|
19/03-05 AaB-Silkeborg 3-1 (1-0) Lagt p 21/03-05 AaB gjorde sin pligt og ikke stort mere, da Silkeborg i en meget tam kamp blev besejret med 3-1 på Aalborg Stadion. Intensiteten var i bund, godt illustreret af at der ikke blev uddelt en eneste advarsel, chancerne var i fåtal, og flydende fodboldspil så man heller ikke meget til. Sejren var dog fortjent, for AaB var det bedste hold og havde hovedparten af afslutningerne.
Trond som højre back
Allan Olesens karantæne betød, at AaB skulle finde en ny mand til pladsen som højre back. Det gav debut til Marco Reda i midterforsvaret, hvor han tog over for Trond Andersen, som for første gang i AaB-tiden spillede højre back. Dermed slap man for at bruge venstrebenede Martin Pedersen i højre side, og der var 13 centimeter mere til at forsvare sig mod Silkeborgs farlige dødbolde.
Den største forskel fra Brøndby-kampen var dermed ikke opstillingen, men indstillingen. Der var slet ikke samme nerve som seks dage tidligere, hvilket både hænger sammen med modstanderen og det sølle fremmøde på blot 5.109 tilskuere. AaB har ikke tabt i 10 hjemmekampe i træk og spillede en brandkamp sidste uge, så jeg ved ikke, hvad der skal til for at trække folk på Stadion. Vi må sætte vores lid til, at en topplacering er nok, for er det betingelsen, er der med det nuværende hold bedre tider på vej.
Kampen var dårlig lige fra starten, og der gik over tyve minutter inden en af målmændene måtte tage hænderne i brug. AaB havde været tættest på at skabe chancer, men både Martin Ericssons forsøg på at spille Simon Bræmer fri og den modsatte kombination manglede den sidste præcision. Af andre småchancer kan nævnes et dårligt udført frispark fra Allan Gaarde og en afslutning fra distancen af Rasmus Würtz, der også røg forbi. Silkeborg fik også et par forsøg blokeret.
Solidt forsvarsspil
Det var forsvarene mere end angrebene der markerede sig i det meste af kampen. Silkeborg gjorde det let for AaB-defensiven af forsvare sig, idet de ensidigt satsede på lange bolde frem mod Iddi Alkhag og debuterende Kim Olsen. Selvom de to angribere vandt en del dueller, blev det aldrig til afslutninger fra Silkeborgs side, fordi AaB-spillerne arbejdede hårdt defensivt og ikke tillod en ellers pænt boldsikker midtbane at få fat i bolden og komme til at spille.
Michael Jakobsen gjorde det igen rigtigt godt, og denne gang var han også meget bedre til at ramme medspillerne med sine afleveringer. Han er rigtigt god til at komme imellem og opsnappe afleveringer og kan derfra sætte bolden i gang på en god måde, og hvis der ikke i første omgang er nogen at spille til, tør han holde på bolden og vente på muligheden. Imponerende modenhed af en 19-årig spiller.
Hans makker var ikke så tydelig i spillet med bolden, men vinder også sin del af duellerne med sin stærke fysik og gode hovedspil. Til gengæld er Marco Reda en rigtig forsvarsgeneral, som konstant dirigerer med sine medspillere og sørger for at skubbe bagkæden op for at mindske spilrummet for modstanderne.
For lidt bevægelse
I den anden ende var Silkeborg dygtige til at lukke rummene af for Martin Ericsson, og da AaB ikke formåede at spille sig igennem midtbanen, fik man aldrig rigtigt overtaget. Som alternativ forsøgte man at spille bolden ned bag Silkeborgs bagkæde, men Jonas Troest var som regel den hurtigste i det spil, og Ulrik Pedersens alder er ikke begyndt at tynge ham endnu. Han spiller med stor forudseenhed og autoritet i forsvarsspillet, og hans fortid som teknisk stærk midtbanespiller gør, at han kan sætte spillet i gang og også selv støder frem for at skabe overraskelsesmomenter.
Også forsøg på at spille på forsiden af forsvaret mislykkedes på grund af kompakt forsvarsspil, som ikke gav AaB's angribere lov til at få kontrol over bolden. Silkeborgs direkte stil kombineret med en halvhjertet boldjagt fra AaB's side betød, at AaB for det meste erobrede bolden helt nede på egen halvdel, og dermed skulle man spille sig igennem hele Silkeborgs hold for at komme til chancer. Erobrede man bolden længere fremme på banen, var man for længe om at få tilstrækkeligt mange folk frem til at kunne true Silkeborgs forsvar.
De to angribere og Muhammed Akinci på Silkeborgs offensive midtbane var gode til at stille sig i vejen, så forsvarslinjen ikke kunne komme til at spille bolden frem til AaB's centrale midtbane. Der burde ellers være plads til at spille bolden op igennem midten med to centrale midtbanespillere over for Silkeborgs diamantformede midtbane, men AaB formåede ikke at løbe og spille ind i de tomme rum hurtigt nok. Generelt er det svært at spille mod et etableret forsvar, så det gælder om at komme af sted i en fart og i det hele taget flytte sig en masse.
Første rigtige chance
Inden det for alvor blev farligt havde AaB endnu et par muligheder. Først lykkedes det Simon Bræmer at blokere et udspark fra Henrik Ipsen og spille Martin Ericsson på baglinjen, men foran mål var der ingen bolsjestribede. Senere lykkedes det for en gangs skyld Trond Andersen at finde Martin Ericsson på forsiden af forsvaret, og han kunne spille Simon Bræmer, som første gang sendte bolden videre til Allan Gaarde, der dog var for længe om at få afsluttet.
Skuddet førte til et hjørnespark, hvor det efterfølgende klumpspil endte med, at Marco Reda fik muligheden for at løfte bolden over Henrik Ipsen. Målmanden var dog hurtigt ude og parere, og riposten kunne Simon Bræmer kun sparke lige i maven på Ipsen. I den næste periode fik Mattias Lindström flere gange lejlighed til at vise sin højt udviklede evne til at slå gode indlæg, og efter at først Simon Bræmer og siden Allan Gaarde akkurat ikke kom til afslutning på de første, scorede den nyudnævnte landsholdsspiller Rasmus Würtz.
AaB fastholdt presset efter en angrebssituation, og Silkeborgs forsvar nåede ikke på plads. Ulrik Pedersen nåede ikke frem og presse Martin Ericsson, som kunne spille ud på kanten til Mattias Lindström. Venstre back Mattias Thylander blev forvirret af Simon Bræmers løb og nåede derfor ikke ud at genere Lindström, som kunne lægge en flad aflevering, Würtz kunne glide ind ved bageste stolpe.
Forbedring efter pausen
Resten af første halvleg var lige så begivenhedsløs som den havde været hidtil, med et par ufarlige forsøg i begge ender. Efter pausen fik AaB sat lidt mere energi ind i spillet, hvorfor det lykkedes at få lagt et hårdere pres, erobre boldene tidligere, og dermed blev det også til flere kontrachancer, hvor der nu var mere plads til Martin Ericsson. De fleste kontraer kom fra venstre side, hvor Allan Gaarde er utroligt god til at løbe i frie rum og spiller godt sammen med Allan K. Jepsen, men Gaardes afgørende afleveringer manglede lige det sidste skarphed. Jepsen er også god til at se chancen for at gå med frem, og er igen blevet umulig at komme forbi i det defensive.
Når kontraen føres frem i den ene side, er der plads at løbe på i den anden. Mattias Lindström er altid med hvor det sker, og fik to gode muligheder for at score i sin hjemmebanedebut. Både Rasmus Würtz og Martin Ericsson fik spillet ham fri til skud mod Silkeborgs mål, men i begge tilfælde blev afslutningen helt skæv.
Den forbedrede indstilling sås også ved, at både Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen forsøgte mere med gennembrud på egen hånd. Et gennembrud fra Würtz endte med, at Martin Ericsson kunne spille Simon Bræmer fri i feltet, men igen var Henrik Ipsen hurtigt ude og fik blokeret med hovedet. AaB fastholdt dog presset i kraft af en Michael Jakobsen-erobring langt fremme på banen, så Trond Andersen kunne slå et indlæg mod midten, hvor Allan Gaarde vandt duellen. Inde i feltet fik Martin Ericsson verfet Ulrik Pedersen væk med en fint timet kropstackling, så han fik plads til at lobbe bolden over Ipsen, der denne gang ikke nåede helt frem.
Dødbolde
Silkeborgs farligste våben var deres dødbolde og især hjørnespark, og allerede før 2-0-målet havde der et par gange været tæt på panik. Panik var der også tæt ved at være, da Kim Olsen faldt om i feltet efter en nærkamp med Trond Andersen, men Claus Bo Larsen bevarede heldigvis roen og undlod at fløjte for straffespark.
Indskiftede Peter Degn havde et udmærket forsøg direkte på frispark, men det var på endnu et hjørnespark, Silkeborg bragte spænding om resultatet. Michael Jakobsen blokerede et Alkhag-skudforsøg efter en lang bold til hjørnespark, og selvom Thomas Augustinussen i første omgang fik afværget forsøget, kunne Mattias Thylander sparke bolden i nettet på returen. Bolden passerede fire AaB'ere på vej i mål, og selvom det måske kan virke en smule heldigt, måtte det lykkedes på et eller andet tidspunkt efter alle de blokerede forsøg.
Endnu en debutant
Simon Bræmer havde haft et forkølet skud inden scoringen, og var i øvrigt også blevet erstattet af nok en AaB-debutant, Marcelinho. Bræmer arbejdede igen hårdt, men kom ikke rigtigt til orde som targetplayer, og hans afløser viste sig også som en arbejdsom herre. Til gengæld så han ikke ud til at være ret god med bolden, og de to gange han fik muligheden for at afslutte, blev skuddene noget fistne. Bedømt ud fra de tyve minutter på banen virker Besart Berisha som en bedre løsning.
AaB var tæt på at svare igen lige efter scoringen, da Mattias Lindström på en dyb bold fra Thomas Augustinussen snød Christopher Poulsen for derefter at spille skråt bagud til Allan Gaarde, som med et hårdt skud sparkede lige forbi. En tilsvarende stor chance fik man mod slutningen, da Gaarde forlængede et indlæg fra indskiftede Jacob Sørensen, men Martin Ericsson sparkede lige over mål i situationen, hvor Gaarde var fri på midten. Måske er Ericsson ved at udvikle sig til en rigtig målscorer.
En snæver føring vil altid give spænding om resultatet, og det var Kim Olsen, der havde den største mulighed for at udligne. Peter Degn, som i øvrigt havde været tæt på at lykkes med en indenomsaflevering, fik et skud blokeret, og efterfølgende headede Olsen et stykke forbi på indlægget. Jimmy Nielsen behøvede altså ikke hive en redning frem, og det havde heller ikke være nødvendigt at vise klassen lidt tidligere på Iddi Alkhags afslutning, for han var nemlig offside.
Afgørelse til sidst
Silkeborg fik aldrig rigtigt truet AaB's mål i den afsluttende fase, og i stedet kunne Martin Ericsson med endnu et mål afgøre kampen i sidste øjeblik. Jacob Sørensen erobrede bolden fra Superligaens klart ringeste venstreback Christopher Poulsen for siden at afdrible ham og spille Ericsson fri. Ericsson fik i samme bevægelse tæmmet bolden og vendt rundt, og herefter kunne han sparke bolden ind mellem benene på Henrik Ipsen.
Dermed endte kampen med en fortjent 3-1-sejr, og selvom det langt fra var den skønneste kamp, var der opmuntrende takter. Der er i foråret stadig ikke scoret i reelt spil, og faktisk er der dårligt skabt en chance mod AaB i åbent spil. Venstresiden viser godt spil, og Mattias Lindström viste rigtigt gode indlæg, omend han stadig ikke imponerer i småspillet, og som indhopper har Jacob Sørensen gjort det godt i begge kampe. Nu ligger AaB nummer seks, og i næste kamp - ude mod Viborg - er der mulighed for yderligere avancement. |