Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

18/12-03 Salget af Silberbauer

Lagt p 27/12-03

Så lykkedes det endelig for AaB at sælge en spiller, og ikke uventet var det Michael Silberbauer, der røg. Det der kan undre er, at han ovenpå to brandkampe for U21-landsholdet mod Italien ikke røg til en italiensk klub, og at der i det hele taget ikke har været andre tilbud end Københavns. Derfor bliver det desværre en af AaBs konkurrenten i toppen, der får glæde af Silberbauers evner.

Klubskifter er en del af fodbolden, og når klubben kører med underskud på driften, kan man også af og til blive nødt til at sælge en spiller, selv til en konkurrent. 8 millioner kroner (plus eventuelt procenter ved videresalg, men det er lidt svært at blive klog på den side af sagen med de udtalelser, der kommer fra de forskellige direktører) er efter min mening en god pris for Silberbauer som markedet er nu og sandsynligvis et godt stykke ud i fremtiden.

Sportslige konsekvenser for København

Hvordan København vil bruge Michael Silberbauer, kan man kun gisne om. Som det ser ud nu, er han købt som erstatning for den pensionerede Peter Nielsen, men om det også er hans plads, Silber skal overtage, er nok mere tvivlsomt. I hvert fald vil han ikke kunne udfylde rollen på samme måde som Peter Nielsen, for der er forskellen mellem de to spillere for stor. Michael Silberbauer er først og fremmest individualist og kan afgøre kampe på egen hånd, og jeg kan ikke se nogen København-spillere, der kan gå ind og overtage Peter Nielsens rolle som leder, indpisker og arbejdskraft. Derfor er det muligt, at Silberbauer kommer til at spille central midtbane, hvorfra han så vil kunne lave en masse dybdeløb. Det betyder en stor omvæltning for Københavns spil, som tidligere har været præget af være temmeligt statisk. De har haft bolden meget, fordi alle spillere på holdet er meget pasningsstærke, men til gengæld har der manglet noget fanden-i-voldskhed, hvilket Silberbauer i hvert fald er garant for.

En anden mulighed vil være at bruge ham som kantspiller, hvilket han jo mest har været i AaB. Fra den position vil han dog ikke kunne gøre den store forskel på Københavns hold, fordi kantspillet i høj grad bliver syltet her, hvilket er grunden til, at Carsten Fredgaard ikke slog til, og at Morten Bisgaard kun sjældent spiller fra start. Begge spillere har været inde omkring landsholdet, men i København passer de ikke ind på holdet, og det samme kan ske for Silberbauer, selvom han i modsætning til de to ikke er arketypen på en kantspiler, fordi han også har kvaliteterne til at spille centralt.

At Silberbauer i det hele taget har valgt København som sin nye klub, er også lidt af et mysterium. Klubben er med Peter Nielsens karrierestop sportsligt set ikke stort bedre end AaB, og de har om muligt endnu sværere ved at sælge spillere til udlandet. Store profiler købt i andre danske klubber som Martin Albrechtsen og Thomas Røll har ikke oplevet det store løft, som har givet dem den spåede tur til udlandet, selvom de har været i klubben i flere år efterhånden - for ikke at tale om Sibusiso Zuma. Andre spillere som Thomas Rytter, Niclas Jensen, Kim Madsen og Jacob Laursen er enten smuttet på en fri transfer eller for et forholdsvis lavt beløb. Kun Christian Poulsen er det lykkedes at få seriøse penge for. Men det kan jo være, de giver lidt højere lønninger derovre, og landstrænerens øjne hviler måske tungere på hovedstadsklubberne...

Sportslige konsekvenser for AaB

I AaB kommer vi dog i høj grad til at savne Michael Silberbauer. Der er ikke i truppen nogen oplagt afløser til at tage hans plads på højrekanten. Af emner er der Jacob Sørensen, Mads Bro Hansen og måske Peter Tranberg, hvis han bliver helt klar til foråret.

Mads Bro Hansen har mange gange i denne sæson spillet højre kant, men at satse på ham som permanent løsning vil nok være at skyde over mål. Han er jo trods alt venstrebenet, og med Allan Gaardes skadesfrekvens er det masser af brug for ham i venstre side også.

Jacob Sørensen er en god joker at have, men er ikke stærk nok til startopstillingen. Dertil er hans pasningsspil for svagt, og det går ud over flowet i spillet op ad banen, og dermed stiger risikoen for, at der spilles på lange bolde. Taz er en god dribler og har bestemt sine kvaliteter, men han mangler en del endnu for at kunne blive fast mand.

Så er der af de tre nævnte emner kun Peter Tranberg tilbage, og det er endda ikke sikkert, han bliver klar til foråret efter sin operation. Også Tranberg har spillet mange kampe som højrekant, men jeg ser ham ikke som nogen kantspiller, ikke mindst fordi han er for langsom. Han skal helst bruges centralt, hvor han kan gøre brug af sin gode boldkontrol, sit blik for spillet og sit løbepensum. Han mangler power og evner til at udfordre for at kunne blive fast højre kant.

Det lader kun ét alternativ tilbage: at gå ud på transfermarkedet og finde en erstatning. Alt efter hvad Erik Hamrén satser på, skal det vel være en type som Silberbauer: En udfordrende spiller, som har fart, men som samtidig kan indgå i pasningsspillet. Af danske spillere kunne nævnes Martin Borre, men han er næppe villig til at forlade OB efter kun en halv sæson i klubben efter skiftet fra Køge. Jeg tvivler også på, at det bliver en dansker, for Hamrén er vist glad for sydamerikanere, som kan nogle tricks, vi ikke er vant til at se på vore breddegrader. Så kan vi bare håbe på, at hele optakten til foråret bliver spoleret af lykkeriddere på prøvetræning, sådan som det skete op til denne sæson.

Spilleren som forlader klubben

Michael Silberbauer er en spiller, som tager meget ansvar i især det offensive spil, og han gør det mest på egen hånd. En spiller, man kan give bolden, og så skal han nok sørge for, at der sker noget. Tit ender hans aktioner dog i blindgyder eller med at der bliver lavet frispark på ham, men det mister han heldigvis ikke modet af.

Teknisk set er Silbers force hans førsteberøringer. Selv om han modtager bolden med ryggen mod mål kan han alligevel på første berøring sætte en modstander af og komme forbi, så han kan gøre det han er bedst til: at angribe målet direkte. Det er ikke fordi, han er den store dribler, men på trods af det, er det udfordringerne, der gør ham så god. Han lægger så meget energi og kraft ind i udfordringerne, at det er de færreste forsvarsspillere, der kan modstå dem. Fysisk styrke, vilje og en god balance er gode egenskaber er mere end teknik nøglen til at vinde mand-mod-mand-duellerne for Michael Silberbauer. Derudover har han et godt skud fra distancen (men ikke på frispark) og gode indlæg.

Søren Kusks planer med Silberbauer var at få ham flyttet ind centralt, hvor han mente, Silber var farligere. I kraft af hans gennembrudsstyrke og gåpåmod ville han kunne skabe en masse farlige situationer omkring modstandernes mål, hvilket vi også så, da han scorede mod Nordsjælland ved at kæmpe sig imellem forsvar og målmand og prikke en håbløs bold forbi Jan Hoffmann. Denne plan blev dog 'ødelagt', da det viste sig, at der skulle være plads til både David Nielsen og Christian Lundberg i startopstillingen. I stedet begyndte man så at bruge Silber i venstre side, og så lade ham trække ind bag angriberne, når bolden var erobret. Dette kunne klares ved at skubbe Allan K. Jepsen en tand frem, og så spille 3-5-2 i boldbesiddelse. Dermed kunne både Silbers gennebrudskraft og Jepsens offensive kvaliteter komme til sin ret.

Også defensivt er det viljen, der skinner igennem. Selvom hans aggresive spillestil gør, at han af og til har svært ved at have kræfter til at nå med tilbage og forsvare, giver han alt i de dueller, han deltager i.

Skal man pege på mangler hos Michael Silberbauer, er det først og fremmest blikket for spillet. Jeg har endnu ikke set en dyb aflevering, der er nået frem til en medspiller, og tit har han ikke blikket for medspillerne, når han dribler, hvilket betyder, at han ofte roder sig ud i lidt for mange driblinger. Han er ikke den, der vender spillet med et sideskift eller spillet bolden baglæns, hvis tempoet bliver for højt til, at medspillerne kan følge med. Hvis han har planer om at blive en leder på en fodboldbane, skal han også lære af og til at sætte tempoet ned i de situationer, hvor det er påkrævet.

Jeg er dog ikke sikker på, han har disse planer, for han ved garanteret godt, hvad han er god til, og hvad han ikke er god til. Han er individualisten, som på egen hånd kan afgøre en kamp, men samtidig arbejder hårdt for holdet.

Held og lykke (men kun personligt) i din nye klub, Michael!

Mere i samme kategori

AaB-relaterede indlæg

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk