|
11/03-07 AaB-Viborg 0-2 (0-1) Lagt p 17/03-07 Der var store forventninger til AaB i forårspremieren mod Viborg, men et nervøst spillende AaB-hold var en halv time om at komme op i omdrejninger, og da var man kommet bagud. Et stort overtag i resten af halvlegen førte til nogle store chancer, som burde have været udnyttet, men i stedet slog Viborg til lige efter pausen, og da Danny Califf blev vist ud kort efter, var der ikke meget at gøre, selvom man til det sidste viste god attitude.
Debut til Mota
Vinterpausens eneste indkøb var naturligvis med fra start, og Mota dannede angrebsduo med Rade Prica. Fredrik Winsnes indledte sæsonen med karantæne, og i hans sted spillede Thomas Kortegaard, mens resten af holdet bortset fra Thomas Augustinussens fortsatte skadesfravær var i stærkeste opstilling.
At AaB-holdet i store træk lignede sig selv fra efterårssæsonen var ikke let at se i kampens første halve time, hvor spillerne havde svært ved at ramme hinanden med selv de simpleste afleveringer. Premierenerverne sad uden på tøjet, og efterhånden som flere og flere spillere havde præsteret at sætte et kontraangreb i gang med en fejlaflevering, blev man bange for at spille og begyndte at losse bolden frem i stedet.
Det var derfor ikke de bedste arbejdsbetingelser, Mota fik i sin debut i den bolsjestribede trøje, hvor han kun fik håbløse bolde at arbejde med. Viborg lagde aggressivt fra land og gjorde deres bedste for at lukrere på AaB's mange fejl, og derfor vandt de ofte bolden langt fremme på banen. Alle AaB's tiltag blev bremset et lille stykke inde på Viborgs banehalvdel, så spillet blev aldrig flyttet så langt frem, at Mota for alvor kunne gøre nytte.
Det lykkedes Mota at komme til en enkelt chance midtvejs i halvlegen, men linjedommeren vinkede fejlagtigt for offside, og så blev der ikke noget ud af den friløber, som Thomas Kortegaard havde givet ham med en dyb stikning fra højre side. I den situation gik Mota altså glip af en stensikker scoring, og ellers gjorde han det fornuftigt, når han havde bolden, men gjorde som ventet ikke en helt masse for at få fat i den.
Rodet forestilling
På grund af AaB'ernes mange fejl i omgangen med bolden fik man aldrig spillet bolden rundt ret længe ad gangen, og det gav Viborg et pænt overtag, som de dog ikke fik alverden ud af. Godt nok havde de flere gange bolden i længere perioder, fordi AaB-spillerne lå for langt fra deres modspillere, men indlæg og afslutninger blev det ikke til mange af, og dødbolde spillede de sig heller ikke frem til.
I virkeligheden var de kun farlige, når de erobrede bolden (eller fik den foræret) langt fremme på banen og med få afleveringer kunne spille sig til afslutninger. Christopher Poulsen kom til et godt indlæg i sådan en situation, men Michael Jakobsen kom først på bolden og fik også blokeret Steffen Højers afslutning på den efterfølgende løse bold.
På samme facon fik de spillet sig frem til en lille håndfuld løse chancer, mens Thomas Andie også havde et godt forsøg udefra en af de få gange, de spillede sig til afslutninger i etableret spil. AaB kæmpede for at komme til sit spil mod en stærkt spillende central midtbane med Jakob Glerup og Thomas Frandsen og endte ofte med at ty til en lang aflevering fremefter. Rasmus Würtz var tæt på at give Siyabonga Nomvethe en god chance på en bold hen over forsvaret, men John Alvbåge nåede bolden lige før sydafrikaneren.
Scoring hang i luften
Med AaB's usikre og usammenhængende spil virkede Viborg hele tiden småfarlige, selvom AaB-forsvaret som regel fik afværget situationerne uden de store sværdslag. Som tilskuer stod man efterhånden med en fornemmelse af, at det ikke kunne blive ved med at gå godt, og kort før den halve time bragte Viborg sig foran uden at AaB endnu havde haft antydningen af en farlig målchance.
Scoringen opstod efter godt arbejde af debuterende George Popkhadze på Viborgs venstre back, som modtog bolden i deres venstre side langt fremme på banen. Georgieren spillede bolden udenom Allan Olesen og løb selv den anden vej, og trods hårdt fysisk pres fra Olesen lykkedes det ham at komme ind i feltet og spille ind foran til Steffen Højer, som med en perfekt førsteberøring lagde bolden til rette, så Thomas Frandsen kunne lægge den op i målhjørnet. Allan Olesen gjorde sit forsvarsarbejde godt, men Siyabonga Nomvethe undlod at tage sin del af slæbet, så selvom Olesen fik bremset Popkhadze længe, var der ingen opbakning fra den nærmeste medspiller.
Med scoringen lagde AaB nerverne fra sig og begyndte at give los. Der blev lagt nogle procenter ovenpå i nærkampene og frygten for at lave den afgørende fejl forsvandt, og det gjorde det lettere at holde fast i bolden, hvilket samtidig fjernede behovet for at slå bolden til duel hele tiden. Når spillet blev flyttet længere frem skete boldtabene heller ikke på så farlige steder som tidligere, så AaB kom godt ind i kampen igen. Første farlige forsøg var et frispark lige uden for hjørnet af feltet, som Mattias Lindström sparkede mod forreste stolpe, men John Alvbåge reddede til hjørnespark.
Bombardement
Frisparket blev startskuddet til en rigtigt god AaB-periode, som burde have kastet et mål eller to af sig. Siyabonga Nomvethe stod fadder til den næste chance, da en god førsteberøring fra Mota bragte Nomvethe i position til at trylle sig forbi tre mand og komme til et fladt indlæg. John Alvbåge fik slået indlægget ud i feltet, hvor Mattias Lindström med en skudfinte satte to mand af, men Alvbåge fik blokeret afslutningen, og Rade Prica sparkede den store chance på riposten langt over.
Et par minutter senere var Nomvethe igen indblandet, da han afdriblede et par mand og spillede frem til Rade Prica, der var løbet udenom og med sin fysik holdt George Popkhadze væk. Dermed kunne han vente med at spille på tværs til John Alvbåge begyndte at bevæge sig ud af målet, og det efterlod et tomt mål. Mattias Lindström kunne løbe lige ind i bolden, men sparkede over mål fra kanten af det lille felt.
Der skulle gå et par minutter mere inden AaB fik bolden i nettet, og det skete efter et hjørnespark, som efter et par returbolde blev moslet i mål af Danny Califf. Amerikaneren blev dog ikke noteret for sit første AaB-mål, for målet blev annulleret på grund af offside eller frispark - situationen blev ikke vist i Onside. I overtiden var AaB farlige på endnu en dødbold, men Kasper Risgård kunne ikke nå op til Mattias Lindströms frisparksindlæg, som desværre også lå uden for målrammen.
Trods det klart forbedrede AaB-spil var der stadig fejl indimellem, og et boldtab gav Christopher Poulsen muligheden for en afslutning udefra, da Jakob Glerup hurtigt efter bolderobringen spillede igennem midtbanen. AaB-bagkæden valgte fornuftigt at bakke på Poulsen, som dermed ikke havde andre muligheder end at tage chancen fra distancen, og skuddet gik lige forbi. Det efterfølgende målspark bød på et nyt hurtigt boldtab fra AaB, og David Rasmussen kunne sende et godt indlæg ind til Sammy Youssouf, der dog headede lige på Jimmy Nielsen.
Håbet brast
En rigtigt god afslutning på første halvleg gav store forhåbninger for anden halvleg, men i løbet af fem minutter forsvandt alle muligheder for et comeback. Allerede i det andet minut sparkede indskiftede Thomas Poulsen et afværget hjørnespark helt op i målhjørnet, og ligesom i første halvleg var Jimmy Nielsen naturligvis chanceløs på en afslutning af den kaliber.
Tre minutter senere måtte AaB så lide den tort at komme en mand i undertal på en noget hård udvisning, da Danny Califf hev Steffen Højer ned. Højer havde i første omgang med en god screening forhindret Califf i at gå frem og heade bolden væk, og da bolden i stedet fortsatte ned bag bagkæden, valgte amerikaneren at hive Højer omkuld. Kasper Risgård var på linje med Califf og bolden var på vej ud mod siden af straffesparksfeltet, så at kalde situationen en oplagt målchance må siges at være en fejlfortolkning fra en svingende dommer Jesper Overgaards side.
I de efterfølgende minutters forvirring sad Viborg tungt på tingene, og et omkonstrueret AaB-hold blev sat under et alvorligt pres og kunne ikke komme af med bolden. Farligste chance opstod, da Jimmy Nielsen tabte et indlæg ned for fødderne af David Rasmussen, men Kasper Risgård reddede på målstregen. Desuden måtte Jimmy Nielsen hive en god redning frem på et frispark fra samme Rasmussen.
Levede på kontraer
Omstruktureringerne på AaB-holdet bestod i første omgang i at trække Allan Olesen ind i midterforsvaret, hive Mattias Lindström fra venstre midtbane over som højre back, og fortsætte med tre mand på midtbanen. Herefter blev de to mindst arbejdsomme AaB'ere, José Mota og Siyabonga Nomvethe, erstattet af Jeppe Lund Curth og Patrick Kristensen.
Patrick Kristensen kom ind som højre back og gav plads til at Mattias Lindström kunne komme frem på midtbanen, hvor Rasmus Würtz lå centralt og Thomas Kortegaard en lille smule i venstre side. Lindström havde ellers gjort det godt i de ti minutter som back og kom frem til flere gode indlæg, men naturligt nok var der ikke spillere nok i straffesparksfeltet til at det kunne blive alvorligt farligt.
Efter det indledende pres fik AaB godt styr på det forsvarsmæssige, hvor der blev arbejdet knaldhårdt, og Viborg havde stort set ikke en målchance resten af kampen trods en mand i overtal. Forsvaret stod forholdsvis langt tilbage, men holdt organisationen godt og erobrede mange bolde, men den sidste energi til for alvor at komme af sted i kontraangreb manglede ikke overraskende.
Rade Prica og Jeppe Lund Curth var gode til at holde fast i bolden, når den blev spillet op til dem, men hjælp fra mere end én eller to medspillere kunne de ikke regne med, så oftest endte spillet i en blindgyde. Der var simpelthen ikke kræfter nok hos medspillerne til at de kunne nå med frem og deltage, så AaB formåede ikke at fastholde spillet ret længe. Der var for få spilmuligheder til at angriberne kunne slippe hurtigt af med bolden, så de blev lukket ned inden der var medspillere nok til at spillet kunne etableres.
God AaB-indstilling
De mest aktive i det offensive spil var Mattias Lindström, som spillede en flot kamp og havde et godt overtag mod både Robbie Russell og Christopher Poulsen driblemæssigt, og Thomas Kortegaard, som fik løbet rigtigt mange kilometer i kampen. Kortegaard havde den mest offensive rolle i samarbejdet med Rasmus Würtz og søgte som oftest ind mellem Vibogs forsvar og midtbane, og denne rollefordeling blev endnu mere udtalt, da AaB blev reduceret til ti mand.
Thomas Kortegaard havde dog ikke kræfter til at spille kampen til ende, så de sidste ti minutter fik Thomas Enevoldsen lov til at komme ind og få brugt en masse energi. Det slap han godt fra, og det samme gjaldt i øvrigt jævnaldrende Patrick Kristensen på en uvant plads som højre back. Han gjorde det godt i det defensive og kom godt med frem, men manglede lige det sidste initiativ for at komme forbi modspilleren og komme til indlæg. Også den tredje indhopper Jeppe Lund Curth gjorde en god figur, da han med en masse energi og nærkampsstyrke var bedre egnet end Mota til at spille en mand i undertal.
Afslutningerne stod der dog først og fremmest Mattias Lindström på, idet han har de individuelle kvaliteter og selvtilliden til at bringe sig i position til at afslutte. Et godt forsøg blev godt reddet af John Alvbåge, mens en anden afslutning ikke blev ramt med snert, hvorfor den blot strøg hen over jorden. Desuden havde Rade Prica en afslutning på en hoppende bold, men ligesom før pausen endte det med en skævert, der gik over mål.
Hjemmeholdet formåede altså ikke for alvor at true gæsternes mål, men der blev vist en god indstilling, og havde den været der fra start, var det heller ikke blevet til nederlag i sæsonpremieren. I en runde hvor ingen af holdene i den øverste halvdel fik fuldt udbytte af deres kampe, ville en sejr have bragt AaB tættere på medaljepladserne, men omvendt er afstanden til de foranliggende hold trods nederlaget nogenlunde intakt. |