|
Sommerferie Lagt p 09/06-04 To eksaminer på samme dag gør, at forårssemestret nu er overstået, hvorfor jeg har sommerferie til en gang omkring 1. september. Hvorfor Ingeniørhøjskolen og Århus Universitet ikke har kunnet funde ud af at koordinere eksamensdatoerne bedre, ved jeg ikke, men i hvert fald lå begge eksaminer på dette semester med kun en times mellemrum tidligere på dagen.
Den første var projekteksamen i Indlejrede Realtidssystemer, som endte med en nital. Eftersom rapporten blev skrevet på en uges tid, havde vi ikke regnet med at få ret højre karakterer, men lærer og censor var så glade for vores design og dokumentation, at den åbenlyst manglende fokusering på realtidsaspekterne af systemet ikke trak alverden ned.
Eksamen i paratviden
Den anden eksamen var i Sikkerhed og foregik på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Ikke nok med at det forgik uden separat forberedelse af en udtrukket eksamensspørgsmål, vi måtte ikke engang have notater med ind til eksaminationen. Man kom ind og trak et spørgsmål, og så skulle man ellers bare kunne fyre et foredrag af om et emne, man tilfældigvis trak.
Sådan en eksamensform kræver enten rigtig megen forberedelse eller at man er god til at snakke for sin syge moster, og ingen af delene var opfyldt for mig. Med to eksaminer på samme dag er det svært at nå at forberede sig tilstrækkeligt på begge to, og det med at snakke har aldrig været min kop the, så jeg måtte gå til sommerferie med et lidet imponerende syvtal i kufferten. Der var alt for mange detaljer, jeg ikke havde godt nok styr på, og da jeg ikke havde noget at støtte mig til, blev det en meget usammenhængende fremlæggelse.
Det er ikke længe siden, jeg ville være blevet meget skuffet over et sådant resultat, men jeg er nu stået af karakterræset, så skuffelsen var til at overse. Jeg har efterhånden blevet skuffet til så mange eksaminer, at jeg har opgivet at opnå de karakterer, som jeg føler, jeg bør have. Det siges, at erhvervslivet ikke fokuserer så meget på karakterer, så det håber jeg er rigtigt. Eksamensbeviset var ellers det, jeg hang min hat på, for med mine orale begavelser er der ikke den store chance for at imponere nogen til en jobsamtale. Jeg må bare håbe, at min uddannelse er attraktiv i sig selv, og at jeg kan overbevise personalecheferne om, at resultaterne af de forskellige semesterprojekter viser mest om mine evner i en rigtig arbejdssituation, for de projekter, jeg har deltaget i, har altid ligget i den høje ende.
Raastof
Måske kunne jeg have hevet en lille smule mere hjem, hvis jeg ikke havde været i Aalborg i weekenden for at være til Rock Galla. Jeg tvivler nu på, at den ekstra dag betyder ret meget, for jeg havde slet ikke regnet med, at der forventedes så meget styr på detaljerne. Til gengæld fik jeg en god dag ud af det i lørdags sammen med de uventet få andre tilskuere til et Rock Galla, som for første gang i mange år havde et fornuftigt musikprogram at byde på.
Det første band, Raastof, er et Aalborg-band, som tidligere har heddet Cedar. De spillede noget elektronisk, langsomt rockmusik, som lød til at være rigtigt godt. Jeg havde aldrig hørt om dem før, så jeg var der ikke da koncerten startede, og derfor fik jeg kun hørt et kvarters tid, men det var også nok til at overbevise mig om, at jeg skal købe deres album, når det kommer på gaden.
Herudover optrådte Nu, Kaizers Orchestra, Carpark North, Saybia og Kashmir. Kaizers Orchestra var helt forrygende, og jeg kan godt fortryde, jeg ikke har fået dem hørt de sidste to år, hvor de har været på Roskilde Festival. Saybia spillede mange nye numre, som kommer til at være på deres kommende album, som nok skal være mindst lige så godt som det seneste. Nu spiller disco-rock, hvilket ikke faldt i min smag, mens Carpark North også skuffede, ligesom sidst jeg hørte dem. Forsangeren kan ikke synge live, så det går selvfølgelig ud over kvaliteten. Kashmir lukkede det hele af med en forrygende koncert, som dog fladede lidt ud til sidst, fordi de spillede nogle stille numre og en enkelt coversang, som ikke ret mange tilskuere kendte.
Men nu er det altså sommerferie, og udover at se EM i tv har jeg ikke rigtigt nogle planer. Roskilde Festivals program er ikke specielt indbydende, så jeg vil hellere spare de penge til efteråret, når AaB skal spille UEFA Cup. Måske kan jeg blive opereret for min korsbåndsskade, for MR-scanningen viste som ventet, at mit forreste korsbånd er revet over, så med lidt held kan operationen overstås i sommerferien, så det ikke kommer til at gå ud over studiet, som i forvejen er belastet af (forhåbentlig) en masse UEFA Cup-kampe. Jeg skal snakke med idrætslægen på mandag engang (jeg har smidt indkaldelsen væk, så jeg kan ikke huske tidspunktet - usmart), og herefter går der maksimalt tre måneder inden operationen. |