Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

16/10-05 Esbjerg-AaB 2-1 (1-1)

Lagt p 17/10-05

For en gangs skyld fik AaB lige så mange point som de havde fortjent, men hvad nytter det, når man ikke har fortjent nogle. Jeppe Lund Curths udligning lige inden pausen gav en smule håb for at AaB kunne komme i gang efter en skidt første halvleg, men der var ingen forbedringer at spore i anden halvleg, og kort før tid kostede en skovtur af Jimmy Nielsen et ufortjent point. Der er gået to mål ind i hver af de seneste fem kampe.

Ung midtbane

Artim Sakiri var ligesom fjorten dage tidligere udenfor med en skade, og på den modsatte kant havde Mattias Lindström så store smerter i knæet, at han for første gang i sin AaB-tid ikke var med i truppen. Til gengæld var Allan Olesen tilbage efter karantæne, så Thomas Augustinussen kunne igen optræde på midtbanen, hvor kanterne blev besat af Thomas Kortegaard og Jeppe Lund Curth, som er omtrent lige så unge som Augu og Rasmus Würtz.

Ingen af de fire midtbanespillere er typen der kræver bolden hele tiden og står fast, når de er pressede, og det blev de af et Esbjerg-hold, der var meget opsatte på at komme ud af krisen og op over nedrykningsstregen. Esbjerg udnyttede enhver chance til at slå bolden frem bag bagkæden og kom på den måde ned at lægge pres på AaB-forsvaret, som både i første og anden omgang havde svært ved at komme af med bolden.

Esbjerg-midtbanen var hurtig til at komme med frem samle returboldene op, så de kunne holde fast i bolden, og når AaB erobrede den, var der sjældent en spiller at spille den frem til. Unge spillere har det med at gemme sig lidt og koncentrere sig om sit eget spil, når tingene går skævt, mens mere erfarne spillere ofte har mere overskud til at tage de svære beslutninger, der måske kan få dem til at se dumme ud af og til, men gavner holdet som helhed. Det kan gå an, hvis en enkelt eller to spillere gemmer sig i opspillet, men når der ikke er en eneste erfaren, karakterstærk spiller på midtbanen, er det næsten dømt til at gå galt.

Artim Sakiri var altså savnet på midtbanen, hvor man kunne have overvejet at spille med en diamantformet midtbane for at få en mere boldsikker Martin Ericsson ned som spilopbygger, og dermed bruge Jeppe Curth som angriber. Omvendt var det måske en stor risiko mod et altid agressivt Esbjerg-hold, som også skulle holdes fra at komme frem til chancer. Hårdt arbejde er ikke nok, og nogle gange forsvarer man sig bedst ved at have turde spille selv, men spillerne har nok heller ikke den bedste selvtillid efter et skuffende efterår.

Det gjorde kun tingene værre, at Thomas Augustinussen pludselig er blevet ramt af mystiske knæproblemer og måtte udgå i pausen. Han er den af de fire spillere, man normalt kan forvente sig mest af i opspillet, men når man døjer med en skade, har man heller ikke overskud til at løbe de ekstra meter for at trække sig fri. AaB kom slet ikke til at spille i det centrale område, og når kantspillerne fik bolden, var der ingen at spille den til, så de endte ofte med at løbe ind i blindgyder og miste bolden.

Direkte spil fra hjemmeholdet

Esbjerg spillede også langt fra godt i en gudsjammerlig fodboldkamp, hvor de godt nok havde bolden det meste af tiden, men sjældent kom ind i straffesparksfeltet og blev farlige. Der var gode defensive præstationer over det meste af linjen og der blev gået til den i nærkampene, så hjemmeholdets spil kom heller ikke til at glide.

Kun når AaB mistede bolden højt oppe på banen - hvilket var sjældent, fordi de aldrig kunne holde på bolden længe nok til at komme så langt frem - magtede Esbjerg at skabe fare for AaB-forsvaret. Straks ved bolderobring sendte de Fredrik Berglund og Lasse Kryger af sted i løbedueller med det lidt tunge midterforsvar hos AaB, bestående af Marco Reda og Ole Tobiasen, som heller ikke fik helt fat i luftspillet.

Niki Zimling fik den første mulighed efter små ti minutter efter at Allan Olesen i første omgang havde forhindret Fredrik Berglund i at komme til afslutning. Esbjerg er gode til at lægge pres indtil modstanderforsvaret får organiseret sig, så situationen endte med et indlæg fra Martin Jensen, som Niki Zimling heldigt for AaB sparkede ind på Thomas Kortegaard.

Den omvendte verden

Med afgangen af først Jess Thorup og siden Hans Henrik Andreasen har Esbjerg mistet en stor del af deres farligste våben, dødboldene. Nicolai Høgh var oven i købet udenfor med en skade, så AaB var faktisk det bedste hold på det felt, både defensivt og offensivt. På kampens første dødbold var Ole Tobiasen meget tæt på at score, da den vikarierende målmand Jan Hoffmann kom dårligt ud af sit mål, men Tobiasen ramte uheldigt Frank Hansen på målstregen. Også Simon Bræmer kom til en mindre afslutning efter en dødbold, som Thomas Augustinussen headede hen til ham.

Esbjerg var meget usædvanligt ikke en eneste gang tæt ved at score på en dødbold, som de ellers fik en pæn mængde af, når de lagde pres efter en hurtig omstilling. Det er langt sværere at forsvare sig, når man løber mod eget mål, og det kan resultere i mange hjørnespark, frispark og indkast. Thomas Augustinussen, Marco Reda og Ole Tobiasen sørgede dog for, at der ikke var fare på færde.

Det hurtige omstillingsspil resulterede i nogle halvfarlige situationer som Jan Kristiansens forsøg fra distancen og Lasse Krygers indlæg, der blev et par centimeter for højt for Fredrik Berglund. Jeppe Lund Curth havde AaB's eneste farlige forsøg som følge af opspil, da han udfordrede Martin Jensen på højrekanten og slap fri til et skud, der dog blev reddet af Jan Hoffmann. Riposten gav en ny mulighed fra en spids vinkel, men her var Curth ikke i balance til at afslutte ordentligt.

Et par mål til at live op

Jan Kristiansen havde Esbjergs første forsøg indenfor målrammen efter en lille halv time med en svær afslutning, der sad lige på Jimmy Nielsen. Kort inden pausen kom så deres anden af slagsen, da Jakob Poulsen med et dynamisk ryk i højresiden slap forbi Thomas Kortegaard, en desparat glidende Marco Reda samt Allan K. Jepsen, inden han kunne sende bolden ind foran. Allan Olesen fik afværget i første omgang, men Frank Hansen sendte bolden tilbage i feltet, hvor Njogu Demba-Nyrén med hælen dirigerede bolden videre til Lasse Kryger, der fra klos hold kunne score.

Demba-Nyrén var kommet ind på grund af rygproblemer hos Fredrik Berglund og spillede en forfærdelig kamp, men var alligevel en afgørende spiller i begge Esbjergs mål. AaB havde hele tiden haft svært ved at afværge Esbjergs angreb ordentligt, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at hjemmeholdet på et tidspunkt ville straffe nordjyderne for denne mangel. I bagklogskabens lys havde det været klogere af Allan Olesen at sparke bolden til hjørnespark, men hvis selv de rutinerede spillere ikke længere tør spille bold, kommer man aldrig ud af presset.

AaB udnyttede de sidste par minutter i halvlegen på bedste vis, da de udlignede det sene føringsmål på et hjørnespark. Thomas Kortegaard sendte bolden ind i panden på Marco Reda, der ikke fik dirigeret bolden i retning af mål, men Jeppe Lund Curth fik halvvejs med skulderen headet til bolden, der lige kunne snige sig imellem stolpen og Martin Jensen på stregen.

Endnu ringere

Havde man troet at modvinden i første halvlegen havde været årsagen til Esbjergs overtag før pausen, blev man klogere straks fra anden halvlegs start. Trods udligningen var der nemlig ingen forandringer at spore efter pausen, hvor spillet stadig var grimt og fighterbetonet, med hjemmeholdet i den toneangivende rolle.

Stadig var Esbjerg farligst, og efter kun et minut fik Njogu Demba-Nyrén lidt tilfældigt løftet bolden ned bag forsvaret, hvor Jimmy Nielsen akkurat nåede ud i fødderne af ham, inden han kunne nå at afslutte. Ellers var halvlegen så kedelig, at Onside kun havde to yderligere højdepunkter at vise i deres sammendrag, og heraf var det ene et frispark af indskiftede Súni Olsen, der var kommet ind for Thomas Augustinussen.

Det andet var naturligvis det afgørende mål, som må betegnes som lidt af en foræring fra Jimmy Nielsens side. På en lang bold frem mod indskiftede Michaël Murcy følte AaB-målmanden sig nødsaget til at gå langt ud af feltet, selvom Allan Olesen egentlig var ganske tæt på Murcy. Jimmy fik presset Murcy lidt ud i hjørnet og løb så tilbage i målet, selvom der ikke var andre AaB'ere til presse franskmanden, der kunne sende bolden ind i hovedet på Njogu Demba-Nyrén, der ikke svigtede. Súni Olsen stod for langt fra svenskeren til at kunne genere ham, og Jimmy Nielsen var ikke nået helt tilbage på sin plads.

Inden da havde Demba-Nyrén haft en stor mulighed på et indlæg fra venstre, men hans afslutning var lige så skæv som hans generelle indsats. Men et mål og et oplæg må vel betegnes som godkendt trods spillemæssige mangler - ikke mindst på et bundhold.

Ufrivillig offensiv

Begge chancer kom mod slutningen, da AaB havde været nødt til at udskifte Marco Reda med angriberen Poul Hübertz på grund af en skade. Súni Olsen gik ned fra midtbanen til højre back, mens Allan Olesen røg ind i midterforsvaret, og midtbanen indeholdt nu de to angribere Martin Ericsson og Jeppe Lund Curth samt Jacob Sørensen, mens Rasmus Würtz var ene om at have defensive spidskompetencer.

At AaB sluttede med fire angribere på banen var ikke hensigten, men det blev skæbnesvangert, at både Marco Reda og allrounderen Thomas Augustinussen skadet måtte udgå undervejs. Og desværre blev det ikke en af angriberne men Jacob Sørensen, der fik chancen for at gentage kunststykket fra første halvleg i allersidste minut. Via Poul Hübertz og Simon Bræmer endte bolden i venstre side hos den lille kantspiller, hvis afslutning var helt skæv og derfor ikke gav et ufortjent mål.

Efter 13 runder har AaB 13 point op til en medaljeplads, der giver UEFA Cup af spille om, så onsdagens pokalkamp mod Midtjylland må betegnes som den vigtigste kamp i en sæson, der allerede er næsten spildt. Der blev fightet godt nok mod Esbjerg, men selvom fight er en forudsætning for godt spil, er det ikke nok, og der mangler en rutineret mand på midtbanen, der kan give ro på opspillet.

Esbjerg-AaB 2-1 (1-1)

43. 1-0 Lasse Kryger
45. 1-1 Jeppe Lund Curth
87. 2-1 Njogu Demba-Nyrén

Esbjerg

Jan Hoffmann - Frank Hansen, Anders Møller Christensen, Lars Christian Nielsen, Martin Jensen - Jakob Poulsen, Niki Zimling (75. Michaël Murcy), Jerry Lucena, Jan Kristiansen - Lasse Kryger (89. Tommy Løvenkrands), Fredrik Berglund (33. Njogu Demba-Nyrén).

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Ole Tobiasen, Marco Reda (80. Poul Hübertz), Allan K. Jepsen - Jeppe Lund Curth, Rasmus Würtz, Thomas Augustinussen (46. Súni Olsen), Thomas Kortegaard (62. Jacob Sørensen) - Martin Ericsson, Simon Bræmer.

Mere i samme kategori

Kampe mod Esbjerg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk