Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

06/08-06 Silkeborg-AaB 0-2 (0-1)

Lagt p 10/08-06

Med en 2-0-sejr på Silkeborg er AaB's sejrsstime nu oppe på otte kampe, men denne gang var det ikke overbevisende, det der blev leveret. Uden Thomas Augustinussen fungerede AaB's presspil ikke, og Silkeborg kom frem til lige så mange indlæg og dødbolde som AaB's modstandere har gjort i de tre første kampe tilsammen. Augustinussen fik en halv halvleg, afgjorde kampen med en scoring og var med til at tage pynten af hjemmeholdets spil, så det aldrig blev farligt til sidst.

Hjørnespark på hjørnespark

Thomas Augustinussens plads på bænken skyldtes et begyndende springerknæ, og i hans sted spillede Fredrik Winsnes, hvormed der blev plads til Siyabonga Nomvethe for første gang i startopstillingen. Eneste anden ændring var at Thomas Kortegaard blev skubbet ud på bænken, da Allan Olesen efter sit sygdomsfravær kunne indtage pladsen som højre back igen.

AaB lagde bedst fra land og havde allerede efter seks minutter tilspillet sig fire hjørnespark og fået to gode afslutninger ud af det. I første omgang var det Siyabonga Nomvethe, der samlede et afværget hjørnespark op på kanten af feltet, satte en mand af med en kropsfinte og sparkede på mål med venstrefoden. Afslutningen sad helt oppe under overliggeren, men David Preece fik verfet bolden til et nyt hjørnespark.

To minutter senere var AaB igen først over et afværget hjørnespark, og Siyabonga Nomvethe var i kraft af sin hurtighed først til at komme tilbage til bolden. Fredrik Winsnes var stadig at finde i højresiden efter at have sparket hjørnesparket, så han kunne bruges som bande, og Nomvethe fik sendt et godt indlæg ind mod forreste stolpe, hvor Mattias Lindström headede lige over målet.

God start

Med to udfordrende kantspillere i Mattias Lindström og Siyabonga Nomvethe, som lykkedes med de fleste af deres driblinger, fik AaB lagt spillet langt frem i starten af kampen, hvor der blev spillet mere direkte end i de første kampe. Silkeborg spillede som altid med en smal, diamantformet midtbane, og det forsøgte AaB at drage fordel af ved at spille bolden tidligt fra forsvaret hen over Silkeborg-forsvaret, over i modsatte side eller frem langs linjen.

En lang bold frem i det centrale område gav AaB kampens næste mulighed, da Fredrik Winsnes var hurtigst over andenbolden og med hurtige fødder fintede sig forbi sin modspiller og sendte et godt skud af sted, som David Preece måtte helt ud til stolpen for at redde. Danny Califf stod bag den præcise fremlægning, som Rade Prica ikke fik headet ned til en medspiller, men det sørgede en Silkeborg-spiller altså for, da han ikke sparkede ordentligt væk.

Det tidlige føringsmål kom efter en fremlægning fra den anden midterforsvarer, Kasper Risgård, som spillede op på Jeppe Lund Curth, der lagde bolden tilbage til Fredrik Winsnes. Nordmanden skiftede bolden over i højre side, hvor Allan Olesen havde masser af tid til lægge bolden til rette, kigge op og spille den hårdt mod forreste stolpe, og her viste Rade Prica sit målscorer-gen ved tæt under mål at give bolden endnu mere vinkel, så den gik i nettet i modsatte side. Det femte mål i fire kampe fra den kroatiske svensker der både med hovedet og fødderne rammer målet hver eneste gang.

Manglende pres

Herefter mistede AaB langsomt grebet om kampen, mens Silkeborg fik justeret sig ind på gæsternes lidt primitive spil. De vandt nu boldene inden AaB kunne nå at lave et ordentligt genpres, og dermed fik de mere plads til at spille hurtigt frem ad banen. AaB's presspil fungerede slet ikke lige så godt som i de første kampe - heller ikke i etableret forsvar - og hjemmeholdet havde bolden meget på AaB's banehalvdel, som dog stod fast, når man kom ned på straffesparksfeltets grænse.

Forsvarsorganisationen har været AaB's force i de tre første kampe, men uden Thomas Augustinussen gik det fløjten. Det er også første gang de har været oppe mod en diamantformet midtbane, hvor der er en naturlig dybdeforskydning i midtbanen, og da både Peter Degn, Michael Hansen og Thomas Poulsen er rutinerede og boldsikre spillere, formåede de at holde fast i bolden til at en af de to backs kunne skyde med frem eller til en AaB'er begik et frispark.

Hjemmeholdets overtag resulterede nemlig i et hav af indlæg og dødbolde, og i kraft af en god medvind var der hele tiden fare på færde, når der blev slået indadskruede indlæg. Jimmy Nielsen havde flere gange vanskeligt ved at komme frem i et tæt pakket straffesparksfelt, og han gik helt galt af bolden i en situation, hvor Peter Degn heldigvis blev så overrasket over at få bolden i hovedet, at han ikke kunne nå at dirigere den mod mål.

Den største Silkeborg-chance opstod også i forlængelsen af et hjørnespark, hvor flere af de hovedstødsstærke folk var blevet fremme. En af dem var Jens Berthel Askou, der i højre side af straffesparksfeltet kunne modtage en hovedstødsaflevering fra Peter Degn efter et flot sideskift til et tyndt besat område. Askou spillede ind foran, og ved forreste stolpe fik Hördur Sveinsson klemt sig ind i et lille hul mellem Kasper Risgård og Jimmy Nielsen, men han styrede bolden lige forbi.

Enkeltmandspræstationer, ikke holdspil

For at få bedre fat i spillet forsøgte AaB sig med at lade Mattias Lindström og Siyabonga Nomvethe bytte plads i et kvarters tid, men det hjalp ikke stort på situationen. AaB kunne stadig ikke få hold på spillet og levede mest på kontraangreb, som ofte blev enkeltmandspræstationer, fordi midtbanen ikke nåede med frem inden bolden blev tabt.

Siyabonga Nomvethe fik flere gange vist fantastiske driblefærdigheder i høj fart, men var stadig ikke meget værd i det defensive, selvom han af og til i kraft af sin hurtighed fik taget bolden fra en modspiller. Det siger også lidt om manglerne i det kollektive presspil, for i et godt presspil kommer der ganske få løbedueller, fordi der hele tiden er så meget pres på boldholderen, at han ikke kan slippe ordentligt af med den. Formålet med presspil er ikke at tage bolden fra modspilleren i en duel, men at få modstanderen til at lave en fejlaflevering, som så kan opsnappes.

Mod slutningen af halvlegen havde AaB held med et par kontraløb igen. Først headede Rade Prica en lang bold ned for fødderne af Jeppe Curth, som sendte Nomvethe af sted til et indlæg fra kanten, hvilket resulterede i et godt hovedstødsforsøg fra Prica, som dog blev blokeret af en forsvarer. Til sidst endte en kontra i et hjørnespark, hvor Prica og Nomvethe efter spil på meget små områder med et lob fik spillet sydafrikaneren ind bag forsvaret, men vinklen blev så spids at afslutningen forholdsvis let kunne blokeres af en årvågen David Preece.

Augustinussen bragte ro

Sidebyttet havde ikke den store virkning, og Silkeborg fortsatte med at true med massevis af indlæg, mens AaB levede på sporadiske kontraløb. I et af disse var Mattias Lindström tæt på at lykkes med en tunnel, der ville have skabt en overtalssituation, men i stedet kunne Bjarni Eiriksson skifte bolden over i modsatte side, hvorfra den blev spillet ind til Dennis Flinta. Med ryggen til mål fik han vristet sig fri og spillet ud til en fremstormende Eiriksson på kanten, men Hördur Sveinsson blev presset tilstækkeligt af Kasper Risgård til at han ikke kunne få afsluttet på det flade indlæg.

Der var flere gode tilløb til AaB-kontraer, der lige manglede det sidste i en førsteberøring eller en dribling, men så tog Siyabonga Nomvethe sagen i egen hånd. I venstre side førte han bolden frem på egen hånd, og da han nåede ned omkring straffesparksfeltet trak han ind i banen, hvorfra han sendte et godt skud af sted, som David Preece nok en gang fik afværget med en god redning.

Små tyve minutter inde i anden halvleg var det så på tide for AaB at få stabiliseret defensiven, og det skete ved at sendte Thomas Augustinussen ind i stedet for Jeppe Lund Curth, der var kommet skidt i gang efter pausen. Siyabonga Nomvethe blev skubbet frem i frontkæden og Fredrik Winsnes ud i venstre side, og dermed spillede AaB med den midtbane, der var startet i de foregående kampe. Herefter fungerede presspillet langt bedre, og Silkeborgs spil faldt fra hinanden.

Det hjalp selvfølgelig også, at Thomas Augustinussen efter godt fem minutter på banen sørgede for en tomålsføring, og tog håbet fra hjemmeholdet, der endnu ikke havde fået point på kontoen. Michael Jakobsen og Fredrik Winsnes spillede bolden godt rundt i venstre side, og til sidst kunne Winsnes sende et indlæg ind midt i feltet, hvor Rade Prica med lethed holdt sin modspiller væk og kunne heade på tværs til Augustinussen, der fra kort afstand kunne hamre bolden i nettet.

Flere muligheder

Inden da kunne AaB endda have afgjort kampen med et flot kontraangreb, som startede med en flad bold fra Mattias Lindström frem til Rade Prica. Svenskeren lavede en fremragende førstegangsaflevering, hvor han med ydersiden sendte bolden imellem to forsvarsspillere frem til Siyabonga Nomvethe, der lod bolden køre videre til dybdeløbende Lindström, som spillede igennem forsvarskæden til Nomvethe. Sydafrikaneren havde masser af tid i straffesparksfeltet, men valgte desværre at spille på tværs til Lindström, der blev tacklet i skudøjeblikket.

Silkeborg kunne dog også have udlignet, da Michael Hansen tog chancen på et frispark fra en spids vinkel, hvor han sparkede direkte mod mål, men Jimmy Nielsen boksede det knaldhårde skud væk fra målet. AaB gjorde ikke ret meget mere end det var nødvendigt, så den sidste del af kampen foregik i et lavere tempo end hidtil.

To gode AaB-forsøg blev det dog til, og det første var efter et godt indlæg fra Fredrik Winsnes, hvor Rade Prica endnu en gang vandt hovedstødsduellen, men på trods af at han fik headet hårdt og nedad, nåede David Preece igen ned til bolden. Silkeborg-målmanden var dog lige ved at komme på mellemhånd, da Mattias Lindström ligesom i Vejle-kampen tog chancen næsten fra midten, men denne gang stod der en overligger i vejen.

Med maksimumpoint er AaB naturligt nok stadig på førstepladsen, selvom København kan nå op ved siden af, når de har spillet den kamp, de har i hånden. AaB har endnu ikke spillet mod nogen af de tre medaljetagere fra sidste sæson, så det er stadig tidligt at vurdere niveauet, men på lørdag i Herning vil vurderingsgrundlaget forbedres, når der skal spilles mod Midtjylland, der også har lagt fint fra land.

Silkeborg-AaB 0-2 (0-1)

13. 0-1 Rade Prica
70. 0-2 Thomas Augustinussen

Silkeborg

David Preece - Simon Nagel, Thomas Olsen, Jens Berthel Askou, Bjarni Olafur Eiriksson - Peter Degn (46. Bajram Fetai), Martin Ørnskov Nielsen, Michael Hansen (79. Thomas Raun), Thomas Poulsen - Dennis Flinta, Hördur Sveinsson (65. Kim Olsen).

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Kasper Risgård, Michael Jakobsen - Mattias Lindström, Rasmus Würtz, Fredrik Winsnes (84. Thomas Kortegaard), Siyabonga Nomvethe (80. Cacá) - Rade Prica, Jeppe Lund Curth (64. Thomas Augustinussen).

Mere i samme kategori

Kampe mod Silkeborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk