Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

Roskilde-syge

Lagt p 05/07-05

Overskriften kunne lige så godt have refereret til noget positivt om festivalen, men desværre var jeg så uheldig at rende ind i sygdommen der skyldes forgiftning af en art. Til alt held blev jeg ikke syg før om søndagen, så jeg var i stand til at nyde det meste af en fin, fin festival, hvor jeg nåede at høre 29 forskellige bands.

De sikre

De bedste koncerter er som regel, når man kender musikken i forvejen og kan synge/skråle med på alle sangene. Dette var især tilfældet for Interpol, der leverede en fremragende koncert på Arena, selvom der undervejs var problemer med lyden. På trods af at de kun har udgivet to albums kunne man efter en koncert på en god time stå tilbage og savne bestemte sange, og alligevel ville jeg ikke have undværet dem, der blev spillet. Bedste koncert efter min mening, og det endda på trods af, at jeg var sløj på grund af sygdom.

Svenske Kent har et noget større bagkatalog og en rigtig rockstjerne som forsanger i Joakim Berg, så også det blev en forrygende koncert. Sidst de spillede i Roskilde brugte de en del playback til eksempelvis andenstemmer og instrumenter i enkelte sange, men denne gang var det en mere ægte koncert, og det gjorde det bedre.

Mew har snart fire albums på bagen, men de to første spiller de desværre aldrig noget fra, selvom de i hvert fald momentvis er fuldt ud på højde med de senere, internationale udgivelser. Derfor blev koncerten en blanding af numre fra den tredje plade og den fjerde, som udgives til efteråret. Mew laver helt vildt god og eksperimenterende musik, og det nye album bliver helt sikkert også et mesterværk.

The Raveonettes gjorde også en god figur og har virkeligt formået at skrive sange der giver mindelser om 60'ernes amerikanske populærmusik, men alligevel pakket ind i en moderne lyd. Det er dog først og fremmest sangene fra den første EP, Whip It On, der er egnede til rockkoncerter. Eskobars musik er måske en tand for stille til at kunne sætte gang i publikum, men enkelte sange som eksempelvis Someone New (dog uden Heather Nova) fik alligevel sangstemmerne i gang.

Andre kendte

D:A:D er nok det største danske rocknavn gennem tiderne, men da jeg hellere ville høre Mew fik jeg kun hørt en halv times tid af deres koncert. Til at starte med spillede de mest sange fra deres nye album, som jeg ikke kender, så det blev ikke den store oplevelse. Senere hev de efter sigende klassikerne frem, men dem nåede jeg ikke at høre.

Peter Sommer hører til den kategori af musik, jeg mest kender gennem radioen, og han leverede også en god koncert. Det var tydeligt, at han var overvældet af det store fremmøde og virkeligt nød at optræde med sine egne og Superjegs sange. Meget af hans musik er lidt hippie-agtigt og der er mange sære tekster, men det er noget rart musik, jeg godt kan tåle at høre igen.

Junior Senior falder normalt ikke i min smag, men live er de et meget festligt indslag, som formår at kridte publikums dansesko. Duran Duran var kæmpestore i 80'erne, og selvom det aldrig er noget, jeg har hørt, kunne jeg genkende mange af sangene fra radioen. Efter at have hørt The Blue Van kom jeg ind til koncerten, da de spillede Ordinary World, og både Wild Boys og Girls On Film er ørehængere, jeg nåede at få med. Popmusik er heldigvis ikke så poppet, når det spilles til koncerter.

Opdagelserne

Festivalens allerførste koncert efter den officielle åbning var med ærke-engelske Athlete, som jeg ikke kendte på forhånd. Engelsk accent gør sig godt i mange slags musik og således også i Athletes indie-pop. Deres plade må jeg have mig et eksemplar af.

Et andet overraskende bekendtskab var canadiske The Dears, der spillede en meget varieret gang rockmusik, hvor også flere taktarter end den klassiske 4/4 blev anvendt i deres sange. Ganske usædvanligt for et rockband havde de i øvrigt en sort forsanger, og han gjorde det fortrinligt sammen med resten af bandet.

Tredje band, jeg skal ud og købe plader fra, er 13 & God, som er et samarbejde mellem The Notwist og det amerikanske hip hop-band Themselves, som jeg i parentes bemærket aldrig havde hørt om. Musikken mindede meget om The Notwists langsomme, elektroniske musik med fede beats, mens Themselves mest bidrog med en rapper med en karakteristisk, lys stemme.

Andre gode koncerter

Denne kategori består af for mig ukendte bands, der leverede gode koncerter, men som jeg nok ikke kunne finde på at købe plader af. Det største navn i min kategori er nok Sonic Youth, der gennem 25 år har eksperimenteret sig gennem verden. Jeg så desværre kun en halv time, da jeg gerne ville have en god plads til Kent, men nåede at høre noget langsom rock præget af hvid støj og lange lydflader. Musik, der egner sig til dystre scener i film.

Dystre kan man ikke kalde Flogging Molly, der leverede en gang up-tempo irsk folkemusik tilsat en masse guitar med forvrængning. De benyttede sig endvidere af klassiske instrumenter fra de irske folkemusik i form af fløjte, banjo og harmonika. Meget egnet til at sætte gang i en fest, men i løbet af en hel plade vil det nok blive for ensformigt.

Efterklang er et dansk band i stil med Sigur Rós, men deres forsanger er væsentligt anderledes. Først og fremmest har han en rimeligt dyb stemme, og for det andet synger han ikke ret godt. Musikken er dog ret fed, så bandet har bestemt potentiale. Norske Bjørn Berge har flere år på bagen som enmandshær, hvor han både som underholdende showmand og fantastisk bluesguitarist giver den gas fra start til slut.

Det eneste eksotiske indslag jeg nåede ved dette års Roskilde Festival var Mory Kanté fra Guinea, som jeg nåede en lille halv time af. Afrikansk musik er med mit snævre kendskab glad musik, og det var i hvert fald tilfældet for Mory Kanté, der blandt andet bruge xylofoner og bongotrommer. Dejlige instrumenter.

Dårlige koncerter

Det var ikke rosenrødt det hele, og jeg fik også hørt musik, jeg ikke bryder mig om. Især den gamle Beach Boys-hovedmand Brian Wilson var en skuffelse, for han har fået utroligt megen ros for albummet Smile, som det tog ham 37 år at lave. Musikken var dog enormt kedelig, og kun enkelt gamle Beach Boys-numre kunne få foden til at vrikke.

Der var også store forventninger til The Tears på grund af genforeningen af Bernard Butler og Brett Anderson fra de gamle Suede-dage. Musikken minder desværre om det nye, lalleglade Suede, og kun en enkelt sang mindede om de to første, dystre Suede-plader, mens Butler stadig var med. Og eftersom de nægter at vedkendes deres fælles fortid, spillede de ikke et eneste Suede-nummer.

Et af hovednavnene ved festivalen var Audioslave, som også fik megen ros for deres koncert. Jeg er dog ikke enig, for musikken er meget flad og ensformig, og selv ikke de kendte numre kunne ændre på det indtryk. Aalborg-bandet Mercenary havde jeg ikke rigtigt nogle forventninger til, men eftersom de kom fra Aalborg, skulle jeg lige have det med. De er arketypen på et heavy metal-band med langt hår og sort tøj, og musikken er der ikke meget spas ved.

Resten

På Pavilion Junior-scenen var der i dagene op til selve festivalen koncerter med små, nordiske bands. Oh No Ono gjorde et væsentligt bedre indtryk end bysbørnene Mercenary, og især sangerens stemme er mindeværdig. Den minder mest om Andreas fra Kaj & Andrea, men deres powerpop er heller ikke værst. Mimas minder lidt om Sigur Rós, og bedømt ud fra kun et par sange, lyder det som noget, jeg kunne finde på at købe en dag.

Århusianske har en forsangerinde med en utroligt stor stemme men er ellers ikke værd at skrive hjem om, mens Dial Zero ikke ligger så langt fra Nirvana, bortset fra at de allesammen er i live. Andre døde mennesker mindede The Blue Van fra Brønderslev om, for inspirationen fra The Doors var efter min mening ikke til at komme udenom, og det er ikke nødvendigvis godt. Bands, som jeg hverken kan finde på at sige noget godt eller skidt om, er Håkan Hellström, Bloc Party og Devendra Banhart.

Dem så jeg ikke, og dem så jeg

Der var enkelte bands, hvis koncerter jeg ikke fik med, men gerne ville have hørt. Röyksopp og Mikael Simpson var to af dem, mens de amerikanske punkere Green Day og Foo Fighters på det tidspunkt stod lavere på prioriteringslisten end øl gjorde det.

Kendte mennesker kan man også være heldig at støde ind i på sådan en festival, og jeg stod ved et par koncerter ikke mange meter fra medlemmerne fra Nephew. Jeg så også Boogie-værten Tatjana Haddow og Anja Pil Overby fra Musikprogrammet på DR2, mens supermodellen Helena Christensen heller ikke gik min opmærksomhed forbi (hvad er i øvrigt forskellen på en fotomodel og en supermodel?).

Dem jeg så mest til var dog uden tvivl Lars, Leslie, Cost, FÆ'tter og King, som jeg lå i lejr med, og de var i lige så høj grad som musikken med til at gøre festivalen til en rigtig god oplevelse. Vejret kan man heller ikke brokke sig over med konstant solskin, selvom det måske blev en anelse for støvet til sidst.

Mere i samme kategori

Indlæg om musik

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Kommentarer

Af Ricco (06/07-05 kl. 10:05)
- Hah... roskilde-syge :) Er Mews tredie plade ikke et sammensurium af de to første plader samt lidt nyt? Eller er det anden plade, der er en genindspilning af den første plus lidt nyt? Jeg husker det ikke :/ 13 & God hørte jeg omtalt i radioen, og det lyder virkelig fedt. Jeg overvejer selv at gå på indkøb. Personligt ville jeg have set bands som Bjørn Berge og Blue Van, hvis jeg havde været der. Men det var jeg bare ikke.

Af Kasper (06/07-05 kl. 10:58)
- Seks af de ti numre på Frengers (den tredje plade) er også at finde på Half the World is Watching Me (nummer to). For at det ikke skal være løgn, går She Came Home for Christmas igen på A Triumph for Man også. Jeg håber ikke, den kommer med på det nye album :-( Du må bare tage med næste år, hvis du ikke vil gå glip af koncerterne...

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk