|
Teknologi på vej ind i sporten Lagt p 05/03-08 Som nogen måske husker, skrev jeg i efteråret 2005 speciale på ingeniørstudiet; et speciale der omhandlede brug af computersystemer til at hjælpe linjedommerne med at dømme offside i fodboldkampe. Som en del af specialet kiggede jeg lidt på et danskudviklet system ved navn GoalRef, som nu ifølge Computerworld skal tages i brug til VM i håndbold næste år.
Systemet fungerer på den måde at der ved hjælp af elektronisk udstyr opsættes et magnetfelt inde i målet, hvorefter dette magnetfelt overvåges af en computer. Håndbolden udstyres med et tyndt kobbernet indvendigt, og når bolden så ryger ind imellem stængerne, vil magnetfeltet blive forstyrret, hvilket computeren med det samme kan se. Herefter sendes en krypteret besked til dommeren, som så kan dømme mål (med mindre der er en årsag til at der ikke skal dømmes mål).
Et system baseret på et magnetfelt vil selvfølgelig ikke kunne bruges til offsidedetektering, da det er umuligt at opsætte et felt der er stort nok til at dække en hel fodboldbane. Til gengæld vil det også i fodbold kunne bruges til at afgøre om bolden er i mål eller ej, og til dette formål er GoalRef langt billigere end det meget beregningstunge og radiosender-baserede Cairos-system, som mit speciale var baseret på. |