Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

18/03-07 AaB-Horsens 4-0 (1-0)

Lagt p 23/03-07

En kamp i stormvejr med Horsens som modstander lyder som en kamp, hvor det let kan gå galt, men AaB endte ud som sejrherrer med sikre 4-0. Horsens stillede slet ikke op med den gejst, der normalt gør dem til så svær en modstander, og dermed fik AaB tilkæmpet sig et overtag, der efterhånden også udviklede sig til glimrende fodboldspil. Udover sejren og de tre point var det meget glædeligt, at Rade Prica langt om længe kom tilbage hvor han hører til, nemlig på måltavlen.

Winsnes med igen

I forhold til nederlaget mod Viborg var der tre ændringer i startopstillingen, selvom ingen af dem nødvendigvis var på grund af den dårlige indsats. Fredrik Winsnes var tilbage efter karantæne og slog Thomas Kortegaard af holdet, mens Jeppe Lund Curth fik lov at vise flaget, da José Mota havde døjet med lysken i ugens løb. Endelig var karantæneramte Danny Califfs plads i midterforsvaret overtaget af Michael Jakobsen, hvilket gav Martin Pedersen chancen på venstre back.

Fredrik Winsnes skulle senere vise sig at være kampens helt store profil, men der gik lige et stykke tid, inden AaB-mandskabet fandt takterne frem. I indledningen var Horsens således meget godt med, og Magne Sturød stod for deres første forsøg, da han tog chancen fra venstre side i et kontraangreb, men skuddet gik forbi fjerneste opstander.

På grund af stormvejr på langs af banen var det naturligvis ikke let at spille poleret fodbold, og i starten var Horsens lige så dygtige som AaB til at udnytte det lidt tilfældige spil, der opstod på den baggrund. AaB's første chancer var begge på dødbolde, og den første headede Kasper Risgård over på Mattias Lindströms hjørnespark. Efter fem minutters spil sendte Risgård så et frispark på egen banehalvdel ind på kanten af straffesparksfeltet, hvor Rade Prica kunne forlænge til Fredrik Winsnes, som i medløb flugtede bolden mod mål, men Søren Jochumsen var hurtig på stregen.

Fredrik Winsnes var i det hele taget meget aktiv i det offensive spil, hvor han med massevis af dybe løb hele tiden var spilbar og samtidig var fantastisk god til at holde fast i bolden. Det virkede som om rollefordelingen mellem ham og Rasmus Würtz var fast, med Winsnes som den offensive. Om AaB ligefrem stillede op med en diamantformet midtbane er dog svært at sige, for Horsens havde stort set intet etableret angrebsspil, hvor AaB skulle forsvare sig i udgangsopstillingen.

Frem og tilbage

Horsens levede mest på kontraangreb i starten af kampen, hvor det lidt tilfældige spil i ny og næ endte med at de kunne sende en af deres angribere eller kantspillere af sted. Venstrekanten Magne Sturød stod således fadder til næste farlige chance, da Kasper Risgård kiksede i forsøget på at sparke hans indlæg væk. Michael Jakobsen reagerede hurtigt og fik blokeret Gilberto Macenas løse chance, men bolden endte i klumpspil, og til sidst snittede Risgård afslutningen fra Macena ud på stolpen.

Gæsternes offensiv virkede i det hele taget ikke på mærkerne i kampen, og de reagerede langsomt på situationerne og fik ikke sat sig igennem. Nyindkøbte Ali Gerba ser ellers stor og hurtig ud, men fik ikke vist sig frem, og topscorer Gilberto Macena var også underligt anonym. AaB-forsvarerne havde ingen problemer med at løbe Horsens-offensiven op, når de blev forsøgt sendt af sted, for ingen af dem var gode nok til at drible sig forbi deres direkte modspiller. Symptomatisk havde både Gerba og Macena kun løst krudt i støvlerne, da de fik hver deres chance lidt uden for feltet.

Efter det første kvarter fik AaB sat sig så tungt på kampen, at kontraangrebene blev meget sjældne, og det gjorde de med Horsens' eget våben: knaldhård fight. AaB-spillerne var først over de løse bolde og forhindrede dermed Horsens i at få lejlighed til at kontrollere bolden og komme til noget spil. I kampene mod Horsens plejer nærkampsstatistikkerne at pege i modsatte retning, hvilket er årsagen til at AaB normalt har haft det svært mod denne modstander.

Bedre til at holde fast i spillet

AaB's eget spil var lagt an efter den kraftige vind og efter modstanderen på den led, at der blev lagt op til at der skulle kæmpes hårdt. Der blev satset på lange bolde frem til Rade Prica og Jeppe Lund Curth, og især førstnævnte vandt mange dueller og var god til at holde fast i bolden. Samtidig var der mange løb fra Fredrik Winsnes og kantspillerne, så der var altid gode muligheder for at slippe af med bolden, hvis angriberne fik fat i den, eller til at samle op på andenboldene.

Det vigtige føringsmål efter godt et kvarters spil kom netop efter god bevægelse blandt de forreste. AaB havde bolden i højre side, og Fredrik Winsnes spillede i dybden til Mattias Lindström, som havde taget løbet helt over fra modsatte side og kom ned mod mållinjen og spillede på tværs. Bolden røg hele vejen igennem målfeltet, og her var Rade Prica først til at få fat i bolden. Prica holdt lidt på bolden og spillede skråt bagud til Martin Pedersen, som fra kanten af straffesparksfeltet kunne lægge bolden ind i det lange hjørne med højrefoden.

Martin Pedersen gjorde en god figur i en af sine sjældne optrædener på favoritpladsen venstre back, hvor han gik godt med i spillet og ofte kom med frem, når chancen bød sig. Defensivt var der heller ikke de store problemer, selvom et par af Horsens' bedste tilbud kom efter tidlige indlæg fra deres højreside, når de fik spillet sig ud af det hårde pres.

Med scoringen kunne AaB koncentrere sig om at få ro over spillet ved at spille mere sikre afleveringer uden pres for at komme frem til de afgørende chancer. Det var ikke så vanskeligt mod et Horsens-hold, som med både en scoring og en kraftig modvind imod sig havde svært ved at komme ud af AaB's pres. Uden at komme til de helt store chancer sad AaB tungt på den midterste del af halvlegen, og offensivspillerne - og såmænd også de to backs - lavede god bevægelse og fik lagt spillet langt frem.

Tog for let på tingene

Mod slutningen af halvlegen begyndte AaB'erne dog at føle sig en tand for overlegne og blev for passive i nærkampene, og af den grund fik Horsens igen lov til at røre lidt på sig. Første store chance var et tidligt indlæg fra Kasper Klausen i højre side, som lidt tilfældigt endte hos Magne Sturød, men Jimmy Nielsen reddede hans gode forsøg og var også hurtig til at få tacklet bolden ud i feltet efter riposten. Herefter var der for anden gang ved at opstå et farligt klumpspil, men Michael Jakobsen vandt en vigtig tackling med Ali Gerba, og AaB kunne spille sig ud af problemerne.

Blot et par minutter senere opstod en ny god mulighed, da Gilberto Macena blev spillet fri i dybden, men Jimmy Nielsen kom godt ud af målet og holdt sig på benene, så han kunne følge med Macena og gøre afslutningsvinklen for spids for den lille brasilianer. Det var helt unødvendigt at lukke Horsens ind i kampen igen, men holder man ikke koncentrationen, er alle hold i Superligaen så gode, at de kan få noget fornuftigt ud af situationerne.

AaB skabte dog også sine chancer, og Mattias Lindström stod bag den afgørende aflevering, da han trak lidt ind i banen og kunne spille igennem forsvaret til en dybdeløbende Fredrik Winsnes, som sparkede lige forbi den fjerneste stolpe. Lidt senere var rollerne byttet om, da Winsnes med et indlæg fra venstre side fandt Lindström ved modsatte stolpe, men svenskeren headede lige over.

Fuld koncentration igen

Fra anden halvlegs start var det igen et koncentreret AaB-hold, der gik på banen, og Horsens kom slet ikke ind i kampen igen. På grund af modvinden trak AaB sig lidt længere tilbage på banen, men den defensive organisation var helt i top, og bolden blev hurtigt vundet. Løbevilligheden var fortsat stor, så det blev til rigtigt mange giftige kontraangreb i kampens anden halvdel.

Første chance opstod efter fem minutter da Rade Prica satte sig igennem i højre side og fik slidt sig fri af Steffen Algreen inde i straffesparksfeltet. På baglinjen fik han tacklet bolden for snuden af Søren Jochumsen, og den løse bold spillede Fredrik Winsnes skråt bagud til Mattias Lindström, som afsluttede noget bedre end i sidste weekend, men Jochumsen nåede tilbage og fik reddet.

De skulle dog kun gå fire minutter inden føringen blev udbygget, og for første gang siden 6. august var det med Rade Prica i rollen som målscorer. Fredrik Winsnes spillede et kort hjørnespark til Siyabonga Nomvethe og fik bolden igen, og i det forreste område fik Prica snittet det indadskruede indlæg videre mod bageste stolpe og i mål. Svenskeren spillede en superkamp og var en bevægelig spilstation med udfordringer i støvlerne, men virkede en lille smule ubeslutsom i afslutningerne.

Kampen dræbt

Herefter gik det stærkt, og AaB-kontraerne fortsatte med at rulle ned mod Søren Jochumsens mål. Allan Olesen sendte en aflevering frem til Fredrik Winsnes, som havde bevæget sig helt frem til Horsens' bagkæde, hvor han kunne modtage bolden og spille kort tilbage til Siyabonga Nomvethe. Nomvethe havde allerede startet sit løb ind over banen og fik med en lækker førsteberøring og en 1-2-dribling bragt sig fri til en venstrebenshug, men Jochumsen reddede flot skuddet helt ude ved stolpen.

Glæden over superredningen varede dog kort, for på det efterfølgende hjørnespark blev det til 3-0. Mattias Linström sparkede hjørnesparket over i det bageste område, hvor det blev afvist, men Siyabonga Nomvethe stod klar på kanten af straffesparksfeltet og helflugtede til bolden. Han ramte den så skævt at den røg ud til Lindström igen, og han sendte nok engang et indlæg over i det bageste område, og nok en gang blev bolden afvist ud på kanten af feltet, hvor Nomvethe helflugtede til bolden - denne gang med stor succes, idet skuddet gik ind i modsatte side af målet.

Næste scoring faldt næsten med det samme, da AaB erobrede bolden langt fremme og Fredrik Winsnes kunne spille Mattias Lindström fri i venstre side. Søren Jochumsen kom ud at målet, og fik lige akkurat fingrene på Lindströms forsøg på lob, men bolden landede for fødderne af Siyabonga Nomvethe, som igen afsluttede første gang. Denne gang blev afslutningen ikke så god, men Jeppe Lund Curth stod placeret i boldens bane og kunne med hælen dirigere bolden i mål.

Åbent hus

Siyabonga Nomvethe var i hopla i anden halvleg, hvor AaB fortsatte med at erobre bolden tidligt, og han derfor talrige gange kunne modtage bolden med front mod mål og udfordre med løb mod forsvarskæden. Blot et par minutter efter 4-0-målet fik han bolden i sådan et løb, og efter at have trukket fire forsvarsspillere til sig, sendte han med et lille vip bolden ind til Rade Prica, som efter en perfekt førsteberøring overplacerede sit skud, der gik lige forbi.

Der var masser af den slags løb, men helt så store chancer blev det trods alt ikke til. Nomvethe stod dog fadder til endnu en stor chance, da han løb direkte mod centerforsvaret, men da han spillede ud til Jeppe Lund Curth, blev afleveringen et gram for hård, så Curth kom ikke hen til bolden i den rigtige vinkel og fik derfor ikke afsluttet ordentligt.

Mod slutningen blev der skiftet lidt ud, og der blev plads til Thomas Enevoldsen, som påny gjorde en god figur og fysisk virker mere gearet til Superligafodbold end tidligere. Også José Mota og Cacá kom ind og fik vist lidt brasilianske lækkerier uden dog at komme til afslutninger mod et modløst Horsens-hold, der afgav masser af rum at spille i. Sejren bringer AaB tættere på medaljepladserne, og de sidste to modstandere i anden tredjedel af turneringen er OB og Midtjylland, så chancen for at kravle opad er til stede.

AaB-Horsens 4-0 (1-0)

17. 1-0 Martin Pedersen
54. 2-0 Rade Prica
58. 3-0 Siyabonga Nomvethe
59. 4-0 Jeppe Lund Curth

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Kasper Risgård, Michael Jakobsen, Martin Pedersen - Siyabonga Nomvethe, Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes, Mattias Lindström (77. Thomas Enevoldsen) - Rade Prica (77. José Mota), Jeppe Lund Curth (83. Cacá).

Horsens

Søren Jochumsen - Rasmus Marvits, Steffen Algreen, Mads Rieper, Martin Halle - Kasper Klausen (61. Yasin Avci), Charles Akonnor, Henrik Hansen (77. Lars Jensen), Magne Sturød (61. Martin Heinze) - Gilberto Macena, Ali Gerba.

Mere i samme kategori

Kampe mod Horsens

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk