Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

28/03-04 AaB-Esbjerg 1-1 (0-0)

Lagt p 29/03-04

I et rigtigt topopgør spillet i et højt tempo og med høj intensitet, forspildte AaB muligheden for at komme indenfor otte points afstand til førstepladsen. Selvom de var en mand i undertal efter Bård Borgersens udvisning, havde AaB i sidste minut af tillægstiden to muligheder for at hive de tre points hjem, som kunne holde de ikke helt urealistiske forhåbninger om et danmarksmesterskab i live.

Pressen i dag er meget delt i sin vurdering af, om kampen var en kedelig dødssejler eller et sprudlende topopgør, men jeg er mest enig med den sidstnævnte gruppe. Både Onside og Jyllandsposten betegner kampen som kedelig, mens Nordjyske og Politiken ("...en tempofyldt, intens og uhyre spændende superligadyst...") hører til den anden kategori. Men det er da rart, at de for en gangs skyld er lidt uenige, for tit skriver de stort set det samme. Det hænger selvfølgelig sammen med, at de sidder samme sted på stadion og bliver påvirket af hinandens kommentarer.

Forrygende start på kampen

Lige fra starten var tempoet højt, og der blev tacklet så det sang, godt illustreret at Allan Olesen, som efter ti minutter fik en advarsel for en hård tackling. Inden da havde han allerede haft to af den slags risikable tacklinger, men i begge tilfælde havde han fået fat i bolden. I samme tidsrum var der i begge ender et par gange tilløb til målchancer, og så var linjen lagt til en meget spændende kamp. Den største chance havde Esbjerg, da et hovedstød blev rettet af et par gange, men Jimmy Nielsen reddede mirakuløst.

Holdene, som bortset fra, at Mads Bro Hansen havde fået plads på AaBs hold på grund af Allan Gaardes tilbagevendende knæproblemer, var de samme som i pokaldysten blot fire dage tidligere. At holdene kendte hinanden så godt, betød tætte markeringer og dermed mange nærkampe, som så igen resulterede i enten dødboldsituationer eller bolderobringer. På grund af de mange bolderobringer sammenholdt med primitivt opspil (læs: lange bolde) fra de to forsvar, bølgede spillet frem og tilbage, men der gik ikke lang tid, inden Esbjerg fik et lille overtag.

Midtvejs i halvlegen var det dog AaB, der overtog taktstokken. Martin Ericsson begyndte at søge lidt længere tilbage i banen, og Mads Bro Hansen og Rasmus Würtz på kanterne søgte længere ind mod midten. Dermed slap de lidt væk fra de snærende markeringer, hvorfor det blev nemmere at spille langs græsset, og AaB begyndte at fastholde spillet bedre. Især i venstre side blev der spillet flotte kombinationer, og Mads Bro Hansen havde igen en rigtig god dag og bidrog - udover bolderobringer højt oppe på banen og flot samspil med især Allan Jepsen - med flere gode indlæg.

Problemet var i denne kamp igen, at det blev til for få afslutninger. Indlæggene blev headet væk, der var for dårlig beslutsomhed, når chancen for at skyde udfra endelig bød sig, og den sidste stikning i dybden blev blokeret. Men småspillet kører i et rigtigt højt tempo med få berøringer - tit kun én - pr. mand, og modstandernes mål bliver hele tiden truet, så der er gode chancer for, at afslutningerne kommer hen ad vejen.

Alle spillere på holdet vil gerne have bolden og tage del i opspillet, og Bård Borgersen og Trond Andersen i centerforsvaret må være den bedst boldspillende centerbackduo i ligaen. Udover en kolossal styrke i hovedspillet og dueller om bolden, har de også overskud til at skille sig fornuftigt af med bolden eller sætte en modstander af. En bolderobring af Bård gav også den første større chance til AaB efter en duel med Jess Thorup, hvor han kom først på bolden og fortsatte sit løb med bolden fremad. Esbjergs højre forsvarsside blev spillet tyndt med en række førstegangsafleveringer, og pludselig blev David Nielsen spillet fri. Lars Winde var desværre hurtigt ude i fødderne på David, hvis afslutning derfor blev blokeret.

Kort før pausen fik Christian Lundberg en lignende chance, men hans afslutning gik lige forbi målet, så pausestillingen blev ved de 0-0.

Presset fastholdt

I starten af anden halvleg var det også AaB, der var i teten. Allerede i det første minut satte David Nielsen sin direkte modspiller Kjetil Pedersen af med en smart finte med hælen, og fik efterfølgende et anerkendende håndklap af samme nordmand, som hoppede på finten med et brag. David Nielsen spillede igen en god kamp og var holdets bedste, og lod sig ikke forstyrre af, at Esbjerg-spillerne hele tiden forsøgte at påvirke dommeren til at dømme for høj albueføring.

I Onside udtalte David, at det var ærgerligt, der blev fokuseret så meget på hans hårde spillefacon fremfor det gode spil, han viser for tiden. De kunne brokke sig indtil jul, uden at det påvirkede ham. Dejligt at høre. Han er utroligt stærk og pågående i nærkampene, er hurtig og har et godt fodskifte, og så har så meget energi, der skal brændes af i løbet af en kamp. Hans energi går af og til ud over modstandernes forsvarsspillere, men han har i dette forår kun fået en enkelt advarsel for hårdt spil, så dommerne synes ikke, han går over stregen, og heldigvis bliver de ikke påvirket af de mange protester.

AaBs føringsmål kom efter et lille kvarter, da et hjørnespark fra Mads Bro Hansen røg over alt og alle ved forreste stolpe, hvorved David Nielsen fra kort afstand kunne heade bolden i mål.

De første tyve minutter var Esbjerg ufarlige, men herefter kom de langsomt ind i kampen. Træner Ove Pedersen skiftede et par spillere ud - især den fodrappe Søren Barslund kom ind gjorde det godt - og skiftede over til en 3-4-3-opstilling, og herefter blev der lagt pres på AaBs forsvar med mange tidlige indlæg og højt pres. Den største chance kom dog efter en dyb stikning, hvor Tommy Bechmann slap fri med Jimmy Nielsen, fintede ham til den ene side og løb til den anden. Jimmys hånd fik fat i Bechmanns ben, så han faldt, men dommeren vurderede, at der ikke var straffe, hvilket nok var en fejl.

Lige inden havde Jimmy Nielsen en redning på størrelse med den i første halvleg, da han kastede sig ned i en modstander, der var fri til skud efter et indlæg fra højre. Han har haft mange vigtige redninger her i foråret, og er desuden blevet bedre til at sætte spillet hurtigt i gang. Jeg kan godt forstå, han er skuffet over ikke at være på landsholdet, når man ser Stephan Andersen spille svagt som for eksempel i kampen mod Midtjylland i lørdags.

Bårds udvisning kostede sejren

Kort tid efter fik Esbjerg muligheden for at trykke på for alvor, da Bård Borgersen fik sit andet gule kort efter en tackling på Tommy Bechmann. Resten af kampen blev en overlevelseskamp for AaB, som ikke længere havde overskud til at skabe farlige kontraer. Stefan Schmidt kæmpede heroisk og dirigerede med medspillerne fra den defensive midtbane for at få dem til at stå rigtigt på banen, og det lykkedes også næsten at holde Esbjerg fra store chancer.

Udover et Esbjerg-langskud på overliggeren skabte AaB selv den farligste situation, da Allan K. Jepsen lavede en tilbagelægning, som Jimmy Nielsen måtte helt ud til stolpen for at redde til hjørnespark. Ifølge fodboldloven burde der have været indirekte frispark, men måske skønnede dommeren, at Jepsen forsøgte at skyde bolden til hjørne.

Udligningen kom kort før udløbet af den ordinære spilletid, da et frispark fra Esbjergs højre side heldigt efter en dødbold dumpede ned for fødderne af Hans Henrik Andreasen, som kampen igennem havde to tredjedele af Esbjergs afslutninger, som fik skovlet bolden af sted mod mål. På vejen ramte den Stefan Schmidt, så den snød Jimmy og røg i mål. Lige inden frisparket blev taget, var David Nielsen blevet erstattet af Jacob Sørensen. Normalt siger man, at det er uklogt at skifte ud, når modstanderen har en dødbold, fordi det kan skabe forvirring. Desuden er David langt bedre i hovedspillet end Taz, så måske det var en dårlig beslutning at skifte ud netop på det tidspunkt.

På grund af behandling undervejs til Jimmy Nielsen og Bård Borgersen skulle der spilles mere end fem minutters tillægstid, og i det sidste minut var AaB monster-tæt på at udligne. Thomas Augustinussen fik med en god stikning sendt Jacob Sørensen af sted mod Esbjergs mål, og klogeligt valgte han at spille på tværs til Mads Bro Hansen, da han blev presset. Afleveringen blev desværre en anelse for hård, så Mads Bro kom ud i en position, hvor han kunne kun gå venstre om Lars Winde, og det havde Lars Winde læst.

På det efterfølgende hjørnespark nåede Trond Andersen højest, men headede desværre på stolpen, og på returen fik Augu ikke kæmpet sig langt nok forbi sin oppasser til, at han kunne komme til at dirigere sin hovedstødsafslutning i den rigtige retning. Ærgerligt at gå glip af de tre points, som kunne have mindsket afstanden til førstepladsen til otte points, men alt i alt må uafgjort siges at være et retmæssigt resultat. Kampen kunne være tippet til hvilken side, det skulle være, men det gjorde det ikke.

Næste opgave bliver i Odense mod OB, og her har Bård Borgersen naturligvis karantæne, hvilket er en klar svækkelse med det spil, han har vist indtil nu. Kampen kunne have været endnu et vigtigt opgør om at komme nærmere toppen, men bliver istedet kampen om at være det bedste hold i foråret. OB har vundet deres første tre kampe plus en pokalkamp og blander sig nu i guldkampen. Både Esbjerg, Brøndby og København har haft problemer, så det er realistisk, at AaB også kunne have nået helt op i toppen, hvis det bare var blevet til en sejr mod Esbjerg og igen på søndag.

AaB-Esbjerg 1-1 (0-0)

58. 1-0 David Nielsen
75. Udvisning Bård Borgersen
89. 1-1 Hans Henrik Andreasen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Bård Borgersen, Allan K. Jepsen - Rasmus Würtz, Stefan Schmidt, Martin Ericsson (82. Thomas Augustinussen), Mads Bro Hansen - David Nielsen (89. Jacob Sørensen), Christian Lundberg (76. Jacob Krüger).

Esbjerg

Lars Winde - Jakob Poulsen, Anders Møller Christensen, Kjetil Pedersen (63. Nicolaj Høgh), Martin Jensen (63. Søren Barslund) - Tommy Bechmann, Jerry Lucena, Hans Henrik Andreasen, Jan Kristiansen - Jess Thorup, Fredrik Berglund.

Mere i samme kategori

Kampe mod Esbjerg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk