Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

17/04-06 AaB-OB 0-0

Lagt p 19/04-06

Siden Royal League-kampen mod Lyn har AaB spillet 11 kampe i streg uden at kunne synge sejrssangen bagefter, og heller ikke påskedagens opgør mod OB sluttede med en AaB-sejr. Selvom gæsterne havde kampens to farligste forsøg, var AaB det bedste hold, men anden halvlegs spilovertag kastede ingen mål af sig, selvom Esben Hansen til sidst blev vist ud for at slå Cacá i ryggen.

Rolig start

Efter et par mindre gode præstationer af Mattias Lindström var han til kampen mod OB blevet sat på bænken, hvilket gav plads i startopstillingen til Poul Hübertz, der har gjort det godt på det seneste. Hübertz startede alene på toppen, mens Cacá overtog højrekanten fra Lindström, og i venstre angrebsside erstattede Jeppe Lund Curth den skadede Artim Sakiri.

Cacá fortsatte sine gode takter fra de to kampe som enlig frontangriber, og ude på kanten var der flere lejligheder til at drible, når han havde lavet en af sine gode, retningsbestemte tæmninger med en modspiller i ryggen. På den led minder han lidt om Mattias Lindström, men indlæggene er ikke helt så gode, og han løber ikke så meget ind i feltet uden bold. Omvendt mister Cacá ikke bolden så ofte, fordi hans spil ikke er så chancebetonet, og derfor kommer Allan Olesen også bedre med i spillet.

I starten foregik det meste AaB-spil derfor i højre side, hvilket også hænger sammen med, at Thomas Kortegaard lavede et par fejl med bolden til at starte med og derfor spillede mere sikkert i en periode. Defensivt er han dog ved at finde sig til rette som back, og mand mod mand er han rigtigt stærk, da han er hurtig og trods sit spinkle udseende formår at sætte sig godt igennem fysisk, hvilket blandt andet Søren Berg og Junior fik at føle, når de uden held forsøgte at skubbe ham væk.

Stærk angrebsduo

I modsætning til pokalkampen mellem de to hold seks uger tidligere stillede OB op med begge deres stærke angribere helt i front, da Martin Borre denne gang var klar til at indtage højrekanten. Borre gjorde nu ikke megen væsen af sig, men Søren Berg i angrebet spillede op til sit sædvanlige høje niveau, og OB's bedste spiller var som altid meget ubehagelig for AaB-forsvaret.

Sammen med brasilianske Junior udgør Søren Berg en fysisk stærk angrebsduo, som meget få forsvar kan matche, og samtidig er de begge to rimeligt hurtige, gode i luften, teknisk stærke og pågående. OB spillede meget på at lægge bolden op til de to angribere og starte spillet derfra, enten ved at de spillede ud på kanten eller ved at de sammen spillede sig frem til gennembrudsmuligheder.

Kampens første nærgående forsøg kom efter ti minutter, da Søren Berg blev sendt af sted med en dyb aflevering i højre side. I første omgang fik AaB bolden ud af farezonen, men den endte hos Michael Larsen, der sendte et fladt indlæg ind mod Junior midt for mål. I sit forsøg på at sparke indlægget væk ramte Danny Califf bolden halvvejs med sålen, hvorfor den var tæt på at gå i eget net, men den ramte indersiden af stolpen og trillede langs målstregen hele vejen på tværs af mål, hvor Allan Olesen kunne dække den ud.

Ellers var det småt med farlige aktioner foran de to mål, selvom der egentlig blev spillet ret god fodbold af de to hold. Dommer Knud Erik Fisker lod spillerne gå lidt til hinanden, og det gav få afbrydelser i spillet, og spillerne var også ivrige efter at sætte bolden hurtigt i gang igen ved indkast og frispark, så det var trods antallet af chancer en god kamp i et fint tempo. Selvom foråret lader vente på sig, er banerne ved at være i fodboldstand, og Aalborg Stadions græstæppe er som altid blandt de allerbedste.

Få chancer

Første halvleg var en meget lige affære, hvor ingen af holdene fik sat vedvarende pres ind, og tilsvarende blev der ikke skabt åbne chancer i hverken den ene eller den anden ende. OB var flittigst afsluttende og havde langskud fra Søren Berg og Esben Hansen at byde på, men begge røg forbi mål. Forbi gik også Søren Bergs tåhyler efter godt samarbejde mellem ham og Junior i efterveerne efter en hovedstødsduel midt på banen, hvor Danny Califf blev fanget fremme, men Thomas Kortegaard kom godt ind og fik generet Berg i afslutningen.

AaB's spil var mest effektivt, når bolden blev spillet frem langs græsset, og med en mand ekstra på midtbanen fik man af og til lavet gode kombinationer. Trods sideordnede roller i udgangsformationen lå Thomas Augustinussen oftest meget længere fremme på banen end Rasmus Würtz, og oftest søgte han centralt for at gøre sig gældende i hovedspillet. Fredrik Winsnes på den offensive midtbane søgte mere ud i siderne, og også defensivt lavede han et stort stykke arbejde med agressivt boldpres.

De små kombinationer i nærheden af OB's straffesparksfelt kastede altså ikke åbne muligheder af sig, da OB ved bolderobringer fik fjernet presset ved at spille frem til Junior og Søren Berg, som var gode til at holde på bolden. Pasningsspillet fremtvang nogle frispark og hjørnespark, som Fredrik Winsnes sparkede ind over, men Arek Onyszko tog sig af det, der ikke blev headet væk af forsvaret.

De to bedst AaB-forsøg kom i samme sekvens, da Cacá trak ind i banen og efter et bandespil med Jeppe Lund Curth på kanten af feltet, men brasilianerens sidste træk blev for langt. AaB holdt fast i bolden, og Poul Hübertz fik sendt et godt indlæg af sted, som Jeppe Curth ved bageste stolpe headede forbi. Herudover var skudforsøg fra Cacá og Michael Jakobsen det tætteste AaB kom på scoring efter etableret spil, mens Cacá ikke havde held med sit forsøg på at sparke et frispark under muren, og Rasmus Würtz sparkede bolden ud af stadion, da han fik chancen efter et hjørnespark.

Bedre fat

Efter sidebyttet blev der fra AaB's side spillet lidt mere langs jorden og lidt mindre efter Poul Hübertz, og det gav muligheden for at holde fast i bolden længere tid ad gangen. Samtidig gik Danny Califf og Michael Jakobsen en tand mere agressivt til OB-angriberne, ligesom de to backs rykkede længere ind mod midten for at snuppe andenboldene, og dermed lykkedes det at få et overtag i duellerne, hvormed OB's spil mistede kant.

Cacá åbnede afslutningskontoen med et glimrende langskud, da han tog chancen mod et bakkende forsvar, men Arek Onyszko reddede flot. Rasmus Würtz var næste mand på listen, men hans skud blev rettet af og gik til hjørnespark, som blev taget hurtigt og endte med at Cacá kom til afslutning fra en spids vinkel. Endelig holdt Poul Hübertz sin oppasser godt væk ved et indkast, hvorefter han fik vendt rundt og med en resolut afslutning testede målmanden. Endvidere burde Hübertz have gjort det bedre end at heade et hjørnespark over mål.

Chancerne opstod nu i højere grad i spillet med bolden, og hjemmeholdet fik skabt et godt pres og forhindrede OB i at spille sig frem over midten. Bolden gik fra side til side, og det gav blandt andet plads til et fremstød fra Allan Olesen, der endte med et godt indlæg, som Arek Onyszko dog fik fat i. Olesen viste sig ellers mest frem i defensiven, hvor han gang på gang nåede ind og fik dækket af for indlæg fra højrekanten.

To dramatiske højdepunkter

Den rutinerede højreback havde dog ingen chance for at forhindre kampens største chance, som opstod efter et målspark. Efter duellen midt på banen sendte Nicolai Stokholm bolden ned bag AaB-forsvaret, hvor Michael Jakobsen fejlede, da han ville tæmme den. I stedet fik Junior frit løb mod mål, men han overplacerede sin flade afslutning, da Jimmy Nielsen køligt blev stående på fødderne længe nok til at Junior måtte tage initiativet i duellen.

Ellers var gæsterne et par gange tæt på at komme til afslutninger, når AaB's høje forsvarsspil en gang i mellem gav plads at løbe på, hvis bolden blev spillet eller headet forbi forsvarslinjen og til løbeduel. Det endte som regel med indlæg i det farlige område mellem Jimmy Nielsen og forsvarskæden, men AaB'erne var hurtige til at komme tilbage og fik forhindret afslutninger.

Kampens mest dramatiske begivenhed indtraf med fem minutter igen, da Esben Hansen blev udvist for at slå Cacá efter en nærkamp, hvor Cacá gik noget urent ind i tacklingen og ramte Hansen i skridtet. Situationen foregik udenfor Knud Erik Fiskers synsfelt, men linjedommer Steen Knudsen havde set det og gjorde hurtigt dommeren opmærksom på, at falstringen ikke burde fortsætte på banen.

Ingen afgørelse

Inden da havde AaB forbedret sit kantspil yderligere, da Jeppe Lund Curth med krampe blev erstattet af Mattias Lindström, og Cacá kom over i venstre side. Lindström gjorde sit bedste for at spille sig tilbage på holdet, da han med en viljestærk indsats var med til at lægge pres på OB's bageste geledder og med gode driblinger kom frem til mange farlige indlæg. Samtidig var Simon Bræmer kommet på banen i stedet for Poul Hübertz efter at have vist sin målfarlighed på Danmarksserieholdet.

En håndfuld småchancer i forbindelse med indkast eller indlæg gav ikke udbytte i form af mål, da OB forsvarede sig godt, også efter udvisningen. AaB reagerede prompte ved at sende Thomas Augustinussen frem i frontkæden, og Augu fremkaldte også kampens sidste chance, da der blev begået frispark mod ham lige uden for feltet. Fredrik Winsnes satsede på at Arek Onyszko ville gå efter nærmeste hjørne, men polakken valgte rigtigt og kunne halvklare.

Torsdag består menuen af en pokalsemifinale i Randers, og den vigtige kamp må meget gerne blive vendepunktet resultatmæssigt. De seneste tre kampe har været rigtigt gode og forsvaret er begyndt at fungere, så nu skal der bare prikkes hul på målbylden. Det er nu, sæsonen skal reddes.

AaB-OB 0-0

87. Udvisning Esben Hansen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Danny Califf, Michael Jakobsen, Thomas Kortegaard - Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen - Cacá, Fredrik Winsnes, Jeppe Lund Curth (71. Mattias Lindström) - Poul Hübertz (71. Simon Bræmer).

OB

Arek Onyszko - Michael Larsen, Alexander Aas, Ulrik Laursen, Chris Sørensen - Martin Borre (88. Jan Tore Ophaug), Esben Hansen, Nicolai Stokholm (78. Morten Fevang), Magne Sturød - Søren Berg, Junior.

Mere i samme kategori

Kampe mod OB

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk