Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

03/10-04 AaB-Silkeborg 1-0 (0-0)

Lagt p 05/10-04

Syv kampe indenfor 22 dage var en for meget, men alligevel lykkedes det AaB at hente den tredje sejr i træk i Superligaen. Silkeborg har nu syv nederlag i træk, hvis man tæller pokalkampen mod AaBs kommende modstander Horsens med, men de havde fortjent bedre mod et træt AaB-mandskab. I den sidste ende var et mål af Túlio de Melo på Allan Gaardes flotte aflevering nok til at bringe AaB op på syvendepladsen, kun fire point fra andenpladsen AGF, som er næste modstander.

Fin start

Selvom programmet har været tæt i den seneste tid, lagde AaB fint fra land og kunne let være kommet foran med et par mål i det første kvarter. Blandt andet var Christian Lundberg tæt på med et skud på stolpen. Lundberg spillede i stedet for karantæneramte David Nielsen, mens Kristoffer Arvhage nok en gang var stand-in for Bård Borgersen, der nu har to kampe tilbage af sin karantæne.

Thomas Augustinussen spiller sit bedste nogensinde for tiden, og havde det første forsøg på mål efter at Martin Ericsson havde snydt en flok Silkeborg-spillere i venstre side og fundet Augu på midten. Afslutningen var godt placeret ude ved stolpen, men Henrik Ipsen kunne parere skuddet og var også først over riposten. Martin Ericsson selv havde også et forsøg et par minutter senere, men hans hovedstød på Allan K. Jepsens indlæg var for svagt.

Det førnævnte skud på stolpen kom i et kontraangreb, hvor Allan Gaarde fandt Jacob Sørensen med et langt skift. Taz rundede let Christopher Poulsen og lagde bolden skråt tilbage til Christian Lundberg, hvis afslutning ramte stolpen. Riposten ramte Martin Ericsson i maven, og han kunne ikke nå at reagere, før bolden var sparket væk.

Spillet kørte gennem hele første halvleg fint og langs græsset, hvilket især skyldtes en meget synlig central midtbane, der også udfordrede med dybe løb, fremadrettede vendinger og små, effektive driblinger. Der var god hjælp fra Allan Gaarde, som ofte søger ind mod midten, og i øvrigt også fra Martin Ericsson. Jacob Sørensen lå som sædvanligt helt ude ved linjen, hvor han havde gode betingelser over for Christopher Poulsen, som ikke er blevet meget bedre siden sidst, Silkeborg var i Superligaen.

God Silborg-periode

Da det første kvarter var gået, begyndte Silkeborg at vise tænder. AaB-forsvaret blev konstant udfordret med direkte spil mod en utroligt pågående Iddi Alkhag, som voldte store problemer. Han er stærk, spændstig og hurtig, så han kan både true i luftrummet og på forsiden og bagsiden af forsvaret. Hans makker, start-debutanten Morten Søndergaard, så man til gengæld ikke meget til, bortset fra at han tre gange gik alt for hårdt til Jimmy Nielsen, og også til sidst fik kampens eneste advarsel.

Udover Alkhag var især Peter Degn på højrekanten en kilde til uro, men også Thomas Poulsen og Ulrik Pedersen var gode til at komme med frem og lægge pres på. Degn fik glæde af, at Allan Jepsen havde en halvsløj dag i det defensive, og at Allan Gaardes spidskompetencer helt klart ligger i det offensive. De tre forreste på Silkeborgs midtbane er teknisk stærke spillere, og med en Iddi Alkhag til at holde forsvarskæden beskæftiget havde de held med at vinde andenboldene efter den første, lange pasning.

Det første forsøg kom efter godt et kvarter, da Ulrik Pedersen i højre side lagde et indlæg ind til Iddi Alkhag, som headede på mål fra kanten af det lille felt. Jimmy Nielsen reddede forsøget med en fin refleks, men bolden røg tilbage til Alkhag, som på forunderlig vis sparkede forbi målet.

Frem og tilbage

Selvom AaB blev presset længere tilbage på banen, var de stadig med i kampen. Efter tyve minutters spil skabte Christian Lundberg en god chance til sig selv, da han kom i løbeduel med Anders Veller på en bold ned bag SIF-forsvaret. Lundberg brugte sin erfaring til at give Veller er skub på det helt rigtige tidspunkt, så han ikke fik ram på bolden. Henrik Ipsen i målet var tæt på situationen, så der var for lidt plads til at Lundberg kunne overliste ham, og på midten var ingen fulgt med frem til at opsnappe den løse bold.

Den næste chance stod der Silkeborg på. Efter en dødbold og lidt klumpspil endte bolden hos Ulrik Pedersen i højre side, og han rundede Allan Jepsen og lagde bolden ind over. Om det var et forsøg på mål eller et indlæg er ikke til at vide, men i hvert fald fik Trond Andersen lige som i torsdags - og i øvrigt flere gange før - chancen for at vise sit talent for at redde bolde på målstregen.

Inden kvaliteten dalede det sidste kvarter før pausen var der lige tid til en enkelt stor chance til AaB. Rasmus Würtz førte bolden frem på midten, lavede tunnel på en modspiller og fandt Jacob Sørensen i højre side. Taz afdriblede igen Christopher Poulsen og lagde bolden ind til Christian Lundberg, som tæmmede bolden og spillede bagom sig selv til Martin Ericsson, der snittede bolden videre til Allan Gaarde. Gaarde afsluttede fra sin position en smule i venstre side af feltet, men Henrik Ipsen var nok en gang hurtigt ude og fik reddet bolden ud på stolpen.

Heldige udskiftninger

Efter pausen forsøgte AaB igen at sætte tempo på for at afgøre kampen, men uden held. Silkeborg tilkæmpede sig hurtigt overtaget på samme måde som i første halvleg, og blev belønnet med en masse dødbolde. AaBs midtbanespillere virkede trætte, så holdet kom til at stå langt tilbage at forsvare sig, og der var ikke kræfter til at gå med frem.

Lige inden den første udskiftning nåede AaB at få en god mulighed. Allan Gaarde var søgt ind centralt, hvorfra han kunne spille Christian Lundberg fri med en god stikning igennem Silkeborgs centerforsvar. Afleveringen blev desværre en anelse for kort, så Lundberg måtte stoppe op for at vente på bolden, og så nåede forsvaret hjem og fik tacklet. I øvrigt kunne der godt have været dømt et lille straffespark, da Jens Berthel Askou sparkede til Lundbergs støtteben i bestræbelserne på at få bolden væk.

Minuttet senere kom Túlio de Melo ind for en træt Rasmus Würtz, som oven i købet døjede med et slag på lægmusklen fra Auxerre-kampen. AaB skiftede til en midtbanediamant ligesom Silkeborgs, med Thomas Augustinussen som den defensive. Med Túlio som en ekstra angriber blev det lidt lettere at komme ud af Silkeborgs pres, og på den måde kom AaB ikke til at forsvare sig så dybt.

Den næste udskiftning var tæt på at afgøre kampen, men heldigvis måtte Martin Pedersen stå klar i over to minutter, fordi bolden ikke gik ud af spil. På sin sidste boldberøring sendte han bolden fladt ind over fra venstre side, og da hverken Silkeborgs midterforsvar eller Christian Lundberg kunne nå frem til bolden, stod Túlio fri på midten, hvorfra han kunne passere Henrik Ipsen.

Sejren kæmpet hjem

Fra da af gjaldt det blot om at forsvare føringen, og til det formål blev Peter Tranberg sendt på banen til sin første kamp siden Poul Erik Andreasen smed håndklædet i ringen i september sidste år. Ud gik Christian Lundberg, og AaB spillede nu med fem mand på midtbanen, stadig med Augu som den bageste. Det holdt Silkeborg nogenlunde på afstand, men til sidst var de to gange tæt på en udligning.

Først var det Ulrik Pedersen, som rettede et dybt indlæg fra Peter Degn af og var tæt på af opsnappe returen. Jimmy Nielsen kom dog godt ud og fik sparket bolden væk for næsen af Ulrik Pedersen, som i øvrigt blev skadet i samme situation, og i tredje minuts overtid måtte han igen agere redningsmand. Denne gang var det et indlæg fra venstre side, der i et tæt pakket straffesparksfelt blev snittet videre til bageste stolpe, hvor Jimmy akkurat nåede bolden før Morten Søndergaard.

Nu kan AaB så gå ind til en velfortjent og tiltrængt pause på grund af landholdsfodbold, og det med tre sejre i bagagen. Efter syv rigtigt gode kampe i træk må man bære over med, at den ottende ikke blev så flot, og så skulle fjorten dages pause gerne give friskheden tilbage. Nedrykningsstregen bør være et overstået kapitel for denne sæson, så nu skal der arbejdes på at lukke det lille hul på tre-fire point, der er op til anden- til sjettepladsen. Et af de foranliggende hold, AGF, er AaBs næste modstander, og den kamp foregår 'herhjemme' i Århus, så den er meget vigtig prestigemæssigt.

AaB-Silkeborg 1-0 (0-0)

78. 1-0 Túlio de Melo

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Kristoffer Arvhage, Allan K. Jepsen - Jacob Sørensen, Rasmus Würtz (63. Túlio de Melo), Thomas Augustinussen, Allan Gaarde (79. Martin Pedersen) - Martin Ericsson, Christian Lundberg (82. Peter Tranberg).

Silkeborg

Henrik Ipsen - Jonas Troest, Jens Berthel Askou, Anders Veller, Christopher Poulsen - Peter Degn, Thomas Olsen, Ulrik Pedersen (89. Henrik Schnedler), Thomas Poulsen (79. Martin Ørnskov Nielsen) - Iddi Alkhag, Morten Søndergaard.

Mere i samme kategori

Kampe mod Silkeborg

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Kommentarer

Af Ricco (09/10-04 kl. 13:14)
- Jeg synes det er fint, at Bård Borgersen har en dejlig lang karantæne. Det betyder, at Arvahge kan få noget spilletid og komme ind på holdet, mens Bård kan sidde og tænke over sine Søren Colding-tendenser med lange bolde fremad. Når han kommer tilbage, kunne det være kækt med Arvhage og Bård i midterforsvaret og en mere offensiv Trond Andersen, hvor vi godt kunne bruge noget mere gennemslagskraft.

Af Kasper (14/10-04 kl. 15:29)
- Jeg havde nu foretrukket, at det var Trond Andersen, som havde fået en lang karantæne, for han sparker flere lange bolde - og desuden er han dårligere til at ramme... Det er dog rart, at Arvhage er kommet til, for fire kampe i træk med Jacob Krüger i midterforsvaret ville nok gå ud over resultaterne. Trond på midtbanen? Tja, det er mest på kanterne, der er problemer, og her er han helt sikkert ikke den rette mand til opgaven.

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk