Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

02/05-04 AaB-AB 3-1 (1-0)

Lagt p 03/05-04

For tredje gang i sæsonen vandt AaB en overbevisende sejr over et AB-hold, som kandiderer til at være det dårligste hold i Superligaens historie. Sejren blev kun 3-1, men ABs reducering skete i dommerens tillægstid, så sejren var aldrig i fare efter Christian Lundbergs føringsmål allerede efter seks minutters spil. Dermed er der nu kun to points op til OBs fjerdeplads, som giver adgang til den nystartede Royal League.

Augu på toppen

AaB viste sig fra starten at være det klart bedste hold på banen, og da der var spillet syv minutter, havde de allerede haft tre chancer, hvoraf den sidste gav mål. Rasmus Würtz sendte flot Jacob Sørensen af sted i dybden, og han fik med to knaldhårde tacklinger i feltet kæmpet bolden ind foran mål, hvor Christian Lundberg viste sin klasse. I stedet for at sparke på mål, lod han bolden ryge forbi hans forreste ben og scorede med hælen, bagom den tacklende forsvarsspiller og Stephan Andersen i målet.

Christian Lundberg startede inde i stedet for David Nielsen, som var henvist til bænken. Ydermere var der to ændringer i forsvaret, hvor Martin Pedersen og Jacob Krüger erstattede de karantæneramte Allan Olesen og Bård Borgersen. Ændringerne var måske en svækkelse, men mod et utroligt dårligt AB-hold betød det ikke noget.

Uvist af hvilken årsag stillede AB op med et centerforsvar bestående af de to midtbanespillere Carsten Hemmingsen og Jesper Sørensen. Det er ikke der, de to herrer har deres force, hvilket gav Thomas Augustinussen plads til at spille en forrygende kamp, som dog endnu en gang ikke resulterede i mål fra hans side. Han fik lige den ekstra tid og plads, han skal bruge for at få kontrol over bolden, og så har han et godt overblik og kan sætte sine medspillere i scene.

Jeg tror, Augu ville have godt af et halvt år i 1. division, hvor han kan spille hver gang og forhåbentlig finde målnæsen og selvtilliden frem mod forsvarere, som ligger en tand under Superligaen i kvalitet. Så kan han blive god, for han har mange gode egenskaber for en angriber: han er rimeligt hurtig, han er fysisk stærk og hovedstødsstærk, og han kæmper godt for holdet. I nogle kampe kan han godt se tung og langsom ud, men i de kampe, hvor han går ind i nærkampene med fuld indsats, har han sin berettigelse på holdet. Et ophold i 1. division kan give ham lidt mere tid i kampene, så han måske kan genopfriske, hvordan man scorer mål, ligesom han ofte gør det i træningskampe og reserveholdskampe, hvor der også gives en smule mere plads. Udenfor feltet er han en god spiller, men når han kommer ind i feltet, mangler han koldblodighed og træffer ofte dårlige beslutninger.

I går fik han den nødvendige plads og var med til at give AaB et kæmpe overtag. Han vandt nærmest samtlige dueller med Jesper Sørensen og bevægede sig fint. Man kunne hele tiden spille ham, enten på ydersiden af forsvaret, hvor han havde let ved at løbe fra de tunge AB-spillere, eller foran forsvaret, hvor benyttede sig fint af sin megen plads til at spille bolden videre eller vende med bolden og udfordre selv. Derudover ydede han som sædvanligt en stor arbejdsindsats med at lægge pres på modstanderne.

Hurtigt shortpassing-spil

Kampen igennem havde AaB fuldstændig styr over kampen, og selv ikke med et rekonstrueret forsvar var der optræk til panik i nogen som helst situationer. Hele tiden formåede man at spille sig ud af vanskelighederne - af og til med meget frække afleveringer inde omkring eget felt - og det gjorde selvfølgelig også arbejdsbetingelserne for angriberne lettere. I stedet for lange, upræcise afleveringer, hvor der skal arbejdes hårdt for blot at vinde førstebolden, kunne bolden spilles på kanten eller på forsiden af forsvaret, eller hvor der nu var mest plads.

Boldsikkerheden og køligheden hos boldholderen var god, og så bliver det forholdsvist let at køre bolden rundt og bygge angrebene op fra bunden. Kontraspillet bliver også lettet, fordi afleveringerne med lidt ekstra kvalitet hos hver enkelt spiller bliver mere præcist. Det forstod især Jacob Sørensen at udnytte, og han var hele tiden en trussel for ABs venstreside, og han lagde jo også op til det første mål.

Midtbanen fungerede i det hele taget rigtigt godt, og selvom man skal passe på med at drage konklusioner på grundlag af to kampe mod Frem og AB, virker det som om, holdet fungerer bedst med Rasmus Würtz bagest på midtbanen frem for i højre side. Spillet bliver mere varieret, når der i højre side også er en spiller, som kan udfordre sin direkte modspiller. Desuden er samarbejdet med Martin Ericsson rigtigt godt, og der bliver plads til mange fremstød midt i banen. Stefan Schmidt har også store evner i venstre side af midtbanen, og han kom i første halvleg frem til tre-fire afslutninger, som nok burde have givet mere end ét mål, men det blev ikke til nogen. Også Martin Ericsson, Christian Lundberg og Thomas Augustinussen havde gode muligheder for at score.

Det blev til rigtigt mange afslutninger i første halvleg, men mod slutningen kunne man ane risikoen ved at spille bolden rundt hele tiden. Et par boldtab tæt på eget mål gav AB to store chancer, som kunne have givet dem et ufortjent mål. Først måtte Trond Andersen redde et skud der havde passeret Jimmy Nielsen og var på vej i mål, og kort før pausen mistede Martin Ericsson bolden på kanten af feltet, og det var tæt på, at den efterfølgende tværaflevering blev prikket i mål.

Skånekost til midtbanen

Fra starten af anden halvleg satte AaB tingene på plads. Først spillede Thomas Augustinussen Martin Ericsson fri med en tunnel på Jesper Sørensen, og ti minutter inde i halvlegen faldt afgørelsen så. Allan K. Jepsen erobrede bolden, spillede en hurtig et-to med Thomas Augustinussen, og fandt så Christian Lundberg blank på midten. Lundberg tog et lille træk fremfor at afslutte med det samme, og scorede så køligt mellem benene på Jesper Falck, efter at Stephan Andersen havde sat sig på halen.

Herefter var kampen afgjort, og nogle af de spillere, som får en stor rolle onsdag mod Brøndby, blev skiftet ud. Først kom Klebér Saarenpää ind for Martin Ericsson, og han blev mødt med stor jubel efter over halvandet år udenfor på grund af skader. Klebér fik en lille halv time på den defensive midtbane og gjorde det fint. Han var oven i købet ved at score på et saksespark efter et hjørnespark, men bolden røg et stykke forbi.

Senere blev Stefan Schmidt skiftet ud med Thomas Kortegaard, som fik hjemmedebut og gjorde det noget bedre end i debutkampen mod Frem. Den sidste udskiftning fik dog større betydning, idet David Nielsen minuttet efter sin indskiftning scorede direkte på frispark. Han havde selv fremskaffet frisparket ved et dynamisk gennembrud, og sparkede bolden ind ved stolpen, hvor Stephan Andersen åbenbart ikke gad tage efter den. David fik godt et kvarter på den offensive midtbane i stedet for Würtz, som havde overtaget pladsen, da Ericsson gik ud.

Mod slutningen væltede AaB i chancer, og Thomas Augustinussen havde tre skud fra kort afstand, som alle endte lige på Stephan Andersen, David Nielsen havde en tilsvarende chance som endte samme sted, David blev snydt for et klart straffespark, da han blev væltet omkuld i feltet, og David Nielsen og Christian Lundberg var alene med Stephan Andersen, men Davids aflevering på tværs blev for sløset. AB havde et enkelt farligt forsøg, som overliggeren reddede, og to minutter inde i overtiden fik de så et mål, da Yaro Yaros skud blev rettet af og sejlede ind i hjørnet.

Alt i alt burde AaB have vundet en kæmpesejr over et svagt spillende AB-hold, som først kom til at spille en smule flydende fodbold, da Jesper Sørensen blev frigivet fra forsvaret og sat op på midtbanen. Indtil da havde han forsøgt at styre ABs opspil fra den bageste kæde, men det blev aldrig farligt, fordi spillerne fremad banen slet ikke havde samme kvalitet.

Onsdag bliver det spændende at se, om de gode takter fra de to seneste kampe kan fortsættes i pokalkampen mod Brøndby. Det er nu det gælder, og selvom fjerdepladsen giver adgang til Royal League, er den for intet at sammenligne med en plads i UEFA Cuppen, som en sejr i pokalfinalen (eller måske er det endda nok med et nederlag) giver.

AaB-AB 3-1 (1-0)

7. 1-0 Christian Lundberg
56. 2-0 Christian Lundberg
75. 3-0 David Nielsen
93. 3-1 Yaro Yaro

AaB

Jimmy Nielsen - Martin Pedersen, Trond Andersen, Jacob Krüger, Allan K. Jepsen - Jacob Sørensen, Rasmus Würtz (74. David Nielsen), Martin Ericsson (65. Klebér Saarenpää), Stefan Schmidt (69. Thomas Kortegaard) - Thomas Augustinussen, Christian Lundberg.

AB

Stephan Andersen - Ben Bowditch, Carsten Hemmingsen, Jesper Sørensen, Lennart Lynge Larsen - Jesper Falck, Nicolai Melciorsen, Klaus Lykke (66. Brian Gellert), Michael Johansen - Simon A. Pedersen (66. Ahmed "Yaro Yaro" Garba), Jamie Slabber.

Mere i samme kategori

Kampe mod AB

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk