|
Nedtursknæ Lagt p 02/12-04 Den dystre overskrift dækker en dyster historie fra det virkelige liv. Efter endnu et besøg hos fysioterapeuten står jeg nu foran at skulle havde knæet undersøgt igen. At få lov at cykle igen var ikke lykken, for knæet var (og er) ikke klar til selv en mild form for belastning, som cykling (er det egentlig et ord? Cykleri/Cykelridning/Cyklisme?) er.
Problemet er, at jeg får smerter på indersiden af knæet af at cykle. Det kunne tyde på, at min menisk ikke er vokset fast til knoglen endnu, og eftersom der er gået over tre måneder nu, er håbet for at det sker ikke ret stor. Muligvis skal den del af menisken, som ikke har vokset sig fast, fjernes, men det ved jeg ikke noget om endnu.
Under alle omstændigheder er det noget lort, for jeg kan ikke rigtigt gøre noget, så længe det giver smerter. Hvis det er menisken, og den ikke vil gro fast, kommer der til at gå lang tid, før jeg kan komme videre mod et højere raskhedsniveau (som er et ord, jeg lige fandt på). Undersøgelsen er den 22. december, herefter skal jeg muligvis til MR-scanning eller kikkertundersøgelse, som der også er ventetid på, og først herefter kan jeg blive opereret efter yderligere ventetid. Så kommer der er stykke tid efter operationen, hvor knæet er hævet og ubrugeligt, hvorefter jeg endelig kan komme videre med træningen.
En delvist fjernet menisk betyder nedsat funktionalitet, fordi menisken er en stødpude mellem lårben og underben, hvor der kommer store belastninger ved løb og den slags. Men lige nu ved jeg ikke så meget om det, så jeg må hellere stoppe med at skrive her, inden jeg får overbevist mig selv om, at jeg er døden nær. |