenting at byde på offensivt, så de havde ikke fortjent at komme fra kampen med en sejr.

Mere i samme kategori

Indlæg om EM 2004

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk