|
30/04-06 Horsens-AaB 0-1 (0-0) Lagt p 03/05-06 Da Niels Lodberg med en halv time igen sparkede forbi bolden med et tomt mål foran sig, var jeg ikke i tvivl om, at denne søndag skulle være dagen, hvor AaB brød sin stime af kampe uden sejr. Af alle spillere skulle det oven i købet være udskældte Poul Hübertz der stod for det længe ventede sejrsmål, og pludselig er AaB på syvendepladsen med kun tre point op til en femteplads, der på papiret ser tæt på godkendt ud.
Nyt midterforsvar
Danny Califf måtte udgå med en skade i pokalkampen mod Randers og hans afløser Jón Rói Jacobsen fik et vrid i knæet til træning dagen efter, og da Michael Jakobsen samtidig havde karantæne, måtte AaB mønstre et helt nyt centerforsvar. Thomas Augustinussen har tidligere vikarieret på posten ved flere lejligheder, mens Kasper Risgård var et helt uprøvet navn i centerforsvaret på højeste niveau.
Hullet som Augustinussen efterlod på midtbanen blev udfyldt af Súni Olsen, som optrådte i venstre side af en flad midtbane med Fredrik Winsnes i en mere sideordnet rolle i forhold til Rasmus Würtz end tidligere. Helt i front var Poul Hübertz blevet foretrukket som angrebsmakker til Cacá, nu da Daniel Hoch efter sin glimrende optræden havde fået tilbagefald med sin overbelastede hoftebøjer.
Det nye midterforsvar havde en del at se til i den første halve time, hvor Horsens med hjælp fra en kraftig rygvind fik presset AaB langt tilbage. Den naturlige usikkerhed, som opstår med to uvante midterforsvarere og på et hold uden sejre i 14 kampe, gav sig udslag i omgangen med bolden, der var et stykke fra højeste niveau. De tog ingen chancer i opspillet eller ved at holde på bolden i pressede situationer, og når de så oven i købet ikke kunne sparke bolden ret langt væk, havde Horsens gode muligheder for tilbageerobring.
Hen ad vejen blev Thomas Augustinussen og Kasper Risgård mere konstruktive med bolden, hvilket kan hænge sammen med, at de fik mere overskud af deres gode forsvarsspil. Det var ikke mange chancer, Horsens kom frem til, og hverken i luften eller ved jorden kunne deres direkte modspillere tilkæmpe sig et overtag. Risgård har mange kræfter og var derfor meget agressiv i sit boldpres, men kom af og til langt væk fra sin zone, hvilket Horsens dog ikke formåede at udnytte.
Overtag til hjemmeholdet
De gulklædte værter var farligst når Besart Berisha eller Niels Lodberg søgte væk fra AaB's midterforsvar og ud på kanterne, hvor de ofte havde held til at skabe overtalssituationer. Omvendt var der af samme grund ikke så mange medspillere i feltet at slå indlæg til, så oftest valgte de at spille skråt bagud, og her var AaB-midtbanen hurtig til at komme til undsætning.
Ofte endte situationerne med hjørnespark eller frispark, hvor deres pænt høje forsvarsspillere kunne få lejlighed til at gå med frem, men nordjyderne klarede de fleste indlæg uden nævneværdige problemer, og da det gik galt efter tyve minutter, var der heldigvis offside. Niels Lodberg fik prikket Allan Søgaards kiksede, flade frispark videre ind mod Jimmy Nielsen, der med en refleks fik slået bolden op i luften, men målscorer Rasmus Marvits var i offsideposition, da Lodberg rørte bolden.
Ellers er der ikke de store Horsens-tilbud at berette om, selvom de fik et par skud blokeret, når den altså blev spillet skråt bagud. Den store spilovervægt kastede desuden et god hovedstødschance af sig, men generelt havde AaB-forsvaret godt styr på det defensive. Det offensive var til gengæld noget mangelfuldt, og da der kun var få chancer til de to hold, var det en dårlig kamp at kigge på.
Offensiven også med
Som AaB-tilhænger blev det dog bedre hen ad vejen, og omkring det halve time var der så meget kontrol over afspillet fra bagkæden, at midtbanen begyndte at få bedre bolde at arbejde med. Rasmus Würtz og Fredrik Winsnes spillede rigtigt godt - efter kampens standard - og var meget synlige i det offensive spil, og Rasmus Würtz er begyndt at tage rigtigt mange offensive løb, ligesom han beskytter sig bold godt, når han har den.
Også inden den halve time var rundet opstod der chancer til AaB, og Cacá havde den bedste, da Rasmus Würtz spillede bolden igennem midtbanekæden, og Cacá afsluttede en længere dribletur ved at forsøge at lægge bolden op i det lange hjørne. Oftest var spillet dog for utålmodigt, og der blev hele tiden forsøgt med bolde fremad - gerne helt ned bag bagkæden, hvor Poul Hübertz skulle snitte den videre til Cacá eller Jeppe Curth - indtil den blev mistet eller der blev afsluttet.
I halvlegens sidste kvarter fik AaB også bedre tag i bolden, og i stedet for kun at satse på den risikable bold ned bag forsvaret blev der også tid til at spille den rundt, hvorfor Horsens blev tvunget længere tilbage. Halvlegens bedste forsøg kom efter et blokeret skud fra Fredrik Winsnes endte hos Cacá, der i straffesparksfeltet fik vendt rundt og afsluttet, men skuddet blev rettet af og endte på stolpen. Poul Hübertz var hurtigt over riposten, men hans skud blev blokeret til hjørnespark. Hjørnesparks- og indlægsstatistikken blev kraftigt forbedret inden pausen, og blandt andet Jeppe Curth kom til afslutning på indlæg.
Godt fra start
Efter pausen fik AaB endnu bedre styr på spillet i kraft af medvinden, og det åbnede op for kampen, der dog stadig ikke nåede uanede højder. De første chancer kom efter hjørnespark, hvor Rasmus Würtz to gange i træk endte med at kunne skyde på mål, og det første gik lige forbi. Nummer to ramte stolpen og endte efter lidt ping-pong i feltet hos Poul Hübertz, der hamrede bolden over mål.
Minuttet senere ville Horsens også lege med, og efter et beslutsomt gennembrud i højre side kunne Kasper Klausen sende en flad bold ind foran mål, hvor Charles Akonnor måtte se sit skud blokeret. Akonnor stod selv bag kampens klart største chance, da han lidt heldigt fik taget en flad aflevering fra Søren Friis med sig og brød igennem AaB's forsvarskæde og spillede på tværs, men Niels Lodberg sparkede forbi bolden, og i efterdønningerne nåede Jimmy Nielsen bolden før Friis.
AaB's næste chance burde der også have været scoret på, da Rasmus Würtz fra højre side sendte et indlæg ind foran mål. Hübertz kunne løbe lige ind i bolden og heade på mål fra syv meters afstand, men alligevel endte han med at placere hovedstøddet nøjagtigt midt i målet, hvor Søren Jochumsen stod placeret.
Forløsning for Hübertz
Med under et kvarter igen lykkedes det så endelig for Poul Hübertz at prikke hul på den målbyld, der er vokset helt siden august. Angrebet startede med at Thomas Kortegaard vandt en mand-mand-duel og spillede kort til Thomas Enevoldsen, der var kommet på banen for en nok en gang halvskidt Súni Olsen og spillede frem til Cacá i modløb. Brasilianeren vendte med bolden og sendte den dybt over i modsatte side til Hübertz, der sparkede den fladt ind i modsatte side.
Poul Hübertz spillede på ny en god kamp, hvor han fik fat i det meste i luften og var umulig at tage bolden fra, når han kunne bruge sin fysik og sine fodsålsdriblinger. Kort efter målet var han endda tæt på at udbygge føringen, da han selv forlængede bolden videre til Cacá, der efter lidt trylleri spillede på tværs til den lange sjællænder, hvis tørre hug sneg sig lige udenom stolpen. De to vidt forskellige angribere så ud til at supplere hinanden godt og udfordrede Horsens-forsvaret på hver sin måde.
Når selv Poul Hübertz kunne score og Niels Lodberg sparkede huller i luften tydede meget på, at det skulle være AaB's dag, og gæsterne var også tæt på at få yderligere et mål foræret. Søren Jochumsen ramte bolden skævt, da han kom ud af målet for at sparke væk, og indskiftede Simon Bræmer tæmmede bolden med brystet og forsøgte at løfte bolden over målmanden, men lobbet blev for lavt, så Jochumsen kunne akkurat slå skuddet ud til siden.
Heldet på AaB's side
AaB havde egentlig godt styr på kampen i anden halvleg og i særdeleshed efter scoringen, men efter en løs chance til Niels Lodberg i et tæt pakket straffesparksfelt, hvor Jimmy Nielsen reddede med en refleks, kom der alligevel pres på det mentalt ramte AaB-hold. I de sidste minutter havde hjemmeholdet adskillige chancer som følge af et utal af indlæg, men for en gangs skyld følte lykkens gudinde, at AaB havde noget til gode.
Således havde Steffen Ernemann et godt langskud inden det i overtiden brændte på for alvor. I klumpspillet efter et frisparksindlæg endte bolden hos Rasmus Marvits, der ved bageste stolpe ikke fik rigtigt ram på bolden, der trillede forbi. Til allersidst, og efter at Jens-Kristian Sørensen var kommet ind til sin debut, nåede Mads Rieper højest i feltet på et nyt indlæg, men Horsens-anførerens hovedstød gik udenom målrammen, og AaB kunne forlade Forum Horsens Stadion med den første sejr i 15 kampe - eller siden 9. februar.
Med sejren avancerer AaB til superligaens syvendeplads, og der er kun tre point til femtepladsen. En femteplads i ligaen og en plads i semifinalerne i pokalturneringen ser næsten godkendt ud, men papiret lyver. Forhåbentlig kan sejren give et skud selvtillid til de næste kampe, så der også for alvor kan komme gang i det gode spil. Det var bestemt ikke den flotteste fodboldkamp, AaB har spillet i foråret, men det var den flotteste sejr... |