03/11-04 AGF-AaB 2-1 (1-0)

Lagt p 05/11-04

Den udsatte kamp fra tiden med strejke blev ikke nogen god oplevelse for AaB, der tabte 2-1 til AGF på Atletion. Forsvaret vandt stort set ingen dueller, spillerne kunne ikke ramme hinanden med selv de simpleste afleveringer, og ingen turde rigtigt have bolden. Det er som om, al selvtilliden er forsvundet ud af holdet, hvilket er dybt underligt, da man var ubesejret i seks kampe i superligaen.

Presset udeblev

I over en måned har AaB kunnet nøjes med at skifte ud på højst en enkelt plads, men denne gang var der to ændringer i startopstillingen. Bård Borgersen spillede i stedet for Trond Andersen, hvis influenza, som kostede ham anden halvleg mod Randers i søndags, ikke var forsvundet. Karantæneramte Thomas Augustinussen blev erstattet af Peter Tranberg, som startede inde for første gang siden Poul Erik Andreasens sidste kamp, i august sidste år.

AGF plejer at starte deres hjemmekampe med et stort pres på modstanderne, men det lykkedes ikke denne gang. Søren Pedersen og Henrik Madsen på kanterne er ikke gode nok til at kunne komme frem til de mange indlæg, der plejer at give problemer for AaBs forsvar. Agressivt forsvarsspil og hurtige kontraer gav AaB mulighed for at komme godt fra start, men udbytte i form af scoringer kom der intet af.

AaB fik kampens største chance i det fjerde minut, da en bolderobring af Allan Gaarde, en god detalje med hælen af David Nielsen og en fin aflevering af Martin Ericsson gav Jacob Sørensen frit løb mod mål i højre side. Afslutningen fra Taz kom fra en så spids vinkel, at Rune Pedersen ikke havde de store problemer med at redde med en fodparade. Taz havde ligesom sidst overtaget overfor sin direkte modspiller, Shane Cansdell-Sherriff, der er meget passiv i sit forsvarsspil.

Et hav af dødbolde

Det efterfølgende hjørnespark blev det første af mange til AaB, og de fleste var i højre side, hvor Allan K. Jepsen skulle sende dem ind over med indadskru. Uden to af de bedste headere i form af Trond Andersen og Thomas Augustinussen blev AaB aldrig rigtigt farlige, og Allan Jepsens indlæg var heller ikke tilstrækkeligt gode. Hjørnespark nummer to røg således direkte i sidenettet.

I sjette minut havde Martin Ericsson næste gode forsøg. David Nielsen kæmpede for at nå Jacob Sørensens indlæg, men istedet blev bolden blokeret ud til Martin Ericsson, som sparkede hårdt første gang. Skuddet kom fra nogenlunde samme position som Taz' afslutning tidligere, og heller ikke denne gang skulle Rune Pedersen bevæge sig alt for meget for at redde. Peter Tranberg kom først på returen, men var så hårdt presset, at han sparkede over mål.

Uden på noget tidspunkt at have været i nærheden af AaBs felt fik AGF pludselig en stor chance, da Jeffrey Aubynn opfangede nedfaldet efter en lang bold og spillede ind på midten, hvor Stig Tøfting var løbet i dybden. Tøftings første berøring blev ikke helt god, men røg ud til højre til Morten Rasmussen, som fra tæt hold ikke kunne passere en vågen Jimmy Nielsen.

Tyndt forsvar

Chancen var et forvarsel på de problemer, der skulle vise sig tydeligere i løbet af kampen. Der var alt for meget plads i AaBs forsvar, hvor Jeffrey Aubynn var god til at trække en mand væk fra forsvaret, hvilket gav plads til fremstød fra Stig Tøfting, som i Tobias Grahns karantænefravær spillede på den offensive position på midtbanen.

Når den ene centerforsvarer følger sin direkte modspiller op i banen, skal de to backs trække ind mod midten for ikke at efterlade et hul i forsvaret, og det lykkedes ikke ret godt for AaB. Rasmus Würtz og Peter Tranberg på den centrale midtbane var heller ikke opmærksomme nok på Stig Tøftings løb, så ofte var han og Morten Rasmussen meget fri i det centrale område tæt på AaBs mål.

Allan Olesen har haft et konstant højt niveau igennem efteråret, men han spillede en svag kamp, hvor ikke engang hans bidende tacklinger lykkedes. Han fik ikke sat sig igennem i nærkampene, og samtidig blev bolden i flere tilfælde spillet indenom ham, hvilket en back skal gøre alt for at undgå. Han har nemlig ingen funktion i forsvarsspillet, hvis han ligger mere yderligt end den yderste modspiller.

Det er i det angribende holds interesse at sprede forsvaret, så der bliver bedre plads til at kombinere på. Kan bolden spilles indenom en back, er det fordi han står for langt fra sin nærmeste forsvarskollega, som jo normalt har nok at gøre med at forhindre sin direkte modspiller i at modtage bolden, og derfor ikke skal tænke på at dække af for bolde i dybden også. Modtager kantspilleren bolden på ydersiden af forsvaret, kan backen gå ud for at presse ham, men kan han komme indenom, er han allerede næsten i position til at afslutte. Og trækker kantspilleren ind i banen for at gøre plads til en fremløbende back, er det den forsvarende midtbanekants opgave at følge med ham.

Opskruet tempo

At kampe mellem AaB og AGF er prestigefyldte opgør var ikke svært at få øje på, for tempoet var højt, og der blev gået til den i nærkampene. Det høje tempo gik ud over AaBs spil på den måde, at man aldrig fik ro til at få bolden ned på jorden, hvor den er nemmere at styre. Derfor var der mange fejlpasninger, og ofte var løsningen at sparke bolden langt frem for at risikere noget.

Der manglede et par modige spillere, som evnede at finte sig udenom presset fra den første modspiller, så der var tid til at spille en kvalificeret aflevering i stedet for de hoppende afleveringer, der var mere reglen end undtagelsen. Peter Tranberg og Rasmus Würtz formåede ikke at finde plads at blive spillet i, og det var derfor ikke muligt at spille bolden igennem midten.

AaB lagde det indledende pres længere tilbage på banen, og det gav AGF mere ro i opspillet. Det betød også, at de lange bolde gav nedfaldsbolde tættere på AaBs mål, og derfor var AGF det farligste hold, selvom de ikke havde så meget spil på AaBs tredjedel. Når de kom derned, var det fordi AaB centerforsvar var for dårlige i duelspillet, så Morten Rasmussen og Jeffrey Aubynn kunne tage bolden ned, og AGF kunne starte spillet derfra.

Føringsmålet efter godt et kvarter kom ikke efter en lang bold. Godt nok kom afleveringen helt nede fra Shane Cansdell-Sherriff, men det var langs græsset denne gang. Jeffrey Aubynn gik ned i banen og kunne med ydersiden spille bolden forbi Kristoffer Arvhage og videre til Stig Tøfting, der løb fra Peter Tranberg. De tre øvrige forsvarsspillere blev nødt til at bakke, og da Morten Rasmussen løb på tværs og trak Bård lidt væk fra midten, var der plads til at Tøfting kunne sparke bolden i kassen knap ti meter uden for feltet. Et flot mål, men utroligt at det kunne lade sig gøre i en situation, hvor AaBs forsvar rent faktisk var på plads til at starte med. To afleveringer og et lille træk var nok til at overspille hele AaBs hold...

AGF ville have mere

I den efterfølgende periode havde AaB meget svært ved at spille bolden fremad. AGF stressede AaB-spillerne højt oppe på banen, og selvom det lykkedes at lave sideskift til frie folk i højre side, skete det så langt tilbage på banen, at AGFerne kunne nå på plads inden det blev farligt. Ind imellem blev det forsøgt at stikke bolden i dybden til de to angribere, men afleveringerne var hver gang for upræcise.

AGF fortsatte det direkte spil og kom frem til to farlige forsøg. Først havde Brian Steen Nielsen et flot langskud på overliggeren fra endnu større afstand en Tøftings mål, og senere blev et hovedstødsmål af Morten Rasmussen annulleret for off-side. Off-siden var tvivlsom, men Jimmy Nielsen ville nok have taget den, hvis der ikke var vinket.

Generelt angreb AGF med flere spillere end AaB, og derfor var der mere pres på AaBs felt end på AGFs. Den større indsats fra AGF-spillerne gjaldt også det defensive arbejde, hvilket var en grund til, at AaB heller ikke kunne skabe problemer i kontrafasen. AaBerne lod sig presse til at spille bolden ud på kanten meget tidligt i angrebene, og det er altså inde på midten, det er lettest at score fra. At spille bolden på kanten i et kontraangreb har størst effekt, når afleveringen er den næstsidste inden afslutningen, men som tidligere nævnt kom man ikke til at spille på midten.

God AaB-periode

Lige før den første halve time var rundet, viste AaB endelig tænder igen. Et opspil med førstegangsafleveringer involverende Allan K. Jepsen, Allan Gaarde og Martin Ericsson, og en god detalje med hælen fra David Nielsen gav Ericsson chancen for at afslutte fra hjørnet af feltet. Bolden blev følt op i det lange hjørne, men Rune Pedersen havde en god redning i ærmet.

I den efterfølgende periode kom AaB tættere på AGFs mål, og det gav en hel del dødbolde, især i højre side. Et par gange var det lige ved at blive farligt, men oftest var AaB-spillerne for passive i duellerne, så AGF fik afværget det meste. Mange af indlæggene fra Allan Jepsen var ikke tilstrækkeligt gode, men de kan også nemt komme til at se dårlige ud, hvis der ikke er medspillere, der aktivt søger bolden.

Kort før pausen var AaBs forsvar igen for spredt, hvilket gav Morten Rasmussen plads til at tage bolden ned med brystet, vende rundt og give Jimmy Nielsen mulighed for at lave en refleksredning med foden. Igen var det Jeffrey Aubynn, der skabte plads ved at trække Kristoffer Arvhage væk fra midtzonen. AGF sluttede halvlegen bedst, og der var optræk til et par gode chancer mod et stadig ikke særligt godt forsvarende AaB-hold.

God start igen

Også i anden halvleg kom AaB bedst fra start, og første forsøg kom allerede efter halvandet minuts spil. Kristoffer Arvhage tacklede bolden hen til Allan Olesen, som med det samme spillede fladt frem til Martin Ericsson, som kunne vende med bolden og spille ud til Jacob Sørensen på højrekanten. Allan Gaarde nåede akkurat ikke frem til indlægget, og på riposten blev Peter Tranbergs skud blokeret.

Peter Tranberg viste efter pausen mere initiativ med en masse løb i dybden, og det gav bedre muligheder for at spille bolden mere fladt end tilfældet var i første halvleg. Det gav også flere afslutninger til ham selv, først ved at saksesparksforsøg efter indlæg fra højre, og senere efter en god kontra. Han førte selv bolden frem efter at AaB havde afværget en hjørnespark, og spillede så ud på kanten til Jacob Sørensen. Taz gik helt til baglinjen og spillede skråt tilbage, men endnu en gang blev afslutningen blokeret af en forsvarer.

Forsvaret fik også bedre fat, hvilket gav grundlag for flere gode kontramuligheder, og viljen til at hjælpe til i det offensive var også større. En forholdsvis anonym David Nielsen fik nu flere muligheder for at vise sine kvaliteter, og det samme gjaldt de øvrige spillere i offensiven. Den større agressivitet gav mange flere bolderobringer, og efter en sådan og nogle gode kombinationer kunne Allan K. Jepsen slå et indlæg fra baglinjen. I første omgang boksede Rune Pedersen bolden væk, men Rasmus Würtz sparkede på mål udenfor feltet, og Allan Gaarde kunne på midten dirigere det skæve skud i den rigtige retning, men den strøg lige forbi stolpen.

Frustrationer over dommeren

Dommer Johnny Røn fik ikke en nær så god start på halvlegen og dømmede nærmest konsekvent imod AaB. AGF fik et utal af frispark på AaBs banehalvdel, hvilket de brugte utroligt lang tid på at tage, og i den anden ende blev langt hårdere spil tilladt. Denne kombination frustrerede naturligvis AaB-spillerne, når nu de gerne ville bruge deres energi, og også havde succes med det, når de ellers fik lov.

Frustrationerne kom eksempelvis til udtryk ved brokkerier fra Allan Gaarde og en Rasmus Würtz der kastede bolden arrigt ned i jorden. Da Bård Borgersen fik en advarsel viste Johnny Røn igen, at han havde en dårlig dag, og man forstår, at AaB-spillerne mistede tålmodigheden.

I stedet for at give ham advarslen kort efter frisparket, ventede han til Bård var kommer ned til sit eget felt, og herefter blev han kaldt helt frem til midterlinjen for at modtage advarslen. Sekunderne efter løb han så selv ned til feltet for at holde øje med frisparket, som blev sparket frem til feltet. Han kunne lige så godt selv være løbet ned og give ham advarslen, men skulle åbenbart lige demonstrere sin magt. Man kunne forstå det, hvis han lige ville tale nogle alvorsord med Bård, men han gjorde ikke andet end at vise ham det gule kort, og så er det altså unødvendigt at skulle løbe så langt.

Mindre end fem minutter senere lavede Bård igen en voldsom tackling på midten af banen, da han tacklede Helgi Sigurdsson bagfra. Han nåede bolden, men tog også islændingen med efterfølgende. Røn dømte frispark, men gav ikke nogen advarsel og dermed rødt kort til Bård denne gang. Hvis han mente, Bård ikke fik fat i bolden, var tacklingen klart til gult, men måske turde han ikke hive det røde kort op af lommen. Tidligere var Brian Steen Nielsen også sluppet for advarsel nummer to, da han hev Martin Ericsson ned, da han var ved at slippe fri, men i den situation blev der ikke en gang dømt frispark.

Udskiftning ændrede billedet

De første 25 minutter sad AaB på det hele, og AGF kom ikke til nævneværdige afslutninger. De gjorde AaB godt nok heller ikke, men de truede AGFs mål på en hel anden måde. Det blev ved lige ved og næsten, men både David Nielsen med ryggen til mål og Martin Ericsson med et skarpt træk lavede panik i AGF-forsvaret. Et par skud udefra kunne det også blive til.

Med udskiftning af en træt Jeffrey Aubynn fik AGF lagt lidt mere tryk på AaBs forsvar. Aubynn havde ikke været involveret i noget godt efter pausen, mens Helgi Sigurdsson med sin gode fysik forhindrede AaBs centerforsvar i at erobre bolden tilbage med det samme.

Med tyve minutter tilbage kom første bevis på, at AGF var kommet bedre med. Jimmy Nielsen måtte hive endnu en klasseredning op af hatten, da et frispark fra Leon Andreasen blev rettet af i muren og ændrede totalt retning. Fem minutter senere var Jimmy Nielsen igen redningsmanden, da han havde en fantastisk dobbeltredning på forsøg fra først Helgi Sigurdsson og derefter Morten Rasmussen.

Også AaB havde skiftet ud, og det var David Nielsen, der måtte forlade banen til fordel for Túlio de Melo. Med udskiftningen begyndte AaB at spille mere alt-eller-intet med flere bolde i feltet, og det gav naturligvis kontraer den anden vej. Den ændrede stil gav flere boldtab, fordi spillet blev for utålmodigt, og dermed kom de mange fejlafleveringer fra første halvleg tilbage.

Afgørelse på saksespark

Selvom Leon Andreasen var ved at snyde sin egen målmand men en tilbagelægning med hovedet, lignede AaB ikke længere et hold, der kunne score. Dårligdommene fra første halvleg var vendt tilbage, så både forsvars- og angrebsmæssigt blev der lavet flere fejl.

En af fejlene var unøjagtighed i afspil fra forsvaret, og det kostede ved 2-0-målet. Et frispark på midten af banen blev sparket frem i feltet, og selvom Allan K. Jepsen var upresset, headede han bolden lige ud til Thomas Thorninger, som sparkede mod mål. Afslutningen blev ikke for god, men ramte Helgi Sigurdsson og røg op i luften, hvorfor han valgte at saksesparke på mål. Det var en god idé, for med kun ti meter til målet kunne selv Jimmy Nielsen ikke nå at reagere.

Thomas Kortegaard kom ind på den centrale midtbane i stedet for Rasmus Würtz lige efter målet, og han nåede faktisk at gøre et godt indtryk trods den korte spilletid. Det blev til et enkelt skudforsøg samt et par gode indlæg, og desuden havde han en god andel i reduceringsmålet.

Det sidste stykke af kampen blev en gang ustruktureret fodbold med masser af kamp om boldene og mange indlæg, men alligevel var det langs jorden, målet kom. Jimmy Nielsen satte spillet hurtigt i gang med et udkast, og Jacob Sørensen fandt Thomas Kortegaard på midten af banen. Bolden blev sendt ud i venstre side til en fremstormende Allan Gaarde, hvis perfekte indlæg blev pandet ind af Túlio med stor kraft. Da var der kun et halvt minut tilbage af kampen, så det blev ikke til mere.

Túlio har nu scoret i tre kampe i træk og må banke på til en plads i startopstillingen på et ikke alt for godt fungerende AaB-hold. Godt nok var spillet i perioder rigtigt fint mod AGF, men der er især i pasningsspillet et stykke op til det niveau, der er vist tidligere på sæsonen. Nu er der fire topkampe mere på programmet inden jul, og der skal mindst et par sejre til for ikke at miste kontakten til toppen.