|
09/02-06 AaB-Lyn 2-1 (2-0) Lagt p 11/02-06 I februarkulde, blæst og sne startede sæsonen med en forfærdelig kamp med grim fodbold og meget få afslutninger. Der skulle tre store forsvarsfejl til at give scoringer, og heldigvis stod Lyn for to af disse fejl, så AaB kunne forlade kampen med en 2-1-sejr. Lyn havde fortjent bedre efter en god anden halvleg, hvor AaB var blevet så bange for banen, at man blot stod og pumpede bolden væk, når den blev erobret.
Nyt hold
På grund af et meget kort opstartsprogram, hvor Rasmus Würtz, Michael Jakobsen, Jeppe Lund Curth og Simon Bræmer plus de udlejede Martin Pedersen og Jacob Sørensen samt ligalandsholdsspillerne Allan K. Jepsen og Thomas Augustinussen har været væk i længere perioder, havde AaB'erne ikke haft lejlighed til at spille sammen før sæsonens første Royal League-opgør. De to sidstnævnte optrådte således for første gang i 2006 i den bolsjestribede trøje.
AaB startede kampen med to debutanter i opstillingen, nemlig amerikanske Danny Califf og norske Fredrik Winsnes, og begge gjorde en god figur. Califf leverede en overbevisende og fejlfri indsats med meget sikkert forsvarsspil uden at spille for simpelt, og ved første øjekast kunne kan godt være en lidt mere atletisk udgave af Bård Borgersen, hvilket naturligvis er en god karakteristik. Winsnes var meget synlig i både det offensive og det defensive spil i første halvleg, hvor han viste sig som en meget bevægelig midtbanespiller med god teknik, men efter pausen led han under at AaB holdt op med at spille fodbold.
Udover de nye spillere havde det også været spændende at se, hvordan AaB opstillingsmæssigt ville reagere på afgangen af Martin Ericsson. Spilletilladelsen til brasilianske Cacá var endnu ikke dukket op, så Jeppe Lund Curth blev foretrukket som angrebsmakker til Simon Bræmer, hvor han skulle udnytte sin hurtighed til at løbe i dybden. Curth var en af de spillere, som på dagen var nogenlunde venner med bolden, og han fik også vist enkelte gode tekniske detaljer, blandt andet en fremragende vending som gav Fredrik Winsnes en skudmulighed i det fjerde minut.
Da havde Mattias Lindström allerede haft AaB's første forsøg, da han skød et pænt stykke forbi målet. Lindström startede træningen senere end de andre på grund af hans vinteroperation i begge knæ, men gjorde en udmærket figur. Det var åbenlyst, at han igen kan bevæge sig smertefrit, så han skal nok nå op på det niveau, han viste sidste forår.
Også Súni Olsen var tilbage efter at have siddet udenfor med en skade, og den glatte bane var guf for den kampivrige færing, der fik lejlighed til at lave mange glidende tacklinger og gjorde en god figur. Súni spillede højre back som erstatning for karantæneramte Allan Olesen, fordi hans nyindkøbte landsmand Jón Rói Jacobsen blev skadet i den sidste træningskamp i Tyrkiet.
Det sidste spørgsmålstegn i startopstillingen var besætningen af de to centrale midtbanepladser, og her måtte Rasmus Würtz stå tilbage med sorteper, så Fredrik Winsnes fik Thomas Augustinussen som makker. Würtz havde ligesom Augustinussen ikke været med i nogen af træningskampene, men dette skyldtes ankelskaden pådraget i træningslejren for U/21-landsholdet, og af den grund var han næppe klar til at spille en hel kamp.
Tilfældige mål
Vintervejret satte sit klare aftryk på kampen, da spillerne havde meget svært ved at styre bolden på den sneglatte bane. En kraftig blæst sørgede for at der hele tiden føg sne ind over banen, og det vedblivende snevejr gjorde, at der på de mindst udnyttede steder på banen lå en tyndt lag sne, som tog farten ud af bolden, mens resten af banen var våd og glat på grund af den sne, der var tøet op, når spillerne trådte på det.
AaB startede kampen bedst og havde udover de nævnte forsøg fra Mattias Lindström og Fredrik Winsnes en overvægt i spillet. Lyn-spillerne lavede flere tekniske fejl end AaB'erne, som dermed fik held til at presse spillet en smule frem. Fredrik Winsnes sørgede for at holde spillet i gang ved hele tiden at gøre sig fri til at blive spillet, men Thomas Augustinussen smed til gengæld mange bolde væk, da han ofte forsøgte sig med den dybe bold frem til de to angribere.
Netop en håbløs, lang bold fra Thomas Augustinussen var optakten til AaB's næste chance, som også kastede et mål af sig. Kristian Flittie Onstad og målmand Eddie Gustafsson kunne ikke blive enige om, hvem der skulle tage sig af den frie bold, så det endte med at Gustavsson sparkede lige ind på Onstad. Jeppe Lund Curth var hurtigt over den løse bold og kunne score fra kanten af straffesparksfeltet med noget, der lignede en glidende tackling.
Også det andet mål, der faldt godt fem minutter før pausen, var en gave. Steven Lustü kom først på en dyb stikning fra Fredrik Winsnes og var ikke synderligt presset, da han ville spille tilbage til målmanden. Afleveringen fik dog alt for lidt fart på, og Simon Bræmer kunne smutte imellem og få kontrol over bolden, inden han køligt afdriblede Eddie Gustafsson og kunne score, selvom han gled i skudøjeblikket.
I mellemtiden var der ikke de helt store begivenheder at berette om, for spillet var simpelthen for usammenhængende til at nogen af holdene kunne spille sig ned omkring straffesparksfelterne, hvor der kunne afsluttes fra. Lyn havde et frisparksindlæg, der fik lov at passere hele vejen ind til Jimmy Nielsen, og en hovedstødsforsøg forbi fra deres mest iøjnefaldende spiller Jo Tessem, mens AaB var farligst i kontrafasen, når der ikke skulle så mange afleveringer til at spille sig frem til afslutning, og det førte til et par ufarlige forsøg. Ellers var det mest ophidsende, at Artim Sakiri måtte udgå midtvejs med en skade og blev erstattet af Thomas Kortegaard.
Endnu grimmere efter pausen
Efter en første halvleg, hvor Lyn efterhånden fik spillet sig ind i kampen, startede AaB igen som det bedste hold i indledningen til anden halvleg. Jeppe Lund Curth løb i dybden på en flad aflevering ned bag forsvaret fra Allan K. Jepsen, men sparkede i jorden, så hans afslutning blev for svag.
Der gik dog ikke ret lang tid, inden Lyn satte sig fuldstændigt på spillet og kom frem til en række klumpspilssituationer, der med lidt held kunne have kastet et mål af sig. Den tidligere Silkeborg-spiller Henrik Dahl var mest nærgående med et følt skud mod bageste stolpe, men svenskerens forsøg gik lige forbi. I første halvdel af halvlegen fik de endvidere annulleret et mål for offside, ligesom Jimmy Nielsen måtte vise hurtige reflekser, da et frisparksindlæg ikke blev rettet af i et tætpakket straffesparksfelt.
AaB opgav hurtigt at spille fodbold og gav sig i stedet til at høvle lange bolde frem mod de to ensomme angribere. Forsvaret og midtbanen kom til at stå så langt tilbage at de overhovedet ikke kunne hjælpe Simon Bræmer og Jeppe Curth af med bolden, når Bræmer havde modtaget bolden med et modløb eller Curth var kommet af sted i et dybdeløb på kanten. I overtal havde Lyns forsvar sjældent problemer med at få fat i de lange bolde, og dermed kom AaB til at stå og forsvare sig det meste af tiden mod et fint kombinerende norsk hold, der dog stadig havde visse problemer med at styre bolden.
AaB-forsvaret stod langt tilbage, men bortset fra klumpspilssituationerne var der sjældent fare på færde, og Lyn fik også kun ganske få frispark og hjørnespark. AaB kunne til gengæld have afgjort kampen endeligt, hvis Eddie Gustavsson ikke havde reddet Jeppe Curths gode afslutning efter en perfekt aflevering fra Thomas Kortegaard, eller hvis Rasmus Würtz havde afsluttet et kontraangreb på bedre vis end ved at skyde over fra midt i feltet. Würtz var kommet ind efter en time for Mattias Lindström og overtog hans plads på kanten, men man så ikke meget kantspil fra hans side, fordi AaB ikke spillede fodbold.
Foræring fra færing
Til allersidst lykkedes det Lyn at få en chance stor nok til at give et mål, og også denne scoring skyldtes en stor fejl. Danny Califf og Súni Olsen fik i fællesskab kontrol over en lang bold, men Súni Olsen gled med bolden, og fra kort afstand kunne Kevin Larsen udplacere Jimmy Nielsen, der dermed ikke kunne starte sæsonen med at holde buret rent.
Heller ikke i tillægstiden skete der det helt store, selvom Lyn med endnu en scoring ville forøge sine muligheder for at gå videre fra gruppespillet betragteligt. Nu står AaB til gengæld med fine chancer for at komme op på gruppens andenplads eller i det mindste en af de bedste tredjepladser, som kvalificerer sig til næste fase. Søndagens kamp i Vallhall i Oslo byder dog (udover de tre point) på væsentlig bedre forhold at spille fodbold under, og så må man kunne forvente, at AaB viser sig som det bedste hold spillemæssigt også. Nu har de i hvert fald prøvet at spille sammen. |