|
På vej i den rigtige retning Lagt p 20/10-06 I går havde AaB inviteret sine samarbejdsklubber til inspirationsdag på AaB's anlæg, hvor Brad Douglass fra Coerver Coaching var gæstetræner. Coerver er en meget anerkendt træningsfilosofi eller -metode til at udvikle teknisk dygtige fodboldspillere, og det var opløftende at høre, at mange af de ting, vi har arbejdet på i årets løb, er rigtige.
Den grundlæggende holdning hos Coerver er, at ungdomsspillere skal trænes i boldkontrol og en-mod-en-situationer, fordi manglende færdigheder i disse discipliner ikke må begrænse spillernes muligheder for at træffe de rigtige valg ude på banen. Filosofien illustreres af Coervers pyramide for spillerudvikling, som viser de byggeblokke, et træningspas kan bygges op omkring, når en bestemt færdighed (eksempelvis en vending eller et spark) skal indlæres.
Brad Douglass er Coervers mand i Skandinavien og stod for at fremvise principperne i en træningssession med nogle af AaB's bedste drengespillere, som kom igennem et sjovt og gradvist mere kompetitivt program, hvor den samme vending blev brugt om og om igen i forskellige øvelser og sammenhænge. Samtidig blev der åbnet for at spille bolden som alternativ til at løbe med den selv, og dermed blev den individuelle færdighed integreret i holdspil, hvor der skulle tænkes selvstændigt.
På lilleputholdet har vi arbejdet ud fra nogenlunde samme strategi, hvor den personlige udvikling kommer før de kortsigtede resultater. Resultaterne har godt nok ladet vente på sig, men i de fleste kampe, når modstanderne ikke har været alt for overlegne fysisk, har vi spillet det flotteste fodbold, og det tror vi på, kommer spillerne til gode i det lange løb, når de fysiske forskelle udjævner sig.
Vi havde selvfølgelig håbet på at spillernes fodboldmæssige overlegenhed på et tidspunkt i løbet af sæsonen kom til udtryk i bedre resultater, men inspirationsdagen har alligevel givet tro på, at vi har haft fat i den lange ende. Douglass' professionelle og klart strukturerede måde at bygge et træningspas op på giver inspiration til, hvordan vi kan komme et skridt videre og lære børnene endnu mere ved hver eneste træning, så vi får endnu bedre spillere på klubbens hold. |