|
19/12-07 Hapoel Tel Aviv-AaB 1-3 (1-1) Lagt p 23/12-07 Fem dage før jul spillede AaB efterårssæsonens 32. og sidste kamp, og ligesom i Superligaen kan man gå til vinterpause med god samvittighed, da det blev en 3-1-sejr over Hapoel Tel Aviv. Uden flere af holdets profiler lykkedes det at overvinde et kriseramt israelsk hold, som var gode med bolden, men elendige til at forsvare.
Flere afbud
En sæson med mange kampe og stort set samme hold hver gang har taget hårdt på nogle af spillerne, og således måtte både Rade Prica, Siyabonga Nomvethe, Thomas Augustinussen og Martin Pedersen melde forfald til den sidste kamp i UEFA Cuppens gruppespil. Dette gav sjældne visitter i startopstillingen til Jón Rói Jacobsen i midterforsvaret, Steve Olfers på midtbanen og Cacá på højrekanten, mens Michael Jakobsen måtte se sig henvist til venstre back.
De israelske værter kom til kampen efter endnu et nederlag i den hjemlige liga, hvor de med kun seks point i tretten kampe lå sidst i tabellen. Til gengæld stod de modsat AaB med chancer for at avancere fra gruppespillet, idet de efter en sejr ude over Getafe havde mulighed for at overhale enten Anderlecht eller Getafe med tre point mod AaB.
Hapoel Tel Aviv stillede op i en 4-4-2-formation med diamantformet midtbane og var i øvrigt meget offensivt indstillede i den forstand at deres backs gik langt frem for at skabbe bredde. Den defensive midtbanespiller Shay Abutbul lå foran de to centerforsvarere og sørgede for balance på holdet, mens de to backs fik lov at gå med frem på samme tid.
De øvrige midtbanespillere lå forholdsvist centralt, hvor de forsøgte at kombinere sig igennem midten, med den forreste midtbanespiller Reoven Oved som en dygtig mellemrumsspiller. Det tekniske niveau var højt, og det gik ofte hurtigt, når de kombinerede sig frem ad banen med førstegangsafleveringer på tredjemand. Også omkring AaB's midterforsvar var det de små afleveringer der blev forsøgt, og de var ikke bange for at spille til en tæt markeret medspiller.
Et skridt bagefter
Hapoel kom bedst fra start og havde stor overvægt i boldbesiddelse, og især havde AaB problemer med Reoven Oved, fordi han gjorde det muligt for hjemmeholdet at spille igennem midtbanen og komme i situationer, hvor der kun var fire-fem AaB'ere bag bolden. Også den fysisk stærke brasilianske angriber Fábio Júnior havde de succes med at spille bolden frem til, idet han var god til at beskytte bolden og var mere direkte og målsøgende end holdkammeraterne.
Det var dog ikke på et gennemspillet angreb at kampens første mulighed opstod, idet bolden i det sjette minut mere eller mindre tilfældigt endte for fødderne af Fábio Júnior, der sparkede på overliggeren. Næste chance var mere gennemspillet og endte med at der blev spillet ind bag forsvaret til venstrekantspilleren Bebars Natcho, som overplacerede sit skud.
AaB'erne halsede efter israelerne og havde svært ved at komme tæt nok ind på kroppen af modspillerne til at kunne tackle, fordi de var så bevægelige og i øvrigt flyttede bolden hurtigt rundt både i bredde- og længderetningen. Det skete også flere gange at de fik broderet sig ind i straffesparksfeltet, men her var AaB-forsvarerne altid lige den tand mere aggressive og kom først på bolden, så der ikke kom afslutninger ud af de farlige situationer.
Længe om at udnytte defensiv svaghed
Var Hapoel Tel Aviv dygtige med bolden, var der til gengæld ikke meget kvalitet over deres defensive arbejde. Der var overhovedet ingen sammenhæng i holdet, når de ikke havde bolden, og der var højst et par stykker med i presset, så disse var lette at overspille. Den store passivitet betød at AaB'erne havde mulighed for at tage tempoet ud af deres spil og vente på at chancen opstod, men det blev ikke rigtigt til noget i starten.
Steve Olfers var et stykke tid om at finde sig til rette på den defensive midtbane, hvor han til at begynde med ikke fik fat i ret meget og heller ikke viste sig så meget for boldholderen som der kræves af en central midtbanespiller. Også Andreas Johansson havde svært ved at finde sit niveau i starten, og Cacá var et stykke tid om at begynde at udfordre, mens Jeppe Curth ikke fyldte alverden som enlig spydspids.
Når AaB tog den en lille smule med ro i opspillet, kunne de snildt holde fast i bolden og spille sig til fornuftige tilbud. Specielt var der mulighed for at Michael Jakobsen kunne sende en præcis diagonalbold over til Cacá, som havde hele højresiden for sig selv, fordi anfører og venstre back Igal Antebi skubbede langt ind for at bakke op for centerforsvarerne, og fordi deres midtbane heller ikke dækkede banens bredde ret godt af.
Cacá var også den første til at teste den nigerianske landsholdsmålmand og sprællemand Vincent Enyeama, da han efter et kvarter udfordrede Igal Antebi for herefter at sparke på mål med venstrefoden. Næste AaB-chance kom også efter udfordringer fra Cacá, der denne gang gik mod baglinjen og sendte bolden ind foran mål, men Jeppe Lund Curth fik ikke rigtigt træf på bolden, og Enyeama havde let ved at redde dette forsøg også.
Tålmodigt spil gav flere chancer
AaB udnyttede den megen plads alt for lidt, fordi man ikke var gode til at flytte spillet fra side til side, og fordi Cacá ikke altid sørgede for at holde bredden. Alligevel kom også målet fra denne kant, da Michael Jakobsen kom langt frem og slog et indlæg, som blev forlænget over bagest i feltet af en forsvarsspiller. Cacá sendte bolden ind foran mål, hvor Kasper Risgård ved forreste stolpe fik skrabet bolden ind bag Vincent Enyeama.
Kasper Risgård var meget villig til at løbe med frem i eller omkring straffesparksfeltet, og var med sin gode boldomgang og til tider også snævre fodsålsdriblinger en vigtig brik i det kombinationsspil, der på dette tidspunkt var begyndt at virke. Kort efter scoringen havde Risgård endnu et forsøg efter at have afdriblet to mand på kanten af straffesparksfeltet, men skuddet blev blokeret til hjørnespark.
Også Jeppe Curth havde et forsøg i minutterne efter scoringen, da Cacá vippede bolden hen over forsvaret, men efter en fin førsteberøring sparkede han forbi fjerneste stolpe. Forud var gået et pænt stykke tid, hvor AaB havde spillet bolden rundt og flere gange havde haft den nede at vende omkring bagkæden, hvor der aldrig var pres på, og pludselig kunne Allan Olesen spille igennem midtbanen frem til Cacá, som nu havde plads til at vende med bolden.
Sjuskefejl kostede udligning
De sidste ti minutter af halvlegen begyndte israelerne at røre på sig igen, første gang da Baruch Dego tog chancen langt udefra efter en opspilsfejl af AaB. Kort efter var Fábio Júnior på spil efter et frisparksindlæg, hvor han fik vendt sig rundt og sendte et skud forbi målhjørnet. Straks efter var Lior Asulin akkurat offside, da han blev spillet i dybden efter at Michael Jakobsen efter to vellykkede tunneller i minutterne inden kiksede sit tredje forsøg og mistede bolden.
Tel Aviv var dog ikke nær så farlige i deres spil som de havde været i kampens indledning, idet de ikke længere formåede at spille sig igennem AaB's midtbane. AaB havde fundet ud af at samle sig omkring midten, hvorfor det blev svært for hjemmeholdet at holde tempo nok i spillet til at bringe AaB'erne ud af organisationen. Derfor kom de til at stå og spille bolden rundt omkring midten af banen, hvilket der naturligvis ikke kom alverden af målchancer ud af.
Alligevel lykkedes det at udligne i tillægstiden til første halvleg, da de fangede AaB i fremdrift. Israelerne formåede at holde godt tempo i bolden og spille over i højre side, hvor de med tre førstegangsafleveringer på tredjemand pludselig kunne spille igennem til Fábio Júnior, der sparkede bolden op i det korte hjørne. Tre mand var umiddelbart i mistænkelig grad offside, men kun en af dem var rent faktisk i offsideposition, da Allan Olesen hang en anelse bag en bagkæde helt ude af organisation.
Lidt under pres igen
Anden halvleg startede med et AaB-forsøg, hvor den meget aktive Vincent Enyeama sparkede bolden væk for næsen af Andreas Johansson og startede en kontra, hvor dybe løb fra flere Hapoel-spillere betød at de kom i overtal. AaB-forsvaret blev nødt til at falde, og da Igal Antebi fikserede Danny Califf med et overlap, fik Fábio Júnior plads til at skyde på mål fra kanten af feltet, men skuddet gik lige forbi stolpen.
Den gejst, israelerne havde fået ved udligningen inden pausen, blev dog pillet lidt ud af dem, da Michael Jakobsen koldt udnyttede et straffespark, som han løftede stille og roligt ind midt i målet. Allan Olesen havde sendt en bold frem i straffesparksfeltet, hvor Jeppe Lund Curth efter en god brysttæmning blev nedlagt klodset af Mazowa Nsumbu.
Det skulle dog blive til en glimrende afslutning, da de nok en gang fik spillet snævre afleveringer på første berøring ind mellem AaB's forsvar og midtbane, hvor bolden kørte så hurtigt rundt mellem de vævre spillere, at der til sidst blev hul til et skud. Deres opspil kørte dog stadig udelukkende igennem midten, hvor AaB det meste af tiden var rigeligt med folk til at lukke af.
I modsætning til tidligere begyndte Hapoel Tel Aviv nu at gøre brug af den bredde, som venstrebacken Igal Antebi skabte med sine fremstød, og Hapoel-anføreren var god til at udnytte pladsen på kanten til at spille ind foran AaB-forsvaret. AaB'erne kom igen til at stå for langt fra deres modspillere, og et farligt indlæg fra Antebi samt et nyt skudforsøg fra distancen var det bedste, de fik ud af deres spilovervægt.
Bold i egne rækker
En udskiftning af en dårligt kørende Cacá til fordel for Mattias Lindström betød færre boldtab, og Lindström fremtvang med sin første aktion et hjørnespark, der blev efterfulgt af flere hjørnespark, som alle var småfarlige. Ligesom i første halvleg var israelerne til at have med at gøre, når de ikke selv havde bolden, og med mere boldbesiddelse var der heller ikke så meget tryk på den anden vej.
Midtvejs i halvlegen blev alt håb slukket, da Thomas Enevoldsen blev sat op til en let scoring efter mere eller mindre genialt spil af Kasper Risgård. AaB havde spillet bolden rundt i små trekanter i et stykke tid, og da Mattias Lindströms indlæg ikke blev afværget ret godt, kunne Risgård med en sparkefinte og en perfekt berøring bringe sig forbi forsvarsspilleren og trille bolden på tværs til Enevoldsen.
Med en solid føring i ryggen kunne AaB koncentrere sig om at have kontrol over kampen, og det gjorde de ganske simpelt ved at lade bolden køre rundt imellem sig og lade modspillerne løbe efter den. Det virkede det nu ikke som om de gad, så der var - på trods af at de kunne gå videre med en sejr - intet pres på boldholderen, hvorfor det var let for AaB'erne at ramme hinanden.
Sejren ikke i fare
Jeppe Curth havde to gode muligheder for at score, da han først blev spillet alene med målmanden med en stikning fra Thomas Enevoldsen, men her kom Vincent Enyeama godt ud og fik gjort chancen lille. Senere bragte han sig forbi en forsvarsspiller på en god berøring efter Michael Jakobsens flade indlæg, men afslutningen sad lige på Enyeama.
Et totalt modløst hjemmehold gjorde ingen modstand i kampens sidste godt tyve minutter, hvor AaB fik lov til at køre bolden rundt, mens de heller ikke længere bevægede sig for hinanden offensivt. AaB benyttede lejligheden til at give UEFA Cup-debut til Súni Olsen, som kom ind på venstrekanten, og Benedict Vilakazi, der dog måtte stå og trippe på sidelinjen i flere minutter inden bolden røg ud af spil.
Sejren på Bloomfield Stadium rakte til at gå forbi Tel Aviv i UEFA Cuppens gruppe G og hoppe op på fjerdepladsen i gruppen. Blot et enkelt point mere i en af de andre kampe havde været nok til videre avancement, og især var der gode muligheder i Anderlecht-kampen, mens det også var tæt på mod Tottenham og mod Getafe. Erfaringerne fra denne sæson skulle dog gerne kunne bruges næste år, når den sandsynligvis står på europæisk fodbold igen. |