Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

Endelig lidt søvn

Lagt p 15/12-05

Da jeg i aftes hoppede under dynerne var det for første gang i fire dage, jeg fik en ordentlig omgang søvn på en rigtig madras. De sidste to nætter har jeg været på farten for at se AaB spille Royal League i Stockholm, og før da var det min specialeaflevering, der forhindrede min nattesøvn. Det var rart at få sovet igennem igen.

Det hele startede søndag morgen, da jeg tog ud på ingeniørhøjskolen for at færdiggøre mit speciale, hvor jeg stadig manglede at udføre test af mit system og beskrive disse. Jeg havde nok regnet med, det ville tage det meste af natten, men at jeg først skulle blive færdig til at aflevere klokken 14.28 - to minutter før fristen udløb - havde jeg ikke forventet. Da havde jeg været vågen i næsten 30 timer.

Efter afleveringen var jeg på skolen i endnu et par timer for at færdiggøre de udgaver af min specialerapport, som ikke hørte med til den officielle aflevering. Som tak for hjælpen skal Thomas Bull Andersen for Center for Idræt ved Århus Universitet have et eksemplar, hvilket også er tilfældet for AaB, som fik deres efter kampen i går. Og så skulle jeg selvfølgelig have et eksemplar selv.

Da jeg kom hjem, kunne jeg lige nå at få noget mad - hvilket minder mig om, at jeg har en opvask der står og venter, øv - og et bad, inden jeg skulle med bussen for at kunne nå toget til Frederikshavn. På det tidspunkt var jeg totalt kulret og høj på adrenalin efter at have kørt på uafbrudt siden morgenen før, og jeg kunne slet ikke sidde stille. Det må være nogenlunde sådan, folk på ecstacy har det, men jeg har nu ikke fået lyst til at eksperimentere med den slags efter sådan en omgang...

Jeg sov en times tid i toget og var i Frederikshavn klokken lidt over ti. Jeg skulle egentlig være ved check-in en halv time før afgang klokken 22.30, men havde over telefonen fået at vide, at jeg godt kunne nå med, hvis jeg hoppede på et taxa fra stationen til færgehavnen i Frederikshavn.

På færgen kunne jeg endelig få lukket øjnene lidt, og der var så få mennesker ombord, at der endda var mulighed for at gennemføre hvilen liggende på en sofa-agtig anordning. Det blev dog ikke til mere end tre timers søvn inden jeg landede i Göteborg klokken to om natten. Efter at have vandret rundt i nattefrosten i det meste af en time for at finde banegården viste det sig, at der var lukket indtil klokken fire, hvorfor jeg måtte blive ude i kulden. Jeg forsøgte at finde en bager for at få noget morgenmad, men måtte nøjes med en Shell-tank, som havde et franskbrød til salg.

Efter klokken fire kunne jeg endelig komme indenfor, hvor det var til at holde ud at være. Tre timers vekslende småslumren på en træbænk senere kunne jeg hoppe ombord på et tog til Stockholm. Der var heldigvis et tog, der kunne bruge over seks timer på at tilbagelægge distancen, så det blev udnyttet til at sove, men det bliver nu aldrig helt det samme at sove i siddende position.

Egentlig var det planen, at jeg skulle have været med et senere tog, som først var i Stockholm ved femtiden, men heldigvis gik der mod forventning tog tidligere. Fra Stockholm til Södertälje Fotballsarena, hvor Royal League-kampen mellem Djurgården og AaB skulle spilles, viste der sig nemlig at være ret så langt. En lille time i tog blev efterfulgt af en kvarters tid i bus, hvorfor jeg med de mellemliggende venteperioder var fremme ved stadion ved firetiden.

Kampen startede først klokken syv, men ved femtiden dukkede Lynge Jacobsen op og inviterede mig med indenfor i varmen til VIP-arrangementet før kampen, hvor der også blev budt på lidt mad. Kampen vil jeg ikke komme nærmere ind på i dette indlæg, men efter kampen fik jeg lov at køre med spillerbussen ind mod byen igen, så jeg kunne nå at komme med det sidste tog mod Göteborg 22.20. Spillerne var trods nederlaget i et vældigt humør, da sæsonens sidste kamp skulle fejres med en bytur efter et måltid på hotellet.

Desværre nåede jeg ikke det sidste tog, og da Lynge Jacobsen ikke tog telefonen, kunne jeg ikke komme i kontakt med AaB'erne igen. Banegården lukkede klokken et, så i stedet for at vandre alene rundt indtil klokken fem, da den åbnede igen, havde jeg håbet at kunne fejre sæsonafslutningen med de venlige AaB-spillerne, der havde klappet mig af spillerbussen, da jeg stod af for at tage en bus til centralstationen.

De var vældigt imponerede over at jeg som den eneste havde taget turen så langt for at se dem spille, og det samme var de to medrejsende reportere. Hans-Peter Rytter fra ANR nominerede mig live i radioen til den ikke-eksisterende titel som årets supporter, og Jørn Eriksen fra Nordjyske nævnte mit navn i avisen i går. 'Nomineringen' medførte i øvrigt en række sms-beskeder fra AaB-fans, der godt kunne regne ud, at det var mig, der blev omtalt (og tak til jer). Notitsen i avisen lød således:

AaB-fan - må man kalde aalborgenseren Kasper Johansen, der havde taget den lange vej til Stockholm i tog for at se kampen i aftes live. Han vandrede - bare for at holde varmen - rundt i to timer natten til tirsdag i Göteborg, før et tog gik videre til Stockholm ved 04-tiden, og i går var han i noget nær ensom majestæt som tilrejsende AaB-fan på plads på et bidende vinterkoldt Södertälje Arena, hvor AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen og flere andre AaB-ledere hilste på den glødende tilhænger.

Alene i Stockholm måtte jeg vandre rundt i kulden nok en gang, men heldigvis fandt jeg hurtigt en McDonalds, hvor jeg i det mindste kunne sidde indendørs til klokken to. Herefter fandt jeg efter lidt søgen et anden fast-food-restaurant, som havde åbent til klokken fire. Den sidste time måtte jeg tilbringe i kulden, for jeg kunne ikke blive ved med at proppe mig med mad for at have en undskyldning for at være indenfor.

I ventetiden efter kampen og mens jeg spiste fik jeg endelig læst lidt i min medbragte bog, Brilliant Orange af David Winner, som jeg fik i fødselsdagsgave for et halvt år siden, men ikke er kommet i gang med på grund af specialeskrivning og så videre. Bogen er en fascinerende fortælling om den hollandske fodboldkultur, og hvordan den hollandske kultur ligger til grund for deres fodboldspil. Især er det spændende at læse om, hvordan totalfodbolden blev udviklet, og hvordan hollænderne lægger vægt på at skabe rum til hinanden på fodboldbanen. Der skal nok være flere guldkorn i de sidste to tredjedele af bogen, når jeg når så langt.

Klokken seks om morgenen var det igen tid til at sove, da jeg begav mig ud på en ny seks timers togtur for at komme til Göteborg. Der var undervejs tid til at svare på et opkald fra Sportsdirektøren, der ville beklage at han havde lagt telefonen fra sig på hotelværelset, da de kom tilbage til hotellet, og derfor ikke havde fået mit opkald til hans telefonsvarer aftenen før. Men spillerne var vist heller ikke så opsatte på at fyre den af, da det kom til stykket, så det var da en lille trøst.

Havde jeg nået det sidste tog tirsdag aften, havde jeg kunnet komme med færgen til Frederikshavn klokken otte, men jeg måtte nu vente til klokken fire om eftermiddagen på den næste færge. Denne gang var der ikke plads til at ligge ned og sove, så da jeg kom hjem, er det med cirka 15 timers (dårlig) søvn i løbet af tre et halvt døgn i bagagen.

Hvad med dig, hvad har du fået tiden til at gå med ;)

Mere i samme kategori

AaB-relaterede indlæg

Indlæg om mig selv eller andet

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk