02/12-03 Galatasaray-Juventus 2-0

Lagt p 02/12-03

Efter at have set den udsatte Champions League-kamp mellem Galatasatay og Juventus, må man endnu en gang imponeres over den måde, tyrkere kan spille fodbold på.

Ingen andre steder ser man, at der spilles med sådan en energi, som tyrkiske hold kan. Selv på denne aften, hvor Galatasarays hjemmefordel på grund af den seneste tids terror i Tyrkiet var byttet ud med Dortmunder Westfalenstadion, lykkedes det til tider at sætte mægtige Juventus under et umenneskeligt pres. Godt nok bor der rigtig mange tyrkere i Tyskland, men Westfalenstadion virkede ikke på samme måde som Ali Sami Yen Stadyumu som en heksekedel, og en 2-0-sejr over Juventus er altid flot.

Hvirvelvindsfodbold

Galatasarays sejr nåede ikke op på samme højder som for eksempel Tyrkiets landshold gjorde under sidste års VM-slutrunde, men af og til ledes tankerne hen på dengang, hvor tyrkerne vandt bronze. Det er samme energi, der lægges i kampene; en energi som sammenholdt med en monstergod boldbehandling i høj fart danner grobund for et pres, som selv et stærkt italiensk forsvar kan have svært ved at stå imod.

Hvirvelvindsfodbold kan man kalde den måde, de spiller fodbold på. Spillerne sprinter rundt i høj fart og lader ikke modstanderne få den mindste smule ro, og når bolden er erobret, går det lige så hurtigt ned mod modstandernes mål. Ingen kan som tyrkere modtage bolden i fuldt løb og øjeblikkeligt have fuld kontrol over den, og det giver et utroligt tempo i spillet, hvilket jo om noget er nøglen til at åbne et forsvar. Tempoet bliver uden tvivl forstærket af den utrolige stemning, man normalt oplever på tyrkiske stadions, og som giver den gejst, som de også lever højt på.

Dagens kamp viste dog også svagheden ved hvirvelvindsfodbold. De få gange, hvor det lykkedes Juventus at spille sig forbi Galatasarays pres, gav det kæmpemuligheder til især Marco di Vaio, som bare i første halvleg havde tre situationer, hvor han var alene med målmand Farid Mondragon. Når holdet presser så højt, vil de målchancer, modstanderne skaber, blive til store målchancer, fordi de ofte vil være friløbere.

Af den grund kan man kalde tyrkernes form for fodbold for den ultimative offensive satsning, og selvom det er meget attraktivt at se på, er det ikke altid lige effektivt. Det så man blandt andet i EM-kvalifikationen, hvor Tyrkiet tabte play off-kampene til Letland, som må betegnes som en lilleputnation. Det er synd og skam, at vi til sommerens slutrunde må undvære denne stil, men det er der jo ikke noget at gøre ved.