|
27/11-04 AaB-OB 1-1 (1-0) Lagt p 29/11-04 Trods en mand i undertal lykkedes det OB at udligne i sidste minut af den ordinære spilletid, og dermed må AaB overvintre på syvendepladsen i stedet for fjerdepladsen. Godt nok var udligningen fuldt fortjent efter et hav af chancer i de første tyve minutter af anden halvleg, men herefter havde AaB pæn kontrol over tingene indtil Steffen Højer pludselig fik en løs chance.
Rodet start
Bård Borgersen var tilbage i centerforsvaret efter sin sygdom til den kamp, der måske kan blive hans sidste i den bolchestribede trøje. Før kampen blev der sagt farvel til Christian Lundberg, Jacob Krüger, Klebér Saarenpää og Dantas Wellington, og der kan meget vel være flere på vej væk, eksempelvis Bård, Kristoffer Arvhage, Jimmy Nielsen og/eller Trond Andersen. Thomas Kortegaard skal nok ingen steder endnu, og han afløste karantæneramte Allan Gaarde på venstrekanten.
Efter en løs næsten-chance i hver ende fik AaB den første store chance, da Martin Ericsson i det andet minut snød Pontus Segerström med en god vending og spillede David Nielsen i det tomme rum bag Segerström. Det gav plads til en stikning indenom til Jacob Sørensen, som afsluttede svagt. OB fik minuttet senere deres første store chance, da en dårlig tæmning af Allan K. Jepsen og et sideskift fra Søren Berg gav Thomas Lindrup en skudmulighed fra kanten af straffesparksfeltet efter at han havde afdriblet Allan Olesen.
Det næste stykke af kampen bød ikke på så mange højdepunkter fra to hold, som forsvarede sig godt. Tempoet var højt og bølgede frem og tilbage, men inden man kom i nærheden af modstandernes mål blev angrebet brudt. Det blev ikke til så meget sammenhængende spil, fordi ingen af holdene rigtigt kunne få spillet til at køre.
OB bedst på kanterne
De næste to chancer viste meget godt forskellen på de to hold i første halvleg. Først nåede Thomas Augustinussen bolden før Nicolai Stokholm midt på banen og kunne sende Martin Ericsson ned i højre side, hvorfra hans indlæg dog ikke nåede helt frem til David Nielsen. OBs chance kom, da Thomas Kortegaard mistede bolden i en dribling, hvilket gav Søren Berg muligheden for et kraftfuldt gennembrud, der endte med at Mwape Miti kunne overtage bolden på kanten af feltet og afslutte.
OB var overlegne på kanterne, hvor Thomas Kortegaard og Jacob Sørensen sjældent fik lov at komme til indlæg og heller ikke indgik særligt godt i spillet. Især Taz havde problemer overfor en lynhurtig Fernando Derveld, der oven i købet også viste gode driblefærdigheder fremad banen. Dermed var der rimelig balance i tingene, for i forvejen var Søren Berg en stor trussel med energiske gennembrud.
Thomas Lindrup var mindre fremtrædende over for en godt spillende Allan Olesen, men de to kantspillere hos OB byttede plads flere gange for at skabe variation. Lindrup var ikke så udfordrende som Søren Berg, men hans indlæg ude fra sidelinjen er sjældent dårlige.
AaB bedst centralt
Med problemerne på kanterne var det ikke overraskende, at meget spil måtte gå igennem den centrale del af banen, hvor AaB var bedre end deres modstandere. Bård Borgersen og Trond Andersen gav ikke Miti og Steffen Højer få ret meget plads og var opmærksomme på indlæg fra kanterne. På midtbanen var Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz bedre end Nicolai Stokholm og Andrew Tembo både i spillet med bolden og i erobringsspillet, og helt fremme vandt David Nielsen og Martin Ericsson langt de fleste dueller med Pontus Segerström og Steen Nedergaard.
Som så mange andre normale backer - i øvrigt blandt andet hans klubkammerat Fernando Derveld - har Steen Nedergaard ikke den fornødne agressivitet og luftstyrke til at spille i centerforsvaret. Hans makker, svenske Pontus Segerström, var ikke stort bedre, så AaBs angrebsduo vandt de fleste dueller. Det var også nødvendigt, for eftersom man havde svært ved at komme over kanterne, blev bolden mange gange slået til duel.
Et andet symptom på et knapt så godt centerforsvar er, at de ikke får skubbet bagkæden op, så der bliver plads til at spille foran dem. Martin Ericsson er en mester i at udnytte den slags plads, og når han så oven i købet havde en god dag mod OB, var der også muligheder for at spille bolden frem langs jorden. Man kan ikke rose denne klassespiller nok - et fantastisk køb. Udover Mohamed Zidan kan jeg ikke komme i tanker om nogen spiller, der kan måle sig med ham teknisk, og spilforståelsen er også i topklasse.
Overtag til AaB
Som halvlegen skred frem, begyndte AaB at komme mere og mere til fadet. OB blev som oftest de små i nærkampene, og med en bevægelig og tilpas modigt spillende central midtbane tilkæmpede AaB sig spillet. Godt nok foregik meget af det på egen halvdel og med bagudrettede afleveringer, fordi det meste skulle foregå centralt, men omvendt kunne OB ikke få fat i bolden.
Af og til lykkedes det at bringe bolden frem omkring feltet, og herfra kunne man så spille ud på kanterne, hvor de to backs bedre kunne hjælpe til, sammenlignet med når der blev spillet op nedefra. Især ved dødbolde lykkedes det at holde spillet tæt ved OBs mål i længere perioder, men afslutningerne og de farlige situationer blev ved med at være fåtallige. David Nielsen var efter et kvarter tæt på at styre et hjørnespark fra Allan Jepsen op i nettaget, men den svære afslutning røg over mål.
Efterhånden begyndte chancerne så småt at komme. Thomas Augustinussen blev blokeret i skudøjeblikket efter et fikst lob fra Bård Borgersen, der var blevet fremme efter et frispark. Rasmus Würtz havde et godt skud fra distancen, som Arek Onyszko ikke kunne holde. Martin Ericsson havde også et forsøg fra distancen efter en af mange fremragende førsteberøringer, og David Nielsen nåede akkurat ikke op til et indlæg fra Allan Olesen.
Fortjent mål
Allan Olesen var rigtig god til at komme med frem og havde yderligere et godt indlæg til David Nielsen, hvis flugter sad lige på Onyszko. Hans defensive spil var som vanligt upåklageligt, og han er også blevet meget sikker i sin boldomgang, selvom han godt kan komme i vanskeligheder, når han bliver presset til at føre bolden ind over midten.
OB havde også et par chancer til Søren Berg, som ikke helt nåede frem til en tværpasning fra Thomas Lindrup og et Steffen Højer-frispark, som gik i muren. Begge chancer kom som følge af kontrachancer som opstod, når de for en sjælden gangs skyld fik spillet sig ud af AaBs høje pres.
Netop et højt pres ledte til føringsmålet kort før pausen. Thomas Augustinussen kom til et godt skud efter et indkast, og i det efterfølgende pres gik Bård Borgersen med frem og løftede bolden ind i feltet til Augu. En god nedtagning og en skarp aflevering til Martin Ericsson, bragte Ericsson i skudposition midt i feltet, og skuddet blev rettet af to gange og kunne krybe ind ved stolpen. AaB havde siddet på den sidste halvdel af halvlegen og var begyndt at producere chancer, så føringen var klart fortjent. OB nåede lige en afslutning til inden pausen, da et indlæg fra Thomas Lindrup blev flugtet over af Mwape Miti.
Torden og lynild
Efter pausen ændrede billedet sig drastisk, selvom AaB faktisk lagde godt ud og fik den første chance. Allan K. Jepsen kunne efter længere tids boldbesiddelse sende et indlæg ind foran mål, hvor David Nielsen dog blev presset så meget i afslutningen, at hans tæmning blev for lang og røg ind til Arek Onyszko.
Den første OB-chance kom efter at Søren Berg fik tilkæmpet sig bolden i højre side efter en god fysisk indsats af Mwape Miti. Berg gik til baglinjen og sendte bolden på tværs, hvor en kurende Thomas Lindrup ikke nåede frem. OB forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen, og lange bolde frem til den stærke zambianer var en del af recepten. Midtbanen krøb sammen for og vandt på den måde returbolde, og så kunne backerne skabe bredden med fremstød.
Et indlæg fra netop højre back Ulrik Vinzents gav OBs næste mulighed, men Nicolai Stokholm headede lige forbi. Vinzents havde selv næste mulighed, da Miti igen satte sig igennem fysisk og fik spillet bolden ud til Thomas Lindrup, som fandt Vinzents på bageste stolpe. Riposten efter Jimmy Nielsens redning fik Vinzents også afsluttet på, men Trond Andersen lavede en redning jeg aldrig har set mage til.
Verdens bedste redning
Afslutningen lå i hoftehøjde, hvor det er allersværest at nå den uden at bruge hænderne, men Trond fik kastet sig i luften og ramte i vandret stilling bolden med hælen, så den røg over (altså bolden, ikke hælen). Endnu en gang viste Trond sin evne til at redde bolde på målstregen, men denne redning overgår alt. Wow.
OB pressede efterfølgende endnu hårdere på og holdt på det nærmeste skydetelt. AaB kunne ikke komme ud af skruetvingen, så OB kunne sende flere og flere folk ind i feltet, og det kom der eksempelvis et klumpspil ud af, der gav fire afslutninger indenfor femten sekunder. På det efterfølgende hjørnespark reddede Jimmy Nielsen med en refleks Søren Bergs hovedstød.
Jimmy Nielsen måtte igen på arbejde minuttet senere, da endnu et klumpspil efter endnu en farlig dødbold endte med, at Mwape Miti pludselig fik en løs bold tæt på mål. AaB skiftede kort efter en svagt spillende Thomas Kortegaard, som havde mange boldtab og ikke fik sat sit aftryk på kampen, med Peter Tranberg, som igen gjorde et godt indhop.
Jimmy på landshold
Peter Tranberg skulle givetvis forstærke AaB muligheder for at komme ud af forsvarszonen gennem hårdt arbejde og mere erfaring og deraf følgende sikkerhed i pasningsspillet. Det var dog ikke gået ret længe, før Tranberg lavede frispark på Nicolai Stokholm. Steen Nedergaard sparkede overraskende frisparket med højre fod, men Jimmy Nielsen reddede skuddet tæt på målhjørnet. AaBs anfører var en meget vigtig mand i den fase af kampen.
Omvendt gik der tilsvarende kort tid, før han gjorde sig positivt bemærket. En AaB-kontra startede med at Tranberg opsnappede bolden og fik spillet fremad med det samme. Angrebet så ud til at være gået i stå omkring straffesparksfeltet, men med et fladt skud lige forbi stolpen fik Arek Onyszko også lov til at lave noget for sin løn.
Med Tranbergs skud på mål gik dampen lidt af OBs pres, fordi de nu måtte ned og starte forfra igen og AaB fik pusten efter et hektisk pres. AaB fik en chance igen et minut senere, men Jacob Sørensen sparkede lige over på en løs bold, som Derveld ikke fik headet godt nok væk. Bolden blev erobret midt på banen, og det kunne ikke være sket, hvis ikke hele holdet havde fået mulighed for at komme længere frem at stå. En enkelt god berøring, dribling eller aflevering kan gøre en himmelvid forskel, når man skal ud af et pres, og derfor skal man turde have bolden selv i vanskelige situationer.
Efter et kvarters OB-dominans blev kampen lige igen, men Jimmy Nielsen skulle lige hive én mere redning ud af ærmerne, da Allan Jepsen var tæt på at passere sin egen målmand, idet han kom først på bolden i kamp med Søren Berg. AaB begyndte at nærme sig i kontrafasen, men helt åbne afslutninger blev det ikke til, bortset fra et par langskud fra Rasmus Würtz og en Trond Andersen-afslutning efter et hjørnespark.
Manglende afgørelse
Med ti minutter igen kom så det, der burde have afgjort kampen. OB havde allerede fået to advarsler for frustrationsfrispark, og Mwape Miti ville også være med på den galej, så han sparkede Bård Borgersen ned efter en nærkamp. Med en mand i overtal i resten af kampen lignede AaB en sikker vinder, men alligevel bed OB fra sig, da de gik over til at spille med tre i bagkæden. Indskiftede Martin Borre havde et par gode ryk i højre side, men udligningen kom fra modsatte kant.
OB erobrede bolden i deres venstre side, og Fernando Derveld tog turen helt til baglinjen, hvorfra han fandt Martin Borre. Borres afslutning blev ikke ret god, men endte for fødderne af Steffen Højer, som fik kontrol over bolden og sparkede den i målet. Trond Andersen kastede sig ud i bolden men blev akkurat ikke ramt, og på stregen fik Jimmy Nielsen hånden på bolden, men miraklernes tid var forbi.
Overtiden blev brugt på et mislykket forsøg på at lægge pres på OB, men i de allersidste sekunder kom den gyldne mulighed. Lille Peter Tranberg vandt en hovedstødsduel efter en lang bold, og bolden endte for fødderne af Túlio, som resolut sparkede på mål. Det hårde spark gik lige forbi stolpen, så AaB måtte nøjes med 1-1. Et retfærdigt resultat, men havde de da bare scoret på en af de store chance i starten af anden halvleg, havde det været til at leve med. |