|
To mand til at erstatte David Nielsen Lagt p 24/02-05 Der skulle hele to spillere til at erstatte David Nielsen, der efter fyringen i sidste uge smuttede til Midtjylland. Det blev dog ikke til den erfarne, driftsikre målscorer, man kunne have håbet på. AaB havde haft to i kikkerten, men ingen af disse var til salg, så i stedet rettede man blikket ind på Atlético Mineiro, som man har et godt samarbejde med, og som førhen har sendt Thiago, Túlio og Wellington til Aalborg.
Denne gang er turen så kommet til to unge angribere, Marcelinho på 21 år og Rafael Lopes på 19, som skal spille resten af foråret i Danmark. Førstnævnte har spillet 10 kampe i den bedste række i Brasilien denne sæson, så et vist niveau må man kunne forvente af ham, mens den anden godt nok også var en del af førsteholdstruppen, men vist ikke har spillet. Túlio var i ungdomstruppen, da han blev sendt til AaB, så måske kan vi forvente endnu mere af de to nye, selvom det nok er for meget at håbe på.
Spillemæssigt ved man ikke så meget om de to angribere andet end at Rafael Lopes beskrives som en lille artist, mens Marcelinho skulle være større og en aggressiv type. Med David Nielsens dumhed så kort før transferdeadline har Lynge Jacobsen ikke haft meget tid at handle i, og det er for meget at forlange, at han skulle kunne finde den spiller, man stod og manglede. Istedet har man fået to meget billige spillere, som hver især enten kan vise sig at være en dreng eller en pige, og det giver da en vis sandsynlighed for at finde noget, man kan bruge.
Angriberne i AaB's trup er stadigvæk meget unge alle sammen, og nu er der så fem af vælge imellem. Det lyder til, Erik Hamrén har tænkt sig at bibeholde Thomas Augustinussen som midtbanespiller, og det må være et tegn på, at Martin Ericsson skal danne angrebsduo med en af de fem unge. Om det går godt, må vi vente og se. Jeg er ikke sikker. |