|
20/01-08 Ikke flere andenpladser Lagt p 22/01-08 Efter noget skuffende at være blevet nummer to i A-rækken i foråret, nummer to i Drenge 1 i efteråret og nummer to i den indledende pulje i JBU's indendørsturnering var der trods alt lidt forandring i den forgangne weekend. Ved de nordjyske mesterskaber blev det til en fjerdeplads, hvilket med lidt held kunne være blevet en anelse bedre.
Det startede forrygende med en 5-0-sejr over Jetsmark, som vi havde haft problemer med i den indledende pulje og som vandt vores pulje, da vi var helt ved siden af os selv i vores sidste to puljekampe og var lige ved at sætte den videre kvalifikation over styr. Siden blev det til et knebent nederlag til de senere vindere fra Løgstør inden Hirtshals fik en over nakken med 9-1.
Bedst som vi så ud til at have gode muligheder for at sikre os endnu en andenplads og gå videre til de jyske mesterskaber, løb vi dog ind i en øretæve på 7-1 mod Nibe, som havde stor succes med at lægge et højt pres. Da stillingen stadig var lige havde vi et par dumme boldtab, fordi vi blev for ivrige, og så gik det hurtigt den anden vej. Chang har sjældent haft haltider til at kunne spille indendørs, og den manglende rutine gav sig udslag i manglende tålmodighed og for få løsninger til at spille sig igennem et højt pres, selvom man som regel er fire mod tre, når man har bolden i indendørs.
Dermed stod vi med kravet om en sejr over VBI/PSI for at komme fra mesterskaberne med medaljer i hænderne, og selvom vi fik kæmpet os tilbage til 4-4 efter at have været bagud 4-1 og havde bolden og en række chancer i det sidste minut, manglede der en scoring for at overhale VBI/PSI i tabellen. Også i denne kamp var den manglende rutine udslagsgivende, idet vi et par gange mistede bolden ved at blive lukket inde i et hjørne.
De nordjyske mesterskaber var blot endnu en lige-ved-og-næsten-oplevelse i en sæson, hvor vi var tæt på at kvalificere os til mesterrækken, tæt på at vinde Drenge 1 og dermed komme ud i kredskampe, og tæt på at vinde indendørspuljen. Vi har året igennem spillet flot, teknisk fodbold og flere gange fået store roser af vores modstandere, men en enkelt svipser eller to har hver gang kostet det samlede resultat. Det er s** irriterende, når man står med ansvaret for sådan en talentfuld årgang som den, Posten og jeg har haft med at gøre i år. |