Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

08/05-08 AaB-AGF 3-1 (0-1)

Lagt p 12/05-08

En udvisning til AGF's Dioh Williams lige inden pausen blev udslagsgivende for kampens resultat, for med en mand i overtal splittede AaB gæsterne ad i anden halvleg, hvor det blandt andet blev til to mål af Jeppe Lund Curth. Før pausen havde det været så som så med det gode spil, for man spillede med håndbremsen trukket, hvorfor det ikke blev til alverden af chancer, og det straffede Jeremiah White på et af AGF's kontraangreb.

God start

Der var ingen ændringer i startopstillingen i forhold til kampen i Viborg, hvor AaB kom så godt fra start og skabte chance efter chance, mens gæsterne fra AGF kort inden kampstart måtte lave om på deres hold. Topscorer Peter Graulund måtte melde fra med en skade, og det betød en del omrokeringer på holdet, hvor eksempelvis det normale omdrejningspunkt Jerry Lucena måtte flyttes ud på højrekanten.

Det var da også AaB der var toneangivende i kampens indledning, hvor bolden gik hurtigt fra spiller til spiller, fordi den centrale midtbane blev brugt både fra forsvaret og fra kanterne, hvilket gjorde det muligt at fastholde spillet. Den første mulighed opstod også efter et længerevarende etableret opspil, hvor bolden til sidst blev spillet fra højrekanten ind til Jeppe Lund Curth, men Anders Kure fik prikket Curths ellers glimrende førsteberøring til hjørnespark.

To minutter senere havde AGF deres første forsøg, da Jeremiah White sparkede et stykke over mål på en lang bold, der ikke blev afværget ret godt. Endnu mere uskarp var Allan Olesen, da han lidt senere tog chancen med et langskud, der gik langt over og forbi. Også Jeppe Curth skød langt over efter at Andreas Johansson havde fundet ham i mellemrum med en aflevering igennem midtbanen.

Fordi AaB formåede at fastholde bolden lykkedes det at få mange spillere med i angrebene, og således var der intet mindre end syv AaB'ere på banens sidste fjerdedel, da man i det trettende minut nok en gang var ved at kombinere sig igennem. Allan Olesen havde startet angrebet med en flad bold frem til Jeppe Curth, der lagde den af til Thomas Enevoldsen, som spillede frem til Andreas Johansson med det samme. Johansson driblede lidt for at tiltrække modspillere og spillede så bagud til Thomas Augustinussen, som fandt Lars Nilsson på kanten af feltet, men Nilssons stikning ind i feltet blev for spids til at Jeppe Curth kunne nå den.

Dalende tempo

Kasper Risgård havde den næste afslutning, men fik ikke så meget fart på sit indersideskud efter at Andreas Johansson havde headet en diagonalbold på tværs, og Steffen Rasmussen kunne redde ved stolpen. Risgårds skud blev sidste bevis på en god AaB-start, for dampen var ved at gå lidt af kedlerne, og det kneb med at tage de løb der skulle til for at skabe plads til sig selv eller en medspiller eller for at vinde bolden hurtigt tilbage.

Det sædvanligvis aggressive pres aftog og betød plads til AGF at spille på, og efter at gæsterne var begyndt at vise tænder med indlæg fra Jerry Lucena og Jeremiah White var Jens Gjesing den første til at afslutte, men kunne ikke ramme målet. AaB kom nu kun til chancer på standardsituationer, og Danny Califf kom øverst på et frisparksindlæg, men ramte hverken mål eller medspillere, og senere måtte Thomas Enevoldsen se sit hårde frispark blokeret.

Spilkvaliteten var dalet gevaldigt og AaB'erne havde mere end svært ved at ramme hinanden og lægge førsteberøringerne hvor de var til at arbejde videre med, og man skulle hen til ti minutter før pausen inden det lykkedes at skabe fare igen. Indlæg fra først Allan Olesen og derefter Michael Jakobsen endte med at Jeppe Lund Curth kunne heade på tværs i målfeltet, men Kasper Risgård headede over og stødte hovedet sammen med Ole Budtz.

Begivenhedsrig afslutning

AGF havde ikke noget nævneværdigt spil eller nævneværdige chancer, men kom alligevel foran, da en lang bold fra Steffen Rasmussen blev forlænget af Jesper Blicher, hvorefter Jerry Lucena kunne prikke bolden videre til Jeremiah White. White fik i fuld fart taget den hoppende bold med ind i feltet, hvor han kunne lægge den under en fremstormende Kenneth Stenild Nielsen, som måske burde være blevet på benene noget længere.

Minuttet efter var et boldtab midt på banen skyld i at Jesper Blicher kunne føre bolden hurtigt frem, og til sidst afsluttede den unge AGF'er angrebet med at sparke hårdt forbi målhjørnet. Det blev også til endnu en god mulighed, da Dioh Williams slap ustraffet fra at begå et frispark efter et langt indkast, hvorefter han kunne vende rundt og afslutte, men Danny Califf blokerede til hjørnespark.

De sidste minutter inden pausen var meget nervøse og usammenhængende, men Dioh Williams gav fornyet optimisme, da han i overtiden jagtede en tilbagelægning til Kenneth Stenild Nielsen. AaB-målmanden sparkede bolden væk, og Williams var alt for voldsom, da han hoppede op for at blokere sparket, hvorfor han hoppede direkte ind i Stenild og måtte indkassere sin anden advarsel og gå tidligt i bad.

Forvandling

Udvisningen efterlod AaB med en mand i overtal i en hel halvleg, og det blev udnyttet allerede i andet minut, da man spillede AGF-forsvaret tyndt og Jeppe Lund Curth kunne score ved bageste stolpe. AaB havde presset gæsterne ned på kanten af feltet, og Andreas Johansson kunne spille igennem midtbanen til Thomas Augustinussen, som med det samme lagde den ud på venstrekanten. Michael Jakobsen havde god tid til at lægge bolden til rette, og i straffesparksfeltet var der hele fem AaB'ere, hvoraf Jeppe Curth var den ene og kunne score ved bageste stolpe på Lars Nilssons forlængelse.

Minuttet efter var Lars Nilsson få centimeter fra at kunne glide bolden i mål, da han akkurat kom for sent til Kasper Risgårds flade indlæg fra højrekanten, som opstod efter en flot vending af Thomas Enevoldsen på kanten. Der kom masser af løb i dybden og på kanterne efter pausen, hvor AaB'erne kom ud med en helt anden energi og hurtigt satte sig tungt på kampen.

Den velkendte stil, hvor AaB-spillerne med stor løbeindsats omringede modstandernes boldholder og derfor hurtigt fik fat i bolden, blev fundet frem efter pausen, og det satte et decimeret AGF-mandskab i skak. Herefter blev bolden kørt rundt fra side til side, mens gennembruddene oftest kom i venstre side, hvor Andreas Johansson var meget aktiv selv og på samme tid skabte masser af plads til fremstød fra en ivrig Michael Jakobsen.

Tungt pres

AGF havde nok at gøre med at forsvare sig og måtte ofte stille sig tilfredse med at give hjørnespark eller sparke bolden langt op ad banen, hvor Jeremiah White som enlig frontløber var chanceløs. De fleste af hjørnesparkene var nærgående uden at den helt oplagte chance opstod, og ofte røg riposterne ud for fødderne af AaB-spillere, som dog den ene gang efter den anden måtte se sine forsøg blokeret.

En af grundene til de mange hjørnespark var at AaB havde bolden meget og derfor stod højt med deres kanter, og derfor var der som regel nogen at slå diagonalbolde efter, når spillet klumpede sammen i den ene side. Andreas Johansson flød meget rundt og skabte overtalssituationer forskellige steder på banen, og i det hele taget løb mange spillere væk fra deres udgangsposition, hvilket gav mange forskellige vinkler at aflevere boldene i.

Sådan som kampen havde udviklet sig kunne ingen blive overrasket over, at AaB midtvejs i anden halvleg bragte sig foran efter oplæg fra venstre side. Andreas Johansson førte bolden frem efter at AaB havde tilkæmpet sig bolden ved et udspark fra Steffen Rasmussen, og Michael Jakobsen kom nok en gang med i et overlap. Venstrebacken spillede fra baglinjen skråt bagud, og midt i straffesparksfeltet stod Jeppe Lund Curth fuldstændigt fri og kunne score med et indersidespark.

Minuttet efter var det tæt på en ny scoring, da Andreas Johansson denne gang førte bolden frem helt fra egen banehalvdel, mens Michael Jakobsen atter tog det lange løb udenom. Denne gang valgte Johansson dog at lave stikningen ind i det centrale område, hvor Jeppe Curth kunne modtage bolden og bringe sig forbi Anders Kure, som nedlagde ham lidt inde i straffesparksfeltet. Det blev dog ikke til noget straffespark i denne omgang, men AaB var tydeligt ovenpå og spillede meget frigjort efter pausen.

Afgørelse

Med et kvarter igen blev føringen øget, da Allan Olesen med en god tackling vandt bolden efter en kontra ved et hjørnespark, hvorefter AaB kørte bolden lidt rundt for at få ro på spillet. Simon Bræmer lavede et eksplosivt ryk mod bolden for at modtage den, og det gav hul til Thomas Enevoldsen, som sparkede første gang på Kasper Risgårds aflevering hen over forsvaret. Bolden kom i luften og i medløb, så det var en meget svær afslutning, men Enevoldsen sparkede første gang og udplacerede Steffen Rasmussen.

Efter scoringen dalede tempoet lidt, og AaB'erne virkede tilfredse med at køre bolden rundt og få tiden til at gå. Det blev til et godt forsøg til Simon Bræmer efter en hjørnesparkskombination, mens AGF mod slutningen også fik lov til et par afslutninger. Ole Budtz kom højest på et frisparksindlæg, mens Kári Árnason sendte et godt, fladt skud af sted fra distancen, men i begge tilfælde var Kenneth Stenild Nielsen sikker i sine ingribener.

Til allersidst havde både Andreas Johansson og Simon Bræmer gode tilbud på oplæg fra en fortrinligt spillende Benedict Vilakazi, men Johansson kom for tæt på målmanden til at kunne score, og Bræmers lob gik lige forbi målet. Men på trods af en sløv første halvleg endte alting alligevel godt for AaB, men men udligningen blev nerverne smidt overbord, og i den sidste ende var sejren mere end fortjent.

AaB-AGF 3-1 (0-1)

38. 0-1 Jeremiah White
45. Udvisning Dioh Williams
47. 1-1 Jeppe Lund Curth
66. 2-1 Jeppe Lund Curth
76. 3-1 Thomas Enevoldsen

AaB

Kenneth Stenild Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Steve Olfers, Michael Jakobsen - Thomas Enevoldsen (77. Benedict Vilakazi), Thomas Augustinussen, Kasper Risgård, Andreas Johansson - Lars Nilsson (68. Simon Bræmer), Jeppe Lund Curth (87. Jón Rói Jacobsen).

AGF

Steffen Rasmussen - Frederik Krabbe, Ole Budtz, Anders Kure, Michael Lumb - Jerry Lucena, Jens Gjesing (78. Peter Foldgast), Kári Árnason (90. Niels Kristensen), Jesper Blicher - Dioh Williams, Jeremiah White.

Mere i samme kategori

Kampe mod AGF

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk