Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

AaB

Ipswich

16/07-04 AaB-Ipswich 2-0 (1-0)

Lagt p 18/07-04

Træningskampen på Aalborg Stadion mod Ipswich Town blev mere en sommerkamp end en fodboldkamp. Tempoet var langsomt, nærkampe var der få af, og chancer blev det næsten ikke til for nogen af holdene. Kampens bedste spiller, Allan Gaarde, scorede begge målene i AaBs 2-0-sejr, som knap 3000 mennesker overværede.

Taz som angriber, Ericsson som venstre kant

Fra AaBs side blev kampen brugt til at eksperimentere, idet trænerduoen Erik Hamrén og Allan Kuhn er sikre på, at alle spillere er fuldt fortrolige med den velfungerende 4-4-2-opstilling med diamant på midtbanen. Mod Ipswich blev der spillet med en flad firekæde på midtbanen, og Martin Ericsson havde udgangspunkt i venstre side frem for den offensive midtbane, hvor han normalt huserer. På grund af David Nielsens skade fra træningskampen mod Djurkampen og mindre overbelastningsskader hos Christian Lundberg og Thomas Augustinussen blev en helt ny angrebsduo afprøvet, bestående af Tulio og Jacob Sørensen.

Det øvrige hold var naturligvis med Jimmy Nielsen på mål bag ved det normale og stærke forsvar med Allan K. Jepsen, Bård Borgersen, Trond Andersen og Allan Olesen. Den centrale midtbane bestod af Rasmus Würtz og Allan Gaarde, mens Wellington spillede i højre side. Så vidt jeg har forstået, forsøger man at få papirerne i orden med Wellington, så han kan spille i klubben i efteråret, men det er svært at bedømme, om det er en god idé. Han startede kampen meget usikkert og spillede mere for at vise sig frem end for at gavne holdet, og det gav en del boldtab. Som kampen skred frem lykkedes han med flere ting og fik vist flere prøver på sin driblekunst og hurtige antrit, men indlæggene havde ikke helt samme kvalitet.

Det var helt klart i højre side, der skete mest, for Martin Ericsson søgte meget ind i banen, hvorfor det var op til Allan K. Jepsen at skabbe bredde i venstre side. Det var praktisk talt kun når Ipswich havde bolden, Ericsson lå til venstre, og har sikkert også været planen med den nye opstilling. I de sidste kampe i efteråret, da Søren Kusk var træner, spillede man med en vis succes med samme opstilling, med Michael Silberbauer i venstre side. Ideen er så, at Allan K. efter bolderobring hurtigt skal søge op og fungere som kantspiller på midtbanen, mens Ericsson skal lægge sig i hullet mellem midtbane og angreb. Dermed kommer opstillingen, når AaB er i boldbesiddelse, til at ligne en 3-5-2, men med højresiden som den mest offensive, fordi kantspilleren som regel vil være i en mere offensiv position, når bolden erbores.

Fordelene ved denne opstilling er, at det er nemmere at dække op med en flad midtbane, og at holdet bedre kan udnytte Allan Jepsens offensive kvaliteter. Allan K. er meget stærkere end Allan Olesen fremad banen, og også mere villig til at deltage i opspillet, mens Olesens kvaliteter først og fremmest ligger i det defensive. Med Mads Bro Hansens skade er der heller ikke nogen naturlig kantspiller i venstre side, og det rådes der bod på ved at lade Jepsen gå med frem. Samtidig bliver der plads til at spille med to centrale midtbanespillere og dermed få både Allan Gaarde og Rasmus Würtz ind på pladser, hvor de begge gør størst nytte.

Netop Allan Gaarde gjorde en god figur og stod bag det meste flotte spil fra AaBs side i en kamp, hvor der var langt mellem de gode detaljer. Gaarde har en god fodboldhjerne og er fremragende til at se, hvornår der er plads til at skifte side, spille på kanten eller i dybden, og samtidig er hans teknik så god, at han kan gøre det på få berøringer - ofte én. Spiller AaB med en diamant-midtbane, er Gaardes plads nok i venstre side, fordi Würtz ikke kan spille andre steder end på den bageste midtbane, men Gaarde er bedst centralt, hvor han har flere muligheder for at sætte sine holdkammerater i scene.

Kedelig kamp

Selve kampen bar som sagt meget præg af, at der ikke stod noget på spil for nogen af parterne. Ipswich gik ikke så meget til den som man kunne forvente af et engelsk 1. divisionshold, så der var meget få frispark i kampen, hvilket er meget sigende for den lave intensitet. AaB startede bedst og havde bolden i de første fem minutter, men herefter havde Ipswich en god periode på ti minutters tid, hvor de kom frem til et par nærgående forsøg, som dog ikke voldte alt for store problemer for Jimmy Nielsen.

Resten af halvlegen var med en lille overtag til AaB, men det blev ikke til mange chancer. Der kom nogle halvdårlige indlæg fra Wellington, som ikke førte til afslutninger, mens venstresiden ikke fik meget ud af det, fordi Martin Ericsson ikke lå der. AaB kom foran lige inden pausen, da Tulio headede et indlæg fra højre ned for fødderne af Wellington, som totalt kiksede sin afslutning. Bolden røg hen til Jacob Sørensen, hvis afslutning heller ikke blev god, men heldigvis stod Allan Gaarde klar og rettede bolden af, så den gik ind ved stolpen. Så kan man se værdien af at have mange spillere i feltet, når indlæggene slås.

Efter pausen kom der en lille ekstra bid til AaBs overtag, men stadig uden de store chancer. Man blev lidt farligere i kontrafasen, og Jacob Sørensen burde have scoret på en friløber, men han lod sig presse for meget ud i siden til at kunne afslutte ordentligt. Taz havde det svært som angriber og fik ikke mange chancer for at komme i løbedueller med forsvarsspillerne, og kom sjældent i position til at drible. Hans angrebsmakker, Tulio, var lidt mere synlig i kraft af hans gode hovedspil og udmærkede fysik, ligesom han virker til at have en god balance og den rigtige indstilling til nærkampe.

Indskiftede Martin Pedersen fremtvang et straffespark i sidste minut, som Allan Gaarde sikkert satte ind. Martin P. var kommet frem i en kontra, og blev kluntet nedlagt af en alt for satsende forsvarsspiller helt ude i hjørnet af feltet. Han var kommet ind for den eneste spiller, hvor man ikke kunne se, det var en træningskamp, nemlig Allan Olesen, der som sædvanlig gav alt i tacklingerne. Senere var der også gensyn med Christian Christiansen efter hans langvarige skade, mens Kasper Risgård overtog pladsen fra Martin Ericsson, som fik et skrub i en nærkamp.

Selvom 2-0-sejren var fortjent, skal der vises noget mere, når sæsonen går i gang, og det kommer sikkert af sig selv, når der står noget på spil.

Mere i samme kategori

Kampe mod Ipswich

Træningskampe

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk