Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

08/03-05 Chelsea-Barcelona 4-2

Lagt p 09/03-05

Nerverne hænger stadig uden på tøjet efter en helt igennem fantastisk fodboldkamp på Stamford Bridge, hvor Chelsea slog Barcelona ud af Champions League med en samlet sejr på 5-4. To angrebsivrige hold gav hinanden et brag af en kamp, og ud over de seks mål var der to skud på stolperne og et hav af andre store chancer.

Starten af kampen stod der Chelsea på. Ikke at de havde bolden meget, men Barcelona kom ikke ret tæt på Chelseas mål, før de mistede bolden, og så gik det hurtigt den anden vej. Næsten alle angreb førte til afslutninger, og efter tyve minutter var der allerede scoret tre gange. Frank Lampard erobrede bolden fra Xavi og spillede Joe Cole i dybden med en perfekt aflevering, og Coles aflevering på tværs var lige så god. Her stod Eidur Gudjohnsen, som med et skarpt træk bragte sig i skudposition, og her svigtede han ikke.

Ved 2-0-målet var Frank Lampard først over riposten efter et afrettet skud fra Joe Cole, som Victor Valdés ikke kunne holde. Også ved det tredje mål havde Joe Cole næstsidste fod på bolden, da han med en dyb stikning efter endnu en bolderobring højt på banen spillede Damien Duff fri. Cole var bedste Chelsea-spiller på en dag, hvor alle mere eller mindre spillede op til deres bedste, og i hvert fald var der ikke noget galt med indsatsen.

Herefter begyndte Barcelona at få mere gang i deres spil, og Chelsea fik ikke kontrol nok over bolden til at kunne true den anden vej. Paulo Ferreira lavede straffespark ved at tage bolden med hånden i en hovedstødsduel, og selvom Petr Cech havde var tæt på at redde Ronaldinhos straffespark, stod der pludselig 3-1. Dermed skulle Barcelona blot score en gang mere for at have fordelen, og igen var Ronaldinho manden bag scoringen, da han fra kanten af feltet scorede med en tåhyler (!).

Joe Cole kunne lige nå at krone en fremragende første halvleg med et skud på stolpen, men det var altså Barcelona, der gik til pausen med resultatet på deres side. Anden halvleg var mere lige end første, og hver gang bolden skiftede ejermand fornemmede man, at der kunne ske noget stort. Der var chancer i begge ender, den største til Iniesta, som ramte stolpen, men et kvarter før tid kom John Terry først på en hjørnesparksbold og kunne bringe Chelsea på 4-2.

Fra da af kom der udskiftninger af defensiv og offensiv karakter. Chelsea skiftede først den offensive midtbanespiller Eidur Gudjohnsen ud for mere defensive Thiago og gik over til at spille med kun tre angribere, og senere blev og Duff pillet ud, til fordel for Robert Huth. Hos Barcelona var det Giuly og Maxi Lòpez, der erstattede Belletti og Iniesta, og man gik over til et tremandsforsvar. Udskiftningerne ændrede ikke ved det store billede, at Barcelona kørte mest på, mens Chelsea som tiden gik blev mere og mere tilfredse med blot at få bolden væk.

Der blev tacklet så det sang, og kombineret med det meget høje tempo og fine spil fra især Barcelonas side, kunne man ikke ønske sig mere af en fodboldkamp. I hvert fald ikke, når Chelsea gik videre. Barca havde to nærgående skud mod slutningen, men det afgørende mål kunne de ikke fremskaffe, og dermed var det Chelsea, der gik i kvartfinalerne. Måske skal de spille mod Milan, som var Manchester United overlegne og også vandt kampen i Milano med 1-0, men der er mange gode hold endnu, så der er nok af gode kampe at glæde sig til. Det bliver dog nok svært at overgå Chelsea-Barcelona i kvalitet, men det var jo også de klare førerhold fra Endland og Spanien, der tørnede sammen i den kamp.

Mere i samme kategori

Indlæg om fodboldkampe

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk