|
23/09-06 Horsens-AaB 0-0 Lagt p 27/09-06 For anden kamp i træk formåede AaB ikke at score, men denne gang kunne man ikke påberåbe sig uheld, manglende skarphed eller en dygtig modstandermålmand, for man spillede simpelthen den dårligste kamp i lang, lang tid. Spillet hang slet ikke sammen, der blev truffet dårlige beslutninger overalt på banen og løbet alt for lidt, men Horsens havde omvendt heller ikke det store at byde på efter en ellers fin start på kampen.
Dårligt fra start
AaB stillede ellers nok en gang med praktisk talt det samme hold som havde været overlegne i de tre foregående kampe mod de øvrige hold i top fire, København, Brøndby og OB, som i øvrigt lige nu ligger indenfor et bånd på sølle ét point med nordjyderne på andenpladsen. Jeppe Lund Curth havde vippet Thomas Kortegaard af pinden som venstre kant, mens de øvrige ti var de samme som mod OB.
Hjemmeholdet stillede op med to små spirrevipper på angrebspladserne i form af svenske Rawez Lawan og brasilianske Gilberte Macena, og Horsens satsede meget på at bringe bolden frem til dem så hurtigt som muligt. Allerede i det tredje minut fik de første gang noget ud af den recept, da Jeppe Curth med en dårlig tæmning mistede bolden, som røg ud på højrekanten, hvor Lawan spillede ind til Gilberto, der efter en dribling sendte et skud mod mål, som Jimmy Nielsen let kunne snuppe.
Horsens trak sig langt tilbage og havde held med at forhindre AaB i at komme frem i de helt farlige områder, og AaB forsømte også at spille de korte afleveringer midt i banen. På de længere afleveringer er det mere viljen der afgør om man kommer først på bolden, og den kan hjemmeholdet ikke klandres for at have for lidt af. Derfor kom de så godt som altid først på bolden i nærkampe og kampe om andenbolde, og det gav dem et overtag i indledningen.
I det niende minut var det netop en viljestærk forsvarsindsats af Per Gade der banede vejen for Horsens' næste mulighed, da han ved sidelinjen - en tand for voldsomt efter mine begreber - tacklede bolden fra Jeppe Lund Curth og efterfølgende modstod Michael Jakobsens fysiske udfordring. Gade sendte bolden fladt ind bag Kasper Risgård, og Rawez Lawan lobbede bolden over Jimmy Nielsen men også forbi mål.
Problemer i venstresiden
AaB var første gang i nærheden af Søren Jochumsens mål efter tolv minutters spil, da Jesper Søgaard lavede et stort frispark på Jeppe Curth midt på banen. Michael Jakobsens frisparksforsøg endte i muren, og med en enkelt aflevering blev Kasper Klausen sendt af sted i højre side, hvor han alt for let kom uden om Kasper Risgård og ned til hjørnet af straffesparksfeltet, hvor han kunne sende en flad afslutning mod mål.
Minuttet senere var Jeppe Curth tæt på at slippe igennem med et godt gennembrud ind over midten, men igen gik det hurtigt den anden vej. Inden Curth kunne nå med hjem spillede Allan Søgaard bolden ud i højre side, hvor Michael Jakobsen stod langt fra Kasper Klausen men alligevel endte med at gå frem og presse. Klausen spillede bolden baglæns, og i stedet kunne Per Gade nok en gang spille ind i rummet bag Michael Jakobsen, men denne gang var Kasper Risgård mere aggressiv og nåede bolden før Lawan.
Værternes opspil var meget direkte og foregik klart mest i højre side, hvor Michael Jakobsen for en gangs skyld havde store problemer med at vurdere, om han skulle gå frem eller tilbage. Kasper Klausen gik meget ned i banen for at deltage i op-ned-op-spil, og da Horsens bragte spillet så hurtigt frem at Jeppe Lund Curth ikke nåede på plads, var der god plads til Klausen. AaB'erne var ikke aggressive nok til at gennemføre deres sædvanlige presspil, og derfor fik man også meget sjældent lavet generobringer efter boldtab.
Lidt for direkte spil
Midtvejs i første halvleg begyndte AaB at komme bedre med i kampen, fik spillet bolden fint rundt og fik presset Horsens så langt tilbage, at afstanden fra de forreste til midtbanen blev for stor til at kunne køre deres kontraer. Dermed havde AaB'erne tid til at komme på plads, og nu da Horsens skulle bygge spillet op fra bunden, skortede det på gode ideer.
Hos AaB var Cacá den mest idérige spiller, og brasilianerens driblinger og løb i frie rum gjorde ham til omdrejningspunktet i det offensive spil, når bolden blev spillet langs græsset. Det gjorde den dog for sjældent, for der blev ofte forsøgt med den afgørende diagonalbold til modsatte kant eller et tidligt indlæg i straffesparksfeltet, og i den hårde vind var præcisionen langt fra god nok til at skabe farlige situationer.
Der var ikke ret ofte plads til at spille bolden ned bag Horsens-forsvaret, og da Fredrik Winsnes to gange fandt plads til at lægge gode afleveringer derned, stod henholdsvis Rade Prica og Mattias Lindström i strafbar offsideposition. Rade Prica stod også offside da Cacá spillede ham fri med et hurtigt taget frispark, og Prica så man generelt ikke meget til i kampen.
Trods forbedringer i AaB's spil stod der Horsens på næste afslutning, og endnu en gang fandt de plads bag Michael Jakobsen, så Rawez Lawan kunne sende et indlæg ind, som lidt tilfældigt endte hos Kasper Klausen, der sparkede forkølet mod mål. AaB's første afslutning faldt efter mere end en halv time, og det skete med en helkikset afslutning fra Cacá, der med en god førsteberøring havde taget Rade Pricas dybe aflevering med sig.
Chancen misbrugt
Herefter begyndte der så småt at komme optræk til AaB-chancer, og Jeppe Lund Curth fik med en retningsbestemt lårtæmning i høj fart bragt sig forbi Per Gade på en lang aflevering fra Michael Jakobsen, men på midten var ingen fulgt med til at lægge den flade aflevering i mål. Det blev også til enkelte dødbolde, men hverken Mattias Lindström eller Fredrik Winsnes fik indstillet indlæggene efter vindforholdene.
Ti minutter før pausen opstod så den chance, der skulle have åbnet for en dårligt spillet kamp med masser af spil på midten og mange fejl. Mattias Lindström fik i to forsøg driblet sig til baglinjen, hvorfra han kunne spille imellem tre forsvarsspillere til Cacá, som midt for mål og fra fem meters afstand ikke fik ram på bolden og derfor ikke scorede i et ellers så godt som tomt mål.
AaB havde bolden meget som pausen nærmede sig, men skabte ikke de store chancer, og da Rade Prica forsøgte at heade bolden ned for fødderne af Cacá, smuttede Søren Jochumsen imellem. Horsens stod som en mur nede omkring eget straffesparksfelt og tillod ikke AaB at komme ind at spille foran feltet, mens de fleste indlæg blev afvist let. Var de ved at blive fanget lidt længere fremme på banen, skyndte de sig at lave frispark og ødelagde dermed AaB's få muligheder for at lave gennembrud i de farlige områder.
Livlig start
AaB kom lidt mere optimistisk ud efter pausen, og allerede i det første minut havde Mattias Lindström en fornuftig afslutning, da han opsnappede den løse bold efter en duel på en lang bold og med en enkelt berøring bragte sig forbi Mads Rieper. Søren Jochumsen reddede skuddet til hjørnespark, men gik forkert af hjørnesparksindlægget og var heldig med at bolden fik lov at passere hele vejen igennem straffesparksfeltet tæt under mål.
Horsens' første forsøg i anden halvleg faldt efter tre minutter, da Søren Friis tog chancen langt udefra, og hans skud ramte Allan Olesen og gik i en høj bue over Jimmy Nielsen og ramte overliggeren. Hjørnesparket blev afvist og endte med et skudforsøg fra Charles Akonnor som blev blokeret, og i stedet løb AaB kontra, men den afgørende aflevering fra Rade Prica til Mattias Lindström blev for spids, og Lindströms indlæg blev derfor for dårligt.
Allerede minuttet efter var Horsens på spil i den anden ende, da Gilberto gik ned i banen for at tage imod et indkast og skiftede bolden over i modsatte side, hvor Søren Friis kunne sende Rawez Lawan af sted i venstre side. Jimmy Nielsen var dog hurtigt ude og presse Lawan til at sparke forbi fra en spids vinkel.
Tilbage i frigear
Efter fem lovende minutter faldt spillet gevaldigt i kvalitet igen i takt med at antallet af uprovokerede fejl steg. Ved bolderobring var AaB'erne meget længere tid om at komme med frem end Horsens-spillerne var om at løbe hjem, og derfor var der heller ingen nemme chancer at få. Horsens havde lige så lidt held med at ramme deres små angribere med lange bolde og indlæg, så det blev en meget rodet forestilling.
Cacá havde et enkelt skud på mål efter at han var gået ned i banen og vendt med en aflevering fra bagkæden, men ellers var der ikke så meget som tilløb til chancer i næsten et kvarter herefter. Vi skulle således næsten tyve minutter ind i anden halvleg inden næste chance opstod, da AaB endelig ramte hinanden så mange gange i træk at Allan Olesen kunne komme til indlæg, men Rade Prica kom for sent ved forreste stolpe og blev tacklet.
Herefter fik AaB bedre styr på defensiven og fik dermed bedre tid til at skille sig af med bolden, når den blev erobret. Det gav den fornødne ro til at man kunne bygge spillet op uden straks at blive tvunget til pressede afleveringer, og så blev pasningsspillet meget bedre og bolden gik fra side til side. Mattias Lindström havde en okay afslutning, da Rasmus Würtz sendte bolden hen over forsvaret fra midt på banen, men Søren Jochumsen reddede nok en gang til hjørne.
Lindström og Friis tættest på
Mattias Lindström havde en noget blandet eftermiddag, hvor mange ting - ikke mindst hans indlæg - mislykkedes, men omvendt lavede han mange løb i områder der gjorde ondt på Horsens-forsvaret, og derfor var han med i næsten alle AaB's farlige situationer. Cacá var en anden iøjnefaldende spiller, som havde en langt lavere fejlprocent, men han forsvandt ud af billedet, da han kom ned som venstrekant efter en dobbeltudskiftning.
Dermed var der sæsondebut til Simon Bræmer, men det var Mattias Lindström der kom til den næste afslutning, da AaB efter et indkast i venstre side fik broderet sig flot igennem i venstre side og kom til et fladt indlæg ved Cacá, men forsøget blev blokeret. Ligeledes indskiftede Chrys var godt involveret i angrebet, hvor han tre gange var at finde som spilstation oppe i banen, og han slap generelt godt af med bolden.
Simon Bræmer skulle dog få det næste forsøg, da Mattias Lindström efter at Cacá havde erobret bolden søgte ind midt i banen og spillede videre til Allan Olesen, men Bræmer fik ikke rigtigt fart i hovedstøddet på Olesens indlæg. Først med et kvarter igen havde Horsens næste forsøg, men Søren Friis' forsøg fra lang afstand var intet problem for Jimmy Nielsen, og da Friis senere forsøgte sig igen, stod overliggeren i vejen.
AaB forsøgte i det sidste kvarter at give Mattias Lindström en friere rolle langt fremme på banen, men det havde ikke rigtigt nogen effekt, og afgørende tilbud blev det ikke til, selvom han selv havde endnu en afslutning efter et indlæg fra højre side, som han ramte skidt. Da hjemmeholdet heller ikke havde evnerne til at tilspille sig chancer, endte det med en klassisk 0-0-kamp, hvor AaB aldrig fik spillet til at køre mod et godt organiseret og hårdt kæmpende Horsens-hold. |