Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

29/05-04 AaB-Midtjylland 3-1 (3-0)

Lagt p 31/05-04

AaB udspillede Midtjylland i årets sidste kamp, men det vigtigste var ikke AaBs 3-1-sejr. København gjorde nemlig som de skulle og vandt i Farum, og derfor er AaB som tabende pokalfinalist nu klar til europæiske udfordringer til efteråret. Det er fire år siden, de Røde blev slået ud af Toto Cuppen af Udinese, og siden da har vi længtes efter at komme ud, hvor det er rigtigt sjovt at være med. David Nielsen scorede hattrick efter en turbulent uge med mediefokus på grund af ubetalt spillegæld, og han burde endda have scoret flere mål, ligesom hans holdkammerater skulle.

Jepsen på midtbanen

På grund af karantæner til Christian Lundberg og Stefan Scmidt var der et par ændringer i startopstillingen. Allan K. Jepsen spillede for første gang i AaB-tiden (hvis man ikke tæller nogle kampe som wingback i et 3-5-2-system med) venstre midtbane, hvorfor Martin Pedersen kunne fortsætte på den venstre back, han fik mod København, da Jepsen var syg. Thomas Augustinussen blev sat frem i angrebet, hvilket gav plads til Jacob Sørensen på højre kant.

Tidligere på foråret ville den mængde ændringer betyde et nedslag i spilkvaliteten, men mod Midtjylland var der klasseforskel på de to hold på trods af ændringerne. Som det er sket i de seneste hjemmekampe lagde AaB fra land med lyn og torden og satte modstanderne under et stort pres. Denne gang blev det ikke til en hurtig scoring, men alligevel var det AaB, der sad på kampen fra start til slut. Igen var der stor succes med at tre bagrummet med dybdeløb fra kanterne og Martin Ericsson, og det blev også gjort lettere af, at David Nielsen og Thomas Augustinussen var langt bedre i duelspillet end Martin Nielsen og Kristian Bak Nielsen.

Allan Jepsen spillede en god kamp på midtbanen og var med mange gode indlæg, boldsikkert spil mange løb et vigtig del af det offensive spil. Et enkelt mål fik han da også lagt op til, da han ved baglinjen fintede et indlæg med venstrebenet og i stedet lagde den over til højrebenet og smækkede den indover. Ved forreste stolpe kom David Nielsen først på bolden og med ryggen til målet og nærmest med hælen fik han prikket bolden ind. Jepsen er med god succes begyndt at bruge det højre ben flittigt til indlæg og afleveringer, og det har gjort ham til en endnu bedre spiller end han var før.

Også de andre to mål stod der David Nielsen på, men her var det Martin Ericsson, der var involveret. 1-0-målet var et frispark fra venstre side, hvor Bård Borgersen vandt hovedstødsduellen med Martin Nielsen. Bolden sprang ind foran mål, og David sparkede den ind fra tæt hold. Det sidste mål var et hjørnespark, som fik lov at passere helt over til bageste stolpe, hvor David Nielsen fik afsluttet. Bolden ramte en modspiller og røg op i luften, og igen var David først på bolden og sparkede den op i nettaget med et af de mindre elegante saksespark.

Klasseforskel

Målene kom først, da den halve time var passeret, men inden da var der skabt rigeligt med chancer til at score lige så mange mål. I angrebsspillet blev der igen varieret mellem sideskift, udfordringer på kanterne med efterfølgende flade aflevering eller indlæg, samt spil på både forsiden og bagsiden af forsvarskæden. Midtjylland kom slet ikke ind i kampen, og selvom de forsøgte at rokere om ved at trække en ekstra mand ned på den centrale midtbane, havde det ingen positiv effekt. Tværtimod var det i den periode, målene blev scoret, men med de mange brændte chancer kan det nok betegnes som en tilfældighed.

Forsvarsmæssigt var der ikke de store problemer, fordi Midtjylland ikke havde bolden ret meget. Alt deres spil er lagt an på, at Mohammed Zidan skal have bolden så hurtigt som muligt, når de har erobret bolden, og så skal han afgøre kampen på egen hånd. AaBs forsvar, godt hjulpet af en godt spillende Rasmus Würtz, formåede hele tiden at lukke Zidan inde ved lige så snart han modtog bolden at omringe ham med tre mand. Derfor havde han ingen mulighed for at vende rundt med bolden og komme op i fart, hvor han er så farlig. Det eneste man så fra Zidan var et par skud udefra, så han fik ikke nogen god afsked med dansk fodbold, såfremt han bliver solgt til udlandet. I øvrigt har han aldrig vist noget mod AaB, som åbenbart har et specielt godt tag på den unge egypter, som især har det hårdt overfor Bård Borgersen.

For AaB var der store chancer i form af friløbere til Martin Ericsson og Thomas Augustinussen, et par helkiksede skud fra Allan Jepsen bagest i feltet, et hovedstød lige på Peter Skov-Jensen fra David Nielsen og en ripost fra tæt hold efter et David Nielsen-hovedstød på stolpen, som Augustinussen ikke fik dirigeret ind. Midtjylland havde nogle få tilløb til chancer, men et godt kæmpende AaB-forsvar kom hele tiden i vejen for skuddet eller den flade aflevering, og indlæg blev headet væk med stor autoritet. Kort fortalt var der klasseforskel over hele linjen i en første halvleg, som burde have givet AaB en større føring.

Sommerferie

I anden halvleg kom Midtjylland mere ind i kampen - eller rettere, de holdt AaB fra at producere så mange chancer. Det blev dog til et skud på stolpen fra Allan Olesen, ligesom David Nielsen og Jacob Sørensen hver scorede et mål, som fejlagtigt blev annulleret for offside. Begge mål kom efter indlæg fra venstre side, og i Davids tilfælde var det et hovedstød, som røg i kassen. Ved Jacob Sørensens mål kom bolden helt over til bageste stolpe, hvor han i to forsøg passerede landsholdsreserven. David var godt nok tættere på målet end næstbageste forsvarsspiller, men han havde ingen indflydelse på spillet, så der burde ikke være dømt offside der heller.

Nu kan det godt lyde som om, der slet ikke kom noget fra højre side, men det er ikke tilfældet. Jacob Sørensens indlæg er bare ikke helt så skarpe som Jepsens, og samtidig er Jepsen ikke så god til at få kvalificerede afslutninger på de indlæg, der ryger for langt. Allan Olesens stolpeskud kom også efter flot spil i højre side, hvor han slap igennem og skød flot fra kanten af feltet, men desværre uden held.

Midtjylland havde ikke meget mere at byde på end i første halvleg, og bortset fra et hårdt skud blev det ret beset kun til det halvforkølede skud, Frank Kristensen scorede på helt ude ved stolpen. Anden halvleg var ikke nær så underholdende som første, så det der så ud til at skulle blive en fest at slutte sæsonen af på, endte i en ciffermæssigt sikker men ikke tilstrækkeligt overlegen sejr. Den hjælp fra Herfølge, man kunne håbe på, så AaB kunne komme op på den Royal League-givende fjerdeplads udeblev også, men det var tæt på, at den flotte forårssæson var endt i den helt store rus. Men vi er i Europa, så der er kun grund til at være glad for sæsonafslutningen.

AaB-Midtjylland 3-1 (3-0)

31. 1-0 David Nielsen
39. 2-0 David Nielsen
45. 3-0 David Nielsen
88. 3-1 Frank Kristensen

AaB

Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Trond Andersen, Bård Borgersen, Martin Pedersen (68. Thomas Kortegaard) - Jacob Sørensen, Rasmus Würtz (86. Jacob Krüger), Martin Ericsson, Allan K. Jepsen - Thomas Augustinussen, David Nielsen (83. Simon Bræmer).

Midtjylland

Peter Skov-Jensen - Ulrik Lindkvist, Martin Nielsen, Kristian Bak Nielsen, Jan Frederiksen - Claus Madsen, (68. Michael Hansen), Thomas Rathe, Jesper Mikkelsen, Dennis Sørensen (59. Razak Pimpong) - Frank Kristensen, Mohammed Zidan.

Mere i samme kategori

Kampe mod Midtjylland

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk